Tiltrækning og frastødning

Jeg står og maler ved mit arbejdsbord med udsigt over lagunen, men bordpladen er lige i penishøjde, så jeg konstant gnubber mig op ad den, når jeg rigtig går til den, hvilket virker distraherende.

Pudesnak MMXI

Jeg researcher min nye bog: Hvor sjovt er dit parforhold? 20 nemme løsninger der vi få dig til at smile igen.


Der er noget, jeg tænkte på. Det kunne være sjovt, i stedet for at springe ind i det nye år, at komme samtidig.

– Det er der med garanti allerede nogen, der har gjort.

Jeg kunne sagtens alene. Det skulle være en smal sag. Men sammen, det er en udfordring.

Man kunne forberede sig ved at komme til Tv-avisen.

– Jeg tror, jeg ville blive distraheret.

– Tv-avisen, god aften…




– Ih ja, foran børnene og moster og lille Balthus.

Jeg mener det hypotetisk, på sigt. Det er visionært.




– Nå ja, der er jo champagneflasken, det minder lidt om.

Og hvad er så proppen, pikhovedet der flyver af?

Jeg lavede engang en tegning af et pikhoved, der flyver af i orgasmeøjeblikket og rammer en i øjet.

Det er abnormt

Hvordan kan man være til fest otte timer uden at pisse?


Tilfældigt billede til far.

Spørgerunden

Folk spørger mig tit: Hvordan kan du holde dig så frisk? Og jeg svarer: Det er, fordi hver dag er ny for mig. Jeg ser med et barns øjne. Min hjerne er elastisk. Hvad venter der om det næste hjørne? lyder mit mantra. Men mest er det hormoner. Jeg har højtbrusende hormoner, og jeg spiser sundt. Over den sidste uge f.eks. kun 1 pose chips (hvidløgs/eddike) og 3 kager. Min hemmelighed er simpelthen gode gener. Og det kulturelt betingede? Også det er i top. Jeg har et øje på hver finger. Jeg kan bevæge de fleste af mine tæer individuelt uafhængigt af hinanden. Min evne til at finde glæde i de små ting. Min akutte observationsevne. Er andre brikker i det store spil, der hedder mig.

Er det til tider svært at leve med det store forventningspres, der hviler på en med dine enorme evner? kan man spørge. Klart nok, det er ikke altid nemt. Men så skal jeg bare huske på, i hvor meget mindre grad jeg hellere ville være nogen anden.

Hvis der var én ting, du kunne, hvad skulle det så være? Og du må ikke sige sutte dit eget lem. Har været der. Jeg tror, det skulle være evnen til at se til verdens ende. Altså universets. Men faktisk ved jeg det ikke. Lige nu har jeg mest lyst til at have evnen til at pakke en kuffert og rejse.

Hvad er din superkraft? Har du nogen? Godt spørgsmål. Jeg vil sige, at det er evnen til at vide, hvad folk vil sige, før de siger det. Ikke fordi det er noget banalt, de siger. Ofte er det noget ganske specifikt og aparte, man skulle tro, kun en sand clairvoyant kunne gætte. Det er min indlevelsesevne, min ekstreme følsomhed, der kan gøre det så overvældende at befinde sig i en mængde på grund af den voldsomme bevægelse af æteriske signaler, der kan være svær at tune ud, som baggrundsstøjen af klirrende bestik i en restaurant. Som en følsom linse, der kan se til universets ende, skal den pakkes pænt ind og pudses omhyggeligt, så kostbar og sjælden den er.

Nu vil jeg frabede mig flere spørgsmål. Mine atomer rasler som efterårsløv, og mine elektroner snurrer. Der er forstyrrelser i Andromeda Borealis, der kræver min øjeblikkelige opmærksomhed.

Ærbødigst, jer MJ, kosmisk krigsmand.

Et forpint blik helt nede fra tarmen

Min ven rockstjernen kiggede forbi, men han gik hurtigt igen.

