Helt slemt kan det ikke have været

***
Jeg var nede at hente min datter (9) hos hendes lille veninde i dag på vej hjem fra atelieret.
– Min far har siddet i fængsel, sagde hendes lille veninde.
– Hva' er den af, Preben? sagde jeg.
– Nå-åh, jeg har trods alt været tjenestemand i mange år, så helt slemt kan det ikke have været, sagde han og hev af sin plastik-nikotininhalator.

– Var det lømmelparagraffen? spurgte jeg for at være aktuel i min humor.
– Der er ét til! sagde han og smækkede et møl på loftet i gangen med en fluesmækker.
***

Kontrol

***
I Iran stopper de folk på gaden og lugter til deres ånde. I aftes kom jeg hjem fra J. Per (nede i det sociale boligbyggeri), og min kone sagde: "Her lugter af hash" og lugtede til mit hår.
– Du har røget, sagde hun.
– Nej, sagde jeg og løftede brillerne og kiggede hende ind i øjnene med mit hypnotisk stålblå blik, – hvis jeg havde røget, kunne jeg så gøre det her?
– Du har ret, sagde hun.

Men jeg havde røget, altså tre af hans hjemmerullede Petterøes, mens han røg gentagent af den hjemmedyrkede. "Så og høst af livets lyst" står der på hans væg iblandt aum-tegnene.

Jeg kom ind ad døren. – Far! råbte min datter (9) og krammede mig. – Du lugter af værtshus, sagde hun.

Nu får jeg ikke skrevet indlægget færdig, fordi min kone er kommet ind og trykker sin nøgne midaldrende krop mod mig bagfra.
***

Mægtigere end heroin

**
Hvad mon børnene ikke tænker, når de ser deres forældre synge Kaffe! Vi skal ha' kaffe! Yaah! Kaffe, kaffe, kaffe! og danse omkring?

De tænker: Vores forældre er kemiske robotter.

De tænker: Vores forældre er viljeløse slaver.

De tænker: Vores forældre er zombier, og deres blod er kaffe.

Voks aldrig op som os.


FØR


EFTER

Billederne her er fra det bedste afsnit af Dexters Laboratorium, hvor børnene ser, hvilken forbløffende effekt kaffe har på deres stakkels gamle forældre, og selv prøver en kop. Noget af det findes på videoen her, Do You Like Coffee? Desværre ser man kun, hvordan de ser ud før, ikke efter, så derfor får I Fred og Ginger i stedet for.
***

Langtandet hestekranie

***
Jeg ved ikke, hvordan det er hjemme hos jer, men hjemme hos mig når det aldrig at blive rigtig lykkeligt. Der er perioder, hvor det går meget godt, og der er tale om en vis ømhed, men det holder hurtigt op igen, som en dør der smækker.
Det vender på den berømte tallerken.
Hver gang det går en lille smule godt, skal man stoppe og tage en dyb indånding og tænke over det, før man fucker det hele op igen. men jeg har ikke altid overskuddet til at, du ved, folde tøj om aftenen og vaske op, når hun forventer det, og gøre det ekstra. Det er ligesom at ryge: det er nemt at begynde, det gør man fra det ene øjeblik til det andet, men det tager lang tid at holde op. (NB! Til dem, der følger med, kan jeg fortælle, at jeg ikke ryger nu for tiden, fordi jeg har ondt i halsen. I øvrigt er det en hæslig vane, som jeg ikke kan styre. Jeg har det som om, at bare fordi jeg skriver det her nu, begynder jeg at ryge i morgen, jo mere jeg skriver, desto tættere kommer jeg på at ryge. Forleden dag havde jeg det som om jeg røg, da jeg skulle sove.) Her mener jeg: det tager lang tid at bygge noget op, men det kan rives ned på ingen tid. "Terrorangrebene d. 11. september 2001" var ingen kunsthandling, ligegyldigt hvad Stockhausen siger. Det var det omvendte. Det er ingen kunsthandling, hvis jeg tramper på dit sandslot eller sprænger balloner med cigaretter til en børnefødselsdag som en negativ teenager. I øvrigt er det lige meget, havet tager det hele. Rable, rable. Hvor er min lykke? Hvor er min lup? Kom frem, lille lykke, så jeg kan trampe på dig.
***

