Det er når man arbejder, man finder ud af, hvor godt man ellers har det

***

– Åh, hvor har jeg det ellers godt!

Nu er den der igen – reduceret til to stirrende øjenæbler dinglende fra hjernen på synsnervestilke

***
Min nossepose er svedig. Jeg save'r 48 gange i minuttet. Jeg sæjver ting, der ikke kan sæjves, vinduer på desktoppen f.eks. Min røv er så flad som mit sind af at sidde her og slave som en åndens bomuldsplukker. Og hvad nytter det? Det er så flygtigt. Mine børn er voksne, før jeg ser dem igen, og så har de ikke brug for mig længere. Kun når de skal have penge og vasket tøj. Og noget at æde. Aldrig mere vil der være nogen, der kommer løbende ud og slår armene om halsen på mig og råber Far, far! og elsker mig betingelsesløst. Så må jeg få mig en hund. Hvis der er nogen, der har læst hertil, så dyt. Mine øjne bliver sære af at stirre på summende bogstaver på skærmen. Jeg var nede i bageriet, og hele vejen derhen og tilbage stirrede jeg på min telefonskærm, mens jeg sms’ede kærlighedserklæringer til min kone. Andre gange holder jeg pause fra computeren og tænder for fjernsynet. Når jeg disassocierer mig fra min forlængede elektronhjerne og forholder mig til den reelle verden af rigtige ting, har det sine egne udfordringer, og jeg springer straks tilbage igen for at se, om nogen er faldet over mine elektroniske snubletråde. Ka-tjing! og 10.000 tilspidsede bambusstammer kommer svingende mod hans hoved. Stop. Æd noget. Stop.

Min desperation er palpabel.
***

Det er nemlig rigtigt

***
Min datter sendte mig en sms i dag fra ferielandet:

Husk:
Arbejder man livet
væk, spilder man
det.

Tak, mit barn, det skal jeg huske på, mens jeg arbejder.


***

Hul i jorden

**
Jeg er glad for, at der kom så mange naboer forbi, den eneste dag på året jeg stod og gravede.


Nul danefæ.
***

Hvor ærgerligt er det ikke?

Det står lysende klart for mig i dag, at jeg er et fjols og jeg har spildt hele mit liv.

Jeg får fornemmelsen, hver gang jeg er nødt til at arbejde.

Om lidt vil jeg tage ind og netværke – det er påkrævet, jeg frygter for mit job, min hovedindtægtskilde – der er omrokeringer derinde. Ikke at jeg ikke langt hellere – det må guderne i himlen vide – ville være fri for at skulle lave arbejdet, men et sted skal pengene jo komme fra, og min kone er ikke parat til at holde mig endnu, selvom jeg arbejder på sagen.

Jeg, en holdt mand. Min drøm.
***

Foran tyendet

Jeg hjalp engang en komplet hysterisk familie med at flytte ud af en kæmpelejlighed oppe ved Columbia, hvor bedstemoderen havde boet. Da vi kom ned til lejligheden i Stuy Town, begyndte de alle sammen at skændes mere skingert og hysterisk, end jeg nogensinde havde hørt nogen skændes.
– Skal vi gøre det her foran Gudsrost? spurgte sønnen, statsadvokaten, gav mig et $20 tip og sendte mig hjem.

De havde et godt lille maleri på væggen, der så nogenlunde sådan her ud:



(Da jeg spurgte, hvem der havde lavet det, så de på mig, som om jeg ville stjæle det.)

Mit job 3)

Kort før jul gav jeg mig selv en længe ventet lønforhøjelse. Ikke så snart havde jeg gjort det, før en kunde bad om mængderabat.
Det fik hun så, fordi jeg stadig kom ud med halv gevinst.

På fredag sidder jeg i den situation, at jeg ikke har mere arbejde (thi jeg frilanser). Som regel når jeg knap at tænke den tanke, før et nyt job dinger ind i indboksen.
Er det ikke en ønskesituation? Nej, for jeg hader mit arbejde. Hvis jeg aldrig fik et job til, ville jeg være nok så glad.

Mit problem er, at jeg ikke kan tænke videre end mit næste job. Derfor kommer jeg aldrig videre i mit liv. For jeg har som regel altid et job eller to til på bedding.

Mit arbejde er ikke så slemt, at jeg hader det hele tiden. Men jeg hader det, for når jeg laver det, har jeg ikke tid eller overskud til noget andet, fordi det dræner min kreative energi.
Det ville være bedre at grave grøfter, hvis det gav ligeså godt, for så skal man i det mindste ikke tænke. Det ville ikke være bedre at være handicaphjælper (selvom der er mange kunstnériske typer der blærer sig med den faste tjans), fordi det er hårdt for ryggen (det er grøftegravning selvfølgelig også, men det er ikke pointen, og det giver i øvrigt også dårlig ryg at sidde her og taste og klikke hele dagen – alt giver dårlig ryg: jeg udfordrer dig til at nævne én ting der ikke gør det), plus man skal omgås andre mennesker. Al omgang med andre mennesker er anstrengende.

(Se også Mit job og Mit job 2)