Så mødte jeg ham nede i Irma.
– Kommer du ikke og får en kaffe igen snart? sagde jeg.
– Den kaffe, sagde han, – er simpelthen for sort. Jeg kan ikke drikke den.

Siden har jeg ikke set ham.

Jeg skylder ham en mikrofon og et stativ, han har arvet fra Annisette. Det er så massivt, det kunne slå en mammut ud eller tænderne på Sammy Davis, hvis han hurtigt vendte sig fra den blinde vinkel.

Intet forandrer sig

Fra Retronaut (nederst), en glimrende side. En af de bedste ting ved nettet er alt det gamle lort, der kommer frem igen (fra historiens tilstoppede kloak, om man vil).

'Det snotgrønne hav'

Min datter (15) skal øve sig på engelsk, så jeg gav hende Ulysses at læse højt af. På side 3 kom der et ord, jeg ikke har har hørt: "scrotum-tightening".
– Jeg har hørt nok, den bog er uartig, sagde jeg og tog den fra hende. Tror fanden, den blev forbudt.

Fantastisk ord i øvrigt: "pungstrammende"*) på dansk (overs. Mogens Boisen). Jeg vidste ikke, det fandtes, men nu vil jeg bruge det i alle tænkelige sammenhænge.

Bagefter læste hun et par kapitler højt af The Thin Man. Næste gang får hun en Tao Lin, som jeg tror er rimelig scrotumstrammende.



Spørgsmål: Giver det mening for en kvinde at læse ordet "scrotumstrammende"? Er det en følelse, I kan forstå? Er der et tilsvarende fysiognomisk fænomen hos kvinder?

PS Det gode ved litteratur er, siges det, at man kan nikke genkendende ("nikke genkendende", ha!, en af de lammeste af alle floskler) til, hvad andre tænker. Her kunne jeg godt have brugt det ord.

*) Klunkekrympende, siger jeg bare.

Så til hest med HUMØRGALLERIET!

– Elsker du min penis med alle dens blodårer?

Naturlig nysgerrighed

Er snot en kropsvæske? Ørevoks er ikke.

Fantomsmerter

Jeg er så liderlig, jeg har ondt i pikken.

'Suttefest'

Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet, 5. del

En flok af fyrene forsvandt med den enes ukrainske kæreste (tobakstænder, matroskasket fra Sortehavsflåden, muntert sind).
– De er ude at have en suttefest, sagde kuratoren bittert.

Han har de længste hår på næsen, jeg nogensinde har set på et menneske.


Hvis du er til billeder af sømandsliv, ignorer da dette indenterede kranium og gå til Sailor Junkers.

*UPDATE 1. juni: Jeg fandt det perfekte billede:


Jason Eskenazi: Young Sailors Club, Kostrama Russia, 2000 (fra fotobogen Wonderland: A Fairy Tale of the Russian Monolith).

1966

– Min mor valgte dette tapet, der fik mit kortisolniveau til at skyde i vejret med abnormaliteter i empatikredsløbet til følge, deriblandt hæmmet amygdalafunktion, mindsket hippokampalvolumen og reduceret celleantal i venstre medial-temporal korteks.

Mystiske tunneler & sminkede lig

Min livslange ven Frizz, mediemanden, var så god at give mig fribilletter til Experimentariet forrige år, og i går var jeg endelig ude at indløse dem.

Jeg vidste ikke, at man ikke måtte fotografere inde ved udstillingen af de "plastinerede" lig, men jeg vidste godt, at man ikke måtte snige sig ind ad udgangen, og jeg ville ønske, at vi var gået ind ad indgangen, så jeg ikke havde ført børnene ind i kammeret med pornoscenen.





Iflg. det trykte materiale bedes man udvise respekt for de afdøde ("der har doneret deres kroppe til udstillingen"), men hvorfor deres jordiske rester skal opstilles i en "reverse cowgirl" med huden flået af ind til tværsnit af skeden, kan jeg ikke svare på. Eller jo, det kan jeg godt: Det er kitsch og kan forklares ved tvivlsom kunstnerisk smag. Det er den sædvanlige kvasividenskabelige indpakning om kuriosakabinettet. (Og det siger jeg, der ikke engang ved, hvad kvasi betyder.)

