LÆSERBREVKASSE – SPÆNDENDE NYT INDSLAG

Tror du, din kæreste er dig utro? Ved du ikke, hvad du skal kalde din hund? Mangler du et godt argument eller en god undskyldning? Spørg mig. Jeg er parat til at svare på alt.

Fat tastaturet og send dine spørgsmål til: Mig, kommentarfeltet herforneden. Så modererer jeg dem og udgiver dem sammen med mit svar.

DU VIL FORBLØFFES over, hvor meget jeg ved, og hvor godt jeg kan hjælpe netop dig. Man skulle tro, jeg havde kendt dig hele livet og forstod dine inderste tanker.

Er der noget, der plager dig? Føler du dig tung og træt om hjertet? Er livet ikke gået, som du havde regnet med? Spørg mig, og alt bliver bedre.

***Alt vil stå lysende klart, når du får mit svar.***

Vær ikke genert, tast straks løs. Du vil ikke fortryde det.


Ingen reklamationsret for svar, der er for lammende i deres præcision.



Hvad venter du på? Skriv NU!

Brevkassen står åben, og det er efter først til mølle-princippet. Alle spørgsmål vil blive behandlet med den allerstørste diskretion og respekt for det digitale privatliv.

• Få styr på din nysgerrighed med min viden og lystighed.
• Er du bange for, der er noget galt med dig? Jeg giver en diagnose.
• Kan du ikke finde den rette vej? Jeg lyser stien op for dig.

***Jeg giver dig et svar, der er det bedste, jeg har. Intet mindre kan gøre det, men først må du spørge det.***

Totemnyt

Jeg drømte, at jeg tegnede en hest som Leonardo. Det føltes fedt.


Jeg lavede halen.

Lad mig i den forbindelse sige, at jeg nu officielt vælger en sort hest som mit totem. Den sorte panter er bumpet ned ad totempælen, selvom den stadig er god nok.

Den sorte hest kom tidligere i mit liv til mig i drømme, og vi blev venner, omend den bevarede sin vildskab.

Suk. Fuck / Til alm. orientering / Hør nu efter, jeg gider ikke sige det mere

(Meget kedeligt indlæg, man gerne må springe over)

Efter samråd med det øverste præsidium af mine trofasteste læsere pålægger det mig at meddele, at der pr. gårsdags dato er indført kommentarmoderation her på bloggen. Der har i længere tvivl hersket en lavmålt og umorsom tone i det rum, der på alle måder har ærgret og irriteret mig og distraheret mig fra mit egentlige mål: at fortælle jer, kære læsere, om alt, hvad jeg tænker på.

Det kommer måske lidt sent, vil nogen nok mene – og det gjorde den ældste og mest gråskæggede af mine rådsmænd – men jeg har da aldrig gidet moderere hverken kommentarerne eller mig selv, og mange af kommentarerne har været pissesjove – altså før i tiden. Ikke nu. Nu handler de ikke om mig eller om noget, og nu må det altså være nok. En falliterklæring, har man kaldt det, at jeg har afgivet kontrollen med mit eget åndssvage forum, og som en god vært må jeg derfor myndigt stramme op. Beklager. Sådan kan det gå.



***Er du for eller imod den nye ordning? Deltag i min læserrundspørge (t.v.). (Afsluttet d.16/3.)***

Har du bedre forslag? Send mig en kommentar. Jeg er lutter øren.


PS Ovenstående billede fås også som stereo-gif med samt stereo-gif-opskrift (StereoPhotoMaker, har ikke prøvet det, siger det bare).

Apropospolous - til Jammernationen

Apropos satire udspillede der sig indtil for ganske nylig en ufrivillig satire, eller hvad man skal kalde det, i mit kommentarspor. Der er en af mine få tilbageværende læsere, der har suget al ilten ud derinde og nægter at forsvinde, selvom jeg beder hende (jeg tror, det er en hende, for hun lyder som en hende) pænt om det. Det morer mig ikke, og det gør mig i dårligt humør. Jeg gider ikke interagere med hende. Hvad gør man så? Jeg begyndte at censurere hende, men så skal jeg alligevel læse kommentarerne først, og det er også en slags opmærksomhed. (Det er dette indlæg selvfølgelig også, men ligesom Obama, der skal tale til nationen, føler jeg, at jeg bør træde i karakter og italesætte konflikten.)

