Lårtykt

I forgårs var kl. 14, før jeg gik i gang, i går var den 15, i dag er den mindst 16. Det eneste, jeg har lyst til, er at ørle ud over nettet.

Vor tids svøbe

Der var en, der sagde, at man ikke skal tage sig af, om folk kan lide en. Det kan godt være. Jeg vil godt have, at folk skal kunne lide mig. Jeg vil godt have, at mine børn skal kunne lide mig, og jeg vil faktisk også godt have, at I, mine læsere, kan lide mig.

Så er dét også galt. Hvad ved jeg.

Kurt Vonnegut skrev: "What do men want? They want a lot of pals, and they wish that people wouldn't get so mad at them."

Faktisk tror jeg, at det er bedre, at man er ligeglad med, om folk kan lide en, især hvis man gerne vil frem (det sparer tid, nice guys finish last, vejen til succes er brolagt med lig), jeg kan bare ikke lade være.

Sådan er jeg.


Lyd (I like you, do you like me?)

Desuden:


Lyd (Daddy loves Froggy. Froggy love Daddy?)

Udsat

Jeg var inde hos min nabo og spise nogle peanuts og drikke en bestyrelsesvand. På få sekunder var bestyrelsen næsten fuldtallig. Vi planlagde en ovnfisk til lørdag, tre slags sprit. Ingen har en babysitter. Kokken har tandpine.

Kan stadig ikke fokusere! Mit skræv er fugtigt, som jeg sidder på min klunkepose som en kænguruballon. Kl. er 16.30, og jeg er ikke halvt færdig med mit arbejde endnu. Har jeg lovet noget, jeg ikke kan komme ud af?

Muligheder

Af ren arbejdsvægring i dag gik jeg ind og mikrolånte til folk, der gider lave noget.


Kiva.

Det er de mest banale ting, folk står og har brug for.

Jeg har mere lyst til at støvsuge end lave mit arbejde. Jeg vil hellere oprette en Mandejammer-Twitter-konto, før nogen andre gør det, end at lave det, jeg skal.

Jeg indså i går, at jeg ikke både kan være rigtig kunstner og arbejde fuldtid, helt eller delvist, samtidig. Der er simpelthen ikke tid til det. Og når man så bilder sig ind at have en familie oveni: umuligt! På denne måde når det aldrig videre end til hobbyplanet.*) Det kan godt være, jeg har talent, men jeg bliver aldrig mere end skolelærer, der laver sjove tegninger på tavlen. Ikke på denne måde. Hvis jeg var en rigtig kunstner, ville min blog bare være noget, jeg kørte ved siden af til at promovere mit andet lort med.

Jeg sagde det til min kone. – Men der er jo kunstnere, der kun laver tre gode malerier i deres liv, sagde hun. Er det, hvad jeg er nået til? Men kvalitet er et produkt af kvantitet. Genialitet kommer af at lave så meget godt, at noget næsten uundgåeligt må blive stort (via Malcom Gladwell i NY'eren). Der skal åbnes for hanerne.

Jeg kan ikke fokusere i dag. Jeg kan ikke fokusere mine øjne.

Jeg skulle ikke have siddet og læst The NY'er hele morgenen.

Mine tarme knager.

Min pen har overlækket mig, mens jeg skrev dette.


Nu er det kommet på mit nye keyboard.


*) Ikke "Hobby Planet".

Ingen vej hjem

Jeg har ikke noget at gå hjem til. Hvad skal jeg dér? Ikke noget! Falde i med tapetet, være til besvær, glo en video. Fuck mig noget så eftertrykkeligt. Jeg er ødelagt af arbejde. Det lægger sig om min hjerne som en tung gryde af bly. Og nu til 20% mindre $$$. Hvor motiverende! Det er mit liv, jeg sælger her, den eneste tid jeg har, åh bu-huh. Hvad ville Dan Turèll have gjort? Hvad ville Bukowski have gjort? Ryge, drikke? Åh gud fuck. Hvis jeg havde været en anden, kunne jeg have skrevet om mig selv, sådan som jeg er nu, og alle ville have leet. Lidt afstand gør underværker. Jeg er verdens ensomste og ulykkeligste menneske. Mit tempel styrter sammen omkring mig. Intet dur jeg til, intet kan jeg og intet tør jeg. Tør mig i røven. Jeg er færdig.

