Smøgsnorkler

***
Da vi var nede at aftenbade, så jeg to teenagepiger sidde ude i vandet og ryge. Det havde de garanteret ikke gjort alene. Rygning er en social aktivitet på den måde. Det er sjovere, når der er nogen med.

Humorpolitiet: Det havde været sjovere, hvis de havde siddet under vandet og brugt cigaretterne som snorkler.



Halvt druknede natsværmere klynger sig til skodderne som redningspontoner. – Hvor er der en ildflue, når man har brug for en?!

Guldsmeden ser dem og firer en line ned fra en venlig edderkop eller en silkeorm.


Harrison Cady: The Regatta Season Opens in Beetleburgh (1917)

Dagens tanke: Undervandsmyg.
***

Så for den

***
Da min datter var lille, tvang hun mig til at fortælle historier for hende. De var skidegode. Jeg ville ønske, jeg havde skrevet dem ned. Det kunne have været den nye Pippi.


***

Gået i stok

***
Med forsinkelse, fordi min nabos hackede netværk hakker. Tilgiv mig

Én dag alene uden min kone og mine børn og jeg vender tilbage til min naturlige tilstand: går i seng kl. 3 står op kl. 11, æder rester, tvinger mig selv til at lave noget arbejde, maler et billede færdig og hærger et andet og tager hen og hører Gummiarm og hans klezmerband (spilder en halv liter øl ud over mig selv, river filteret af en smøg, imponerer folk med mine historier, indtil jeg kommer i tvivl, om de hører efter, sidder fast i en Metro [nattakster, pfui!], tager den forkerte rute og venter på tre forskellige stationer, før jeg endelig kommer hjem til min overophedede hytte). Alt i alt en velafrundet dag, af den slags jeg selv ville vælge. Der er altid sjovere i Kbh., når der er Roskilde Festival.
***

'Q. Moskovitj'

***
Jeg var nede på biblioteket og lånte Måske ku' vi*), der jo er en berømt film fra min barndom. Hvor er hun dog nuttet, tænkte jeg, indtil jeg så, det var den mandlige hovedrolle.**) Nå, han var nuttet alligevel. Som min kusine, der var et par år ældre end os, sagde: – Hun er ikke god nok til ham!

Jeg kan huske, min mor tog os ind og se den og blev forarget over, at der sad sådan nogen – hvad hedder de?: filmens målgruppe – unge mennesker bag ved os med fødderne oppe og røg.

Nu vil jeg se, om bollescenerne holder.


*) Instrueret af Steen Herdel. Hvem er det? Jeg troede, Morten Arnfred lavede alle de film.

**) Hvad er han nu, marketingschef eller sådan noget?
***

Skudt skat II – lad mig uddybe

***
Jeg følte mig eddermame utjekket ved at sidde (i går, 1. juli) sidste dag og ikke have lavet min selvangivelse endnu, og når jeg så endelig tjekker ind på skat.dk for at se, om min digitalsignatur overhovedet virker, mens jeg gennemgår plan A, plan B til Y i mit hoved, står der, at afleveringsfristen er blevet skubbet til søndag d. 5. juli. Fint, tænker jeg lettet, jeg har masser af tid, jeg laver den på lørdag, nej, fredag, for så kan jeg nå at ringe ind, hvis der er noget.
Ta-da!

Det eneste, jeg lærer af det her, er, at sådan er jeg altid. Det ligger der vel en slags accept af sig selv i, vil jeg mene, og det er jo positivt. Så noget godt kommer der ud af det. Ta-da!
***

Skudt skat

***
Sidste dag at aflevere sin selvangivelse i dag, så i stedet for lavede jeg forårsrengøring og tog tæpperne ud og rensede dem og sådan noget. Da jeg endelig loggede ind, stod der heldigvis, at deadlinen er blevet skubbet til d. 5. pga. tekniske vanskeligheder. Jeg laver den på fredag.

– Vil I høre, hvor fjollet jeres far er? sagde jeg til børnene og forklarede dem, hvad det var, jeg lavede, altså overspring.
– Det kender jeg godt, sagde min ældste datter.
– Det vil jeg ikke have, sagde jeg. – Vær ikke som mig. Som man siger: Du skal ikke gøre som jeg gør, du skal gøre som jeg siger.

Hvordan skal jeg nogensinde få lavet noget, når jeg skal passe børn, og min kone arbejder og nu tager til Roskilde?