Derfor bekendtgør jeg nu, at jeg fra dags dato holder op med at kommentere. Sorry. Det har ellers tit været sjovt og givende, men der er ikke til at være længere.



Desuden siger hun, at min blog er blevet kedelig og kører i ring, fordi jeg altid bliver siddende i en våd plet og tuder, men det var jo ligesom hele ideen, deraf titlen. Og brokker sig over min kone gør jeg også. Det er blevet en vane. Men det er sådan et rigt materiale, hvor forræderisk det end må være. Men kedelig. Er jeg kedelig? Det var det eneste, jeg prøvede på ikke at være. Det kan godt være. Mine tal rasler nedad. Suk. Jeg kaster mig i Sortedammen.



Jeg har ikke oplevet noget så irriterende, siden Donzo, forræderen, infiltrerede min blog og hovedløst plaprede mine hemmeligheder ud for alle vinde som en flaprelæbet Iago.

Smid noget lort ud på nettet og se hvad der bliver hængende

Findes der dansk spam, eller er al spam udenlandsk?


Mere "bred humor". Og lad mig sige dette: dåsen ligner undersiden af et strygejern.

Kan det overhovedet betale sig at spamme på dansk?

Af samme grund kan man spørge sig selv: Hvorfor skrive en blog på dansk, hvis man gerne vil nå så mange mennesker som muligt? Svar: Fordi jeg ikke gider på engelsk. Fordi jeg ikke er poetisk nok på engelsk. På den anden side, hvis jeg f.eks. skriver om "tegneseriefigurernes morfologi", er det lidt spild at gøre det på dansk. Bekendtgørelse: Derfor vil alle mine indlæg om tegneseriefigurernes morfologi for fremtiden være forfattet på dansk og engelsk.

Jeg har et godt et liggende her et sted, jeg aldrig fik fyret af. Stay tuned!



Jeg har jo så meget at dele med verden.

Hensigtserklæring, så læs godt efter

***
Okay, det er officielt, jeg har langt om længe bestilt min billet til et prestigefyldt hippiearrangement i udlandet, jeg ikke kan nævne navnet på her for ikke at kompromittere min hemmelige identitet. (Det gælder også jer andre, I læsere derude der ved, hvem jeg er: Denne blog er hemmelig, I må ikke sige noget til nogen. Hvis I lader som om, I ikke ved, hvem jeg er, skal jeg nok også gøre det. I ved, hvem I er. Det er jer, jeg taler til. Spilder I bønnerne, falder masken, må bloggen lukke. Sande fans vil derfor afstå fra yderligere adfærd, der kan bringe bloggens fremtid i fare. Alle andre er for mine fjender at regne og vil blive behandlet derefter.)

Jeg er bare så dum, det tog mig fem uger at bestille den billet, og nu er det sidste øjeblik, så den er dobbelt så dyr. (Nå, hvad fanden, jeg skriver det af. Jeg udtog oven i købet mod mine fasteste principper afbestillingsforsikring, som en gammel kone. Ha! Hvor er jeg dog blevet midaldrende.)

Jeg kan bare ikke tage en beslutning – jeg er fysisk ude af stand til det, det strider mod mit inderste væsens tykkeste mure – indtil sidste øjeblik, og den tager sig selv. Det er den eneste måde. Jeg ville være en utroligt dårlig præsident:
– Hr. Præsident, russiske missiler er på vej over Nordpolen.
– Okay, jeg trykker på knappen om lidt, jeg vil lige vente og se, om der dukker noget andet op. Hva’ synes du?
– Hr. Præsident, missilerne er nu fem minutter fra Anchorage!
– Til helvede med det! ...og dog ...



Mit vankelmod ville således med stor sandsynlighed redde halvdelen af verden, den østlige/totalitære, fra total udslettelse. Tænk på det, når du går op i damp en dag. Og vælg dine ledere med omhu. Nå, jeg rabler.

Med hilsen,
jeres hengivne MJ
***

Accept

***
Mit nye ord er "accept". Fra nu af vil jeg acceptere mig selv.


***

Jeg sublimerer II

***
Jeg vil holde op med at være kunstner, jeg har tilsyneladende ikke andet på hjerte end engleskarer af løsrevne kønsdele i flugt.

Eks. (udsnit):

Tilnærmet aftegning af detalje fra maleri.

Jo mere jeg prøver at holde det nede, desto mere bobler det op og springer ud til alle sider, som at klaske en levende budding.



