SAMLEPLAKAT

Jeg er sur over ikke at få bryst mere.

LIGE TIL AT PRINTE UD OG HÆNGE OP!

Emnet: Muligheden for livslang forandring

– Nej, det er ikke fordi du er uenig med mig, det er fordi jeg ikke konstant gider blive fremhævet som negativt eksempel.
Dør: Smæk ("shut", ikke "slam").
Exit: Mig.

Op mod gud

Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!

Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.

– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.

Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.

Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.

Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.



Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.

Uden et ord

Min far og hans dame kommer til kaffe, og nu er min kone gået. Jeg ved ikke, hvor hun er. Hun blev sur og gik.

Det er lidt akavet, men ikke uoverstigeligt eller uhørt.

Jeg er ved at bage en apple pie.

For der er grænser for, hvad jeg vil stå model til

Nu har jeg igen forladt mit hjem i protest.

Til jeg er blå i hovedet

Min kone har spillet otte timers PlayStation i dag, og den anden halvdel af tiden beklager hun sig over, at jeg ikke engagerer mig i familien. Ved siden af hende sidder børnene og spiller computer og telefon. Hun har det ligesom dem: hun hører kun efter, når jeg hæver stemmen. Fem gange siger jeg noget, og ingen hører efter, sjette gang får jeg at vide, at jeg skal tale ordentligt til børnene. – Undskyld, men du kender ikke baggrunden, du hørte ikke, at jeg sagde det de første syv gange.
– Du kommer ind og er vred med det samme.



– Jeg gider ikke blive ved med at sige de samme ting om og om igen, siger jeg til min datter på 13 om og om igen.


George Liquour tegnet af Chloe.

Før hun steg op fra sine tømmermænd, konen, rettede børnene sig så fint efter deres far: (lukker laptoppen, tager telefonen fra dem) – Jeg har sagt, der ikke er noget skærm, før I har været udenfor.
– Hvad med dig selv? siger min datter på ni og hiver i min laptop.
– Jeg læser avis.
– På en skærm.
– Gi' så slip!

Og se, så blev hun sur og lagde sig ind i sengen og læste H.C. Andersen. Dét er opdragelse.

Altid først med de dårlige nyheder

***
Jeg planlægger fornuftigvis nok en solotur til New York for at holde valgfest for Obama. Det har min kone fortalt børnene, før jeg selv havde en chance for at gøre det - "Nej, der er far ikke hjemme, han har tænkt sig at rejse til New York alene" - "Hvad? Hvorfor må vi ikke komme med?" - så nu kan jeg gå og høre på dem græde og skrige over det, indtil jeg skal af sted, og få at vide hvor uretfærdig jeg er.

*

Jeg vovede lige at gå ind i stuen og foreslå, at jeg godt ville se fodbold og blev mødt med en barrage af protester (3-1 i køn). Jeg ved ikke engang, om der er fodbold på. Ellers har min kone ikke sagt et ord til mig hele dagen. Ikke et ord om mine stegte sild med persille.

Det hele er min skyld, og det er mig, der kommer ind og er sur. (Jeg siger, det er hende, der er sur. Det var derfor, hun sagde, det var mig.)

Hun er ekspert i at samle børnene omkring sig og vende dem mod mig. "Vi" her i familien indeholder ikke mig.

Nu græder børnene over ingenting, fordi der er en lugt af ozon mellem deres forældre, og fordi de er trætte.
***

Det hele er noget lort – nu vil jeg terapeutisere mig selv ved at blogge

Nu har jeg skændtes med min kone igen, denne gang om overbookede festaftener, vi ikke skal til sammen. Hvis det står i kalenderen er det lov. Jeg er gift med en bureaukrat. Jeg kan ikke komme ind på resten, jeg orker det ikke. Lad mig blot sige, at det hele er noget lort.

Vi taler som sædvanlig aldrig sammen. Det bedste vi kan håbe på er at sidde stille sammen i samme stue. Hun gider mig ikke, som hun siger, og jeg for min part får aldrig nogen glæder.