Kort rapport: mit liv blev ført bort (att planera är svårt)

Jeg skulle have lavet noget arbejde i dag, men i stedet for lavede jeg noget andet. Det har været den slags uge.



Kære klient: Børnenes vinterferie torpederede mit skema. Jeg foreslår en udskudt deadline, hvad hedder sånoget: postmortem?

Red dig selv

Min kone troede, at vi ikke skulle give hinanden julegaver i år. Så jeg vandt. (Jeg havde sagt, at jeg hellere ville give et barn i u-landene en uddannelse, end at vi spilder penge på ting, vi ikke har brug for, og hun troede, at jeg ville gennemføre planen. Fat chance! Dog stak jeg en 50'er til zigeuneren foran Netto, der kyssede min hånd til tak.)

Til gengæld græd hun over, at jeg ikke har byttet min fødselsdagsgave fra hende endnu snart 2 mdr. efter. Jeg har sagt, at jeg ikke vil have noget, der skal byttes. Giv mig noget, der ikke skal byttes, siger jeg. I stedet for, at hun bruger tid på at finde mig noget, der passer eller som jeg kan lide, er det mig, der skal bruge tid på at gå ned og bytte noget, jeg ikke vil have. Så er det mig, der skal glæde hende. Og nu taler hun ikke til mig igen.

Det er ikke min skyld altsammen.



Det kan ikke være min skyld altsammen.

Det bliver enden på mig

Min kone vil have mig med på det her projekt – jeg prøver at tænke på det som et eventyr – der bliver helt vildt besværligt og helt vildt dyrt. Jeg lå vågen i morges og bekymrede mig over, at jeg snart skal til at pakke alle mine ting. Og alle udgifterne. Så jeg forsøgte at se mig selv gå med ret ryg ind i lyset og gribe problemerne an med køligt overblik, mens alting hvirvlede omkring mig:
– Jeg kan gøre det her.

Jeg har hele tiden håbet på, at det ville gå væk af sig selv, at der ville komme et jordskælv og umuliggøre flytningen, men nu er det snart.*) Jeg tror ikke, jeg kan krybe udenom længere. Hvad har jeg rodet mig ud i? Jeg ønsker blot, at min kone skal føle sig socialt bedre stillet, og det bliver også rart med mere plads, men nu kan jeg aldrig holde fri igen resten af mine dage.

*) Jeg tror aldrig, fremtiden kommer.

LITTERÆRT NEDSLAG: David Sedaris: "Most of our customers were moving into places they couldn't quite afford. Their new, higher rents meant that they'd have to cut back on their spending, to work longer hours, or try to wean themselves off their costly psychiatrists" (fra Me Talk Pretty One Day, "The Great Leap Forward", p. 111).

Der er intet tilbage af mig – hvor er han nu, den lille glade dreng med sine fregner og skrammede knæ?

Afd. for Dræbt af arbejde

Dette er mit liv. Jeg er helt svimmel af at sidde og glo på min skærm. Når jeg har fri, kigger jeg på min telefon eller mit fjernsyn. Hvordan er jeg endt her? Tiden er aldrig gået så hurtigt. Det har lige været sidste uge. Jeg sover hele weekenden og går i seng kl. 22. Der er intet tilbage af mig. Mit indre barn er kværket. Bare kom med det, tænker jeg, hvad livet end har at smide efter mig. Men det er ikke sjovt. Det hele bliver bare værre, før det ender. Der er ingen opløftende momenter, andet end ligegyldigheden. Jo ældre man bliver, desto mere ligeglad bliver man. Først ryger hygiejnen. Man kan ikke mærke, at føden løber ned ad hagen. Kunstnerne bliver løsere i stregen, sikkert fordi de ikke kan se noget mere. Jeg er så omme, mine ord er tomme.

