Kapitel XXVII af min næste roman

Jeg har nu to dage i træk prøvet at blive kørt rundt i bil af grænsepsykotiske førtidspensionister.

På vej til forbrænderen.

Mig: Der var engang, jeg stod og pissede, og mens jeg pissede, slog jeg en skid, og mens jeg gjorde det, slog jeg en bøvs. Det var fantastisk. Det er aldrig sket siden. Jeg tror, jeg var 17 år.

Jeg husker det så tydeligt, det var i løvtunnelen på vej ned til stranden.



Firserkoryfæet: Jeg prøvede engang at drikke et glas vand, samtidig med at jeg tissede. Det var en højst mærkværdig fornemmelse.

Og så var der nogen på bagsædet, der nævnte noget om en arbejder, der havde pisset nede foran Arken.

– Han skulle have pisset indenfor, så havde det været kunst.

Mig: At pisse er ingenting. Man skal bare drikke en masse væske. Men at fløjte foran alle folk, det er svært. Forestil jer en mundmuskulaturkontrol, det kræver. Kim Larsen kan gøre det. Roger Whitaker. Jeg kunne ikke fløjte foran 200 mennesker.

– Jeg kan slet ikke fløjte, lød det fra bagsædet.

Mig til firserkoryfæet: Det ville være fantastisk, hvis du kunne pisse og drikke samtidig og blive ved, ligesom cirkulær vejrtrækning når man spiller didgeridoo. Det ville jeg betale for at se. Jeg skulle gerne hente vand til dig.

Jeg forestillede mig, at han havde en tank og en slange.

Nu var vi der snart.

Hurra, jeg er helbredt

Et absolut højdepunkt fra sidste år var, da jeg havde så ondt i ryggen, at jeg ikke kunne bevæge mig, men så lo jeg så højt over mine egne vittigheder på tjatten om, at Donzo er en gammel tante, at jeg ufrivilligt lænede mig tilbage i kontorstolen, så langt at jeg gispede af smerte, og da lød der et lettelsens knæk fra min ryg, og smerten var væk! Eller i hvert fald reduceret med 35%. Jeg grinede så højt over min egen vits, at jeg knækkede min ryg kiropraktisk. Hurra!

Jeg lo så højt over mine velartikulerede og laserpræcise beskrivelser af Donzo som en gammel tante, at jeg fik voldsomme smerter i ryggen, men jeg kunne ikke holde op at le hysterisk, og pludselig sagde det KRKK!, og smerten forsvandt!

Jamen, er det ikke fantastisk, at det kan lade sig gøre?

Et mirakel er sket

Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).

Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).



De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var så tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.

FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:

• Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
• Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.

Sangene kan høres her.

PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.



BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:


"Firmaet Hulk, Klynk & Jammer ApS"

Alle tegn var gode

I stedet for at gå i seng og forsøge at overtale min kone til at have sex med mig, sad jeg oppe med min datter (14) og så Nosferatu (Murnau), verdens mest uhyggelige film, i en smukt restaureret udgave, jeg gav hende i julegave (Filmhuset, kr. 50).

Det gode ved stumfilm er, at de ikke larmer og man kan snakke samtidig.
Top ti.



Nosferatu, dødsfuglen, kaster sin skyggekraft over de endnu levende.



Resten af sit liv glemmer man aldrig at gå rundt ligesom Nosferatuuu.

– Det var altså ret hårdt! – Hahaha!

Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg pløkkede min datter (13) på siden af hovedet med en snebold. 1% fra eller til, og den havde ramt hende i øret eller ansigtet, og hun havde grædt. Perfekt. Stort, hvidt mærke på siden af huen.

Hun ved, hun får tifold igen, men hun begynder alligevel. Hun kan ikke nære sig.



Faktaboks: Jeg kastede en snebold, der ikke gik i stykker, da den ramte asfalten (efter ikke at have ramt skiltet). Jeg kan mit kram. Jeg er kunstner.

Gode og dårlige sider ved årsdagen

***
Det lykkedes mig at fejre min fødselsdag. Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg fik alle til at hæve deres krus og råbe: GYLDNE TIDER!