Interventionsmoden

***
Jeg er bekymret for Donzo. Han er mødt fuld op på arbejde på det sidste. Hans tale er aggressiv og plumret. Det er fuldstændig sindssygt, som han drikker, og så for en der har diabetes.

Det er tid til en intervention. Men hvorledes at gribe det an? Det skal i hvert fald gå hurtigt, før han mister sit arbejde. Jeg er også bange for, at han kan gøre skade på sig selv. Ved at falde på sin cykel f.eks., sådan som han rager rundt, det er sket før. Noget må gøres.

Jeg spørger Dr. TB, hvad han synes. Han har en del erfaring med misbrugere og sindslidende.


Yoga for begyndere. Gratis prøvetime.
***

Hul i midten

***
Jeg har hele tiden lyst til at ryge, men når jeg så (falder i og) ryger, tænker jeg: – Hov, det var ikke, hvad jeg havde lyst til alligevel.

Jeg har et stort hul i midten, jeg bare har lyst til at fylde ud med et eller andet.


***

Samme gamle, del XIV

**
Jeg tog ned hos J. Per i juledagene og røg af de brune cigarillos, af den slags der gerne koster én venner (jeg er regrederet til gamle uvaner – slipper jeg aldrig fri af tobaksdjævelens kløer? Jeg kan ikke forestille mig noget tåbeligere end at trække røg ned i sine lunger, men når først man er begyndt). Han har været hashfri i snart to uger og hoster rigeligt i forvejen. Han åbner aldrig et vindue.

Kort efter dukkede en ung fløs i en lille hat op, der også undslap sin familie i julen, og gav sig til at rulle af J. Pers overskudsgrønne, mens J. Per sad og bævrede. Jeg ved ikke, om han røg med, efter jeg var gået.

(Senere sagde min kone: – Du skulle have sagt, han ikke skulle gøre det (ryge den fede foran J. Per), men det faldt mig ikke ind (jeg er ikke-interventionistisk). Hun har nok ret. Det har hun altid. Det er det nemmeste.)

Da faldt snakken på den unge fløs’ (lad os kalde ham Jokum) stigende vægtproblem, og J. Per viste ham et billede fra sin egen storhedstid, før han fik diagnosticeret sin sukkersyge (et billede i øvrigt knipset af undertegnede i 2001).

– Hov, sagde Jokum, – det er den samme fleece, du har på nu.

Og ganske rigtigt, det var det.

Så så jeg ned ad mig selv. Jeg havde den samme fleece på, jeg købte i London i 1998. Jeg går også altid i det samme gamle lort.

Når folk en sjælden gang ser mig i noget andet, siger de "gud!"


PS Hvorfor tænkte jeg det på? Fordi nu hang snoren, jeg strammer fleecen med forneden, ned i lokumsvandet igen.
***

Udenoms

***
Bloggen er min elskerinde.*)
Jeg er en bedre husbond og familiefar uden den.
Jeg blogger i stedet for at passe mit arbejde. Jeg er fraværende.
Da jeg kvittede vanen et par uger, nåede jeg alt det, jeg skulle.
Jeg skulle have holdt op, mens legen var god, sluttet på den flotte dybe tone.
Nu kommer jeg for sent ned og henter barnet i institutionen, og jeg kan ikke dele mine tanker med min kone, hende jeg helst vil dele alt med.
I aftes spurgte hun mig, mens jeg stod over gryderne: Hvad er en blog? Er det ligesom Facebook? da jeg dumt nok havde nævnt, at jeg læste en om mad (heraf spaghettisovsen – jo længere den står, jo bedre bliver den, gerne natten over). Hun havde læst et par stykker i Urban-Ekspressen.
En blog er en hjemmeside, der scroller ned, efterhånden som man skriver på den, sagde jeg. Det er en nem måde at lave en webside på. Skabeloner.
(Her kan folk skrive deres meninger og oplevelser, fik jeg aldrig sagt.)