Jeg spurgte min ven Jay-O, en erfaren herre inden for det globale kunstliv, hvad jeg skulle gøre, og han sagde: "Fuck it." (Det havde jeg regnet ud.)

"Får du ikke noget?" sagde han og foreslog, at jeg bygger mig et onaniapparat efter svensk opskrift (svenskerne er et "driftigt" og "opfindsomt" folkefærd, som han siger).

Det går i korte træk ud på at fore en plasticflaske med aflange ballondyrs-balloner, der er fyldt med varmt vand, tilsætte glidecreme (samt evt. små stykker skumgummi for "extra känsla") og polstre indgangen med åbningen af en luffe, så man undgår den "irriterende" plastickant.

Det har jeg nok ikke tænkt mig.

Jeg vil hellere lave sådan en her, verdens største, fedeste hjemmelavede paintmarker til graffitiskrift:


Her ville jeg have embedded en video, men YouTube har taget den ned siden sidst. Brug linket.

Videoen er lidt lang (8 min.), men det går kort fortalt ud på at skære enden af en liter-colaflaske og fylde den med vægmaling, passende fortyndet med sprit. Dernæst ruller man et håndklæde stramt sammen og skærer en skive af rullen på ca. 10 cm som spids, som man krænger en sok udover og vikler gaffa omkring, før den fastgøres i indgangen af flasken med en skrue i hver side. Med bunden af en anden colaflaske som låg. Voila!

God fornøjelse!

*

Eller også skal jeg bare slappe af. Masser af gode kunstnere maler ikke andet end kaskader af kønsdele i flugt.

Her er to kvindelige:

Eks. 1: Cecily Brown




Eks. 2: Sue Williams




PS Det hele kom sig af, at jeg havde lyst til at skrive "løsrevne kønsdele i flugt".
***

Bedrift

***
Jeg, jeres ydmyge hjemmeblogger MJ, står øverst i Google, hvis man søger: Trine Dyrholms røv – og det uden citationstegn. Og jeg kan ikke engang specielt lide Trine Dyrholm (som skuespiller, privat er hun sikkert meget flink) – eller hendes røv.


Fra min Analytics.

Selv er jeg mere til Suzanne Bjerrehuus, en af de flotteste kvinder jeg i mit liv har mødt. Jeg er ligeglad med, hvor forhadt hun er. Det er knoglestrukturen. Eller også er hun bare Danmarks Sarah Palin, og så synes jeg ikke det er sjovt længere.



Hvis det er nøgenbilleder af kendte (kvindelige) danskere, man skal bruge, kan jeg som et led i min velkendte læserservice nævne, at man finder dem her. Der er en, der virkelig går op i det.
***

Fysisk umulighed

***
Jeg bliver aldrig den genfødte Buddha. Dertil er mit hjerte for nervøst.


***

Vendepunktet

***
Bitre mænd og kvinder, I kan godt begynde at lede andetsteds efter lumre historier om ægteskabelig splid. Jeg har bestemt mig for at være lykkelig i mit ægteskab, fordi jeg alligevel ikke har noget valg. Hvorfor kæmpe imod, som manden sagde, da han stod i kviksand til livet.

Vendepunktet kom, da min kone gjorde mig opmærksom på, at vi måtte ændre tone over for vores datter, fordi hun går og lider. Lysende klart. Så tænkte jeg og sagde: – Ja, vi kan ikke være bekendt at dele vores latterlige drama med andre. (Æhem.)
– Ja, især dem, der har brug for os, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, dem for hvem vi repræsenterer hele strukturen på deres liv. Hele skelettet.

Alt andet er vanvid.


PS Det med "dramaet" har jeg fra Dan Savages podcast, hvor han taler om, at navnlig unge mennesker gerne mener, at deres kærlighedsliv skal være et stort romantisk drama og lader det gå ud over alle.
***

Koldbrand

Hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, fik jeg i sidste uge bortopereret en skæmmende åreknude fra mit underben. Hold kæft, hvor gør det skideondt. Jeg har smerter de mærkeligste steder. Og så oven i min forstuvede ankel. Den mærker jeg til gengæld ikke så meget til, fordi den anden smerte overdøver den. I morgen skal stingene ud, hurra!

Jeg har det ligesom Richard Nixon med årebetændelse i Philip Guston’s maleri. Bandager og hævelse, betændelse, hvilke glimrende billedelementer.


San Clemente (1975)

Og så i strandvejr.

PS Jeg havde bare lyst til at vise det her billede, for det siger det hele.

