Meget skal man finde sig i

Jeg befandt mig i selskab.

– Du skal overtrumfe, hver gang jeg siger noget, sagde Torsten. Lad os kalde ham det, han ved, hvem han er. Og det er rigtigt. Det gør jeg. Jeg skal altid være klogere, sjovere, smartere. Navnlig når der er tale om andre hanner.

Her er, hvad han sagde i et enkeltstående tilfælde: – Talking Heads lavede to albums før live-pladen Stop Making...

– Stop, sagde jeg, og så remsede jeg dem op: '77, More Songs about Buildings and Food, Fear of Music, den med flyene på og den med Psycho Killer, men jeg mente Slippery People. *)

Da han sagde, at Talking Heads tog navn efter de snakkende hoveder på tv, tunede jeg det ud.

Hvorfor skal folk altid spille Stop Making Sense til selskaber? Det er anden uge eller lign. i træk, det er sket.


*) Hvor nørdet er jeg ikke, tænkte jeg, mens det stod på.


Tina Weymouth, kvindelig bassist. Ikke bare er hun bassist, hun er kvinde. Gift med trommeslageren, er det en indarbejdet rytmesektion eller hvad? Jeg så Stop Making Sense to gange i Klaptræet i firserne, og hver gang var lyden usynkroniseret. Jeg gik ud og brokkede mig, og to minutter efter var den usynkroniseret igen. Det var alt, hvad jeg kunne tænke på, lyden og munden der langsomt gled fra hinanden. Og nu? Nu vil jeg hellere tænke på noget andet. F.eks. al den anden gode NY'er-funk fra 1979-82, af hvilken Hovederne var toppen af isbjerget. Se f.eks. Mutant Disco (download).

***For kendere: Fuck Yeah Chick Bassists!***

Jeg er aldrig blevet så visuelt voldtaget i mit liv

Min bror er irriterende. Jeg er ovre at hente mit barn, han var så venlig at passe for første gang i syv år, mens vi andre var inde at se Avatar (på fribilletter, og alligevel skal man lægge noget oveni [for helaften og briller], og jeg ender alligevel med at støtte fucking Egmont*) med mine hårdttjente – nu behøver jeg aldrig se en 3D-film igen, fra nu af er det smalle, stramme finkulturelle film til mig, mumblecore, grynet s/h, hvadsomhelst), og så slutter han med at sige: "Du trænger til at motionere. Du ser helt askegrå ud." Hvad har jeg gjort ham, andet end at kritisere ham og hans kones X Factor? Han tror, alting kan løbes væk. Han tror, mit gigtknæ kan løbes væk.


PS I morges, efter morgenskænderiet, var jeg i så dårligt humør, at jeg tog ud at løbe (af 2x The New Yorker Fiction Podcast-varighed). Og jeg er ikke i bedre humør. Jeg er mindre vred, men ikke i bedre humør.

*) Egmont er ikke vores fjende? Du tager fejl. Krabben med de gyldne klosakse? Nuff said.

I forbifarten

Julia Roberts' mund er for stor. Jeg er altid bange for, at hendes ansigt skal flække på midten, og den øverste del vippe bagover. Sådan her:


Bare mindre sidelæns.

Det er ikke fordi, dét er specielt interessant*), men der er tidspunkter, hvor jeg ser helt ekstremt intenst, og alting bliver ladet med mening, hvorend trivielt. En video, jeg ikke fik taget, af en jernbanemand, der samlede skodder op med en af de der samleop-pinde på den anden side af reklameskiltene, så man kun kunne se hans ben, sorte fugle i flugt, noget der er skrevet på fortovet, nøgne træer. Tom Kristensens bille før sjette gang.

"I can see the mountains, I can see the skies, with three more minutes to go".

I dag slipstrømmen fra to fly, der krydsede hinanden i en perfekt ret vinkel og lige nedenunder to tog, der passerede hinanden, i samme øjeblik.



*) Noget med Julia Roberts.**) Hun byder mig bare imod. Min mor viste Pretty Woman for børnene. – Det er godt, sagde jeg, – så kan de lære, at man får prinsen, hvis bare man opfører sig som en luder.
– Jamen, [deres kusines navn] kunne så godt li' den!