På flisen

***
Jeg mødtes med Dr. TB i morgenkonsultationen og fik en kop billig automatkaffe. Den er tynd og dårlig, men han kan lide den på den måde, siger han. Som at gå til en gadeluder, en narkoluder på Halmtorvet.

Det fucker med min kafferytme og peristaltik med så tidlig en kop, men hvad kan man gøre?

Min bror kom cyklende og stoppede kort op og stirrede misundeligt på os, før han trampede videre på job. Det er ikke let at være selvstændig.

Dr. TB vil have mig til at synge med i et kirkekor. Han må være gal. Han har aldrig hørt mig synge. Faktisk er han den anden doktor, der vil have mig med i et kor. Hvad er det med medicinere og musiceren? Og så i kor! Og på grundtvigiansk!

Et kor af galninge.
***

Indre blitz

***
Jeg har en udstilling – ikke noget særligt, sikkert den sædvanlige fiasko – forude, og jeg orker simpelthen ikke at blive ved med at udstille det samme gamle lort, så jeg bliver nødt til at lave noget nyt lort. Det gode er, at jeg er ved at opfinde et nyt formsprog. Det dårlige er, at det tager lang tid. Noget mere dårligt er, at jeg er ved at løbe ind i den sædvanlige stime tilbagevendende arbejde, så det hele ligger oven i hinanden. Det gode er, at jeg er inde i en meget god rytme og faktisk får lavet noget hver dag. Det dårlige er, at når det, jeg laver, er ved at blive rigtigt godt, får jeg panikangst og kan dårligt røre det, før jeg har lavet 20.000 krumspring og overspringshandlinger – spist, blogget, mærket efter min rygetrang, tjekket min e-mail osv. – oven i alle de sædvanlige, familieagtige ting, jeg skal, der bliver forventet af mig, og som jeg i virkeligheden ikke har noget imod, bare jeg har tid til dét, jeg skal for mig selv, hvis jeg ellers fik det gjort. Det gode er, at arbejdet (med mit nye syremaleri, der vil tage verden med storm og få selv den mest hærdede kritiker til at svimle og pengestærke rødvinsdrankere i Nordsjælland og Midtjylland til at hive portemonnæen frem og dænge mig til i guld, liggende eller stående – sidstnævnte navnlig hvis jeg er inde i et meget tyndt rør) går godt, når først jeg får taget mig sammen til at begynde på det. Det dårlige er, at jeg er bange for at forbande mig selv ved at sige, at det går godt – det er bondeovertroen, der skal udstampes, og tingene kan også snakkes ihjel – så så godt går det altså heller ikke. Det gode er, at jeg har en solid, kybernetisk plan, der virker foreløbig, og ellers laver jeg den om.

Verden ligger for mine fødder.



Det er ikke noget nyt formsprog faktisk, men mit gode, gamle formsprog, jeg fik en smag af først, da jeg begyndte at male for (gisp, støn) snart 20 år siden (jeg kan ikke tro det, hvor er al den tid blevet af? Hvorfor er jeg ikke rig og berømt? Hvorfor har jeg intet at vise for mine anstrengelser eller mangel på samme? Min ufuldbyrdelse er frygtindgydende. Hvor er jeg dog en fæl fiasko. Jeg har virkelig ikke meget håb for mig selv. Hvor har jeg dog ødet bort mit lille liv på det skamløseste), men aldrig førte ordentligt ud i livet, fulgte ordentligt op på, forfulgte ordentligt, kom ordentligt efter, fordi det krævede for meget arbejde (er det virkelig dét?) eller fordi der kom noget andet i vejen.

