Mågeslet

Jeg malede en måge med punkerhår, malede det over og gik hjem og råbte ad min familie. Smækkede med lokumslåget.
– Er der ikke noget at æde? I hader mig allesammen, og mit liv er spildt, råbte jeg.

Altid for sent

Jeg hader mig selv og med god grund.
Hvorfor kan jeg ikke lære at lukke min store mund?
Alt hvad jeg rører ved bliver til lort.
F.eks. min pik er blevet til lort.
Jeg har ikke noget at have det i,
alt det lort jeg lukker ud i det fri.

Faderløs

Måske, når jeg står faderløs i den kolde blæst, vil jeg for alvor komme til min ret som mig selv. Ligesom før jeg fik børn og troede, at så ville jeg være voksen og lære noget. Jeg troede, det ville løse nogle problemer. Men jeg har ikke lært en skid, og jeg er bange og fryser på isen, og jeg har aldrig følt mig så gammel. Rigtig gammel, grå skægstubbe-gammel som en Guston.


Philip Gusten.

Jeg har altid bildt mig ind, at jeg kunne nå det, når jeg blev gammel, og spildt min tid imens. Men jeg har selvfølgelig ikke vidst, hvor ondt det er at værre gammel, når man ikke har flere chancer og kroppen forfalder, synligt dag for dag. Og jeg, der havde tænkt mig, at jeg skulle sidde på en vinstue og holde hof som Schade. Hold kæft, hvor er jeg dum. Og jeg er for dum til at holde min kæft.

– Hvad havde du tænkt dig, at du skulle have udrettet på dette tidspunkt i dit liv? spurgte min kone, mens vi ventede på at komme ind til skole/hjem-samtale.

Mine tanker flimrede.

– Nå ja, jeg men ville sguda gerne have lavet en tegneserie og en roman (og i baghovedet tænkte jeg en Hollywood-film, men det er ikke så vigtigt).

Så blev vi kaldt ind, før hun nåede at spørge dybere ind til mig.

Jeg har ved gud ingenting, og jeg er ved gud ikke specielt interessant. Ingen eventyrer jeg. Jeg sidder bare her.

Jeg er reelt bange for at konfrontere mit værk, fordi jeg er bange for at fejle.

Første søndag i al ubevendthed

Jeg skændtes med min kone i nat på vej hjem fra fest over dette emne: i "Hvorfor er lykken så lunefuld" indgår denne linie: "Hvorfor er livet så meningsløst?"*) Hvis livet er meningsløst, hvorfor så spørge, hvorfor det er meningsløst? Det er et meningsløst spørgsmål. Det var min pointe, og jeg er ligeglad med Frankls teori om søgen efter mening som et grundlæggende menneskeligt behov. Mening! Hvad rager det mig?

"Hvor lang er det lige, din uddannelse er?" sagde min kone, og "Du tror, alt, hvad jeg siger, er dumt!" Og børnene, der ikke var gået i seng endnu, sagde: "Kommer I nu dér?" og " Hvad har du drukket? Vi kan lugte dig helt herover." Og i morges fortsatte min kone: "Det er ikke det, du siger, det er din facon". Regn lige den ud.

Okay, for at tage den fra toppen:
a) Hvorfor er livet meningsløst?
b) Det har du jo lige sagt, hvorfor så spørge?

Desuden kan man vende det om og spørge: Hvorfor er livet så meningsfuldt? Og udvide ved at sige: Hvad gør livet meningsfuldt for dig? S'gu ikke det her.

Altid denne trang til mening. "Der skal være mening med tingene." Pff!



Fuck det her ægteskab. Jeg kan ikke begynde at fortælle om, hvor træt og bittert og gammelt det kan være.


*) Det sjove er, at jeg hørte forkert:
"…og hvorfor er glæden så kort
Ofte er livet så meningsløst hårdt"
Men resten er rigtigt nok!

Når solen går ud for mine dage

Nu flytter børnene snart hjemmefra, og jeg kan sidde her helt alene og skrige ad min kone, navnlig når hun ikke er her. Nu er jeg snart gammel og kan se ud på træernes nøgne fingre. Når mit kød er smuldret af knoglerne og alle mine minder er brændt, og jeg end ikke er en våd plet på jorden.

Når jeg ikke har nogen at råbe ad, kan jeg lære at holde min kæft.

Min forhud trænger til at blive nulret som gamle æselører.

Her er en poetisk replik: Min æselørede forhud. Google-værdig.

Når jeg bliver for træt til at sluge mit eget spyt.