**) Det er ligesom, når jeg har været i biffen og er blevet tvangsindlagt til forfilm og siger til Donzo N: – Niels Olesen er den værste skuespiller i verden (hvilket han er). Og han siger: – Op i røven med ham. Præcis. Hvorfor spilde sin tid på en idiot som ham? Det er her Don N's særlige talent kommer til sin ret: konstruktiv negativitet. Lad os ikke glemme, at det var ham, der lærte mig at sige nej. Sted: Gl. Torv i senfirserne, en grønlænder kommer over. – Nej, siger Donzo N, og denne går igen uden at åbne munden. Det har jeg siden gjort god brug af ved betlere den ganske verden over.

Uhellige røvhuller

***
Okay, jeg gjorde det, jeg var i biffen og se Inglourious Basterds and let me say this, I really like it when the characters switch to other languages. Det har man set så lidt af på film, at det ligner en ny ide. (Jeg erindrer en film med Charlotte Rampling, hvor hvor hun holder et foredrag på engelsk og taler fransk resten af filmen.) ***SPOILER ALERT!*** Men jeg finder det utilgiveligt, at Hitler bliver myrdet så hurtigt i Basterds. Han skulle selvfølgelig have nået at trykke på en skjult knap og blive omsluttet af en robotrustning (v. Krups) ligesom i Wolfenstein, hvor maskingeværkuglerne preller af som popcorn på en plasticrumhjelm. Dernæst skulle han være faldet gennem det brændende gulv i biografsalen og ned i kælderen, hvor han skulle have udkæmpet det afgørende slag mod Brad Pitt, der må dukke sig for V1- og -2-raketter, før han gør det endeligt af med ham med sin lange kniv (ligesom undertegnede dræbte Hitler i Wolftenstein, den ultimative bedrift.) Det er indlysende og selvfølgeligt. Tarantino er for snakkesalig.
***

'Q. Moskovitj'

***
Jeg var nede på biblioteket og lånte Måske ku' vi*), der jo er en berømt film fra min barndom. Hvor er hun dog nuttet, tænkte jeg, indtil jeg så, det var den mandlige hovedrolle.**) Nå, han var nuttet alligevel. Som min kusine, der var et par år ældre end os, sagde: – Hun er ikke god nok til ham!

Jeg kan huske, min mor tog os ind og se den og blev forarget over, at der sad sådan nogen – hvad hedder de?: filmens målgruppe – unge mennesker bag ved os med fødderne oppe og røg.

Nu vil jeg se, om bollescenerne holder.


*) Instrueret af Steen Herdel. Hvem er det? Jeg troede, Morten Arnfred lavede alle de film.

**) Hvad er han nu, marketingschef eller sådan noget?
***

Ufri ferie

***
Jeg har ødelagt julen, fordi jeg er nødt til at arbejde, så jeg har hverken fået lavet noget eller slappet af.

I dag stod min datter (8) og så på mig, mens jeg forsøgte at arbejde, og sagde:
– Hvordan kan du holde ud at lave alt det?
– Det kan jeg heller ikke, sagde jeg.
Hvor nedslående.*)

Julens højdepunkt kom, da vi lavede electric boogie rundt om juletræet (man holder hinanden i hænderne og sender den elektriske impuls rundt på bølgemanér) og derved til dels opfyldte min bøn fra sidste år om nye trin til juletræsdans.

Nu er familien gået i biografen uden mig.
– Jeg kan ikke sidde der og slappe af, sagde jeg.
– Jamen, du tager jo aldrig med i biografen, sagde de. – I julen er det meningen, man skal lave ting sammen hele familien.



*) Det er ydmygende ikke at kunne foregå sine børn med et godt eksempel. Jeg har det som faren i Cykeltyven.
Hvis jeg ikke passer på, ender jeg som min far: mageligt anlagt og ufuldbyrdet.
***

Regnvejrsdagsaktiviteter (forts.)

***
Intet som en biftur for at man kan føle sig som en brik i et forbrugerspil. Især hvis man er dum nok til at gå i Palads.


Prøv lige at se nogen irriterende udtryk den Panda har. Gode kampscener.

Kung Fu Panda – okay film, selvom det ville være bedre, hvis familien gad komme ud af slikbutikken, så vi ikke gik glip af starten.

*

Hvad er jeg et overflødigt ornament på den her familie? Ingen hører efter, hvad jeg siger. Det har været den mest irriterende dag i mit liv. Jeg har aldrig spildt min tid og mine penge så grusomt. Intet hvad sådan en familie kan foretage sig interesserer mig det fjerneste.
***

Tilbage i sædet

Jeg var inde at se No Country for Old Men igen (alle pseudointellektuelles yndlingsfilm). Denne gang lagde min kone sin hånd kærligt over min nede i popcornene og sagde: – Lad lige filmen begynde, fordi jeg smaskede.