– GYLDNE TIDER!


Jacob Jordaens: Kongen drikker (1638)

Et godt fødselsdagsønske ville være at få alle til at sige det samme, som man selv siger. Dagen lang. Ikke noget ondt eller nedladende selvfølgelig, men hvis man fandt på noget (man selv synes var) godt, skulle alle stemme i, ligegyldigt hvad det var. Det kunne jeg godt tænke mig.

Ønsket er det omvendte af en fødselsdagssang, hvor man ikke selv har noget at sige om, hvad der bliver sunget, og som bliver sunget, hvad enten man vil have det eller ej, og som gerne er åndssvag.

Skal man virkelig høre på "I dag er det XX's fødselsdag" resten af sit liv, også selvom man frabeder sig det, og – virker det som – især når man frabeder sig det?

Måske er jeg heldig at få en fødselsdagssang, selvom jeg har frabedt mig det, fordi det er bedre end ingenting, men jeg ville faktisk helst være fri. Jeg ville foretrække en solo eller nonsensord sat sammen i tilfældig rækkefølge. Alt andet end den elendige fællessang, der gerne holdes i lutheransk salmetempo.


Se også her ang. ensformige fødselsdagstraditioner.
***

Del min glæde

***
I dag lykkedes det mig at slå en skid, der varede hele vejen fra stuen og ud i køkkenet (via gangen).

Det får mig til at tænke på engang, jeg var lille og slog en skid for hvert trin, jeg gik op ad trappen.

Og det får mig atter til at tænke på engang i min ungdom, hvor jeg stod og pissede og slog en skid og bøvsede samtidig. Alle tre outputs. Det er kun sket den ene gang. Og også dengang havde jeg lyst til at fortælle alle om det.
***

Genetisk træfsikkerhed

***
For at fordrive ventetiden på Metro-stationen lærte jeg mine børn at skyde papirskramper med elastikker.
– Dum ide, sagde min kone.
Min ældste datter skød på sin lillesøster, så jeg sagde:
– Prøv at se, om du kan ramme overvågningskameraet.
Hun knælede og BING! ramte hun kameraet lige på linsen 8 meter væk. Fars pige!

Heldigvis kom toget med det samme, og vi sprang ind.
– Åhr ja, sagde vi, – tænk hvis der var nogen, der kiggede på skærmen, lige da vi ramte!

*

Hvis det var mig, der havde kastet den sko mod George Bush, havde jeg ramt.



Klik & forstør.
***

Status på besværet

***
Kære læsere

I har måske undret jer over, hvor jeg har været. Mange har højt klynket: "Åh, Jammermand, kom tilbage, vort liv er så fattigt uden dig". Ganske rigtigt. Det er det. Som altid bliver man rig på medmenneskelig følelse, når man læser denne blog.

Her er kort skitseret, hvad jeg har lavet:

Jeg har været i New York og holde valgfest for Obama både før, under og efter sejren. Oh glade dag! Jeg har været i virkelig godt humør. Det er historisk. Jeg har været fyldt med en sjælden glæde over, at tingene kan lade sig gøre. Og det er en fornemmelse, jeg vil prøve at holde fast på.

Lidt mere om sejren: Det var en lettelse mere end noget andet. Den var lang tid på vej, og da den endelig kom, var der jubel, men mere lettelse end noget andet. Tårerne flød, mine venner.

Og kald mig bare naiv, kald mig bare blåøjet, kald mig bare åndsforsnottet, men jeg vil godt have lov til at hævde, at der i dagene omkring valget var tale om en mærkbar lettelse "racerne" i mellem. Jeg har oplevet mere øjenkontakt, tror jeg, end nogensinde før. Folk var glade. Jeg var glad. På valgdagen stod jeg og tudede nede i den trinidadiske roti-biks, rørt som jeg var over historiens dybde og min egen følelsesfuldhed. Oh glade dag!

Jeg er ligeglad med, hvor dårlig en præsident Obama bliver, det her var stort.