Peter Schjeldahl citerede en anden kritiker for at sige, at popkunsten var kunst forklædt som pop, mens hans eksempel (Shepard Fairey) og meget andet samtidskunst er pop forklædt som kunst. Noget i den stil.*) Det har jeg tænkt over. Det slog mig med det samme. Måske er det dét, jeg har gjort, jeg dåre. Jeg, der så udmærket ved og ofte har citeret mig selv for at sige, at jo mere kunstnerisk noget kunst er, jo mere salgbart er det.

Har jeg virkelig sagt det? Hvad betyder det? Jeg tror, jeg mener, at det er bedre at lave sin kunst så kunstnerisk som muligt, hvis man vil sælge. Er det et paradoks? Hvis man prøver at være kommerciel, er det mindre kunstnerisk. Er dét det samme? Det er nok den fejl, jeg har gjort.


PS Eller også er det bare noget borgerligt lort, jeg har gang i.


Konklusion: Pas på med at spørge en kunstner om hans kunst – han bliver ved og ved.


*) "… Fairey reverses a revolution achieved by Warhol, along with Roy Lichtenstein. He embraces a trend in what the critic Dave Hickey has called ‘pop masquerading as art, as opposed to art masquerading as pop.’"
(Kilde)
***

Intet har jeg udrettet i dag

***
To timers arbejde, det er ikke særlig godt. Jeg har været her i otte.
Hvor er tiden blevet af? Jeg har bare siddet og stirret ud i luften.

En dag, når min kone opdager denne (hemmelige) blog, vil hun sige: – Er dét, hvad du har brugt din tid på?

– Ja, vil jeg svare, og så vil jeg skære mine pulsårer over.




PS Min tragedie i livet er, at jeg aldrig har fået bygget gode vaner op. Jeg har skilt mig af med et par dårlige, men jeg har aldrig lært arbejdsdisciplin. Jeg plejede at sidde oppe hele natten for at få tingene færdig, men det kan jeg ikke mere, nu jeg er gammel og har børn. Således har jeg intet udrettet i mit liv, selvom jeg så gerne ville. Og mig med alle mine gode ideer.

PPS Nu kan jeg se frem til en spændende weekend i familiens skød.
Min kone sagde til mig: – Hvor tit støvsuger du egentlig?
Det var retorisk.
Jeg har lyst til at gå ned og købe pommes friter og cigaretter.
***

Jeg har ikke været udenfor i tre dage. Jeg er ikke gået glip af noget

***
I min ungdom, da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg aldrig komme op om morgenen. Jeg ville gerne, men det lykkedes sjældent. Når jeg så på vækkeurets tal, blev jeg numerologisk: 10:22, 11:22, 11:33, 11:44 og 11:55 var vigtigere end de andre tal, og det lykkedes mig oftere at komme op på de tidspunkter. 12:12 og 12:34 ligeså. 13:13 var kriminelt. Der var dage, jeg måtte skynde mig for at nå i banken. Jeg begyndte først at foretage mig noget kl. 10 om aftenen, og så var jeg for træt. Jeg drak kaffe, til min hånd rystede og jeg ikke kunne rentegne.

De tal er stadig vigtige for mig. Især 11:44 og 11:55. Jeg tror, det begyndte, da jeg arbejdede på Bakken, og tiden faldt mig så lang, at jeg konstant måtte tjekke mit ur. Hvis der var gået 10 minutter, var det godt. Mindre, og tiden føltes ekstra lang, så det var vigtigt, hvornår man turde kigge på uret. Spændingen skulle trækkes ud, til belønningen lignede noget.
***

Sådan noget nymodens lort – hvad er det, en 'statusindikator'? Nok!

***
De her fodgængerovergangsnedtællere er det mest anstødelige, jeg i mit liv har set. De får tiden til at gå langsommere. Hvad er jeg, fem år gammel? Jeg har ikke lyst til at stå dér og tælle.



48 sekunder igen? Jeg får lyst til at løbe direkte ud i trafikken. (Ak, hvem der kunne springe som et hjortekid igen, men det bliver ikke på mine gamle knæ.)



