Min ferierejse dag 1

***
Satans også, jeg er taget på ferie uden min iPod. Også min jakke. Den lå i jakken. Alt andet har jeg husket. Undtagen om jeg har låst døren. Jeg vidste, jeg skulle være gået tilbage og tjekket.



Hvad vil de have, når man kommer gennem boardingkontrollen?

Mig: – Jeg gider ikke shoppe slik!
Min kone: – Bnsjsgdk.
– Jeg gider ikke shoppe slik.
– Nej, det koster jo også penge.
Tænker: Jeg lyder ligesom en sur far i en film eller på TV: – Det er billigere i Føtex.

Faktum er, at min datter, der har diabetes, får det dårligt i slikafdelingen.



Damen i gate’en: – I er heldige, flyet er forsinket, ellers var vi fløjet uden jer.
Min kone: Sig det til ham
Mig: – SIG DET TIL HAM? Hvad fanden er det for noget pis at fyre af? SIG DET TIL HAM?
Hun: –Jeg kan ikke have, den dulle taler sådan til mig.
Mig: – Hvorfor fanden tørrer du den så af på mig? SIG DET TIL HAM?!
– Du skulle absolut ind i kiosken igen.
– Jeg anede ikke, hvad klokken var … (fåret)



Overhørt, ankomsthallen:
– Fuck, hvor er du najs.
– Nej, hvor er du steneren, Rebecca.
(Hun kom med en bagagevogn.)



Min kone: – Der er to veje til baggageclaim’en.
Mig: – Jeg synes, vi skal gå til venstre.
– Jeg synes, vi skal gå til højre.
– Så gør vi det, min skat.



– Har du tjekket kortet?
– Du navigerer!

– Hvad for en vej er vi på? Hvad hedder den? Ved du overhovedet, hvor vi er på vej hen?
– Jeg kan ikke have, du taler sådan til mig.
– Jeg er ligeglad med dine følelser. Kan du ikke bare sige, hvor vi er?!
– Du skal ikke tale sådan til mig.
– Du er ligesom John Travolta i Pulp Fiction med The Fox: Sugar and fucking cream on top? Kan du ikke bare være en god andenpilot?

(Desuden: Det er skidestressende at køre i en fremmed storby i myldretiden. Jeg sidder med familiens liv i mine hænder. Kan du ikke bare gøre, hvad jeg be’r om?)



Da vi endelig kom frem til vores lånte ferielejlighed, var den fuld af vagabonder. Jeg sværger.



Jeg sværger ved gud, der var fuldt af vagabonder. I hvert fald én vagabond, der ikke var der. Alle hans ting lå der: hans computer, hans rullepapir og tjald, hans Playstation, hans to potplanter i potter på terrassen. Det er sidste gang, jeg låner en ferielejlighed af zigeujnere.


Exhibit A.
***

Han er en Svengali med en sær, hypnotisk magt over kvinder, og hun måtte kæmpe hårdt for at frigøre sig fra ham

***
Der er en fyr, jeg dårligt kender, der ringer ind imellem for at fortælle mig om sine følelser og om, hvor meget kunst han altid sælger. Jeg kender hans gamle kæreste, det er derfor jeg kender ham.
– Der var sgu ikke noget galt med hende, siger han. – Men hun vil ikke tale med mig. Jeg snød hende et par gange for meget, siger han.
Han savner hende nu, hvor han lige har været nødt til at lave sin selvangivelse selv.



Han er ingen Charles Manson, men han har altid forskellige, vekslende kærester med små skavanker – dobbelthager, en brun fortand – og lavt selvværd.
***

Jeg er gladere, når vi ikke er sammen

***
I går sad jeg under hele middagen og undgik øjenkontakt med dig. Børnene sad bag hver deres tegneserie som stereotype ægtemænd. Ingen sagde noget. – Ræk mig saltet, var så langt som det blev. I morges da jeg kiggede på dig på langs af lejligheden, i dens fulde nord/syd-akse, så du væk.



Jeg vil spørge, hvordan du har det, tænkte jeg. Hvordan har jeg det selv, kan du så spørge. Og så opdagede jeg, at jeg ikke er skrap eller sur, men skideked af det.

Jeg aner ikke, hvordan du har det. Det er ikke sikkert, at det har noget at gøre med mig, hvordan du har det. Men det påvirker mig. Du lukker dig inde i dig selv, og jeg aner ikke, hvad der foregår. Jeg føler mig dum og åndssvag og uelsket.
Som sædvanlig.