Jeg fandt på en god åbningsreplik til en roman: "Hold kæft, hvor jeg hader mig selv." Den skriver sig selv.

Eller også var det ikke hold kæft, men noget andet. Jeg skulle have skrevet det ned, med samt de næste otte linier, men jeg var lige i gang med noget. Jeg havde noget over.

Når tapetet ikke svarer, og dørene ikke lukker sig selv. Jeg gider ikke være en gammel mand med en skrivemaskine og en sur cigar, men jeg kan godt lide en veranda i et mildere klima. Du er Bukowski-romantiker, sagde min ven med de dårlige tænder og sit for tidlige grå hår i Willie Nelson-fletninger.

Nej, ikke omkring "det hårde liv", men han skrev godt, også på sine gamle dage, og han var ikke bange for at fortælle den samme historie to gange. Jeg er ligeglad med, hvad der er løgn.

Hans Les Baxter-plader til tørre i kælderen og på bagtrappen efter tyfonen.
Kulturel kompost.
Ved havet med alle flyene.
Muslingeskaller så store som askebægre og kæmpers tånegle.
Han er jeg ved ikke hvor mange år forud.
Jeg drømte om containere fulde af gamle tegneserier i ukendte formater. Skrænten af Louisiana. Ikke til at få med hjem.
Pizza.
Tog toget ud og stod ved stranden, hvor flyene skriger som måger. Kastede en football uden spin.
Selvbilleder skifter som krabbeskaller.
Hvem er alle de folk, der bor her? Hvad laver de? Andet end at sidde i undertrøje foran computeren.

Jeg købte fire sorte t-shirts og en hvid, han skulle ned i kælderen efter. Han gav mig fem dollars i rabat. Hans søn bor i Nigeria, og han sender penge hjem. Er der afrikanere i Danmark? Somaliere, etiopiere. Nigerianere? Jeg ved det ikke. Ost? Vi er kendt for vores mejeriprodukter, Holland, Tyskland, hele vejen op ad kysten.
Ømme fødder.
Alene med store poser billig bomuld.
Jeg farer altid vild det samme sted.

– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte jeg min højgravide værtinde.
– Du kan ordne dit hår.

Jeg fik trimmet mit skæg hos barberen før brylluppet. Har du overvejet dreads? Ja, men jeg er i tvivl om, hvilket signal det sender for en hvid. Behold krøllerne foran og hav dreads bagi.
Alt det arbejde.
Mandekultur.
Jeg er mere tilpas blandt en flok kvinder uden så meget sports-tv og håndklaskeri.
To playoff-games overstået, før jeg nåede hjem og fik sovet.

At synge Danmarks pris: Kvindelig statsminister, 87% valgdeltagelse. Folk sorterer selv deres affald om søndagen på forbrænderen.

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid.

Alt det her skal genbesøges.

Hvem skriver jeg til?

Nu, min mor er død, er der ingen at fortælle det gode.

En god, lang brandert. En hvirvelvindstur. Den røde løber er min tunge, der ruller ud.
Giv mig penge for det her, så skal jeg være evigt tilfreds.
Og resten er min egen skyld.
Til døden mig sluger.
Tyve linier billig poesi gennemslået.
Vågner af kedelige drømme.
Genialt liderlig af blød varme.
En tyk strøm af blåt jetliner-lokum vakuumskyller min skalle.
Lad være at se så trist ud, det er bare min sidste drøm.
En bred strøm af ekstatisk fabuleren gennemsmølfer Danmarks-historien som min blå pik.
Mor Danmark, din våde kusse, så kælderkold din røv. At trænge ind er herligt, kom hr. immigrant og prøv. Der sprøjter danske safter om alverdens mørke skafter.

Jeg lovede mig selv ikke at rime, for så skal man tænke på det.

Det er slipperstid.

'Jeg er en STOR MAND'

I lørdags var jeg ovre hos Donzo sammen med Triple-K og se en dårlig splatter (oprigtigt dårlig: Dellamore Dellamorte, kan ikke anbefales) og fik at vide, at jeg lyder ligesom Pia Kjærsgaard, fordi jeg er "antielitær" og synes en nuværende adjunktprofessor var en snothvalp i 1993, tsk, tsk. Ugen før var jeg ude og fik at vide, at jeg lyder ligesom Jørgen Leth, fordi jeg rakte hånden ud og sagde "med savoir faire og tæft". Jeg har overvejet, om jeg bare er dum at høre på og burde holde min kæft. Den mulighed eksisterer. Fra nu af bliver jeg hjemme og tænker over dét.



