Lidt om mig – diskrete hemmeligheder

Meget få mennesker ved det her om mig, men bedst af alt kan jeg lide fri jazz. Til min begravelse skal der spilles Albert Aylers Love Cry.*)

Meget få mennesker ved det her om mig, men hvis jeg føler mig deprimeret og nede, kan jeg godt lide at spise en masse hårdkogte æg.

Den tredje ting har jeg glemt.

…men jeg taler til spejlet og siger forfærdelige ting? Nej.

…Nu kan jeg huske det. Ved mnemotisk meditation foran skærmen er det kommet til mig...**)

Meget få ved om mig, at jeg elsker en stenmur. Et gammelt stengærde er noget af det bedste, jeg ved.






**) Tak til Donner-drengen for The Trip. Glimrende serie. Viser hvor forud for deres tid Poul & Nulle var. Ret mig, hvis jeg var tager fejl. Begge dele er i orden.

*) Ikke at forveksle med Alvin Ailey, barfodsdanseren:

Køkkenet, kvart i 8

– Fuck dig, sagde min datter (15) i morges, da jeg sagde, at LeATHERMØUTH: I Am Going To Kill The President Of The United States of America lød som nogle barnerøve, der vræler over, at deres julegaver ikke er store nok.


Det er for meget larm om morgenen, er den rimelige betragtning.

Hvad ved de om lidelse? tænkte jeg – forkælede barnerøve. I Georgien var de blevet arresteret og fængslet for bare at tænke det. Men jeg sagde det ikke. Hvad ved jeg om lidelse?

Jeg tænkte på denne klassiker om ikke at få den Pepsi, der er alt, hvad man beder om:


Suicidal Tendencies: Institutionalized.

Jeg vil kvæle hende med forståelse.

Intelligente folks børn keder sig ikke

Jeg kunne sagtens sidde og spille gonggonger hele dagen og være perfekt lykkelig.


Angus Maclise: The Invasion of Thunderbolt Pagoda (Part 1).

Et mirakel er sket

Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).

Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).



De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var så tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.

FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:

• Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
• Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.

Sangene kan høres her.

PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.



BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:


"Firmaet Hulk, Klynk & Jammer ApS"

Ind bagved

Først tog jeg børnene forbi atelieret på 8th Ave., hvor Day-O maler verdenskunstnerens billeder, og bagefter gik vi gennem Times Sq. (video, hvor kameraet kører rundt om personen, der kigger benovet op på reklameskiltene i modsat retning) og op til MoMA, hvor jeg ikke engang vidste, at hun (den verdenskendte kunstner) havde en video hængende.*) På vejen ud mødte jeg filmmanden på vej ind. Det føltes fedt. Det føltes som om, jeg vidste noget.

Men hvis man ikke kan møde nogen, man kender, på MoMA til gratis-fredag, hvor kan man så?


*) Den, min musik blev vraget til. Nu er den af en Oscar-belønnet komponist: Boi-oi-oi-oi-oing... Boi-oi-oi-oi-oing... Tangenter med ekko.



Hun kom hvirvlende ind. Kys-kys!
Jeg viste hende mit nye maleri på Fonen: – Meget imponerende.
Hun er ligeglad med børn.

Det var irriterende for dem, for de kan godt lide at spille

En af mine venner og hans band var nede at spille i Roskilde (ikke til festivalen, men samtidig), og efter første sæt kaldte lederen dem ind på sit kontor.

– Ved I hvad, I behøver ikke spille mere.

– Hvad?

– I skal nok få jeres penge. I behøver ikke spille mere.

Han mente åbenbart ikke, at deres musik passede til stedets stil.

De er kunstnere og tog sig det nært.

Det var fluen der fik mig

Der kom nogle linier af Kerouac, fandt jeg ud af, det var, på radioen forleden, der fik mig til at spidse øren:

In my medicine cabinet,
the winter fly
has died of old age

Og denne klincher:

Nightfall,
too dark to read the page
too cold

Der er flere her.

Også denne:

Black bird
no! blue bird!
branch still jumping

Et klassisk, slagfast poetisk billede.

Optagelsen (med Al Cohn og Zoot Sims) her.


Fra Chris Ware: Jimmy Corrigan: The Smartest Kid on Earth.

Det var på WFMU - tjek deres hjemmeside for livestreams, arkiver og podcasts.
De ligger også i iTunes under Radio > Eclectic
Og deres iPhone app er glimrende og gratis. Jeg sætter fonen til DAB-radioen hver morgen, så mine børn og jeg har noget at frydes over.

Jeg var simpelthen nødt til at smide, hvad jeg havde i hænderne – hvilket ikke gjorde så meget, for det var arbejde – og høre efter. Og tage noter.
Anede ikke det var Jack før bawetter.

Folk kigger

Hvor går man hen og laver et primalskrig her i byen? Eller landet? Her er ikke plads til noget. Der er vinduer alle vegne.



