Højhellig søndag morgen

Der er nogen, der altid spiller høj radio ude i gården, her lutheransk folkekirkegudstjeneste.

– Stop det dér Jesus-noget, sagde jeg højt og myndigt ud af vinduet.

Og der blev stille.

Det er værre på denne tid af året – alt er

– Jeg nægter at give penge for noget.


– Jeg er i hvert fald glad for at slippe for det.

Hvordan er Danmarks Radios kantine?

Jeg har det bedst, hvis jeg kan gå og fyre pis af hele tiden og blive fodret. Hvor finder man sådan et job?

Hvad jeg ikke gider er, at der bliver stillet krav til en.


Den syngende tjener.

De personlige dæmoner i fuldt firspring

Jeg tabte en sumi-sten ned i en brønd, og få dumpe drøn senere kom de dumme svin myldrende op som grådige zombier. Jeg hader dem. De piner mig og plager mig – og dette er kun de første, overfladiske dæmoner, som dårlig ånde og uren hed. Der er mange, mange flere dybt dernede i min tarm og min psyke. Gå væk, jeg afskyer jeg! Åh bu-hu-buhu!

Hvis der er noget, jeg hader, er det dårlig offentlig kunst

Her er Børge Lortegårds seneste, som jeg stødte på på min vej.



Grangiveligt en lang lort på vej ud mellem et par røvballer.

Omgivet af en lortekloak:



Og udsmykket med mytologiske genitalier.

En ståpik:


Et par patter og en kusse:


En til ståpik:


Jeg er ikke Prince Charles, jeg synes bare, det er noget lort.

Hånden på hjertet

Jeg har aldrig kunnet fordrage Lille Per. Jeg kunne ikke lide ham, da jeg var barn (ikke at jeg nogensinde så filmene), og jeg kan ikke lide ham nu.



Han er en dæmon.

Jeg kunne heller ikke lide Tarzans boy.


Han var simpelthen for væskeholdig.

Korak er god nok. Boy er dum.



Nej, jeg kan ikke lide små drenge.

Jeg er ligesom skomageren i Albert:




Og det tør jeg godt sige, selvom jeg selv har været en lille dreng.


Det hjælper dog, hvis de har fedt hår:

Blod

***
Hold kæft, kan jeg ikke være til familiejul uden at få at vide, at jeg skal holde min kæft? Og blande mig udenom. Helst bidskt.

Hvad er det med folk, at de skal snakke om, hvad de har set på TV?

Jeg har ingen steder hjemme.


***

Jeg hader udgifter – især til møbler, der alligevel ikke holder

***
Da min kone tog mig tilbage i sin tid, fik hun mig til at købe en masse møbler. Nu vil hun have, vi (jeg) skal smide dem ud igen. Jeg hader at købe møbler, der ikke varer en livstid. Så vil jeg hellere bygge dem selv af pap og affaldstræ. Ja, grin bare, det gør hun også – og fnyser hånligt – men jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.


Og det har andre også. Jeg er ikke alene. Dobbelttyk pap, køleskabskasser – det er en reol eller et klædeskab eller en kommode lige dér – tapetklister og tapet eller andet papir til at dække æstetisk. Her blot et par eksempler på papindbo af førende designere.

Det er heller ikke første gang, hun har fået mig til at købe møbler for at markere et skift eller en begivenhed. Hver gang jeg har lidt penge, skal de bruges på møbler, det værste at bruge penge på af alt.

Hvorfor lader jeg mig lokke? Fordi så kan jeg føle mig som en konge ved at glæde min dame. (Ikke fordi der er noget ved møblerne, det er bare sånoget IKEA-lort, brug og smid væk, møblernes gummisko, en Bali-kommode, sånoget. Spild af penge.)
***

Oppe at vende under udrulning af tærtedej

***
Hvad der virkelig ælder ved at have børn er at skulle op så tidligt om morgenen, fordi børnene skal i skole, at blive tvunget ind i en 1800-tals døgnrytme. Hver dag det samme om og om igen uden variation og kun afbrudt af weekenderne, hvor man lige når op og gisper efter vejret lidt, før man skal waterboardes igen hele ugen efter. Fy! Det er inhumant og feudalt. Jeg kan ikke vente, til jeg atter kan melde mig ud af samfundet. Adjø, samhället.