Overhånd

Jeg er blevet afhængig af det her blogning, og nu kan jeg ikke lade være. Hvad tænker jeg på? (Nogen gange tænker jeg på, hvor langt jeg kan strække mine læseres tålmodighed. For det meste er jeg skræmt til døde over, om jeg er kedelig. Det er parallelle spor.)

Nu begynder jeg igen at bekymre mig om, hvad der vil ske, når min kone opdager denne blog og bliver sur eller ked af det, fordi jeg har udleveret hende og skyllet vores lagner offentligt uden hendes tilsagn. Det er tænderknasende. Nå ja, jeg kan jo altid bare lukke alle de sider, der handler om hende, men det går ud over min forfængelighed og mit e-eftermæle.

Nu har jeg foreløbig fremmedgjort min gamle ven og korrespondent Don Nzo (også kendt som Dunkirks Rose, min wannabe blogfrau), fordi jeg har plapret om ham her på bloggen og sågar gengivet hans ord uden hans billigelse*) (før han infiltrerede mig ved at google "ståpikrap" i stedet for at spotlighte det på sin Mac og faldt over denne guldgrube af netguf). Don Nzo-fans, skulle der findes sådan nogen, skynd jer derfor at læse og genlæse de klassiske samtaler med Don Nzo Mascarpone, før de for altid bliver slettet.


Det var en artikel af en megablogger i The New York Times Sunday Magazine, der fik mig til at tænke over det her og hvad fanden det handler om.


*) Jeg troede han ville blive flatteret.

Fra fronten

Jeres blogskriver er blevet inkapaciteret. Jeg har smadret anklen og kan ikke gå.

Desuden: Fjendtlige kræfter har infiltreret denne blog. Okay, "fjendtlige" er måske overdrevet, men det er folk, der kender mig, hvis fortalenhed bringer min anonymitet i fare. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg må lukke butikken.
Nettet strammes.

Dagens sentens

Fornemmelsen af at bøje knæet den forkerte vej.

•

Hvad skal man stille op med sine korte, enkeltstående sætninger? Det er et spørgsmål, der længe har optaget mig.
Derfor starter jeg nu afdelingen for enkeltstående sætninger – eller, om du vil, bureauet for enlige sentenser – og kalder dem lynfiktion.

Lynfiktion er til at overkomme for selv det travleste moderne menneske.
Nu kan man skrive kort, uden at man behøver kalde det haiku.
Smart.

Lynfiktion, den nye genre for den alment stressede hverdagsdansker.

Lynfiktion, genren der lige er til at overkomme!


Note: Jonathan Lethem skrev en god novelle om "den perfekte sætning" og "sætningernes konge", The King of Sentences. <- Læs den her.

Positiv tænkning

Nytårsaftensdag skrev jeg på min blok ved siden af computeren: Jeg glæder mig til 2008.
Det kan ikke blive værre end 2007, tænkte jeg, men straks derefter: Jo, det kan det sagtens. Jeg kan forestille mig meget åbenlyse, nærliggende ting, der kan ske med stor sandsynlighed i 2008. Hvorfor skulle man tro, det bliver bedre?
Ikke desto mindre er det vigtigt, at jeg overhovedet kunne finde på at skrive dét, at lufte min optimisme, om ikke andet så for mig selv.



Dr. TB spurgte mig, mens raketterne føg os om ørerne, hvad mit nytårsforsæt er.
– Positiv tænkning, svarede jeg. Jeg vil tro på, at tingene kan lade sig gøre.

– Hvad er dit, spurgte jeg ham, nej lad være med at svare, jeg ved det: At gøre noget ved de ting, du aldrig får gjort noget ved.
– Ja, svarede han og så forpint og hjemsøgt ud under nytårshatten.
– Haha, held og lykke, sagde jeg og truttede gentagne gange i mit horn.

Men det er ikke mit rigtige nytårsforsæt. Jeg går ikke ind for nytårsforsætter, men jeg har et alligevel: At huske at sætte tingene væk, når jeg har brugt dem. Det gør jeg aldrig.

En anden ting, jeg vil bestræbe mig på, er små hensynsfuldheder over for min ægtefælle, men det er mere svævende, mere "iffy".

I øvrigt må jeg nok se i øjnene – det slog mig nytårsaften – at hun er en rappenskralde, at hendes skraphed er en integreret del af hendes personlighed, jeg må lære at leve med. Hun kan være meget sjov, når hun er skrap, men det er ikke altid, jeg har overskud til det – lad os se det i øjnene. Sådan er hun bare, min følsomme blomst.