Jeg var ude at bade i dag for første gang i år. Det var delvis en pinsel, som hvert år.
***

Snorkfruen – den skønneste af alle

***
Skrevet i mørke

Din snorken gør mig liderlig
idet det er et livstegn
Dine tæer famler i mørket og finder mine
Her er ikke meget plads
For meget kaffe for sent.

***

Den visse død

***
Det er det samme hvert år, bare værre: skattetid. Sidste dag er onsdag, tror jeg, jeg har ikke kigget efter. Jeg har 220 bilag, jeg skal sortere. Jeg plejede at have en revisor til at hjælpe mig til at få det færdigt, men han skred for to år siden. Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det sidste år. Det hele henstår i en tåge. Jeg kom ud af tågen, men hvad der skete derinde, skal jeg ikke kunne sige. I stedet for at lave det lort nu, har jeg malet det værste flip: Francis Bacon æder Nuser. For satan. Alt andet end at lave det, jeg skal. Alt andet end det. Tænk, at det er det, der skal til, før jeg løfter en skide pensel. Der er også noget arbejde, jeg har lovet nogen. De kan få det, når de skriger ad mig. Det er sommer, og her sidder jeg indenfor og tænker udenom.
***

Mit livs testikelundersøgelser

***
I skolen skulle vi til sundhedsplejersken og stod dér i vores underbukser. Så kom vi ind én ad gangen. – Har du ondt i maven, spurgte hun og hev ud i mine underbukser for at tjekke min testikelpose ud. Snap! slap hun elastikken.



Et af mine tidligste minder er at være nede hos Dr. Flügel og få befamlet mine klunker for at se, om de var der alle sammen.

I min onanistiske ungdom var jeg en overgang bekymret over, at jeg havde en knude på klunken, så jeg gik hos lægen, men han kunne ikke finde noget, selvom han prøvede. Det kunne jeg heller ikke. Jeg var bare blevet øm af at rage så meget på dem, tror jeg.

Nu kan jeg som midaldrende se frem til tilbagevendende prostataundersøgelser. Jeg kan allerede høre handskeelastikken smælde. Og min læge er sådan en rar dame. Tænk at tage en lang uddannelse for at lave sånoget.
***

Øg frekvensen

***
Jeg synes, det er ærgerligt, at det kun er én gang om året, folk bliver kørt fulde rundt på en vogn og råber. (Her tænker jeg på studenterne, der kører rundt og larmer. Hvis denne skik har et navn, har jeg glemt det.) Det er en skam. Jeg synes, man skulle tage alle fulderikkerne nede i parken og sætte dem op på ladet af en lastbil og køre rundt med dem hver torsdag. Hvor skulle man så køre hen? Man kunne f.eks. køre dem rundt til deres forældre, hvis de lever endnu, og skuffe dem noget mere eller låne penge af dem.



Andre medborgere kunne dytte, når de så vognen, og evt. kaste penge derop.



Eller: Lastbilen kunne køre i fast rutefart hver torsdag (og/eller tirsdag), og man kunne stige på, hvis man havde lyst til at sidde dér og drikke eller danse og råbe.

Det er ligesom med juletræer. Jeg synes heller ikke, man skulle begrænse sig til at danse rundt om træer én gang om året (majstænger gælder ikke). Hvor kommer sånoget fra? Tænk hvis der kom én hjem nu – lad os sige det er faderen – og stillede et træ op i stuen og foreslog, at familien skulle begynde at danse rundt om det. Ingen ville gøre det, og faderen ville blive spærret inde. Det er det, man kalder tradition, børn.
Tak.


***

I arbejdstiden – min egen telefon gør mig bedøvet

***
Min datter ringede for at fortælle mig, at hun vil have en ny telefon.



Hun kan få min, så tager jeg hendes, den er bedre.


UPDATE 15:55: Nu ringede hendes lillesøster lige på sin telefon og sagde, at det ikke var sjovt at være derhjemme (sammen med sin storesøster). – Hun er ligesom dig! sagde hun. – Det er ikke spor sjovt! Jeg keder mig! Og så hylede hun, fordi jeg ikke ville komme hjem nu, og jeg kunne høre de skændtes. Det er dag 1 af sommerferien.