Hvad der ikke er værd at tænke på, når man har sex, er, at ens forældre har gjort det samme og sikkert værre. Det er heldigvis ikke noget, der (for mig) dukker op alt for ofte i løbet af akten, en akt der nu heller ikke selv dukker op alt for ofte, en iagttagelse der til gengæld dukker op alt for ofte, som trofaste læsere af denne internetside måske har bemærket. Hvor træls. Mit lem visner af og drysser bort. Dette kærlighedens rudiment, den overflødige appendage, en erotikkens blindtarm, der kun giver smerte, når den blusser op, og nødvendiggør amputation. Snit.
Jeg er bedre tjent uden. Den gifte eunuk i sit tomme harem, alene med sine hule minder.
Jeg kan dårligt huske de dage, da den gik ind og
ud.
Jeg fik en lang tud
og blev snydt,
min jammersang så ofte har lydt.
Åh, stakkels mig,
som jeg dog tager på vej.
***

Æh, bæh, buuh – spøgelser fra fortiden II

***
Jeg er blevet inviteret til gymnasiegenforeningsfest, og jeg ved sgu ikke, det hele virker som et stort hårdetrip. Jeg hader de røvhuller. Men så talte jeg med min ven firserkoryfæet, der sagde: Gør det. Det vil være en god måde at få ajourført dine fordomme på. Noget i den stil. Måske har han ret, og det kan jo ikke blive mere pinligt, end det var dengang. Men alligevel: kr. 500 + sprit er lidt stift for at få aflivet et par dæmoner.

Min første indskydelse var at tage et stort skilt på, hvor der står "TABER". Jeg gider ikke høre folk spørge mig om hvad jeg laver, for jeg hader hvad jeg laver. Det fylder mig med skam. Kan man lyve? Det er svært nu om dage med alt det Google. Hvem der boede i udlandet.

Og så diskotek bagefter ved Henning Dølleballe. "The lady in red is daRncing with me”. Suk. Jeg kunne ikke lide deres musiksmag dengang og kan endnu mindre lide den nu. Jeg hader nostalgi.

Okay, her er, hvad jeg forestiller mig, der sker: Alle de her damer kommer op til mig og siger, de syntes, jeg var sød, og så vil jeg sige: – Hvad! Hvorfor sagde du ikke noget om det dengang?!

Alle de samme røvhuller vil tage røven på mig, ligesom de gjorde dengang, da de bollede alle de damer, jeg skulle have bollet.

Det er ikke nok at se godt ud og have alt sit hår. Det er der så mange, der gør.

Jeg kan heller ikke lide nogen af lærerne.

Nå, jeg tænker over det, indtil det er for sent.



PS Jeg skal huske at sige undskyld til Martin for at ryge dårlig hjemmedyrk i en af hans fars (konservativt byrådsmedlems) piber i stativet til etårs-genforeningsfesten (som et led i mit imaginære tolvtrinsprogram)

PPS Til tiårs-genforeningsfesten fik jeg fedtchok af at spise Tina Christensens isdessert og måtte gå udenfor ved gyngestativet og massere min tarm til at lystre.
***

Jeg afskyer og foragter klynk – tak nettet for, at I får det at høre

***
Jeg sidder inde i en kasse og kan ikke komme ud, det mest latterlige af alt. Jeg kan bare træde ud af den, men jeg gør det ikke, jeg venter bare på, at nogen skal komme og redde mig, helst en smuk kvinde, som jeg elsker.



Sådan er det bare. Jeg afskyer og foragter hader den situation. Det er også et meget brugt billede i øvrigt på eksistentiel handlingslammelse. Lou Reed brugte det i en god gammel sang, The Heroine (på The Blue Mask):

Here's to the heroine
Who transcends all the men
Who are locked inside the box
Will the lady let them out
Oh, the heroine, oh, oh, the heroine

(Ikke at forveksle med Heroin, stoffet. Det er et pænt billede.)
***

Peristaltiske dilemmaer & mulige løsninger

***
Jeg hader at sætte mig ud på sådan en række fælleslokummer, der deler luftrum, og lave tyndskid med et rabalder, som at hive proppen ud, en analeksplosion, og så opdage, at der sidder nogen ved siden af, på den anden side af væggen, ikke en meter væk, som forsigtigt trækker et blad af rullen.

Som i dag.



Andre gange sidder man selv derude, når folk sætter sig ind. Skal man så sidde helt stille og vente på, at de går før en, eller bare tørre sig og skynde sig ud før dem? Rør man sig, kniber de.

Jeg er ked af at hæmme nogens flow og overvejer at opstille radioapparater i alle kabinerne, så man i det mindste kan overdøve bevægelserne og foregribe ubehagelige overraskelser (sand altruisme). Eller synge som Caruso.
***

Tjek

***
Jeg så lige mig selv i spejlet, og, jo, jeg er stadig smuk.



Men jeg kan ikke lide, at alle jeg møder, jeg ikke har set i lang tid, siger: – Hvor er du dog blevet tynd. (Hvad har jeg, aids?) Pundene rasler fortsat af mig. Jeg er en skygge af mig selv. Jeg må få mig lidt pondus.



