Jeg fik aldrig udgivet dette vigtige historiske billede, fordi jeg var gået i bloggingsstandsning, men prøv at se, hvordan kameravinklen giver Murdoch horn på:
Murdoch, hvilket perfekt navn til en overskurk.
Ligesom i Hogarths klassiske stik:
William Hogarth: The Four Times of the Day. Evening (1738) (udsnit).
Kommer de høringer ikke snart tilbage? Agurketiden var den bedste. Jeg kan ikke læse avis mere, da det er for nedslående. I øvrigt er det også spild af tid. I stedet vil jeg antage et olympisk perspektiv, det passer mig bedre, og der er altid Twitter.
Mere senere. En vigtig bekendtgørelse er under forberedelse.
*) Nu er det ikke værre, end at dronningen får museumsudstillinger af sin kunst ligesom Saif Gaddafi. En dag med lidt held vil han også leve tilbagetrukket og korsstingsbrodere.
Ever since Nero, there has been a depressing connection between bad art and megalomaniac regimes: Hitler the opera lover, architect and painter; Stalin the poet; Tony Blair the rock guitarist. (Jonathan Jones, The Guardian)
*** Jeg har skændtes med min datter (13) hele aftenen, fordi hun starter på sine lektier for sent og spørger hele tiden, og jeg er træt og gider ikke mere, og hun bebrejder mig, og her er ingen plads at flygte hen (det er trist ikke at have nogen fremdrift [eller midler], så vi kunne have flyttet i vinduet efter finanskrisen ligesom fornuftige mennesker – Frizz bor i fem værelser på Østerbro nu). Så vil jeg gå ind og sige godnat til hende i hendes nye, ufærdige halve deleværelse: – Sover du? – Jeg ligger og tænker på, hvordan jeg vil disse Pia Kjærsgård, hvis jeg nogensinde møder hende og spytte foran hende og sånoget. – Det er godt, mit barn. – Det fylder mig med en følelse af velvære.
– Du er ligesom Stalin, sagde jeg, hvis man ikke klapper længe nok af dig, kommer man et meget koldt sted hen. – Sammenligner du mig med Stalin? – Yusif. Yusif, Yosif, Iosef.
*
Faktisk var vi gode venner igen fra om morgenen, men alligevel brugte jeg hele dagen på at dramatisere vores opgør. Det var ikke engang fordi det gik mig specielt meget på. Men det er bedre end at arbejde.
*
Don ’Nzo sagde, at jeg var "selvretfærdig" og nedgjorde ham (– og alting? tilføjede jeg), så jeg blokkede ham ude af Mess’en. Han er min anden kone, men jeg er ikke gift med ham. Så jeg skylder ham ikke noget, andet end en stak dvd’er. Det gode menneske, jeg vil også gerne snart låne flere.
Nedgør jeg virkelig alting? Det vil jeg arbejde på. ***
****** Jeg er glad for, at jeg havde sex i går aftes i stedet for at læse om Stalins rædsler. Jeg sov bedre.
Martin Amis: Koba the Dread. Det er sådan noget med forældre, der spiser deres egne børn af sult i Ukraine, 1932. Jeg ville ønske jeg aldrig havde set det billede. Historier om folk, der er spærret inde i en fængselscelle med 30 cm vand på gulvet i 6 mdr., fordi deres mand glemte at klappe længe nok af Stalin. (Og så forfatterens selvbiografiske betragtninger kedeligst et åbent brev til Christopher Hitchens: Hvis man keder sig, kan man altid provokere sine venner med, at de er gamle kommunister.) ***
Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, fik jeg i sidste uge bortopereret en skæmmende åreknude fra mit underben. Hold kæft, hvor gør det skideondt. Jeg har smerter de mærkeligste steder. Og så oven i min forstuvede ankel. Den mærker jeg til gengæld ikke så meget til, fordi den anden smerte overdøver den. I morgen skal stingene ud, hurra!
Jeg har det ligesom Richard Nixon med årebetændelse i Philip Guston’s maleri. Bandager og hævelse, betændelse, hvilke glimrende billedelementer.
San Clemente (1975)
Og så i strandvejr.
PS Jeg havde bare lyst til at vise det her billede, for det siger det hele.