UPDATE 19:40: Min yngste datter: – Du lyder rigtig rar, når man taler med dig i telefonen. Du lyder som en gammel bedstefar.
***

Daglig påmindelse

***
Her er en bakke med ting jeg tabte på gulvet i december, som jeg ikke har gidet samle op endnu.


***

Når jeg er dårlig, bliver meget godt

***
Det gode ved at være syg er, at så kan jeg klare at se realitets-tv. Så kan jeg grine ad America’s Top Model og Chef Ramsay, der skriger ad alle folk, åh hahaha. Når jeg er syg, er jeg på niveau med det lort. Til hverdag kan jeg ikke tåle det. I det hele taget er jeg meget taknemmelig, når jeg er syg. Til hverdag er jeg konstant utilfreds. Tak, tak, kære familie, siger jeg, fordi I bringer mig te og mad. Og sentimental. Sentimental bliver jeg også. Jeg var syg sidste uge og skyndte mig hjem fra arbejde og lagde mig og græd ad slutningen på The Big Lebowski, hvor de omfavner hinanden, den PTSD-ramte veteran og hippien.



PS Jeg har ikke været syg nok endnu til at se dansk realitets-tv, men jeg så engang 10 minutter af svensk Robinson, og da var jeg rask. Det er for tæt på, når det er danskere, til at jeg synes, det er sjovt. Allerede Sverige er tilpas langt væk til, at jeg kan tænke: Åh, disse klovner. Nordmændene er totalgrineren. Finner er eksotiske som japanere.
***

Langtandet hestekranie

***
Jeg ved ikke, hvordan det er hjemme hos jer, men hjemme hos mig når det aldrig at blive rigtig lykkeligt. Der er perioder, hvor det går meget godt, og der er tale om en vis ømhed, men det holder hurtigt op igen, som en dør der smækker.
Det vender på den berømte tallerken.
Hver gang det går en lille smule godt, skal man stoppe og tage en dyb indånding og tænke over det, før man fucker det hele op igen. men jeg har ikke altid overskuddet til at, du ved, folde tøj om aftenen og vaske op, når hun forventer det, og gøre det ekstra. Det er ligesom at ryge: det er nemt at begynde, det gør man fra det ene øjeblik til det andet, men det tager lang tid at holde op. (NB! Til dem, der følger med, kan jeg fortælle, at jeg ikke ryger nu for tiden, fordi jeg har ondt i halsen. I øvrigt er det en hæslig vane, som jeg ikke kan styre. Jeg har det som om, at bare fordi jeg skriver det her nu, begynder jeg at ryge i morgen, jo mere jeg skriver, desto tættere kommer jeg på at ryge. Forleden dag havde jeg det som om jeg røg, da jeg skulle sove.) Her mener jeg: det tager lang tid at bygge noget op, men det kan rives ned på ingen tid. "Terrorangrebene d. 11. september 2001" var ingen kunsthandling, ligegyldigt hvad Stockhausen siger. Det var det omvendte. Det er ingen kunsthandling, hvis jeg tramper på dit sandslot eller sprænger balloner med cigaretter til en børnefødselsdag som en negativ teenager. I øvrigt er det lige meget, havet tager det hele. Rable, rable. Hvor er min lykke? Hvor er min lup? Kom frem, lille lykke, så jeg kan trampe på dig.
***

Min fod er svejserost

***
Min gud, det er håbløst, jeg laver virkelig ikke dagens gode gerning. Hvordan skal jeg nogensinde få udrettet noget, når jeg først begynder kl. 2 om eftermiddagen? Nu er ugen igen omme, og jeg har intet at vise for min tid. Og nu er det snart sommerferie, og så har jeg endnu mindre tid end normalt, fordi jeg skal være sammen med min familie hele tiden. Vi laver aldrig andet i forvejen, men snart er det 24/7. Det er jo heller ikke fordi jeg gider lave noget, andet end at være sammen med dem, men så hænger jeg der og svæver midt mellem det hele igen og må tvinge mig selv ud af døren, mens der stadig er noget af dagen tilbage, og så er det alligevel for sent og jeg er træt. Således får jeg alligevel ikke udrettet noget, samtidig med at jeg skuffer alle omkring mig. Jeg har ikke været ude at besøge min mor endnu, selvom jeg burde. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Der er konstant den bastone af død og undergang. Mit liv er håbløst.

Alt hvad jeg vil for mig selv
bliver ikke til noget alligevel.