Men nu er jeg hjemme igen.

Før jeg rejste, sagde min kone til mig: "Jeg glæder mig, til du skal rejse" og "Jeg kan ikke rigtig have, du rører ved mig." Okay, jeg skulle ikke have strukket det til over en uge plus rejsedage, det var overmod, det indser jeg. Men jeg ved, hun ikke bliver ved. Jeg er jo uimodståelig.

Jeg har haft lyst til at afslutte bloggen her, for det var sådan et sørgeligt tidspunkt at gøre det på, men nu ved jeg sgu ikke rigtigt. Kan jeg hive mig op igen? Kan jeg klare præstationsangsten? I dunno. Vent at se.

Jeg har også en del lort, jeg skal have overstået, så det må I finde jer i.


PS Bemærk, at kulturhelten Jesper Deleuran har lagt en ny kommentar om Rejsen til Saturn. Og jeg skal huske at indsætte et link og besvare intelligent.

PPS Det er rart at vide, at man er savnet. Men jeg kunne nu godt tænke mig, at der var flere kommentarer a la "Mandejammer, du er dog det genialeste" og "Jeg kan ikke leve uden dig og befinder mig uden dig og dine indsigtsfulde statusrapporter fra hverdagsdanmark og livet på kanten på noget nær selvmordets rand". Så tænk over det til en anden gang.
***

Hvad sker der med folk?

Pilskalden har ikke været den samme, siden han brækkede benet dengang. Faktisk før. Kun glimtvis aner man hans fordums storhed. Ellers er han så kedelig og er ikke til at få et ord ud af. Han kan aldrig bestemme sig for noget. – Hvordan har du det, spørger man, men det er aldrig til at få et svar, for på den ene side og den anden side. Jeg tør ikke engang spørge ham om vejret.

Nå, men så var vi alle sammen til fest med små grå i ti-liters dunke og en stor gryde chili på komfuret, som idioterne kastede til måls efter med ølflasker, da de havde fået nok at spise og drikke. – Til side, siger Pilskalden, se her, og fra fire skridts afstand med ryggen til kaster han en flaske over skulderen og direkte ned i gryden i en høj flot bue. Swish! Nothing but net. (Plop!)

Da anede man den gode, gamle Pilskalde, der slikkede øl op fra bardisken for at det ikke skulle gå til spilde og engang åd en hel læbepomade for at blære sig.

Solspættede sommerminder

En af de bedste dage i min sommerferie satte jeg mig til at taste noter ind. Børnene var ovre og lege hos naboen, min kone var på arbejde. Så skrev jeg første kapitel af en roman. Ordene flød af mig. Det var skønt. Solen skinnede. Der var intet jeg skulle.

Jeg lagde med det samme en klar taktik: Jeg skriver næste kapitel, næste gang jeg er parat til det. Jeg lader være med at læse det jeg har skrevet først.

Selvfølgelig gled romanen straks ud på et sidespor, en indadvendt spiral af selvoptagethed og mindreværdskomplekser garneret med megalomani, men det gør ikke noget! Jeg gør det til en del af historien. Ganske snedigt. Ganske postmoderne.

Betal dig fra det, hvis du kan (Gearløs tager fejl)

Noget af det bedste, jeg har fundet ud af, var dengang jeg begyndte at sende mit tøj ud at blive vasket – og tørret og foldet. Det var ikke engang særligt dyrt (ca. $6/10 lbs.) *)

Min dansk-lutheranske baggrund havde ikke tilladt mig denne luksus før (og selvfølgelig var jeg altid på lavbudget), men det var mere end rigeligt pengene værd.

Det er også hændt, at jeg sågar har taget en taxi ind i mellem.

Her ser jeg horden af folk rende rundt og more sig, og så sidder jeg dér og sparer.


*) Nu jeg tænker efter, var det efter min kone rejste fra mig, for at det ikke skal være løgn.