Han er sjov, den Donzo: – 'Ækel mandsling', har han sagt to gange nu, – sådan affejer du hele mandens [Woody Allens] værk.

– Du skal ikke være en Dominique Strauss-Kahn-apologist, siger jeg. – 'Jeg er en stor mand!'

Måske foretrækker hun det på den måde

Jeg har opdaget, at det er lige meget, at jeg holder op med at tale til min kone. Hun hører ikke efter, hvad jeg siger, alligevel.

Jeg besværer mig med at skrive det ned i stedet for at gå og råbe som en idiot

"Hold din kæft og skriv lortet ned i stedet for."
– Charles Bukowski


Hvem er ham der lugter af pis?
Min skide underbo

Unge danskere med for meget sprut
ud af røven og for lidt værdier

Det bliver ikke bedre af at bande, gamle mand
Du er stadig for blød

Jeg er stadig for gammel til at lytte
til dig og dine venner

Hvor er min fucking forlægger?

Forårssolen rammer mig lavt i
øjnene mens jeg timelapser
mig selv i tre timer
kogt ned til 18 sekunder.


(After reading The People Look Like Flowers at Last)

Det kan heller ikke overraske mig at hun sagde dét

– Det er nok ikke helt tilfældigt, sagde jeg.

– Det vidste jeg, du ville sige, sagde min kone.

– ...Nåh, sagde jeg, og så følte jeg mig så træt og gammel. – Og hvis vi går ind og elsker om lidt, vil du også vide hver eneste bevægelse, jeg laver, tænkte jeg. Jeg sagde det ikke.

Endnu en

Endnu en søndagsmiddag hvor ingen siger noget.

Der starter med, at jeg bliver tysset på, fordi jeg afbryder.

– Er der overhovedet nogen, der hører efter, hvad jeg siger? siger jeg.

– Hold op, tsh. Tag noget at spise. Jeg kan høre på dig, at du har lavt blodsukker.

– Gider du ikke holde op med at tale til mig, som om jeg er komplet idiot?

– Her har jeg lavet lækker søndagsmiddag...

– Hvad er der med dig? spørger jeg min ældste datter, hun sidder og griner.

– Ikke noget.

Min yngste datter er tidligere gået i protest og nægter at svare.

– Jeg vil godt have, at I tager tøj på og kommer udenfor i weekenden. Jeg kan ikke se forskel på, om I er syge eller raske. I ligger bare sådan (ralle).

– Hold op, siger min kone, – du lyder anstrengt.

Nu har jeg bedt mig undskyldt med dårlig ryg. Jeg tror, fordi jeg sad og tastede inde ved spisebordet. Der er ingen, der tror på mig, tror jeg, eller svarer, når jeg siger av min ryg. Min kone undgår øjenkontakt.

Jeg har lagt mærke til, at måltidet ofte foregår i tavshed, når min kone har lavet maden. Så er det hende, der bestemmer, og ingen må sige noget samtidig. Eller overhovedet, ender det med. Så sidder man og kan kun tænke på at tygge.

Nu kan jeg høre gråd derinde fra.

Det eneste, jeg har haft lyst til i dag, er at fortsætte min The Office-marathon.



Min datter forklarede mig, hvordan man strømmer gratis tv på nettet. Søg: Watch + seriens/fimens navn + online.

Før jeg overhovedet er ude af sengen

- Nu kan jeg mærke, det er nok, sagde min kone. - Det kan godt være, du selv synes, det der er sjovt med alle dine fantasifulde indfald, men jeg er ved at få hovedpine. Sådan er det bare.

– Ja, det er jo også bare vittigheder, jeg selv finder på, siger jeg. - Lad os holde os til prosaisk hverdag.

- Nej, altså, siger hun ude fra køkkenet. - Hvorfor skal du tage alting så personligt?

Nu er jeg ved at få hovedpine.

I guder.

Jeg har en overaktiv hjerne, og det er også derfor, jeg vågner for tidligt om morgenen.*) Og jeg hader at få at vide, at jeg skal holde min kæft. Vær den stærke, tavse type, Gudsrost, eller blæs din hjerne ud. Så kan vi se, hvor overaktiv den er.

*) Af flystyrtdrømme

Gary Panter tilbyder åbenbart at lave tegninger til folk, hvis de sender ham tre ord at tegne efter og nogle penge. Det er en meget god ide.

Ontologisk genvej og et ultimatum fremsættes

Dr. TB præsenterede endelig sit gudebevis: "Jeg tror på gud, og det gør du også."

Åh, hvor jeg lo.

Han havde skrevet det ned.