Her er et par plastinerede tissemænd:





Børnene blev selvfølgelig dybt traumatiserede. Godt, man bor i Danmark, hvor den slags ikke tages så tungt.

Et højdepunkt, om jeg må have lov, på Experimentariet er den såkaldte Sanse Tunnel, hvor børn (evt. i selskab med deres forældre) skal famle sig frem gennem en mørk tunnel. Jeg kan forstå, at Olafur Eliasson lige har lavet noget lignende til Arken, en 90 meter lang tågefyldt tunnel med et prætentiøst navn, hvor voksne mennesker kan famle sig frem. (Og her tænker jeg straks: Der vil jeg have min kæreste [i dette tilfælde min hustru] hen og have diskret sex med hende 45 meter inde. Et glimrende bøssemødested vil jeg formode, men det er også altid, hvad jeg tænker, når jeg ser et møntsolarium: Der kan man gå ind og bolle. Kun en 10'er! Hvis jeg var en rigtig reporter, ville jeg kontakte museet og spørge, om der har været tilfælde, hvor det er blevet opdaget og meldt, eller om folk bare går beklemte forbi stønnelydene i tågen uden at sige noget, ligesom når nogen opfører sig upassende i saunaen i svømmehallen.)

I det hele taget, om jeg må have lov, kan Olafur Eliassons værker beskrives som et hobbybogseksperimentarium med højt budget og højere koncept, kvasividenskabelige forklaringer og belærende plancher.
Forvrængende spejle og røg.
Tak.


Olafur Eliasson: Din blinde passager (Arken 2010-11).

PS Jeg har fundet ud af, hvad der er så mærkeligt ved de døde kroppe i Gunther von Hagens' Body Works. Det er ikke det, at de er døde, det er alt det, der er gjort ved dem, selvfølgelig. Det, man mest lægger mærke til, er de mærkelige stirrende glasøjne. Det er ikke det naturlige, der er mærkeligt, det er det unaturlige. Da min mor døde, ville hospicesygeplejersken, efter at have mærket efter inde i sig selv et øjeblik, ikke lægge noget på min mors øjne mere for at holde dem lukket. Der skulle ikke komme noget ind imellem, så ville det være dét, man lagde mærke til i stedet for det egentlige, den blotte døde tilstedeværelse. Så lå hun dér og stirrede med sine blege, døde øjne, det dødeste jeg har set.

Vejen frem

Man siger, at folk med en stærk hage kommer frem i verden.

Tag f.eks. Quentin Tarantino. Han er verdens mest succesrige filmskaber, og han har verdens største hage.



Andre eksempler:

Popeye – stor hage, og han vinder altid.


Fodnote: Jeg opdagede, at min far er tre år ældre end Popeye. Han er verdens ældste mand.

General Alcazar – stor hage og statsleder.



Jay Leno – måske verdens største, fedeste hage, vandt over Letterman i The Late Night Wars.



Selv har jeg en diskret hage, en skavank jeg forsøger at skjule ved at gå i stærkt højhalsede sweatre og aldrig lade mig fotografere fra siden.



Man siger også, at den, der har den stærkeste hage, får det sidste ord. Min kone har en stærk hage f.eks., og hun får altid det sidste ord. Til tider må jeg sige noget og så springe ud af døren, før hun når at svare færdigt, for at få det sidste ord eller i hvert fald den sidste hørbare hele sætning.

Umuligheder

Hvordan kan min lomme vibrere, uden at min telefon ligger i den?

Og dejavuer, dusinvis dagligt

Jeg har fået en sitren ved det ene øjenlåg, jeg ikke kan styre.

Dødt kød

Jeg sad ved tastaturet i fredags og kunne ikke løfte mine arme for at arbejde. Jeg tror, jeg har fået en hjerneblødning.