Jeg mødte Dr. TB nede på gaden og stod og fortalte ham et eller andet vittigt*), og så siger han: – Jeg kan slet ikke komme mig over, hvor godt du ser ud med dit nye hår. – Jeg ved det, sagde jeg. – Du hører overhovedet ikke efter, hvad jeg siger, du står bare og tænker over, hvor blændende godt jeg ser ud. Jeg er ligesom en smuk kvinde: Folk griner, lige meget hvad man siger. Man kan virkelig sænke sine standarder.
(Han kan godt lide dem renskurede og glatbarberede.)
*) Noget om at Stalins terror var tilfældig og kunne ramme hvem som helst, mens Hitlers var mere målrettet, mod bestemte befolkningsgrupper.
Der er en ung, hip komponist, Nico Muhly, der er inspireret af alle mulige ting, f.eks. YouTube-videoer, som han udvælger pga. deres banalitet.
“There’s a way to search for interesting things on YouTube, and then there’s a way to search for uninteresting things,” Muhly said. “You put in search terms like ‘My daughter’s yard,’ ‘My friend’s restaurant.’ ” The music was to be modelled on cantatas by Bach and anthems by Purcell, he explained. It was going to be great.
Det er en interessant idé, som jeg ville praktisere, hvis jeg havde bedre tid: taste banale søgeord ind og se, hvad der kommer ud. Det omvendte af at se trailers.
Jeg fandt en, da jeg søgte "booger collection" (jeg ledte efter en speciel Ren & Stimpy-video), med dette akkompagnerende stykke sorte poesi:
sean reeeeeaaaaaalllyyyy loves mia they both have a booger collection on mia's wall mia scratches her crotch in front of sean mia belches in front of sean sean has seen mia without make-up HE STILL THINKS SHE'S GORGEOUS
ladies, we really need to find a guy like that :/ pshhh like we'll EVER find one
Den video er der ikke særlig mange, der har set, og med god grund.
Senere fandt jeg en, hvor en der ligner Berlusconi ser ud til at spise en bussemand. Tjek den.
Der var en udmærket artikel om Muhly i New Yorker’en, selvom jeg var 100 år om at læse den, fordi den starter med halvanden spalte om, hvordan han køber ind og laver mad. Men jeg kan godt lide, at han sidder og komponerer på computeren, mens han tjatter med sine venner, e-mailer og spiller online Scrabble.
En ting man lærer som familiefar er ikke at føle sig værdsat eller påskønnet. At blive regnet for et møbel er godt, det bedste man kan håbe på. Og som min ven Fuksen siger: – Man skal ikke brokke sig. Det betaler sig ikke. For hun har 10 gange så meget brok at smide tilbage i hovedet på én, mærkelige gamle bebrejdelser, der bliver ved med at hænge år efter år efter år, og som underminerer og ugyldiggør alt, hvad man siger.
*
Dagen før min onkel hængte sig, sagde han til min tante i bilen: – Ingen bebrejdelser.
Min far var først med nyheden: Han ringede og fortalte mig, at de havde fundet Saddam Hussein i en kælder under en grønthandler i Madrid. Hvor får han det fra? CNN?
Samme dag de fangede Saddam Hussein, gav min grønthandler gratis lakrids. – Gratis lakridser? spurgte jeg og tog en håndfuld, – Hvorfor det? – Vi er meget glade i dag, sagde min grønthandler. De var ved at eksplodere af fryd, men holdt sig i skindet.
Jeg talte med en af de unge dernede engang: Saddam Hussein havde dræbt tre af hans onkler.
MANDEJAMMER er tidligere kendt som GUDS TALERØR og FOLKETS RØST, hvilket i længden var for lamt, selv for mig, især fordi jeg hverken er religiøs eller specielt folkelig.
Gift og har børn.
Professionel klynkekunstner.
Under dække af et alias mener jeg at kunne skrive, hvad det passer mig. Meget af tiden er jeg bange for, jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Blogprisen 2007: Bloggen her løb med en BOBLER! Yaay! Året efter blev der ikke uddelt nogen Blogpris, så hey. Sidste år ved jeg ikke, hvad der skete. Det er sguda ikke meget at bryste sig af. Og nu er der gået et år til. Og et til. Jamen herregud da.
