Står den til?

Gudsrost says: (11:50:51 AM)
Jo, det går såmænd meget godt. Jeg har lidt bagkoger fra i lørdags. Og jeg savner min mor, så jeg er ved at græde. Jeg gider ikke arbejde, men jeg er nødt til at lave lidt. Bagefter er jeg nødt til at lave bare lidt kunst for at have det okay. Jeg har købt en femstyks pakke cerutter og vil ryge en efter frokost.
Gudsrost says: (11:50:53 AM)
Mit langtidsmaleri står og ser lidt overarbejdet ud. Jeg har åbent vindue og hører WNYC, mens jeg skriver. Mit sind plages af tanker om mit forspildte liv. Groft sagt det sædvanlige her.

Lad mig gå, hvisker du

Jeg hører ting. Jeg hører stemmer inde i væggen. De siger: Dø, snit dine håndled, dø, dø, dø. Du fortjener ikke at leve, for du er en fedtegreve.
– Hvem mig?
Ja, dig. Dine rim er lamme, og dine håndflader er klamme, og dine vitser er tamme.
– Jeg finder mig ikke i det!
Haha-hoho-hæhæ-hihi! Om lidt er det forbi.
– Min gud, jeg har snittet mig!
Nu går jeg,
efterlader kun savn i de tomme stuer.

Den gamle

Min far siger, jeg aldrig ringer. Men han ringer heller aldrig til mig. Ind i mellem ringer han i S-toget på vej hjem fra sin bratsch-time og synger. Det er altid den samme sang. Nogle ord, jeg satte på Barbie Bentons Aint That Just the Way, efter den havde været på McCloud i 70'erne. Så synger jeg med. Om ikke andet for at overdøve ham. Eller variere teksten.



Han har alle sine telefonnumre skrevet ned på en lille seddel, han har tapet fast bag på telefonen.

Når jeg ringer til ham, giver han altid telefonen til sin dame og siger: " [Hendes navn], du må forklare det", før jeg når at stoppe ham. Eller han dukker op på Skype og taler med sit videobillede: "Uh, har du set", siger han. Ind i mellem screenshotter jeg ham eller optager samtalen i Wiretap bare for at foretage mig noget.

For ham er det ren Dick Tracy.



Han er virkelig verdens ældste mand. Jeg kommer også til at savne ham, når han ikke er her længere.

Ingen frokoster længere

Nu er der ingen tilbage, der holder frokoster længere. Min mor er død, og min svigermor er død. Det kan godt være, at I synes, frokoster med familien er irriterende, men man savner dem, når de ikke er der mere. Det er fedt at komme hen et sted og få maden serveret. Nu skal man lave det hele selv. Og hvad er så pointen?

Min moster er død

Nu er en til tråd til min mor bristet.

Jeg savner hendes stemme.

Jeg savner de gamle stemmer.

Som et nyfødt barn, måbende

22:13

Mit problem er, at jeg er en helgen, og jeg simpelthen er forbløffet over mine negative tanker. Det er inkongruensen, den skarpe kontrast mellem stykker af glødende kul mod en snehvid grund. Mit sind er som snemandens ansigt.

Jeg er en engel, der er sendt ned på jorden for at skabe fred blandt mennesker. Og jeg martres og ofrer mig selv, som Jesus. Min godhed bliver min død.

Mine lidelser er for jer. Og hvis I også lider lidt så længe (I få tilbageværende stakler, der har mave til dette), er det kun godt.

Derved hæves det universelle godhedsniveau til alles glæde & stjernernes fryd.

Nu kommer min kone ind og fortæller mig, at jeg skal fjerne skrællerne fra vasken.



En utrolig smuk dans
af kulørte grønsagsstumper
på bunden af min vask


Desuden (for den meget standhaftige læser):
Mit problem er, at jeg er så god som dagen er lang. Jeg synder aldrig. Kun mod mig selv. Jeg forbryder mig kun mod mig selv, for jeg kan ikke få andre til det. Min synd går kun ud over mig, den smule synd. Det er mest bekymringer. Er bekymringer synd? De er i al fald ærgerlige.