Jeg kan skrige her, men det er tavst.


Okay, lad mig se, hvad jeg har liggende ...


Autentisk primalskrig fra 2005.

I en mørk natklub på forhåndenværende materialer

Jeg drømte, at jeg blev bedt om at deltage i en koncert med The Wu-Tang Clan, og så gav jeg mig til at tappe med to overlange trommestikker, og pludselig var der kun mig tilbage, og så blev jeg ved – jeg spillede vildt hurtigt – mens publikum rykkede på sæderne og til sidst blev helt stille, og så spillede jeg lidt mere uden at ændre noget, indtil jeg valgte at slutte, hvorefter pianisten blinkede til mig og gav mig thumbs-up.



Det var avantgardistisk.

Kan nogen fortælle mig, hvad det betyder?

Efter 18

Jeg gjorde rent og ryddede op (okay, ikke alle overflader, dem lod jeg stå) på mit værksted inden jul (den årlige), og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg bare smider krummer på gulvet og sådan noget. Tippepunktet.

Når jeg skal til at gå, begynder de at spille god musik på WFMU. Skellet er ca. kl. 18 dansk tid. Jeg kunne blive her hele aftenen, men så begynder min kone at skrige ad mig (fordi jeg lover at komme hjem på forskellige tidspunkter i stigende grad af senhed i stedet for bare at sige: sent. Det er min gode vilje, der spænder ben igen. Pokker tage den. Ellers gør det ikke så meget.) Den ene ting tager den anden, og pludselig har jeg siddet her hele aftenen, selvom jeg er for træt til at foretage mig noget egentligt. (Jeg kan ikke skyde skylden på snestormen, for min kone ved, at elementernes rasen intet betyder for mig.)

Jeg skal også købe ind. Jeg må hellere gå nu.

Gået i stok

***
Med forsinkelse, fordi min nabos hackede netværk hakker. Tilgiv mig.

Én dag alene uden min kone og mine børn og jeg vender tilbage til min naturlige tilstand: går i seng kl. 3 står op kl. 11, æder rester, tvinger mig selv til at lave noget arbejde, maler et billede færdig og hærger et andet og tager hen og hører Gummiarm og hans klezmerband (spilder en halv liter øl ud over mig selv, river filteret af en smøg, imponerer folk med mine historier, indtil jeg kommer i tvivl, om de hører efter, sidder fast i en Metro [nattakster, pfui!], tager den forkerte rute og venter på tre forskellige stationer, før jeg endelig kommer hjem til min overophedede hytte). Alt i alt en velafrundet dag, af den slags jeg selv ville vælge. Der er altid sjovere i Kbh., når der er Roskilde Festival.
***

Weekend i stomien (dag 1) III

***
Nogen spiller Last Night in Bangkok (fra ABBA's aborterede Chess-musical) virkelig højt. Jeg kan ikke forestille mig, hvad det er for mennesker.

Jeg hader mit liv, når jeg ikke kan komme ud af mit hoved. Jeg gik gennem regnen med min paraply og så over hækkene og tænkte på, hvor uendeligt få glæder jeg har i livet.

Hvorfor insisterer folk på at spille deres ungdoms musik? Det er værst til fester. Hvis jeg skulle vælge en genre, var det Ny Musik. Jeg bliver ked af at høre det samme musik om og om igen, et lagret øjeblik spillet om og om igen. Det er som en ond drøm. Det er fint, det er der, jeg gider bare ikke høre det.

Helvede er den forudsigelige gentagelse.
***

Der er hul midt i bloggen

***
En årvågen læsers forespørgsel mindede mig om en historie: Jeg sad og drak inde på Kultorvet engang i firserne, og så sad der de her to Storm P.-vagabonder på en bænk, og den ene siger: – Hvis jeg føler mig lidt nedtrykt, gør jeg bare sådan her. Og så stak han en finger ind gennem sit hul i skoen og kildede sig selv under tæerne.



Jeg tror, man kunne skrive en hel bog, hvis man satte sig til at lytte til de fulde idioter på bænken. Men hvem har tid til det, andre end Per Fly? Og der skal jo stadigvæk være en historie.



Gavin Bryars optog en hjemløs mands sentimentale fuldesang og lavede et nummer ud af loopen. Desværre kommer Tom Waits ind og ødelægger det hele efter ca. halvandet minut her på videoen. Lyt til hele det uspolerede, alenlange nummer på The Sinking of the Titanic. Hele cd’en er god. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Jeg gik forbi de samme idioter, der sad på 73rd St. og drak hver dag, da den ene sagde til den anden: – Why don’t you stick a finger up your ass and twirl? En glimrende replik, jeg stak min kusines mand, neoekspressionisten, med til min farmors gravøl, efter han kaldte mig en snothvalp og jeg kaldte ham falleret, og han tog sin kniv frem og legede med den.