Via LOVEGIFS

Det var ved forrige møde i litterær kreds. Ved sidste møde nægtede mine kredsbrødre at læse nyt af mig, fordi jeg ikke havde sendt manuskriptet til min legendariske digtsamling, der vil tage landet med storm, ud igen, efter jeg fik det tilbage i hovedet fra et større københavnsk forlag for over halvandet år siden.

Men det mest bemærkelsesværdige, det blivende indtryk fra det møde var dog dette: 3G havde lånt en habitjakke af den gode doktor, en rigtig lektorjakke som værn mod trækken, og med den på fik hans ord enorm vægt. Jeg måtte hele tiden bide mig i tungen for ikke at svare igen, det var ligesom at tale med en politimand.

Jeg vil også have sådan en. Alle bør have sådan en, så folk kan lære at høre efter.

Oprigtigt mystificeret

Min kone vil ikke have, at jeg kritiserer hende, når hun læser Harry Potter.

– Hvordan kan du læse det dreck? siger jeg. – Jeg har aldrig kunnet sidde gennem en hel Harry Potter-film. The acting is horrendous. (Ron Weasley er den dårligste.)

Og så følger der en barrage på ti minutter: – Det ved jeg godt, du synes. Du har sagt det 100 gange. Du skal ikke ødelægge det for os andre. Jeg vidste, du ville sige det! Lige så snart, du så mig med bogen. Du er så forudsigelig!

Så jeg må forlade lokalet og lukke døren ligesom mod en stærk vind.

– Jeg synes, du skulle sende nogle flere penge til J.K. Rowling. (Bare send en check.)

Nu kan hun få lov til at hente sin kaffe selv.



Den eneste, jeg kan lide, er Hermione, og det er kun, fordi hun er en pige.

Sandt som sagt

Jeg er en patetisk pose knogler
der går og svovler

Jeg er ikke meget sjov når
jeg lort udskovler.

Hævd lige hakkeordenen, hva', gider du ikke? Hvor er den nærmeste bodega?

Her er en klassisk situation: min datter slog mig i hovedet med sin vante. AV FOR HELVEDE, sagde jeg, MIN LÆBE BLØDER, og min kone sagde: – Shh! Hold op! Se nu, du har fået hende til at græde.

Sceneri

I dag forestillede jeg mig, at jeg blev taget til afhøring af Gestapo. Hvad ville jeg stille op over for deres perverse logik og den underliggende torturtrussel?

– Jeg er forståeligvis intimideret, ville jeg sige og række efter en cigaret ligesom Dennis Hopper i True Romance, – men jeg har intet at skjule.

Jeg vil bare ikke have revet neglene af. Hvor hurtigt ville jeg ofre mine såkaldte venner? Og hvad med min familie?

Jeg ville foretrække at blive torteret med lesbiske vampyrer.




***UPDATE: BONUSMATERIALE***



Gabriella bider Xena, den hedeste scene der nogensinde er flimret over en tv-skærm.
Tak.

Prøver jeg at imponere med min livsklogskab?

Jeg mødte min nevø (18) nede på gaden, og han fortalte mig et eller andet om sin kæreste.
– Jaja, de er altid søde i begyndelsen, sagde jeg.

Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft, hvad rager mit bitre lort ham?



Og så udvekslede vi hotte hiphoptips.

Blod

***
Hold kæft, kan jeg ikke være til familiejul uden at få at vide, at jeg skal holde min kæft? Og blande mig udenom. Helst bidskt.

Hvad er det med folk, at de skal snakke om, hvad de har set på TV?

Jeg har ingen steder hjemme.


***

Mandejammers jul

***
Min kone kaldte mig en "idiot" ved bordet og sagde, jeg skulle tie stille under dansen om juletræet mellem et par af salmerunderne. *)

Det var hos hendes familie. Det er jo nemt nok at være på hjemmebane.

Hold kæft, jeg hader julen.


*) Hvad skulle jeg gøre, gå min vej? Jeg sang videre, men mumlende og uden gejst, hyldestsange til den nedstegne gud.

I morgen skal jeg heldigvis arbejde.
***

Der er aldrig nogen, der hører efter, hvad jeg siger

***
Jeg kan godt lide at læse højt, har jeg opdaget, for så er der da nogen, der hører efter, hvad jeg siger. Ellers er det ikke til at få ørenlyd. Man ignorer mig, og hæver jeg stemmen, tysses jeg på, eller jeg bliver bedt om at vente, fordi børnene er ved at sige noget, og så er det om bag i køen. Det er altsammen meget anstrengende.
Tak fordi I har lyttet til mig.
Tak, takkelak, taklirumlak.


***