I forbifarten

Julia Roberts' mund er for stor. Jeg er altid bange for, at hendes ansigt skal flække på midten, og den øverste del vippe bagover. Sådan her:


Bare mindre sidelæns.

Det er ikke fordi, dét er specielt interessant*), men der er tidspunkter, hvor jeg ser helt ekstremt intenst, og alting bliver ladet med mening, hvorend trivielt. En video, jeg ikke fik taget, af en jernbanemand, der samlede skodder op med en af de der samleop-pinde på den anden side af reklameskiltene, så man kun kunne se hans ben, sorte fugle i flugt, noget der er skrevet på fortovet, nøgne træer. Tom Kristensens bille før sjette gang.

"I can see the mountains, I can see the skies, with three more minutes to go".

I dag slipstrømmen fra to fly, der krydsede hinanden i en perfekt ret vinkel og lige nedenunder to tog, der passerede hinanden, i samme øjeblik.



*) Noget med Julia Roberts.**) Hun byder mig bare imod. Min mor viste Pretty Woman for børnene. – Det er godt, sagde jeg, – så kan de lære, at man får prinsen, hvis bare man opfører sig som en luder.
– Jamen, [deres kusines navn] kunne så godt li' den!

**) Det er ligesom, når jeg har været i biffen og er blevet tvangsindlagt til forfilm og siger til Donzo N: – Niels Olesen er den værste skuespiller i verden (hvilket han er). Og han siger: – Op i røven med ham. Præcis. Hvorfor spilde sin tid på en idiot som ham? Det er her Don N's særlige talent kommer til sin ret: konstruktiv negativitet. Lad os ikke glemme, at det var ham, der lærte mig at sige nej. Sted: Gl. Torv i senfirserne, en grønlænder kommer over. – Nej, siger Donzo N, og denne går igen uden at åbne munden. Det har jeg siden gjort god brug af ved betlere den ganske verden over.

Det hele er mystisk og uigennemskueligt bag skinnet

***
Mit yngste barn tror, der er to kanaler gennem kroppen: en til væske og en til fast føde. Det troede jeg også, da jeg var lille.

Min kone troede, at hun blev filmet i sit hjem og overalt, hvor hun gik, at det var sådan film bliver lavet. Det kan jeg godt huske lidt af selv. Jeg forestillede mig, at mit liv var en film. Men en dag, jeg cyklede hjem fra skole, tænkte jeg: – Nej, så kedelig kan ingen film dog være. Det er der ingen, der vil se på.*)


Apropos: Jeg så The Truman Show igen fornylig. Den er bedre, end jeg huskede den: jeg vil sige helt god. (Jeg tror faktisk, at jeg oprindelig var skuffet over, at Jim Carrey ikke var sjov. Ak.) Den er modnet godt.
Tak.


*) Det værste, man kunne ønske sig, var at være en person i en tv-serie: konstant plages man og får kræft og bliver skilt og forfulgt og truet og lemlæstet, der er ikke et roligt øjeblik. Tænk på én figur i en tv-serie, du godt ville være – nej, vel? (Komedier gælder ikke, for så vil jeg være Fonzie.)
***

Sære øjne

***
Er det kun mig, der har bemærket, at Dronning Margrethe er skeløjet på frimærkerne?



Er det ikke en slags majestætsfornærmelse? Eller også er det en naturlig demokratisk reaktion: hvis man absolut skal have en monark, skal han/hun også se dum ud på billeder.

Det minder om denne gamle De 4 esser-tegneserie:


Midnatsgæsten, s. 42, p. 13.


Ibid., s. 43, p. 1.

Falskmønteren afslører sig selv ved, at alle hans portrætter er skeløjede som han selv.


En gammel kæreste købte engang et sæt tarot-kort, hvor alle figurerne er skeløjede.

Eks.:

The Aquarian Tarot af David Palladini.

At dette ikke er et tilfælde, mener jeg kan ses af tegnerens senere kortdesign:


***