Nye landvindinger

Lad champagnepropperne springe! Jeg kan med stolthed melde, at jeg, jeres ydmyge blogger Mandejammer, nu står øverst i Google, når man søger under "flaprefisse".

Jeg har for resten altid bedre kunnet lide udtrykket "pladderkusse", fordi det plejede at stå malet på en tankstation ude i Gentofte, og man kunne grine af det, når man kørte forbi.

Til gengæld er jeg pr. d.d. droslet ned på en andenplads under "Bøsseklubben Dinglepik” (trofaste læsere vil erindre, at jeg en overgang førte den kategori), hvad det så end skal betyde. Jeg vil nøje overvåge situationen og forhåbentlig med tiden genvinde det tabte.

Det kan til stadighed undre mig, hvor åbent og uberørt der endnu er derude i Khyberrummet, i hvert fald når det drejer sig om god, gammel dansk sprogbrug og kultur. Tak.

Jeg gi'r op

Jeg får alligevel ikke bloggereret en skid alligevel, så jeg tror jeg holder sommerferie.
Lad det hermed være bekendtgjort.

Nu er det officielt

Jeg har skiftet cykelsmed. Lad det hermed være bekendtgjort.
Som sagt var jeg jo utilfreds med min gamle cykelsmed og har fundet en ny, der gider kigge længe nok på min cykels ædlere dele til at diagnosticere den ordentligt og indgå i dialog omkring reparationspotentialer og andre cykelrelaterede perspektiver.
Ikke bare det, hans pris for den nyligt udførte og hårdt tiltrængte, gennemgribende reparationsopgave lå kr. 100 under hans oprindelige skøn og 66% under min gamle cykelsmeds ublu og i al bryskhed afgivne tilbud.

Hvilken fornøjelse at kunne trampe i pedalerne igen, uden at kæden skøjter over kransen og falder af. Hvilken fryd atter at overhale alle i morgenskyndingen.

Den kongelige karet

For et par uger siden (d. 9. feb.) troede jeg rigtigt, jeg skulle ind og møde Dronningen og verdens for øjeblikket førende kunstner Olafur Eliasson, for der var fernisering på Kunstforeningen Gl Strand, og jeg havde en indbydelse. Men dronningen var i Odense, eller var det Århus, og få ordnet knæet, fortalte man mig, og der blev lukket til trediesalen, hvor talerne blev holdt, før jeg nåede derop. Der var stuvende fuldt med gode borgere op og ned ad trapperne i hele huset. Så jeg fik altså ikke hørt den islandske statsministers tale.

Det forlød dog, at andre kongelige var til stede, jeg fik bare aldrig helt fat i, hvem præcist der var tale om. Til gengæld så jeg udenfor på Gl. Strand de royale køretøjer parkeret: En stor sort firehjulstrækker og dette antikke køretøj på billedet her. Jeg tror, de kongelige chauffører ligesom skildvagterne på Amalienborg er trænet til ikke at stirre tilbage eller dreje hovedet, men blot stivne som buddinger, når man ser på dem.


Bekendtgørelse: Lad mig i øvrigt stadfæste, at jeg afskyer kongehuset og alle personer i det (undtagen Alexandra, der er en net lille pakke). Jeg syntes blot her, at jeg for en gangs skyld trængte til at bade mig lidt i den celebre aura af store kongelige og kunstneriske kanoner, efter en lang og drøj arbejdsuge var gået med at misvedligeholde sine egne krakelerede ambitioner.

Fodnote: Udstillingen var ikke noget specielt. Malerier af den islandske nationalkunstner Jóhannes S. Kjarval og fotos og de altid populære spejle af Eliasson – så skønt det er at gå hen et sted og se sig selv!

PS Jeg kom faktisk i rigeligt god tid, men gad ikke stå i kø ude i blæsten og søgte tilflugt i den gode, gamle rammebutik på Gl. Strand, hvor der er så hyggeligt og rart.
Da jeg kom ud igen, var det for sent.

PPS Jeg har lige læst om alt det, jeg gik glip af, her i Ekstra Bladet v. Michael Jeppesen, der skrev den sladderrapport, jeres udsendte her havde tænkt sig, han skulle dupere og glæde jer med. Jeg kan forstå, at danskerne er trætte af at blive invaderet af islændinge. Plejede det ikke at være omvendt?