torsdag den 2. februar 2012

onsdag den 1. februar 2012

onsdag den 11. januar 2012

Eksilstemmen


Det ville være sejere at skrive denne blog,
hvis jeg boede i eksil i New York. Så ville
folk sige: – Hans dansk er perfekt balsameret
i en pyramide af rav.



De vigtige første skridt


Jeg må belave mig på at redde mit ægteskab og få mit familieliv til at fungere. "Belave" er det et ord? Hvorfor jeg fortæller jer om det, ved jeg ikke. Nu vil jeg gå i Døgn-Netto og købe saltet fisk og Humboldt Shepherd's Pie.



16 baljer fulde


Jeg overvejer, om de her små spermskud ud i bloggen er besværet værd. Eller om jeg burde samle det til en stor spandfuld og så hælde det ud på én gang. Det er et mirakel, jeg overhovedet får lavet noget. Det er ikke nemt at kvæles i sin egen ambition.



Det er ikke engang løgn, del XXVII


Jeg var engang ude i en regnskov, og da begyndte det at regne.



Sit eftermæle er sgu noget mærkeligt noget at bekymre sig om


Der er dét på den ene side og på den anden side at forsøge at undgå smerte og for så vidt muligt have det rart.

Mine farver eksploderer.

Der er dage, hvor jeg har lyst til at smøre mig ind i min afføring og løbe skrigende omkring som Harvey Keitel i Bad Lieutenant, men jeg finder altid på noget andet i stedet for. Bare fordi man får en ide, er ikke det samme som, at man bør føre den ud i livet. Der er dage, hvor jeg har lyst til at lade tissen løbe ned i min sko.



En af dem


Der er dage, hvor jeg har lyst til at smøre mig ind i min afføring og løbe skrigende omkring, men jeg gør det ikke, for jeg har impulskontrol. Hvis jeg i øvrigt gjorde det, ville jeg hurtigt fortryde.



Mandejammer – tøver hvor andre von Tripper


Jeg er for gammel til at være surrealist. Eller alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt, alt for ung. Men mest det første.


James Gleeson.

Nu har jeg ikke mere at sige om det, fløjtekedel, tøjstativ. Polarekspedition med lange patter. Tankpasser Thøger er en døgenigt. Ved ikke-forordningen, hvor hver gang man ikke ved det: Bang!

tirsdag den 10. januar 2012

Årets vits



– Du er lavet af min sperm.

Fra min takketale ved prisoverrækkelsen
Det er en stor ære at modtage denne fornemme udmærkelse for min vits, der bygger på virkelige begivenheder, idet det var noget, min far sagde til mig engang. Tak, far, for din store inspiration og opmuntring gennem alle årene. En varm tak går også til mine mange fans, der trofast har fulgt mig i tykt og tyndt, på op- og nedture, hvorhen skæbnen og øjeblikkets rapsodiske gnist end måtte have ført mig. Jeres støtte har været uundværlig. Jeres ubetingede kærlighed er luft under mine vinger.


Samfundets top


– Hvad er din hemmelighed? spurgte jeg på vej ud af hendes store hus efter folkeskoleklassegenforeningsfesten. – Hvordan kan du holde dig så ung?
– Skilsmisse, sagde hun.



mandag den 9. januar 2012

Intet satset, intet tjent


16:26
Ikke værst dag i dag, jeg har bare ikke lavet noget.

16:31
Spørgsmålet er, om noget, jeg laver, er en god ide.

16:32
Jeg rev min pik af og klaskede den op på væggen. – Her tag den, sagde jeg. – Jeg har ikke brug for den alligevel.

17:17
Hvordan undgår jeg, at mine malerier bliver grimme? Det er virkelig et problem.

søndag den 8. januar 2012

lørdag den 7. januar 2012

Mig som ung


Jeg stod ved baren i McKluud og blev ikke betjent i fem minutter.
– Du er jo en bly viol, sagde min gode gamle bedste ven.
Det er jeg.
– Vidste du ikke det?



– Gi' mig to trampedyr, sagde jeg. Ingen reagerede.

