Der er en fyr, jeg dårligt kender, der ringer ind imellem for at fortælle mig om sine følelser og om, hvor meget kunst han altid sælger. Jeg kender hans gamle kæreste, det er derfor jeg kender ham.
– Der var sgu ikke noget galt med hende, siger han. – Men hun vil ikke tale med mig. Jeg snød hende et par gange for meget, siger han.
Han savner hende nu, hvor han lige har været nødt til at lave sin selvangivelse selv.
Han er ingen Charles Manson, men han har altid forskellige, vekslende kærester med små skavanker – dobbelthager, en brun fortand – og lavt selvværd.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar