16 baljer fulde

Jeg overvejer, om de her små spermskud ud i bloggen er besværet værd. Eller om jeg burde samle det til en stor spandfuld og så hælde det ud på én gang. Det er et mirakel, jeg overhovedet får lavet noget. Det er ikke nemt at kvæles i sin egen ambition.

Gennem alle årene

16:30 lillejuleaften

– Okay, nu har jeg ikke mere overskud til at at forholde mig rolig længere, skal du bare vide.
– Hvad?!
– Hvis du bliver ved, kan jeg ikke forholde mig rolig længere. Jeg kan ikke tage mere.
– Jaja, det er ligesom en voldtægt: 'Nu er du advaret'...

Men hun holdt kæft.



Hvad førhen fulgte

– Hold kæft, sagde jeg. – Du lyder som Yvonne fra Olsen-Banden.
"Gennem alle årene", begyndte hun. Hvad hun har fundet sig i og hvor ondt jeg har af mig selv over den mindste ting.
– Hvad skal jeg høre det for? Jeg kan det udenad. Jeg kan fortsætte diskussionen uden dig.

Jeg har ikke kigget på opskrifter til juleretten. Jeg har slæbt fire poser hjem fra Netto, men det er ikke godt nok.
– Jeg troede, vi havde aftalt, at du fandt på en juleret, siger hun.
– Ja, det er sådan, vi laver det sammen, siger jeg. – Du siger til mig, hvad jeg skal gøre, og så forventer du, at jeg gør det. Gør det selv til en forandring. Men så er der jo altid noget fysisk galt med dig eller en mental blokering, hvis du bare skal træde op på en stige.
– Ved du, hvad der sker, hvis jeg bare laver den mindste ting? Så kritiserer du det. Det er aldrig godt nok, lige meget hvad jeg laver.
– Det kan jo være, det ikke er godt nok.
(...)
– Så lad mig lave ris á la mande og rødkål. Hvor svært er det? Du tager to pøller og hælder op i en skål med noget fløde. 'Din berømte ris á la mande'! Jeg troede, du kunne gå over og købe ind...
– Du kan bare ikke holde ud, at jeg er træt, når jeg kommer hjem fra arbejde, og ikke straks går i gang, ligesom jeg altid gør. Gennem alle årene og blablablablablablabla.
Mig: – Jeg ville sgu gerne gå på arbejde. Så du kunne blive hjemme og tabe penge.
– Mm ja, arbejde.
– Nå ja, nu er du pludselig blevet ekspert i arbejde, fordi du har haft arbejde i to år.
– Jeg har sgu altid arbejdet.
– Ja, især.
Og blablablablablablabla.



Nu tavshed. Så tavst som inden i en tromme.

Det runger i ørerne endnu. De skarpe angreb, de lynhurtige pareringer, de evige beskyldninger. Slået hjem igen. Det er kun inertien, der holder os sammen.

Børnene kom ud og tyssede, fordi de lavede lydoptagelser.

Julen er virkelig en forfærdelig tid. Jeg har mere travlt, end jeg plejer, Med ting der ikke rager mig en skid. En tom dans. Og pludselig er livet omme. Og jeg sidder her. På bænken under tøflen i mit selvvalgte eksil. Hvor er det dog kedeligt. Og begrædeligt. Og ærgerligt. Og bedre at være fri.

Fri som torsken. Fri som Jesus på korset.
Fri som et dødt øje i bunden af en spand.

Glædelig jul,
En rigtig mand.

Alt er faktisk meget godt, indtil vi er sammen. Så strammer det an.

"Jeg har ikke noget mod at passe børnene. Det er fint. Indtil du kommer hjem."

Min bror har inviteret os til glögg og æbleskiver. Testikolos i tørsperm og røget blod. Så skal vi lave konfekt. Der findes ikke sørgeligere ord end: Skal vi lave konfekt?

Fri til flugt.

Fordi hun bøvsede mig i hovedet efter æblejuicen

Jeg fantaserede om, at min datter blev syg, så jeg kunne blive hjemme juleaften.

- Nej, nej, tag I bare afsted, jeg skal nok passe hende. Mor jer nu godt. Vi ser bare nogle videoer.

Rigeligt tre brækspande værd.

Der er ikke noget ved at tage til juleaften, når man skal lave det hele alligevel.

- Du demonstrerer, sagde arvetanten et år, da jeg sang godt igennem, det kære gamle væsen, hun findes ikke længere.

Bradley Manning får en hyggeligere jul end jeg.

Okay, det er overdrevet. Han har taget sine valg. Jeg har mine til gode.

Dansen om juletræet er en chaingang straffefanger. Ethvert tilløb til hopsa bliver belønnet med et ryk i kæden. Og så en Fanny & Aleksander-Jul igen rundt i huset, hvis man er heldig, mens min svirefar undsiger sig og bekymret skotter til nipsgenstandene, jeg mener antikviteterne, og står klar med vandforstøveren, hvis noget skulle udarte sig på træet.

Får jeg min whisky i år? Løs kun selv dit tungebånd.

Heldigvis er min lille nevø med, så man behøver ikke selv noget, man kan bare sidde og kigge på ham.

Hvis der kommer en overraskelse, siger jeg til.

Hvorfor tage til jul, når man skal det hele selv? Det er værre end at have fødselsdag og selv skulle holde sin fest for alle andre, fordi ingen andre gider.

Men hvem gider høre på mit negative pis? Hvem gider høre på, hvad jeg ikke kan lide? Har jeg ikke noget pænt at sige? Faktisk jo. Men det er der heller ingen, der gider høre på. Ikke nogen voksne mennesker heromkring i hvert fald.

Hvis man, som salig onkel Vonnegut sagde, alle skriver for én person, hvem skriver jeg så til?

Nu hvor min mor ikke er her, savner jeg nogen at fortælle ting. Hun ville altid godt høre noget om mig og om børnene. Det er der ingen, der gider mere. Men hun gad ikke høre på mit negative pis. - Stop, stop, bad hun mig.

Hvem så?

Ikke en sjæl.

Ikke en levende sjæl.

Jeg er et træ, der falder i skoven.

Et snefnug der daler fra oven.

Jeg tordner fra boven

fra aften til morgen,

men ingen får høre min sang.

Jeg skal have gjort noget ved de ledninger

***

(Ikke-iscenesat foto)

Her plejede min kortbølgeradio at stå med en stak vigtige papirer ovenpå. Nu har jeg sat den ud under vasketøjskurven. Så kan den være dekorativ dér. Jeg kunne aldrig få den til at virke.

Det gode ved vigtige papirer er, at hvis de står en 6 mdr., er de ikke vigtige mere.

Jeg tænke på, om man kunne tage en spand og lægge alle ledningerne op i, eller om det ville udgøre en brandfare.
***

Die Frühstücken

***
Det første jeg tænker på, når jeg kører hjemmefra om morgenen, er frokost. Kaffen kommer først, men frokosten er vigtigere. Navnlig nu, hvor jeg skal forsøge at tage de tabte pund på.

I dag klappede min kone mig på maven og sagde. – Har du taget på?
Og min datter råbte inde fra sengen med opkastbaljen i skødet: – Du skal se ud, som du gør!


Note: Jeg vil programmere min hjerne til at tænke på noget vigtigt, jeg skal i løbet af dagen, når der ikke er noget at lave, folk beder mig om. Ligesom hvis man skriver en roman, forestiller jeg mig, så har man en vis ide om, hvad man skal næste dag. Men jeg er ikke i nærheden af noget som helst. M.a.o. skal jeg omprogrammeres (BZZ! ZAP! Giv mig et dørslag på hovedet og sæt strøm til).
***

Et kup

***
Jeg fandt to sække maling i skraldet i dag. Kunstmaling.


Klik & forstør, det er rigeligt besværet værd.

Prøv lige at se prisen på det lort:


Og så "brækker" han det med gult, tsk.

Nu har jeg arrangeret det hele i tableau-stil for at lette overblikket.


Var der nogen, der sagde Downtown Manhattan? Var der nogen, der sagde skyline?

* * *

PS Jeg startede dagen med at hælde vand i min kaffe (i stedet for i glasset), men min kaffe er så stærk, at det ikke gør noget.
***

Mere afløb fra min espressomaskine - ikke at det rager nogen

Jeg lader altid en dosis vand løbe gennem espressomaskinen for at varme den og koppen op. Vandet dumper jeg ned i denne spand. Nu har jeg lige tømt den igen.

Frugtfluerne er begyndt at blive et problem, men det er et andet sted.



***Følg med i nye afsnit af min kaffebrygningsodyssé her på siden!!!***

Kunstnere er nogen svin, også på Islands Brygge - eller: Hvad, har de ingen håndvask?

Hvorfor ville fire kunstnere, der har tre etager ned til nærmeste lokum, vælge at pisse (og muligvis skide) i en murerbalje i stedet for at bruge f.eks. halvandenliters colaflasker?


Det minder mig om den Sartre-bog, hvor nogen franske soldater barrikaderer sig i en kirke og fylder døbefonten med vin, men da en drikker af den om natten, er der nogen der har skidt i den. Et uforglemmeligt billede. Sådan forestiller jeg mig min ven Florian, da han lånte atelieret, fordi han skulle støbe noget, og opdagede den halvfyldte balje.

Ufornuftigt

I stedet for at lave noget fornuftigt i dag, har jeg set videoer af The Daily Show og The Colbert Report (det var meget sjovt) og holdt en spand, mens min datter kastede op i den.

Så er jeg gået frem og tilbage fra sofaen og til sengen og serviceret hende hele dagen og læst to Mumitroldene-albums højt.

Jeg har ingen kræfter.

Så var der en, der ringede med et job.
Hvis der var noget, jeg skulle, har jeg glemt det.

Sidste øjeblik (2)

Jeg plejede at have mit ur til at gå 8 minutter foran, ellers kunne jeg aldrig nå noget. Min lillebror havde sit 16 minutter foran. Men den værste, jeg har mødt, er Art Guerra i Guerra Pigments på 13th Street. Hans ur i butikken gik en hel halv time foran. Det er ekstremt.
– Dit ur går forkert, sagde jeg.
– Det er med vilje, sagde han.

Forrige måned stillede jeg alle mine ure præcis til tiden, men det var nu kun få minutter, det drejede sig om, en 2-4 stk.

*

Guerra var en flink fyr. Hans kone, en frodig kvinde fra Texas, ville have, han skulle flytte med derned med hende og barnet, så han var ikke så meget i butikken til sidst. Han sympatiserede med mig, fordi min kone, der var gået fra mig, ville have jeg skulle flytte hjem til Danmark til hende og barnet, så vi stod i samme situation.

Reklame: Guerra Pigments har de mest raffinerede pigmenter, og pigmentopløsninger til akryl*): Den samme slags hvid, de bruger til at male Mercedes’er med, den sortgrønne farve, de maler Stealth-bomberen med – en farve der ikke dukker op på radaren!



Interessant faktoid: Matisses oldebarn bruger Guerra-farver! Det er ikke engang løgn. Hun har brugt dem til en højkulørt udgave af Guernica.


*) Man kan blande en ordentlig stor spand maling på den måde til en rimelig penge. Mange teatermalere er kunder hos Guerra (bl.a. dem der lavede The Lion King). Farverne er uforligneligt skarpe. Fandens også, han ligger helt ovre i Nevørk!

* * *

PS Det er altid populært at lave Guernica. Her er en af Hulbert Waldrup. Jeg ved ikke, hvem hans oldefar var.