Min fjende


Da jeg stak hovedet op af kælderskakten, var der en, der stod på lur og slog mig oven i hovedet med en lægtehammer, men jeg havde heldigvis min cykelhjelm på, der prellede slaget af til en snitter. – ROARR! brølede jeg, og gerningsmanden flygtede i mørket, som den feje køter han er.



fredag den 6. januar 2012

SAMLEPLAKAT



Jeg er sur over ikke at få bryst mere.

LIGE TIL AT PRINTE UD OG HÆNGE OP!

Og nu er det bedre


Jeg malede et portræt, indtil der kun blev håret tilbage.



Mågeslet


Jeg malede en måge med punkerhår, malede det over og gik hjem og råbte ad min familie. Smækkede med lokumslåget.
– Er der ikke noget at æde? I hader mig allesammen, og mit liv er spildt, råbte jeg.



En af mine venner, der hedder Day-O, har forgiftet mit forhold til mit barn


Min datter (15) sagde til mig i dag: – Hvorfor skriver du ikke en børnebog ligesom Day-O? Day-O er "cool".


"...meine Kinder sind verrückt nach dir…"

torsdag den 5. januar 2012

Nødråb!


Min far ringede, fordi lyset var gået ud i opgangen, og han kunne ikke finde lejligheden.


"My hand slipped upon an edge and found nothing but emptiness beyond it."

Tiltrækning og frastødning


Jeg står og maler ved mit arbejdsbord med udsigt over lagunen, men bordpladen er lige i penishøjde, så jeg konstant gnubber mig op ad den, når jeg rigtig går til den, hvilket virker distraherende.



tirsdag den 3. januar 2012

Samlivet overgår døden


Ønsk mig tillykke eller det, der ligner. I dag er en milepæl i denne blogs historie: for første gang har "samlivets ædle kunst" (også kendt som "s.æ.k.") overgået "døden" som mest brugte rubrik med 229-228.





Hvad det så betyder, skal jeg ikke kunne sige, andet end at livet, selv mit, langsomt forandrer sig. Dog undrer det mig, at kun ca. en tiendedel af alle mine indlæg på denne navnkundige og vidt elskede blog omhandler samliv. Jeg har det som om, jeg aldrig laver andet her end at brokke mig over min kone, min trofaste støtte, der har lyst for min fod op gennem årene. Hvor ville jeg være uden hende? Hvem ved. Hvor er hun nu? På arbejde. Jeg er ikke kommet ud af badekåben. Jeg har det som, hvert forræderiske ord mod hende her er et øksehug i skroget af vort samlivs fartøj på livets ocean. Ohøj, alle mand, jeg tager mere vand ind, end jeg lukker ud.



mandag den 2. januar 2012

Året i glimt


Hvad har jeg lavet i år? Jeg tog ud hos Donzo og hentede en pladespiller i stedet for den anden, der gik i stykker, jeg fik af ham før. Så forklarede han tålmodigt, at når vægten falder af armen, skal man bare skrue den på igen og indstille balancen. Hver tiende år tager jeg ud hos Don og henter en pladespiller. Hans børn kravler på væggene. Hans kaffe er Sort Irma. Hans brunkager er gode og bløde, fordi de står ude hele natten. Jeg kunne have siddet der hele dagen. Så tog jeg hjem og hylede og skreg af fantomerne. Er jeg den eneste heromkring, der vasker op?



Hvad der venter mig:
Mine langtidsferiedage former sig altid således: jeg giver mine børn mad og køber ind. Så kommer min kone hjem og brokker sig over, at maden ikke er klar. Hvor er jeg henne i alt dette? Hvem tænker på mig, andre end mig selv? Under hvilket påskud kan jeg snige mig væk og undgå alt?

PS Jeg er også ligeglad, sånoget slapt lort.

søndag den 1. januar 2012

Lidt om mig – diskrete hemmeligheder


Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)

Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.

Den tredje ting har jeg glemt.

…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.

…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)

Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.