Jeg slår mig ihjel
Farvel
***

Ødelagt af arbejde

***
Det nærmeste, jeg kommer på at male disse dage, er at smøre madder.


***

Hvor irriterende. Dyrt var det også

***
Jeg går til frisøren og får oppumpet mit selvværd, for det er min terapi, og så kommer jeg lige ind ad døren, og min kone siger: Du ligner en fløjt-fløjt og laver bevægelser med håndleddet.


***

Scenen

***
Hver gang jeg går i teatret, møder jeg nogen jeg kender. Derfor går jeg aldrig i teatret.

Eks.: For 100 år siden tog min kone mig ind at se Black Rider, og jeg er ikke holdt op med at brokke mig siden (20 sangere, der prøver at lyde ligesom Tom Waits – hvad bliver det næste, Louis Armstrong-imitationer?), og mødte Donzo N. og hans gamle kæreste på reposen. Næste gang, jeg var i teatret, havde vi fået to billetter til første række af noget Nikoline Werdelin, men ikke ved siden af hinanden, så vi var nødt til at bede ham ved siden af om at flytte sig. Det viste sig at være min kones bedste venindes (nu kendt fra tv) gamle kæreste (hvis erigerede mandslem hun engang tegnede omridset af på et A4-ark til evigt eje og minde – samme teknik som når børn tegner omrids af deres hænder i børnehaven). Da han flyttede sig, endte vi med at sidde ved siden af min gamle ven Niller og hans daværende. I pausen stod jeg i foyeren og mødte to gamle klassekammerater (den ene var ham, vi alle sammen drillede nådesløst gennem 10 år, nu er han direktør i en stor medievirksomhed – heldigvis ser min kone bedre ud end hans), så fremstammede jeg noget mht. min forhadte karriere og min fortid i New York og sprang ud for at tisse bag et træ ved kirkegården i regnvejr.

Det er en skam, for jeg kan faktisk godt lide at gå i teatret. Der er bare aldrig noget at se. Her tænker jeg tilbage på de gode, gamle dage, hvor min kone havde forladt mig, og min guru tog mig med i teatret flere gange om ugen på billetter til $1, han havde fået nede i the senior’s center. Der så jeg alt muligt fra Shakespeare til Mamet til Eugene O’Neills Beyond the Horizon, der berørte mig dybt, der slog mig som en knytnæve i mellemgulvet, fordi det handler om en kunstnerisk anlagt fyr, der bliver tvunget hjem af sin dårlige samvittighed til at passe den fædrene gård og gifte sig med den forkerte i stedet for at udfolde sit potentiale ude i verden. Og jeg lærte sågar at forstå Shakespeare: det lyder simpelthen godt, det skal høres, selvom man ikke forstår alle ordene, kan man høre, hvad det betyder, på selve lyden. Replikkerne rullede rask af skuespillernes tunger i Richard III*). Gode minder fra en lortetid.


*) Eller også var det Henry IV.
***

Hvor jeg er

***
Jeg har nogen kirsebær, jeg lige skal æde, før jeg gider arbejde.



UPDATE 11:43: Okay, nu har jeg ædt dem – og en snegl og en tebirkes – og jeg gider stadig ikke arbejde.

De var heller ikke særlig gode, fordi jeg har haft dem i min taske siden i går.

Hvad havde jeg egentlig regnet med?
***

Mundtøjet fejler ikke noget

***
Min far er musikalsk anlagt og håber, at børnene også begynder at spille et instrument.
– Hvad med slagtøj? siger han til dem.
– Ja, svarer de. – Hvis vi godt vil tage noget tøj og slå hinanden med.

Han kan heldigvis ikke høre en skid af, hvad de siger.
***

Mandag morgen begyndte kl. 11.15

***

Åh, jeg er så gammel & træt,
i lørdags var jeg dum & stiv som et bræt

Ikke bare det, men jeg lider af snue,
der gør, at jeg fryser selv her i min stue
– måske er det influe-
nza,
en helt anden sag?

Hvor er jeg dog gammel & svag
Jeg kan kun klynke hver evige dag

Hvor urimeligt, at jeg skal arbejde
& have dårlig samvittighed, når jeg hellere vil affeje det.

Hvornår blev jeg til en zombie-slave?
Den dag jeg sjoflede guds gave.
Tak.