Skal jeg foretage mig noget fornuftigt eller spise frokost? Svaret giver sig selv.
***

Ting jeg hader (XXVII)

Jeg hader, når min far ringer og siger: – Hvorfor kan du ikke være mere ligesom Morgenthaler?
Og så genfortæller han nogen af vittighederne.

Ting jeg hader (forts.)

Jeg hader, når folk siger om en afdød, at sådan ville han have sagt.
Det kan man sgu sagten sige.

Kaffebord

Til en forandring var en familiesammenkomst en tryghedszone. Jeg følte mig helt hjemme. (Måske hjalp det, at min kone ikke var med.)

Jeg hader mændene i Carlsberg-reklamerne (og I skal ikke regne med at se noget billede af dem her, dem der ikke ved hvad jeg taler om). Jeg kan ikke fordrage sådan som de ser ud og det mandebillede de skal repræsentere. Hvad de siger, har jeg ingen anelse om, for jeg skruer altid ned for lyden, og den eneste lejlighed jeg har til at finde ud af det er, når jeg sidder til langbords med familien, og der altid er nogen, der underholder med at sige, hvor sjove de seneste reklamer er. Navnlig en brovtende flok i skjorteærmer i den ene ende af bordet.

Der er intet kedeligere, end at snakke om hvad man har set på tv.

Jo mere fucked-up mit liv er, des bedre kan jeg lide min far.

Godt år for roserne

Min trofastestesteste læser sendte mig et stykke mood-musik til lejligheden. Nu hører jeg sangen for 22. 23. 24. gang, og jeg kan ikke engang lide Elvis Costello.

Jeg har ikke set videoen. Den er jeg ligeglad med.

Jeg tog også Motel Matches, nu jeg var i gang.

Ting jeg hader (endnu en ting)

Jeg hader, når nogen fortæller, at de har været deres kæreste utro, og så lidt efter kommer kæresten hjem, og hun ved det ikke, og så skal man sidde dér og tænke på det og passe på, hvad man siger.

– Hvorfor er I så underlige? Har I røget?
I har røget, jeg ved det.

(Det kunne også godt være vi havde.)

Det byder mig mod

Jeg hader folk, der ser fjernsyn, og så prøver man at sige noget til dem, og så siger de:
– Det er faktisk noget ret alvorligt.

Det er fjernsyn!

Gade- og strædevrede: Jeg får en trafikprop

Nu har jeg to gange på en uge fået fingeren af en bilist, der holdt på cykelstien, så jeg ikke kunne komme forbi (på cykel), og endt med at stå og råbe af ham. Den ene gang med måde, fordi jeg skubbede min datter på min cykel ("Lille mand", "Du er et sørgeligt menneske"). Hvad er det med voksne mænd, at de er modigere, når man har sit barn med? Den anden gang for fulde ventiler ("Kom her og slik min pik, din slimede lille bøsseka'l", "Skrid hjem og knep din døde far i røven", "Du er min slavedreng", osv. Digt selv videre).

Er der et middel mod aggressive bilister? En malingpistol, en hurtigridser, en hundelort ind af vinduet, når de ruller ned for at se farlige ud?
Findes der noget, man lige kan have i lommen?

Jeg søger nettet...*)



Jeg tror, folk befinder sig i en kunstig boble, når de kører rundt i deres bil, og glemmer at tænke på andre mennesker. Jeg tror, bilister ser andre mennesker som på fjernsyn.

Jeg er ligeglad med, hvad folk siger, det er bilisterne, der er problemet, ikke cyklisterne.

Taxachaufførerne er de værste. Al ærindekørsel faktisk.



Jeg trænger til anger management, for jeg er opfyldt af tanken om at dræbe.
Okay, det er overdrevent.
(Jeg er mindre vred i dag. Mine deadlines er overstået, i morgen skal jeg til julefrokost. Hurra! Nogen har inviteret mig. Jeg hader de år, hvor man ikke har en eneste.)



*) Tredive sekunders research gav mig denne side, hvor nogle cyklisttyper diskuterer deres had til biler og mulige våben mod dem.

Note: En jeg kender plejede at køre rundt med en teleskoperende kølle i sin bil til at rappe folk over fingrene med, hvis de stak dem indenfor (som en antenne med en metalkugle for enden). Jeg ved ikke, om han nogensinde fik den brugt.


Alle billederne i denne serie kan ses på Citynoise.org, Toronto.
Her er historien: Bilisten kaster mad ud af vinduet og rammer cyklisten, der kommer kørende forbi. Cyklisten kaster maden tilbage i bilen. Bilisten hælder kaffe på cyklisten, der ridser bilen med en nøgle. Så begynder billedserien.
Kommentar: Jeg kan bedst lide det billede, hvor han giver sig til at trampe på cyklen.

NB! Hvis det havde været mig, der var cyklisten, var jeg selvfølgelig smuttet for lang tid siden.