Det værste er, at jeg tror skænderierne er begyndt at påvirke børnene. Min ældste datter er begyndt at råbe ad mig. Det er anstrengende.

Nu er min kone skredet.
– Jeg er nødt til at gå, sagde hun til barnet.
– Ja, råbte jeg ude fra køkkenet, du er altid nødt til tingene, du vælger aldrig at gøre noget. Det er altid, fordi du er nødt til det.
Og så tænkte jeg mange bitre tanker, der går mindst 10 år tilbage.

Dengang hun skred fra mig for alvor, var det også "det eneste rigtige at gøre". Som om der ikke var andre muligheder. Man skal ikke tage beslutninger i vrede, som sangen siger.

Nu er det 2. halvleg.

Jeg har ikke tænkt mig at undskylde for noget, men da jeg gik ned ad gaden i regnen tidligere, kunne jeg godt forstå hende, noget af det.

Jeg er pissesur.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.

Jeg lukker.

Den dag spillede han bedre end nogensinde (i hendes Hammerhøiske lejlighed – tre stuer en suite)

Jeg havde lige mødt min kommende kone, da hun sparkede mig ud af sengen en dag under kåd leg, og jeg sprang tilbage og gav hende et trælår. Så gik hun hjem til sig selv i protest. Jeg havde dårlig samvittighed og ville gøre det godt igen, men jeg turde ikke gå derover alene, så jeg tog min ven Samuel med og en buket blomster. Mens jeg gjorde det godt igen, spillede han på klaveret, kønnere end jeg havde hørt ham spille før, noget improviseret, let og luftigt. (Han var ikke klar over trælåret og fordømte min voldshandling, da vi gik igen, men ellers havde jeg måske ikke kunnet få ham med derover.)

Impulser og instinkter vs. konsekvent protesteren (syndromer & eksplosioner)

Jeg har haft den her liggende, jeg lige skal have fyret af.


Det kan være svært at gøre, hvad man har lyst til, når ens kone er imod det, og man ikke ved, hvad der er rigtigt, og gerne vil stille alle tilfredse.

"Lyst til" her er noget, der ikke går ud over nogen og måske endda i længden er for det fælles bedste.

Hvorfor så de konstante protester?

Det er lidt abstrakt. Lad mig illustrere: Nytårsaften ude på gaden siger jeg til min kone: – Jeg går lige over og hilser på min bror (skråt overfor).
– Nej, du gør ej, ikke uden os, siger hun.

Og lidt efter går jeg derover alligevel – og timingen kunne ikke være bedre – lige da en raket eksploderede ud over ham i en dusch af gnister. (Lidt efter følger resten af familien trop. Fint. Ingen skår. Alt er godt. Alle er glade.)

Det er det samme syndrom, der kan gøre, at man står ovre i hjørnet med sin ægtefælle og keder sig til festen hele aftenen.

Ødelagt stemning

Kl. ca. 23:15 i går aftes

Skrevet i mørke

Min kone er sur på mig. Hun ligger her i sengen ved siden af mig og vil ikke tale til mig, fordi jeg kom hjem, mens hun sad og så King Arthur (ikke den med Dudley Moore, men den med danske Mads Mikkelsen som Sir Tristan), og begyndte at udpege alle stereotyperne i den.
– Jeg gider ikke høre din mening om alting, sagde hun. Du har en mening om alt, og det er altid negativt.

Hun slukkede lige efter den onde gallerhøvding var blevet dræbt af Clive Owen (ikke Owen Wilson, min skat) og gik i seng i protest.
– Kan du ikke sove på sofaen, sagde hun og sparkede min dyne ned på gulvet.

Hun er nødt til at hidse sig op (på mig) for at komme op af sofaen og ind i seng.

*

Hun er også sur på mig, fordi jeg tog ud af at spille bold i stedet for til forældremøde. Og bagefter havde jeg den frækhed at tage ud og drikke tre tall boys hos en kunstnertype på Ama’r. (Jeg drikker aldrig, okay? Jeg går aldrig ud. Det eneste jeg skal er til min boldsport.)