Bagefter satte jeg mig ud i køkkenet og græd.
– Jeg er ked af det, sagde jeg til min onkel.
– Jeg nød det, sagde han.

Næste morgen var han kørt før morgenmaden, neoekspressionisten.

Fucking familie.


Morale: Hjemløse og kriminelle har al den gode slang.


Flere billeder af skohuller fra Popeye-tegnefilm findes her.
***

Div. nyt

***
Jeg har en udstilling snart, men jeg er ikke sikker på, at jeg får noget færdigt til den. Det bliver nok greatest hits, eller hvad jeg ellers kan fake igennem.

Dette er meget tys-tys, men der er to agenter i New York lige nu, der ser på min musik til en kunstvideo. Sig det ikke til nogen!
***

Ny lyd

***
Forestil jer min overraskelse, da der, midt mens jeg sad og hørte WFMU på nettet, pludselig dukkede en sang op, der lød fuldstændig som mig! Tænk at have en radiostation, der lyder fuldstændig som en selv!

Hør selv sangen ved at klikke på videoen her:


NB! Sangen er WireTappet, så der er lidt andet fra playlisten på vej ind og ud.

Skønsangsperlen her hedder Rock ’n’ roll arian og er af Peter Wahlbeck, en svensk komiker, som mine kilder fortæller mig var stor i 80’erne og 90’erne, men for mig lyder det som stærk poesi*) og peger præcis i den retning, jeg har drømt om at tage min egen musik.

Den gav mig lyst til at genoptage arbejdet med min LP-plade, så jeg ringede til mit pladeselskab. Han lå syg i sengen med influenza, men var meget entusiastisk. Han får altid mest fra hånden, når han er dårlig, især i den visionære afdeling.

Planen er at skære noget stærk vinyl i 100-250 eksemplarer til undergrundsmiljøet. Og den er jeg med på. Udgive nogle ting under samme hat og samarbejde på kryds og tværs. Den er jeg også med på. Kr. 5.000 er ingenting at fyre af på et kunstprojekt, der kan bruges til julegaver i 11 år. Det eneste, jeg skal, er at lære at masterere.


*) Også lidt som min elskede Einar Örn på hans seneste avantgardistiske hiphop-plader, Ghostigital 1 og 2. Kan anbefales. Jeg finder god gammel skandinavisk avantgarde me-eget inspirerende og med stort lattervækkende potentiale.
***

Man skænkede mig en vision, da jeg stod ud ad badet

***
Bauhaus-logoet dukkede pludselig op på min væg. Se selv om det er løgn hvad jeg siger:



Til sammenligning:



Eller også er det Påskeø-manden, whatever.



Deres nye plade er for resten ret god, hvis man spørger mig. Jeg hørte den først på radioen uden at vide hvad det var, og den lyder ny og som Bauhaus, så det er jo godt. Mine to foreløbige yndlings-tracks er Remains og Black Stone Heart (eller også er det Undone), der tydeligt illustrerer bandets fortsatte rumsteren i spændingsfeltet mellem pop og avantgardisme, der trækker i dem fra hver sin ende, som ludere i Istedgade.
(Fantastisk bas for øvrigt også, herligt med lyden af en ægte streng til en forandring.)



Bauhaus: Go Away White. Nu i handelen, og det har den været et stykke tid.
***

Entonetema

Jeg falder i den samme fælde hver dag.

Det er de samme ting jeg ikke gør hver dag.

I morgen bekymrer jeg mig om de samme ting igen.

Alt det jeg ikke får gjort.

Hvordan jeg ikke kan komme op og afsted.

Hvordan en lille smule medgang i en ung alder kunne have gjort en stor forskel.

For 14 år siden sagde jeg: – Det ville være rart med en smule anerkendelse.

Nu har jeg 2 børn.
Jeg havde ikke fået mere anerkendelse uden dem. I det mindste er de et synligt resultat af at tingene går frem, at tiden går.

Jeg elsker dem mere end mig selv.

Jeg er dybest set ikke engang så utilfreds med mig selv, kun noget af mig selv, og den del af mig selv der er utilfreds med mig selv.

– Jeg er den del af dig selv, der er utilfreds med dig selv, springer den frem og siger. – Selvgode svin.

– Åh hold kæft, hvorfor kan jeg aldrig være tilfreds?

Fordi jeg har gjort en kult ud af at være utilfreds?

Hvad med at gøre en kult ud af smøge ærmerne op? Det tror jeg ikke. Jeg kunne smøge ærmerne op hele dagen, og det ville ikke gøre en skid forskel. Faktisk kan jeg få hele dagen til at gå med at smøge ærmerne op. Jeg har selvopsmøgelige ærmer (note til selv: udtag patent).

En behagelig øvelse er at lytte til stemmerne i sit hoved. Det kan ikke være værre end hvad jeg lytter til nu: Morton Feldman – For Philip Guston.

Minimalisme – er det ikke det det er? – jeg lærer aldrig at forstå det.