Men det behøver jeg jo ikke fortælle jer, mine læsere, der får ting at vide, jeg ellers ikke kan sige. Hemmelige, dunkle ting, jeg ikke bør sige.


Konklusion: Man kan ikke bo sammen med nogen, og så skrive om dem offentligt uden at de ved det. Det er socialt forkasteligt.
Jeg er et socialt forkasteligt menneske.


*) Og ligesom en elskerinde er det tid til at droppe den, når den stiller krav.



Spørgsmål: Når det hedder "mistress" på engelsk, hvorfor hedder det så ikke tilsvarende ”master”?
***

Jeg skal åbenbart have en eller anden form for stimulans

***
Jeg smugryger stadig, men uden entusiasme.
Men nu har jeg købt en hel pakke, så jeg er nødt til at ryge den.

Jeg går ud på trappen, tager et, to hvæs og tænker: Hvad gør jeg det her for? Der er ingen glæde i det. Mit luftrør føles bare som en konduite for røg, et udstødningsrør (som tidl. nævnt).
Det føles latterligt at have røg blæsende igennem sig.
Når jeg ser voksne mennesker ryge på gaden, synes jeg, de ser latterlige og ulykkelige ud.

Da er det, jeg smider smøgen fra mig, halvrøget.

Nu vil jeg begynde at klippe smøgerne over på midten, før jeg ryger dem.



PS Måske går der skolebørn forbi hernede i passagen, for hver gang jeg kommer ud igen og kigger ned, er skodderne væk.

PPS Jeg sigter selvfølgelig efter risten, så måske har vinden blæst dem derned.

PPSS Disclaimer: Jeg er imod rygning i enhver form.

PPSSS Højhellig ed: Jeg skal nok snart holde op med at skrive kedelige indlæg om rygning.
***

Husgæsten

***
Den sidste dag, jeg besøgte Brrr, stod vi og røg 20 cigaretter under emhætten og snakkede kunst og lagde planer for fremtiden. Ellers var han ikke til at få i tale, al den tid jeg var der. Han havde hele tiden travlt, selvom han ikke lavede noget. Resten af tiden så han fjernsyn.

Jeg havde jetlag og var tidligt oppe og trippede, fordi jeg ville have, der skulle ske noget. Han sov længe. Om aftenen så han videoer. Han så de værste film. Når han gik i videobutikken, valgte han den første film, han så (Michael med John Travolta og sådan noget), og han gad ikke høre på mine sarkastiske kommentarer. Så jeg snakkede mest med hans kæreste Prrrl og hans logerende handyman Jfff.


Dette er begyndelsen til en lettere kamufleret erindringsnøglenovelle (nøglevelle?), en del af en samling, hvor jeg udleverer mine venner, der bor i udlandet.
***

På trappen

***
Jeg kunne lugte hendes parfume, mens hun fortalte mig om gud i hendes kunst. Et fnug fra min cigaret hvirvlede ned og satte sig i hendes hår.

Lillian Roth & Richard "Skeets" Gallagher. Jeg ved ikke, hvad de døde af.

Baggrund: Jeg var holdt med at ryge mine sparsomme smugsmøger, fordi jeg følte mig som et udstødningsrør, men nu er jeg kommet til at købe en pose rulletobak.

Baggrund 2: Kvinden, i hvis hår askeflagen satte sig, stod selv nede på pladsen og røg i solskinnet. Så hun er altså ikke helt uskyldig, eller pletfri, eller uvant med at blive brugt som askebæger, vil jeg skønne.