***

Han er en Svengali med en sær, hypnotisk magt over kvinder, og hun måtte kæmpe hårdt for at frigøre sig fra ham

***
Der er en fyr, jeg dårligt kender, der ringer ind imellem for at fortælle mig om sine følelser og om, hvor meget kunst han altid sælger. Jeg kender hans gamle kæreste, det er derfor jeg kender ham.
– Der var sgu ikke noget galt med hende, siger han. – Men hun vil ikke tale med mig. Jeg snød hende et par gange for meget, siger han.
Han savner hende nu, hvor han lige har været nødt til at lave sin selvangivelse selv.



Han er ingen Charles Manson, men han har altid forskellige, vekslende kærester med små skavanker – dobbelthager, en brun fortand – og lavt selvværd.
***

Farlige revner

***
Da min kone forlod mig, besluttede jeg mig for at holde med at være overtroisk. Jeg gik arytmisk og staccato hen ad fortovet (som fremenerne i Klit) og tænkte: Hvad gør jeg det her for? Hvad forskel gør det, om jeg træder på revnerne? Og så har jeg trampet på dem lige siden. Nogen gange skal der en personlig katastrofe til, før man laver sine barnagtige vaner om.

Da min datter var lille, kunne jeg se den biologiske mening med ikke at træde på revnerne: når jeg gik rundt med hende i hænderne, før hun lærte at gå selv, nægtede hun at træde ind i det mørke mellemværelse, hvor gulvet var malet sort. Og jeg kan godt forstå det: Hvem ved, om det er et sort hul eller en elevatorskakt? Tilsvarende er det nok en god ide ikke at træde på revnerne i isen eller anden usikker eller sumpet grund.

Mine børn laver en leg, hvor det gælder om ikke at træde på de rødlige fortovsfliser, fordi det er lava. Forleden dag var vi ude at cykle, min datter (8) og jeg, og hun sagde: "Når jeg er inde i skyggen, er jeg ked af det. Når jeg er ude i solen, er jeg glad." Jeg havde godt lagt mærke til, at hun skiftede udtryk.

Sådanne lege er udmærkede til at holde hjernen beskæftiget, når man er ude og på vej et sted hen, det er da klart, men ellers gælder det: Udryd overtroen! Bortfej overtroens spindelvæv fra din hjerne!
Tak.
***

Anonym dom

***
Der er en, der banker på væggen inde ved siden, så mit maleri faldt ned af væggen.

Nu slapper han lidt af igen.

Jeg har ikke været ovre at se, om det har taget skade.



Heldigvis er mine malerier slagfaste.
***

Kemiske robotter

***
Jo længere jeg lever, desto mere synes jeg, mennesker er kemiske robotter. Hvis man ikke får kaffe, bliver man deprimeret. Får man sex, bliver man glad. Osv. Vores bevidsthed, vores dødsbevidsthed, alt det vi går og tænker på inde i vores hoveder, er bare bivirkninger af den biologiske udvikling.
Tak.
***

Det er jo bare

***
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stole på mere. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned, rigtigt eller forkert. Jeg har mistet mine indre pejlemærker. Det, jeg troede var noget, hvad er det? Noget andet eller slet ingenting? Jeg har ikke noget at holde fast i, det hele skrider, som jorden under en fuld mand



En blank tavle spulet ren i knækket hvid. Optagelser på rundkørsel. Den første film fra luften af et tungere end luften-fly. Horisonten oppe. Lave overflyvninger. Loops af forglemmelse, ostet nitrat. Jeg kan ikke længere køre i de samme baner, jeg har glemt dem. Jeg har glemt de cirkler, tanker der altid dukker op i badet, samme gamle om og om. Skyllet ud, spundet ud for enden af sæbegalakser, trævlet op, uhørte usagte, ligegyldige ildtunger, spruttende i en kreds
en kreds af formummede tilhørere, skamfuldt nedsænkede, vidtspændte øjne, gnistrende indsatser, tændsatser af spændt forventning


Første film fra fly i luften. Smuk.

Tag til stranden. Eksplodér dit hoved indvendigt bag øjenlågene. Flad ud. Sved en dag. Behold dit væsen. Mærk salt, kokos, sved på tungespidsen, dyp tæerne, eksplodér din væren i spændt forventning, det er jo bare ord, et øjeblik, en række navnløse krigere, opslugt, nedleret, afbleget, fikseret

Fluer mod forruden forsagte minder ryggen til livet ryggen til alt det blivendes væsen en ordbestilling af lukkede døre en chance til
***