Galvaniserende drama

Min kone og jeg skulle til julefrokost, og hele vejen derhen skændtes vi ("Hvorfor venter du ikke?" "Jeg troede, du bare ville have, jeg skulle køre?" "Min kæde er slap, jeg kan ikke trampe til." "Hvad starter du nu?" "Hvorfor kan du ikke bare gøre, hvad jeg beder dig om?" osv. osv. ), og ligeså snart vi kom indenfor, holdt vi op, og bagefter skændtes vi hele vejen hjem. Jeg tror, det er en måde at få tiden til at gå, når man skal et sted hen. Jeg læste (i en filmanmeldelse), at Orson Welles gerne skabte stort drama: DRAMA under prøverne til sine teaterforestillinger ("for at underholde og stimulere sit kompagni" og "skabe en krisestemning"), så han kunne samle det hele til sidst med et trylleslag lige til premieren (en arbejdsform, der egnede sig bedre til scenen end til filmen, da filmproduktion kræver længere forberedelsestid, og bl.a. derfor saboterede han så mange af sine senere projekter. Det og druk. Og sikkert også andre grunde. Jeg så F for Fake og drømte om at tale som Orson Welles – sikke'n kontrol, sikke'n styrke). Jeg tror, det er lidt det samme. Drama for at få tiden til at gå og galvanisere sammenholdet. Det forestiller jeg mig.

Ud af øjenkrogen

***
Er det kun mig, der synes, at de her flaskecontainere ligner en kvinde i burka (chador?)?



Eller Mark Newgardens Little Nun:



Lidt.

Jeg har altid forestillet mig, at denne type flaskecontainer var flyvende tallerkener fra det ydre rum, der er landet på jorden for at æde vores glas:



Eller dykkerklokker. Jeg gemmer mig i en, når tredje verdenskrig bryder ud (jf. mit uudskrevne screenplay.)
***

Kald det et liv

***
Jeg har måtte arbejde snart to uger i træk. Det føles som at være ude på en olieboreplatform: jeg står op om morgenen og arbejder hele dagen og går hjem og sover. Min hjerne gør ondt med en fysisk smerte. Min hjerne er fysisk udmattet. Jeg ved godt, at der ikke er nerver i hjernen, men jeg har ondt i den alligevel, i mine tankefakulteter. Jeg ved knap, hvad dag det er, bare at det er en arbejdsdag. Mit liv ruller forbi mig ulevet, som en af de der baggrunde i en gammel film, som verden set fra Wells’ tidsmaskine, med mig som passager.

Hvad har jeg bortset fra min kaffebegejstring? Ikke meget. Jeg kan ikke engang høre musik meget af tiden, fordi jeg skal tænke så meget.

Og så ringer min mor og fortæller om sine veninders ulykker og kærester. Det går der 18 minutter med.

Mere kaffe, det er alt hvad jeg har.
***

Husk at købe pastiller

I morges

Jeg stod og snakkede med Dr. TB nede på gaden om, hvor god tid jeg har til at lave ingenting, og de ting jeg så lavede, og pludselig sagde han: – Jeg må altså gå nu, mens han holdt sin Nokia op som et politiskilt.
– Du kan da bare gå, sagde jeg. – Jeg står bare her.

Måske har jeg dårlig ånde. Jeg havde ikke børstet tænder. I forgårs sagde min bror, at jeg stank af hvidløg. Godt jeg ikke er i servicefagene.

Verdenshistorien, 2. del – opsummering

Hvis man absolut skal lave verdenshistorien, skal man gøre det uden at gå for meget i detaljer. H.G. Wells’ A Short History of the World er et godt eksempel, der stadigvæk kan læses (Crumb anbefalede den, derfor læste jeg den – se billedet). Den har overblikket og er forbløffende progressiv, uracistisk i øvrigt og forsynet. Og så meget er der jo heller ikke, der har forandret sig siden 1929, når det er Romerriget og telegrafen og den slags, det handler om.


PS Jeg ser nu, at det slet ikke er den korte verdenshistorie, Crumb anbefaler, men den oprindelige, længere udgave. Verdens historie hedder den på dansk.

*

Man kan også skrive verdenshistorien på vers, som jeg har tænkt mig, hvis ikke Jhs. V. Jensen allerede har gjort det. Her er et udkast til de første episke strofer:

Der var engang
et kæmpe bang,
hvor hele verden skabtes.
Hvad nu hvis det sker igen,
og alle væsener dræbtes?

Universet ånder ud
og det ånder ind,
men når det ånder ind,
så ånder vi jo ud.

Osv. osv. Det hele handler om at verden skal dø en dag.

Menneskeheden giv agt!

Jorden invaderes af væsner fra det ydre rum!
Intet kan stoppe dem andet end... foråret!



Her ses blobbens væmmelige overflade i nærbillede.
Alt suger den til sig på sin vej!

Lad gå, billedet her er fra sidste uge, men blobben er sejlivet, den er der endnu, hvor meget den end er skrumpet ind. Faren er altså ikke drevet over.