Jeg begår virkelig aldrig nogen synder. Jeg er så fucking ren.

Jeg er pletfri ren. Jeg er lavet af stjernemasse.

I øvrigt er jeg ligeglad med synd.

Jeg er et godt menneske. Jeg er god mod andre mennesker. Det eneste, der er galt med mig er mine bekymringer og mit lave selvværd. Mørke skyer over mit krystalblå sind.

Det er skønt at være så god - for min sjæls evige frelses skyld - men det lønner sig ej. Jeg snyder mig selv i stedet for andre. Deraf mit salige smil.

Jeg er frelseren, lyt til mine ord,
Gud er min far, men hvem er min mor?
Et menneskekar, der i mit hjerte bor.
Far, send flere penge,
så skal jeg nok huske at ringe.

Eller også er det os allesammen

Jeg troede, at det var min bror, der ville savne min mor mest (for jeg ved, at han betroede sig til hende, det var hvad hun sagde), men jeg tror faktisk, at det er mig. Jeg tænkte: Jeg har jo en varm og åben kone, jeg kan dele mine følelser med.

Det var altid pinligt at skulle beklage sig til min mor over min kone, men hun kunne altid høre på mig, når jeg var ked af det.

Da jeg var lille, sagde hun: – Hvis du græder, begynder jeg også.


Fra P.W. Bræstrup: Mor og barn – Håndbog i moderne barnepleje (Branner og Korch, 3. udg. 1952)

X

Jeg havde det egentlig meget godt, indtil vi skulle ud at rydde min mors lejlighed. Nu står der ting her og lugter af hende.

Åndenød

– Vil du vide, hvordan jeg har det, når du siger sådan noget? sagde jeg og lod som om, jeg kværkede mig selv hen over middagsbordet. Jeg havde nævnt, at jeg vil til hippiekulturbegivenhed igen i år.
– Jeg synes, du skal tænke over, hvordan det virker på børnene, når du gør sådan der, sagde hun.
– Nu kan I godt begynde at græde, sagde jeg. – Jeg har fået nok. (Visioner af separation dansende i mit hoved.)
– Ét ord, og det udløser hele lavinen, fortsatte jeg i stærkt ophidset tonefald.

Vi var ude at rydde min mors lejlighed i dag.



– Jeg kunne godt tænke mig at se, at du for en gangs skyld tænkte på at planlægge ferie sammen med familien, sagde hun.
– Nu begynder det. Nu inddrager du hele historien. Hvad med bare at se på det her enkeltstående tilfælde nu?
– Jeg ved jo godt, hvordan det er. Du tænker altid kun på dig selv ...
– Jeg tænker kun på mig selv? Ja, hele dagen lang tænker jeg kun på mig selv og min umiddelbare behovstilfredsstillelse. Altid bare: mig, mig, mig, mig, mig, mig, mig-mig!

Her har jeg smidt opvaskebørsten og forladt vores samtalekøkken. Griner børnene? Græder de?

– Ja, altid bare dig. Det er altid bare dig, det handler om.
– Nu holder du op, jeg er gået herind for at stoppe. Stop, eller jeg går min vej.
(Gennem soveværelsesdøren): – Ja, du har ret, fordi du kan råbe højest. Forstår du overhovedet, hvad det er, jeg taler om?

Min kone mener, jeg er konfliktsky, fordi jeg ikke bliver stående, til hun bliver færdig med at kritisere mig.



Jeg ligger inde på sengen og løser sudoku'er på iPhone'n. Det er den eneste måde, jeg har kunnet samle mine tanker på den sidste måned. Så kommer tingene op at vende*): min far er ingen hjælp overhovedet, jeg får ingen kærlighed, jeg har ingen at tale med.