Suk.
***

SYMPAingenTIng

***
De første ord jeg hørte i dag

Mig: Øv, hvor er jeg forkølet.
Hun: Jeg håber ikke du smitter.
Mig: Tak for sympatien.
Hun: Jeg har hverken tid eller råd til at være syg.
Mig: Det har jeg sgu heller ikke.

Og så gik jeg ud på badeværelset.



Hun er sur, fordi hun står tidligere op end jeg.
***

Jetlag

***
Jeg vågnede om natten og vidste ikke, hvem jeg var. Bagefter vidste jeg ikke, hvor jeg var. Jeg følte, jeg var død.



***

Hovedindretning - det sølverne foer

***
I morges, da jeg vågnede med den sædvanlige smag af død i munden, sagde jeg straks til mig selv, inden for et sekund: Det jeg skal er ingenting. Det kan jeg sagtens klare. Det er bare arbejde.

Hvilket er en usædvanlig optimistisk tilgang, selvom det selvfølgelig er rigtigt nok: Jeg har lavet så meget af det her arbejde, at jeg ved hvad det handler om efterhånden. Det tager bare et vist stykke tid, og bagefter er mig hjerne træt.

Alligevel ved jeg sgu ikke, om jeg kan nå det. Jeg skal nå hjem og lave apple pie.

Og så gider jeg selvfølgelig ingenting, og min motivation er i bund. Jeg gad ikke engang skide, men jeg sku’.

Hvad skal resten af dagen mon bringe?
***

Jeg gjorde noget (rigtigt)

***
Strømforsyningen til min Powerbook gik i stykker, og nu har jeg repareret den. Glæd jer til næste indlæg, når huset er brændt ned.



Jeg kommer altid til at tænke på Zen & motorcyklen, når jeg reparerer noget. Den lærte mig at reparere ting, men ud over det, kan jeg ikke huske hvad den var god for. Intet glæder mig så meget som at reparere noget med forhåndenværende materialer i stedet for at gå ud at bruge penge.



Andre gange er der selvfølgelig ingen vej udenom. Og så er der de gange, hvor det bedre kan betale sig at spendere penge end bruge tid.*) F.eks. har jeg lige bagt 27 muffins til min datters kagedag i klassen. Jeg skulle bare have købt romkugler hos bageren. Det havde været nemmere. Med begge børns kagedage har jeg regnet ud, at jeg gennem årene har bagt over 430 muffins med glasur og krymmel (her kan man forestille sig et læbesmækkende, mundvandsfremkaldende, glinsende nærbillede af en muffin). Jeg har længe mistænkt, at hemmeligheden ved at bage til børn er tyk glasur. Og krymmel. Tyk glasur og krymmel. Ak ja, hvad gør man ikke.


*) Men måske er der prestige i det at bruge tid.


***

Jeg kvæles

Arbejde, familie, tre fødselsdagsfester for det samme barn på en uge, hvornår skal jeg nogensinde nå noget som helst?



For ikke at tale om sindssyge bestyrelser og generalforsamlinger i Foreningsdanmark – den slags tiltrækker de værste elementer.

Og nu kan man ikke sende sine børn på SFO’en pga. strejken. Der røg al min tid.

Oh bitre skæbne – hvor midaldrende er jeg?

Jeg er så langt væk fra noget sted, jeg overhovedet nogensinde troede, jeg ville være i mit liv. Jeg er blevet til min far. Hynden på min kontorstol lugter ligesom min fars.

Jeg er færdig.

Jeg har været nødt til at arbejde hver dag i ugevis, nogen gange i weekenden med, timevis i træk, jeg stakkel.

Hvorfor gør jeg ikke bare det, jeg har lyst til?

Hvornår endte jeg med at blive en, der sidder og arbejder hele tiden? Hvad skete der?

Siger Don Nzo: – Du blev gammel og fik forsørgerpligter. Du blev smækket!