Midt i filmen begyndte hun at SMS’e sin veninde.

Da vi kom ud af biografen, sneede det tæt, og midnatsklokkerne ringede. Det så godt ud at kigge op på under projektøren. Skt. Petersborg, tænkte jeg.
– Kan vi ikke gå nu? Jeg fryser, sagde min kone, selvom klokkerne ikke engang var færdige med at slå.

(SPOILER ALERT!) I anden omgang irriterede det mig ikke så meget, at man ikke ser Josh Brolin blive skudt (jeg forstod også det med mexicanerne bedre). Til gengæld irriterede det mig, at man ikke får at vide, hvordan Javier Bardem ("Sugar") kommer ud af motelværelset. Det er ikke godt nok, at han bare skal være "Døden". En allegori om døden? Øv.
¾ god film.

Nu gider jeg ikke se den mere.

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!

•

Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!

•

For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

Revner i fortovet

Den her fortovsflise ligner en tyk dame i en lille bikini. (Det tænker jeg hver dag, når jeg går forbi, og nu har jeg fotograferet den.)



Aaron Siskind fotograferede en masse revner i fortovet. (Nu kan jeg selvfølgelig ikke finde nogen af de billeder, men her er noget lignende af ham: to vægge og en vej)


Min far fortalte, at første gang han røg noget pot, stod han og kiggede på revnerne i fortovet hele vejen hjem.
Det er han sikkert ikke den første, der har gjort (jeg tror, David Bowie har beskrevet en lignende oplevelse).

Min bror, da han røg mest hash, sagde, at han godt kunne tænke sig, at vi prøvede at ryge sammen med min far. Hvorfor ved jeg ikke. Det har jeg aldrig fortrudt, vi ikke gjorde.

Den første gang jeg blev skæv, var da Katrine Hüchsmann lærte mig at inhalere, og vi stod og dirigerede trafikken på Rådhuspladsen med en lakridspolitistav, mens jeg skreg af grin. (Bagefter gik vi i biffen, og jeg kunne ikke for the life of me læse underteksterne, samtidig med at jeg hørte efter, hvad de sagde. Det var for uholistisk.)



PS Irving Penn tog en serie billeder af asfalten for sine fødder, Underfoot.

Mindeværdige biografoplevelser

Min kone og jeg var inde og se Cinema Paradiso. I mellemtiden havde det sneet, og vi sjaskede hjem gennem 20 cm høj sjap, mens tårerne stod os ud af øjnene. Det kunne ikke have passet bedre.



Brrr besøgte os, og vi tog ind at se Mulholland Drive. Under den lesbiske scene fik jeg et uimodståeligt stigende jern på. Det er aldrig sket før for mig i biffen. Bagefter sagde Brrr, at det samme var sket for ham. Vi sad på hver sin side af min kone. Mærkeligt at tænke på.




Som storbypoeten Frank O’Hara skrev:

the blood in my pants mounts to the stars
as I ponder the silver square.

(citeret fra David Denby i The New Yorker, 10-22-2007)

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.

Min kone vil have mig med i biffen

Min kone vil have mig med i biffen.
Jeg gider egentlig ikke noget. Jeg er træt af for meget røvsygt arbejde. Men ind i mellem skal man jo tage sig sammen. Fruer kan godt li så noget.
Så gælder det om ikke at være negativ og ødelægge det hele.

Jeg er ikke engang sikker på, at vi kan finde på noget at se. Jeg vil gerne se ”Little Children,” den nye film om problemer i ægteskabet, og hun vil gerne se ”Tenacious D: The Pick of Destiny”, en drengerøvsfilm om rockerrul, hvor de bander meget og det hele ender godt.

Bliver vi enige? Eller skal jeg bare lade hende bestemme og håbe på det bedste? Og hvad er så bedst med hensyn til behovet for ikke at se sur ud og/eller falde i søvn.
Det er ikke nemt at have fri.


Fodnote: Jeg mødte engang en fornuftig fyr til en fernissering på min fødselsdag, og vi blev enige om, at vi som familiefædre begge hader weekenden (ferier er endnu værre) og ”flygter ind i hverdagen”.




Billederne her er af mesterfotografen Weegee the Great, der fotograferede døde mennesker og biograf- og koncertgængere med infrarød film, så han ikke behøvede blitz og folk ikke vidste, de blev fotograferet. Han opfandt af samme grund også et spejl, som et sidelæns periskop, til at sætte foran linsen.