– Her havde jeg troet, at jeg skulle hen at have noget fisse, sagde jeg.
– Det kunne du også have fået, hvis du ikke var så irriterende, sagde hun.
Ja, især. Det er nemt at sige bagefter. Så kan hun give sig selv point for villighed. (Resten kan ikke udgives, mens jeg er stadigvæk er gift, så jeg stopper her.)

*

Næste morgen: Det tog et stykke tid, men nu er jeg i dårligt humør.

Udpenslet sexliv

Der var en engelsk filminstruktør, der skrev en anonym blog om sine sexuelle eventyr, Diary of a Sex Fiend. På et tidspunkt havde den 10.000 besøgende om dagen. Nu er hendes eventyr udkommet i bogform.*
En dag ringede det på døren. Det var et bud med blomster, og hun måtte strække sig mistænkeligt langt ud af døren for at tage imod dem. Men ak, det var en fælde, så hun kunne blive fotograferet. En avis havde på en eller anden måde fundet ud af, hvem hun var, og bad nu om et interview. I protest solgte hun sin historie til konkurrenten.

Det forekommer mig, at man for at have rigtig mange læsere til sin blog, skal være ung kvinde og skrive om sex. En af de første danske blogs, jeg tjekkede, var En luders dagbog, fordi navnet er så godt, men den er egentlig ikke så erotisk. Det er tanken om alle de mænd, og så at det er en forretningstransaktion. Det er ikke en interessant situation. Kun hvis der går noget galt selvfølgelig.

Hvem gider læse om en mands seksuelle eventyr? Ikke mig. Så skulle de enten være meget utrolige eller meget grinagtige. Jeg har læst Fanny Hill, men ikke Marquis de Sade eller Don Juan. Dangerous Liasons var meget sjov som film.

Hvad har jeg at skrive om mine seksuelle eventyr?: I går lykkedes det mig at have sex med min kone. Sidste uge lykkedes det også. Og mange, mange gange før med forskellige variationer inden for et vellidt spektrum.

Det er ligesom, hvis en siger: - Jeg havde et utroligt godt samleje i lørdags.
- Med hvem, spørger man forventningsfuldt.
- Min kæreste.
Hvem gider høre om det? (Denne samtale har faktisk fundet sted engang i en fjern fortid på Kultorvet. Den heldige samlejer var en ung filminstruktør.)

En anden dag, når jeg er mere oplagt, kan jeg jamre over mit usle, kummerlige sexliv i øvrigt, men jeg føler mig ikke bitter nok i dag.

* Ikke at jeg har ikke læst nogen af delene.

Note 1: Det er sådan lidt at sammenligne med, at en mand annoncerer, at han på lørdag vil smide al tøjet inde i Kongens Have, og en kvinde annoncerer, at hun vil gøre det samme. Man kunne udføre det som et eksperiment og så tælle, hvem der tiltrækker flest tilskuere eller sælger flest billetter, hvis man spærrede af og lejede et telt. Min formodning er, at kvinden ville sælge flest billetter.
Eksperimentet forudsætter, at manden og kvinden ser lige godt ud og/eller er lige kendte. Det gør ikke noget, at de begge er meget kendte: Dronningen ville stadig trække flere tilskuere end Prins Henrik. Jeg tror også, Mary ville sælge flere billetter end Frederik, men lige netop det eksempel er jeg ikke så sikker på.
Det er grunden til, at der er flere stripbarer med kvindelige end mandlige strippere.
Og nu hvor jeg har genopfundet hjulet, vil jeg runde indlægget af med at ønske alle mine trofaste læsere en god weekend.

Note 2: En blog om en der er sin ægtefælle utro ville være interessant, men risikabel.

Presselinks
Kort artikel fra The New Yorker.
Forfatteren selv om at skrive anonymt og blive afsløret: The Independent