Lucille Ball døde af noget rygerelateret. Desi Arnaz (hendes mand) døde af lungekræft.

Bonusihukommelse:
Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at rygere var venligere mennesker, fordi de altid var parat til at give en smøg.
– Pjat, sagde hun.

Det er ligesom den der med – og jeg ved ikke, om det var mig der fandt på den, men jeg har i hvert fald sagt det – at rygning kan redde liv, i det tilfælde at man f.eks. var blevet kørt ned, hvis man gik over gaden, i stedet for at blive stående på fortovet, fordi man skulle ryge en smøg. *)
– Tsk, sagde min mor og rystede på hovedet. Hun har aldrig kunnet se fascinationen.

– Narresut, sagde hun og bebrejdede sig selv, at hun ikke gav mig bryst længe nok.


*) Underforstået at man tager en pause og nyder en cigaret i stedet for at haste af sted, men det er jo nok et noget selvtjenende argument.


PS Nu føler jeg mig som et udstødningsrør igen. Hvor åndssvagt.
***

BiZat

*
Efter begravelsen
skyndte alle folk
sig ud og røg
20.000 cigaretter

Han døde af kræft
inden for en måned
til halvanden

Orglet lød som
en karrusel
*

Alt i alt ville jeg hellere have været til Møns Klint (og se min paraply blæse ud over afgrunden)

***
Nu er jeg kommet op at skændes med min familie om at lægge et puslespil på 1000 brikker (de kunne ikke lide måden, jeg tog brikkerne op af æsken, og min kone sagde, jeg ikke skulle hidse mig op, og jeg sagde, hun ikke skulle hidse sig op). Jeg har lyst til at gå min vej og ryge (ryge & rejse [ensom og stolt som Marlboro-manden]). Men der er ingen steder at tage hen. Det er familiedag, og vi aflyste turen til Møns Klint.
***

At lave min selvangivelse fylder mig med ængstelse

***
Jeg springer op og traver op og ned ad gulvet og vrider mig i hænderne og sveder. Det er fysisk umuligt for mig at lave den færdig. Jeg bliver ved med at pille og bekymre mig. Nu har jeg købt en pakke cigaretter, ikke at det hjælper (jeg bliver bare svimmel og står udenfor).

Jeg er et vrag.

Jeg trænger til hjælp.

Tynd kop te

***
Fuck, jeg er deprimeret.
Jeg er helt træt i hovedet og har ikke fået udrettet noget i dag andet end lave regneark over mine bilag, mens jeg har prøvet at tage mig sammen til at finde en revisor, eller en bogholder eller en eller andens svoger, der kan hjælpe mig med min selvangivelse.

Jeg fik først min kaffe efter kl. 16, og nu skal jeg gå. Det holder ikke.

Jeg famler i blinde, mit hjerte banker arytmisk.

Min revisor og min rengøringskone forlod mig inden for en uge sidste sommer, og jeg har ikke fået gjort noget ved nogen af delene siden.

Jeg har lyst til at begynde at ryge igen for at fylde det gabende hulk i min midte. J. Per tager ikke imod længere, så jeg kan ikke ryge hans, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med en hel pakke. Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke kan tage ned til ham og blive muntret op, lige meget hvad humør jeg er i? Det plejer aldrig at tage fejl. Jeg har aldrig hørt ham så sur, og jeg er ikke i humør til at muntre nogen op. Ikke at det er det, han trænger til.

Jeg skyder skylden for min tilstand på manglende søvn. Luften kommer forkert ud af mig. Jeg kan ikke engang synge.

Jeg har lige slettet et langt dårligt kaffedigt, jeg skrev under indflydelse af dagens eneste højdepunkt. Det var en tynd kop te, suk.