Jeg må sætte mig for at finde ud af, hvad det er med dig, for det er ikke sikkert, at dit problem er mig.


***

Hjerne med en økse i

***
Jo mere jeg tænker over, hvordan jeg har det, desto værre får jeg det. Måske jeg skulle lade være med at tænke over det? Måske skulle jeg være ligesom et af de mennesker, der er glade altid, og man tænker: Har de ingen selvbevidsthed? Hvorfor være bevidst om sit liv, når man er bevidst om, at det er noget lort?
***

Historien om den uelskelige person

***
Det er interessant at høre nogen opsummere andre i få ord, et helt liv kogt ned til en historie. (Jeg har selv nogen gode nogen, men jeg kan jo ikke skrive dem her eller nogen andre steder, for folk kunne blive genkendt og såret. Så dér.)

I dag hørte jeg en dame over lagkage opsummere en hun kendte, en uelskelig person.

Det er en sørgelig historie, sagde damen.
– Så vil vi ikke høre den, sagde de andre, men hun fortalte den alligevel.




HISTORIEN OM DEN UELSKELIGE PERSON

Hun blev gift og skilt igen næste dag. Hun havde mødt en mand i Tyrkiet, der kom til Sverige, hvor de blev gift og blev skilt.
– Verdens dårligste bryllupsnat! sagde jeg.

Hun har åbenbart problemer med at udtrykke sig pga. en understimuleret barndom.
– Ja, eller overstimuleret, sagde jeg.
– Nej, understimuleret.
– Overstimuleret med det forkerte, sagde jeg og skar et stort stykke af osten. Jeg aner ikke, hvem denne familie var. Jeg kom bare forbi. Lagkage, peanuts.

Kidnappet i Korea og adopteret af en alkoholisk far og en sindslidende mor.
– De skulle absolut have et barn, udtonede jeg hen over kagebordet.

Nu er de døde, resten af familien snød hende for arven og hun har slået hånden af dem. Hun har ingen.
– En dag møder hun nogen, der elsker hende, sagde den gamle hippie.
– Det er ikke nemt at være uelskelig, udbasunerede jeg.

Hun er anstrengende i længden. Ingen kan holde hende ud.
– Det er ligesom min veninde Karina, sagde teenageren. – Hun er bare så dum.
– Nej, sådan er hun altså ikke, sagde hendes mor. Det var hende, der fortalte historien. – Karina har ikke lært, hvad man skal sige og ikke sige, hjemmefra. Hun er ligesom Pippi.
– Ah, sagde jeg. – Et naturbarn.
– Netop, et naturbarn, sagde den gamle hippie.

Jeg var nødt til at undskylde mig for at gå og hørte ikke resten, hvis der da var mere. Jeg har fået et buzz af to kopper paphvidvin. Nu vil jeg tage hjem og deltage aktivt i familielivet og være der for mine børn.




Bonusbillede til far. Jeg har altid været hemmeligt forelsket i Pippi, og jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
***

Woodstock uden sjov

***
Min datter sagde noget indsigtsfuldt ved Eremitageløbet. Hun sagde: – Hvorfor skal man egentlig betale? Hvorfor ikke bare løbe med?

Og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Det eneste, man får for sine penge, er et nummer og en tid. Ikke engang en godtepose.

*

(Okay, nu hvor jeg tænker efter, kan det godt være pengene går til Hjerteforeningen. Hvad ved jeg? Jeg havde ikke tænkt over det.)

*

Jeg kiggede ind (på en fribillet) til Sund Livsstils-messe i Forum i lørdags. Af mine samtaler fremgik det, at Psoriasis-foreningen er misundelig på Diabetes-foreningen, fordi de har flere penge, og at Diabetesforeningen er misundelig på Kræftens Bekæmpelse. (Jeg lærte også, at messen ikke er et godt sted at rekruttere bloddonorer, fordi de fleste folk, der kommer der fejler noget. M.a.o. de vil hellere tage end give. Jeg tog to kuglepenne og en ballon.)

Det sjoveste var de stande, hvor der sad en sur midaldrende kvinde ovre i hjørnet, og skiltet tilbyder coaching eller velvære, og ingen går derind.

