Det er jo bare

***
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stole på mere. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned, rigtigt eller forkert. Jeg har mistet mine indre pejlemærker. Det, jeg troede var noget, hvad er det? Noget andet eller slet ingenting? Jeg har ikke noget at holde fast i, det hele skrider, som jorden under en fuld mand



En blank tavle spulet ren i knækket hvid. Optagelser på rundkørsel. Den første film fra luften af et tungere end luften-fly. Horisonten oppe. Lave overflyvninger. Loops af forglemmelse, ostet nitrat. Jeg kan ikke længere køre i de samme baner, jeg har glemt dem. Jeg har glemt de cirkler, tanker der altid dukker op i badet, samme gamle om og om. Skyllet ud, spundet ud for enden af sæbegalakser, trævlet op, uhørte usagte, ligegyldige ildtunger, spruttende i en kreds
en kreds af formummede tilhørere, skamfuldt nedsænkede, vidtspændte øjne, gnistrende indsatser, tændsatser af spændt forventning


Første film fra fly i luften. Smuk.

Tag til stranden. Eksplodér dit hoved indvendigt bag øjenlågene. Flad ud. Sved en dag. Behold dit væsen. Mærk salt, kokos, sved på tungespidsen, dyp tæerne, eksplodér din væren i spændt forventning, det er jo bare ord, et øjeblik, en række navnløse krigere, opslugt, nedleret, afbleget, fikseret

Fluer mod forruden forsagte minder ryggen til livet ryggen til alt det blivendes væsen en ordbestilling af lukkede døre en chance til
***