Når man ikke engang kan lukke
noget ordentligt ud,
er det tid til et skud
i hodet.
Se blodet
klukke.
***

Klar udmelding – han er ikke i humør, den rygende guru, og så har han ondt i halsen

***
Jeg ringede til J. Per. Han er deprimeret efter han er holdt op med at ryge hash og gad ikke have, at jeg kom ned og røg hans smøger.

– Tak for din bramfrihed, sagde jeg.



– Nu vil jeg tage mig et bad og skifte skidesæk og lægge mig ind og se fodbold, sagde han.

Fodbold! Det havde jeg glemt. Jeg abstinerer, fordi vi ikke kan tage TV2 i koloen. I går var vi hjemme, og hvad var der på?: Østrig-Tyskland. Leicester-Stoke.
***

Overhånd

Jeg er blevet afhængig af det her blogning, og nu kan jeg ikke lade være. Hvad tænker jeg på? (Nogen gange tænker jeg på, hvor langt jeg kan strække mine læseres tålmodighed. For det meste er jeg skræmt til døde over, om jeg er kedelig. Det er parallelle spor.)

Nu begynder jeg igen at bekymre mig om, hvad der vil ske, når min kone opdager denne blog og bliver sur eller ked af det, fordi jeg har udleveret hende og skyllet vores lagner offentligt uden hendes tilsagn. Det er tænderknasende. Nå ja, jeg kan jo altid bare lukke alle de sider, der handler om hende, men det går ud over min forfængelighed og mit e-eftermæle.

Nu har jeg foreløbig fremmedgjort min gamle ven og korrespondent Don Nzo (også kendt som Dunkirks Rose, min wannabe blogfrau), fordi jeg har plapret om ham her på bloggen og sågar gengivet hans ord uden hans billigelse*) (før han infiltrerede mig ved at google "ståpikrap" i stedet for at spotlighte det på sin Mac og faldt over denne guldgrube af netguf). Don Nzo-fans, skulle der findes sådan nogen, skynd jer derfor at læse og genlæse de klassiske samtaler med Don Nzo Mascarpone, før de for altid bliver slettet.


Det var en artikel af en megablogger i The New York Times Sunday Magazine, der fik mig til at tænke over det her og hvad fanden det handler om.


*) Jeg troede han ville blive flatteret.

Ængstelsen melder sig ved morgengry, så kaster jeg dynen til side

Jeg er fuldstændig vokset sammen med min skærm. Jeg skal have en mental spartel til at skrabe mig fri. Hvor er mit GØR DET NU-skilt? Der er 100.000 ting jeg skal, men jeg tænker kun på dem, når jeg vågner om morgenen.
Min skattebillet f.eks.



Jeg kunne ikke finde skiltet, fordi det hang på sin plads. Jeg troede jeg havde pillet det ned.

På plussiden er min friskbryggede kaffe intenst god og sort.

Yin-yang

Jeg var med min mor til samtale på onkologisk i går (det er ad helvede til), og bagefter skyndte jeg mig over til J. Per i det sociale boligbyggeri og røg tre af hans hjemmerullede for at bringe balance i regnskabet.



Som min bror sagde engang: – Smøgen er yin’en og bajeren er yang’en (eller omvendt).
Det er så noget lidt andet, men jeg ville lige nævne det.

Terapine

Jeg har været hos tandlægen og få skiftet en sølvplombe og få renset tænderne, fordi de efterhånden var så brune som ryggen på en kakerlak, og nu sidder jeg igen – en halv time efter – og drikker kaffe og ryger. Pff. Pff. Manglende karakterstyrke kombineret med stor nærig-, jeg mener nøjsomhed forhindrer mig i at smide min resterende røgtobak ud.

Jeg holder så meget af min tandlæge. Hun er sådan en god tandlæge. Andre folk går til frisøren og massøren, jeg går til tandlægen. Det er min terapi.


Billedet her er fra Little Shop of Horrors, men jeg havde det mere som Dustin Hoffman i Marathonmanden.