Tegning af Kim Warp

Jeg afbrød det Bergmanske og Strindbergske for at bryde ud i sang

Et absolut højdepunkt kom her i foråret under en intens følelsessnak med min kone om skilsmisse. Da jeg følte mig sikker på, at vi havde rundet et vigtigt hjørne, greb jeg guitaren og begyndte at spille hende en kærlighedssang, improviseret på stedet. Og jeg kan ikke spille! Og jeg kan dårligt synge! Men jeg gjorde det - og med stor overbevisning, koncentreret og uden at bæve.
- Jaja, du er meget charmerende, sagde hun.

Der er visse ting, der bedst kan siges med sang.



PS Min lillebror kaldte os engang Hr. og Fru Strindberg.

PPS Det hjalp, at min kone lige havde stemt guitaren med sin nye elektroniske guitartuner.

Absolutte højdepunkter

En aften gik jeg om hjørnet til Magstræde og så en tårnhøj blondine i aftenkjole bukke sig ned og kysse en dværg.

Det var som ud af Fellini. Brostenene og de gamle gadelygter skadede heller ikke.

I min ungdom læste jeg surrealistisk filosofi og troede på, at det var en god idé at gå en tur: Hvis man sidder derhjemme, sker der i hvert fald ikke noget (det var sådan jeg mødte min kone). Sæt omstændighederne på plads for tilfældighedernes spil.

FUCK YEAH!

Jeg har lært at pifte i fingrene ved at følge instruktionerne på Wikihow! Hvor fedt!!!
Det virker! Jubii!
Nu kan jeg få venner på nye skoler!

Instruktionerne er supernemme. Det tog mig under mindre end et minut at få en god lyd frem, og jeg har dårligt bestilt andet end at øve mig lige siden, i hvert fald ikke det der ligner dagens gode gerning.

Jeg har pissetravlt. Det er min travleste uge på året. Men hvad er vigtigst, hvad er fornuftigst? Jeg har altid ønske mig at kunne pifte, og nu kan jeg!
I øvrigt er min deadline først næste uge, men der er så meget der skal laves. Og jeg gider ikke. Suk. Sukke-luk, sukke-lirum-luk.

Man kan også pifte i tæerne, men jeg kan ikke se hvorfor. (Presselink)

Mit stolteste øjeblik som basketballspiller

Jeg er meget høj, så man skulle tro, jeg kunne finde ud af det – men det kan jeg ikke.*)

Jeg spillede nede i Tompkins Sq. Park med en flok i en pickup-kamp. Der var denne her lille mexicaner med. På et tidspunkt sprang jeg op for at tage en offensiv rebound, og på vejen ned trådte jeg ham på skulderen og maste ham flad mod jorden. Han beklagede sig, men jeg kunne henvise til, at jeg intet ulovligt havde gjort, han stod simpelthen nederst.

*) De kaldte mig Manute Bol, fordi jeg var så lang og uduelig.

Nik og Jay i New York

Et absolut højdepunkt på min New York-rejse var at gå med min 6-årige datter i hånden ned ad Myrtle Avenue i Brooklyn og synge Nik og Jays "Boing" (som hun instruerede mig i: "Hendes røv går op og ned, som en fjeder op og ned...").
Det gjorde på en eller anden måde cirklen komplet.



Der er flere billeder af Myrtle Ave. her.

Mit stolteste øjeblik

Det vel nok stolteste øjeblik i mit liv udspillede sig – for mange år siden selvfølgelig – i en deli nede på hjørnet fra dér, hvor jeg arbejdede, på 25th St. og Park Ave. So. Deli-manden, en ægyptisk revisor, jeg gerne spøgte med, stod og snakkede med en kunde, da han så mig og sagde ”Her, grib” med en sølvpapirskugle, han havde rullet sammen. Og her bliver det godt, for jeg stod støt, urokkeligt, rørte mig ikke, end ikke da kuglen kom flyvende over min skulder. Da var det min hackysack-træning kom mig til gode, for med et lynhurtigt svirp af et spark bag om ryggen med ydersiden i sidste øjeblik returnerede jeg kuglen i en elegant bue direkte til hans hænder bag disken.