Farlige revner

***
Da min kone forlod mig, besluttede jeg mig for at holde med at være overtroisk. Jeg gik arytmisk og staccato hen ad fortovet (som fremenerne i Klit) og tænkte: Hvad gør jeg det her for? Hvad forskel gør det, om jeg træder på revnerne? Og så har jeg trampet på dem lige siden. Nogen gange skal der en personlig katastrofe til, før man laver sine barnagtige vaner om.

Da min datter var lille, kunne jeg se den biologiske mening med ikke at træde på revnerne: når jeg gik rundt med hende i hænderne, før hun lærte at gå selv, nægtede hun at træde ind i det mørke mellemværelse, hvor gulvet var malet sort. Og jeg kan godt forstå det: Hvem ved, om det er et sort hul eller en elevatorskakt? Tilsvarende er det nok en god ide ikke at træde på revnerne i isen eller anden usikker eller sumpet grund.

Mine børn laver en leg, hvor det gælder om ikke at træde på de rødlige fortovsfliser, fordi det er lava. Forleden dag var vi ude at cykle, min datter (8) og jeg, og hun sagde: "Når jeg er inde i skyggen, er jeg ked af det. Når jeg er ude i solen, er jeg glad." Jeg havde godt lagt mærke til, at hun skiftede udtryk.

Sådanne lege er udmærkede til at holde hjernen beskæftiget, når man er ude og på vej et sted hen, det er da klart, men ellers gælder det: Udryd overtroen! Bortfej overtroens spindelvæv fra din hjerne!
Tak.
***