Det er meget sjovt at gå rundt og tale med de udstillende, når man er varmet lidt op (jeg har f.eks. aldrig set så mange kinesiologer på en gang), men ret hurtigt vil de sælge en noget, og så er det ikke sjovt længere, fordi man skal skynde sig væk. (Og så er jeg jo et pænt menneske, der ikke vil spilde folks tid eller såre dem, navnlig når jeg ikke selv får noget ud af det. Jeg følte mig som Borat eller Larry David uden kamera.)

Jeg blev tilbudt en gratis samtale af en "autodidakt psykoterapeut", der stirrede mig intenst ind i øjnene. Det var på en stand, der solgte meditative cd’er til vægttab, så jeg spurgte: – Hvad hvis man trænger til at tage på? og fremviste mit afpillede legeme.
– Det kan vi også klare, sagde de, og stillede mig over til hende den overvægtige.
Princippet er, at når man hører cd’en, får man lyst til at spise, ligesom Pavlovs hunde.

Og så hurtigt væk.

Så gik jeg rundt og kiggede efter Tove von Platen, for dét kunne være sjovt at rapportere om, men hverken hende eller de andre zonefeltterapeuter var at finde.

Da tog jeres udsendte reporter to æbler til fra en kurv og skyndte sig ud.
***

VARMT VAND – Mandejammer: Nu med kontroverser!

***
Sidste år flækkede jeg af grin over en annonce (nu nødtørftigt censureret) for en "psykoteraprut" i Frederiksberg Bladet og valgte at dele den med resten af verden.



Nu har jeg fået denne kommentar:

Anonym sagde...

Jeg skriver til dig angående den annonce som var i Frederiksbergbladet d. 5/6 2007 og som siden d. 11/6 desværre har ligget på mandejammer. Det har haft, og har stadig konsekvenser for mig, såvel i mit proffesionelle som i mit private liv. Når folk søger på mit navn dukker mandejammer op som den første med mit navn i teksten.
Jeg kan oplyse dig at jeg er ganske uskyldig i denne himmelråbende fadæse.
Det er avisen der har sjusket og fejlet, hvilket de har beklaget meget, men det hjælper jo ikke mig ud af denne pinlige og ubehagelige situation. Jeg føler mig personlig angrebet og hængt ud af dig.
Jeg har haft kontakt til IT-politiet, og de har foreslået at jeg af denne vej be´r dig om at slette omtalte annonce fra din blog. Jeg håber derfor at du vil udvise hensyn.

Hilsen (Navn tilbageholdt af redaktionen).

26. juli 2008 21:21:00 MEST

Jeg kan godt se, hvad hun mener med at blive hængt ud, og så af mig der under dække af anonymitet mener at kunne sige, hvad det passer mig – det er hele ideen – men på den anden side kan jeg ikke lide at blive truet med "IT-politiet", som jeg aldrig har hørt om. (Det sjove er, at hvis jeg bare havde kopieret annoncen og bragt den på tryk i et "fanzine" f.eks., var den sunket og aldrig blevet fundet igen, men her på nettet har den fået evigt liv.)

Hvad skal jeg gøre? Jeg vil gerne være flink, for sådan er jeg, servil til det sidste, men hvad med ytringsfriheden (det er ikke mig, der har fucket teksten op, jeg viderebringer den bare), og hvad med det, at det faktisk er sjovt (for alle andre end den, det går ud over)?

Nogen holdninger?


*

Og hvordan kan jeg vide, at det er den rigtige (Navn tilbageholdt af redaktionen), der skriver til mig?
(Til gengæld ser det ud som om, at jeg har fået en læser til.)
***

Dag 2 som græsenkemand

Jeg skal ud til Don Nzo i aften og se dvd’er og æde Thai-mad, og jeg siger til mig selv: Husk at høre efter, husk at høre efter. Han er så fintfølende. Hermed mener jeg også: Lad være at tale hele tiden under filmen, hvis det kan lade sig gøre. Jeg ved ikke, om jeg kan lade være. Aftalen er, at jeg kommer ud til ham i god tid, så vi kan diskutere, hvad vi skal se og spise. Måske kan vi se en Bollywood-film, hvor man godt må tale imens. Jeg må spille mine kort rigtigt og koncentrere mig.

Jeg er groggy. Jeg sad sent oppe og tegnede. Min kæde sprang af 10 gange på vejen hjem, Irriterende, især fordi jeg brugte 2 timer på at rense den i går. Og så er alting lukket. Lortehelligdage. Jeg tror, jeg går ned hos J. Per eller min bror og får en kop kaffe.