**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.

*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:


Long-playing


Min kone flyttede mine plader, fordi de ikke er mine egne gamle plader, men bare nogen "jeg har fundet". Undskyld, jeg har udvidet min pladesamling siden 1987. De må ikke stå fremme, ikke som hendes Røde Mor og Tracy Chapman og Kvindesind. Jeg skulle finde champagneglassene frem i går og opdagede martini-glassene, som jeg havde glemt, vi havde. Nu må dé ikke stå fremme, fordi "vi aldrig bruger dem." "Men jeg kan godt lide martini-glas!" siger jeg. Det er lige meget. Jeg har også sat en ny hylde op, men det er også lige meget. Jeg prøvede en dag at flytte én ting rundt i køkkenet. Næste dag stod den tilbage. Sådan gik det frem og tilbage et par gange. "Prøv at se", sagde jeg til børnene og demonstrede, hvordan det virker. Det er som teleportering. Jeg har ikke bestemt, hvor én ting står i det køkken. Det værste er, når hun køber nye kurve at lægge tingene op i. Så fylder de det hele. Suk. Tænk at bruge penge på kurve. Og så skal man respektere dem, fordi de var dyre. Jeg kan ikke vente, til det bliver hverdag igen. Jeg tror ikke, vi har været inde i det samme rum fem minutter i træk i ferien. Hvis jeg kommer ind, hvor hun er, skælder hun mig ud, indtil jeg går igen. Måske er jeg bare irriterende. Eller lugter. Undtagen, hvis der er gæster, så skal jeg være inde i samme rum, så jeg kan høre på hende snakke. Endeløse kæder af de samme historier, jeg har hørt 20.000 gange før, om engang hun blev uretfærdigt behandlet eller noget, hun så på fjernsyn engang i 90'erne, hvor dumme andre folk er. I går handlede det om, hvordan hendes og hendes søster er for forvænte til nogensinde at kunne vænne sig til at bo i en lille lejlighed. En ting, jeg nu altid godt har kunnet lide ved min kone er, hvor privilegeret hun er og hvor højt et serviceniveau, hun f.eks. forventer af de sociale myndigheder. Jeg har altid været mere beskeden og f.eks. tænkt, om noget kunne være min egen skyld, før jeg begynder at besvære andre. Det hedder skam. Et noget forældet begreb.

Indtastet på min telefon, mens jeg sad og sked.



Jeg aner helt sikkert ikke, hvor godt jeg har det.

Sent from my iPhone

lørdag den 31. december 2011

Følg mig, jeg skifter til Twitter


Alle er imod mig. Ingen gider tale med mig. Hvor er chipsene? Kan vi ikke bare sige, det er nytår nu?

Mayday


Jeg har barrikaderet mig på lokummet. Jeg gider fanme ikke danse limbo. Jeg hader nytårsaften. Der er ikke mere Captain Morgan.

Pudesnak MMXI


Jeg researcher min nye bog: Hvor sjovt er dit parforhold? 20 nemme løsninger der vi få dig til at smile igen.


Der er noget, jeg tænkte på. Det kunne være sjovt, i stedet for at springe ind i det nye år, at komme samtidig.

– Det er der med garanti allerede nogen, der har gjort.

Jeg kunne sagtens alene. Det skulle være en smal sag. Men sammen, det er en udfordring.

Man kunne forberede sig ved at komme til Tv-avisen.

– Jeg tror, jeg ville blive distraheret.

– Tv-avisen, god aften…




– Ih ja, foran børnene og moster og lille Balthus.

Jeg mener det hypotetisk, på sigt. Det er visionært.




– Nå ja, der er jo champagneflasken, det minder lidt om.

Og hvad er så proppen, pikhovedet der flyver af?

Jeg lavede engang en tegning af et pikhoved, der flyver af i orgasmeøjeblikket og rammer en i øjet.

Status på året


Jeg har tre højrehandsker.



Dvs. ingen venstre-. Hvad er oddsene? (1-8.) Særligt ærgerligt er det med min gode svinelæderhandske (t.v.) fra Randers Handsker på Strøget.


Til det sidste


I kåd optimisme vaskede jeg mit lem, før jeg gik i seng.

fredag den 30. december 2011

Rødt & grønt chok


Jeg stod og tissede og gøs:
der sad en bussemand i gardinet
......lige i øjenhøjde,
det må være, da jeg nøs.




torsdag den 29. december 2011

Konstruktiv kritik


Dette er et fucking alvorligt stykke litteratur, og I kan godt tage at respektere det, pikhoveder.



Forts.

Sengetid


For lidt siden lod jeg som om, jeg ville have sex med min kone, og så begyndte vi begge to at le