mandag den 10. marts 2008

Ude at luftes

Jeg var i biffen for første gang, siden min datter fik diabetes. Det var okay. Men biffen er overvurderet. De andre mennesker er irriterende, med deres tyssen, når man prøver at æde sine 5,6l popcorn. Jeg hader tanken om at støtte Nordisk Film. Egmont, de røvhuller.

Jeg mener, det er i orden at brokke sig højt over reklamerne og til dels forfilmene. Jeg blev schyschet allerede inden Paramount-logoet var gledet forbi.

No Country for Dead Men, alle pseudointellektuelles yndlingsfilm. Jeg har aldrig set så mange briller i en biograflobby.

Jeg kan aldrig gå i biffen uden at tænke på, at jeg sidder i en teatersal og ser projiceret lys. The novelty has worn off, okay?*) Men hvad skal man så gå hen og se på? Hvad er der ellers, man kan lave, der ikke skal planlægges for lang tid i forvejen?

*) Oversættelse: Nyhedsværdien er luvslidt, okay?









Den avantgardistisk bevidste læser vil have gennemskuet, at lyset ind gennem låsehullet mimer biografsalens projektor. Sandheden ligger i forevisningen. Uhh!



Mandejammer – her garanteres det avantgardistiske perspektiv!



For en udvidet diskussion om slutningen på No Country og flere billeder fra den endelige motelscene klik her.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Civiliserede mennesker spiser ikke popcorn i biografen. Og holder sig for gode til at ødelægge andres oplevelse med dumme kommentarer. Der er ikke noget værre end folk, der sidder og tror deres mening rager andre, når man er i biffen. Gem det til bloggen, tak!

Mandejammer sagde ...

Jeg holdt pænt mund gennem hele filmen! Jeg vil bare ikke tysses på før filmen begynder!
Hvis man ikke må spise popcorn i biffen, skal de ikke sælge dem.
Hvad med syrlige drops? Må man sutte på dem?

Må man godt snakke, hvis man ser en stumfilm?