*) som skyer under meditation

Lad mig tage punkterne i omvendt rækkefølge: Ingen ringer. Der er ikke én person, der har ringet og spurgt, hvordan jeg har det. Omvendt savner jeg min mor at ringe til og fortælle om alle de ting, ingen andre gider høre på. (Denne blog er i virkeligheden alle de ting, jeg aldrig kunne fortælle min mor.) Min kone har ikke på noget tidspunkt givet mig et kys eller et kram uopfordret. Jeg kan godt tage et, men hun giver ikke af sig selv. Det skal komme fra mig. (Skal jeg være filosofisk og sige, at sådan er det måske med alting i livet, at man skal gøre noget for det selv? Måske. Men det kunne være rart bare at få et kærtegn dagligt, et kys f.eks., når den ene kommer eller går. Faktisk synes jeg, det er ondsindet følelsesmæssig manipulation.)

Tre dage efter min more døde, var jeg nødt til at tage ud til min far for at hente noget, der skulle bruges til bisættelsen. Han gik med mig noget af vejen til toget. Han har ikke nævnt min mor med et ord, mens jeg har været der, og pludselig midt på det lokale indkøbsstrøg kalder han med så og så mange ord min mor en hore. Det var essensen. Hvis vi havde været fra en anden kultur, havde han kaldt min mor en hore, og jeg havde smadret ham en i hovedet. Som det var, nøjedes han med at nævne en seksuel hævngerning, min mor lavede mod ham for snart 40 år siden. Tre dage efter min mor er død, og jeg har ikke hørt et ord fra ham (og jeg har ikke hørt et ord fra ham siden, andet end videresendte blondine- og jødiske vittigheder på mailen), og så er det dét, det handler om, hans måde at få det til at blive synd for ham, at min mor er død.

– Din skøre skid, sagde jeg. – Det var dig, der startede det her. Du er en følsom fyr, hvorfor kan du ikke bare opføre dig som en følsom fyr?

Og bagefter måtte jeg sætte mig på en bænk med mine pakker og en kæmpe Tintin-konfusionsspiral over hovedet.

Hans motivation, hans motivation, folks motivation, er det ikke det, der er spændende i litteraturen?



Tags der ikke var plads til i feltet: amerikansk meditation, amerikanske dramaserier, anklager, arv og miljø, bebrejdelser, blogstuff, bundløst sørgmod, chok, det er anstrengende at være mig, det grønøjede uhyre, det offentlige rum, dumme far, døden, elektroniske forbrugsgoder, erindringer, et af mine berømte flip, familien under pres, fatter fatter intet, filosofisk feng shui, forbitrelser, følsomhed, følsom mandejammer, gammelt lort, godt jeg ikke er psykopat, grådens rand, holder hun aldrig op?, hvad havde jeg egentlig regnet med?, hvad med mig?, hævn?, intet moralsk kompas, jeg stakkel, jødedommen, kulturantropologiske observationer, kunst- og kultursektionen, langvarige forhold, mere gammelt lort, mere mandejammer, moderne telekommunikation, noget at æde, opvaskermartyr, protester, samlivets ædle kunst, scener, sensitivo, sjælefredsbelastning, skilsmissebarn, skilsmissetrusler, skuffelser, sport og fritid, spøgelser fra fortiden, stakkels mig, tegneserier, total forvirring, tænk at det skulle tilfalde mig at hævde det rationelle standpunkt, tårer, udhængning, ufølsomhed, uundværligt udstyr for den moderne mand, uværdighed, venter ved telefonen, voksne børn, voldstrusler, ægteskabet er hårdt arbejde, østens mystik, åndelig udmattelse.

Mærkedag

Der er i dag 20 år siden, min daværende kæreste, nu kone, sagde til mig: – Fortryllelsen forsvandt.



Jeg var vendt tilbage med nyt hår.

– Har du savnet mig? sagde jeg.
– Ja, sagde hun.

– Se min nye, seje læderjakke, sagde jeg.
– Jo, den er sej.
– Se mine nye, seje ørkenstøvler, sagde jeg.
– Nej, de er ikke seje.

Det var begyndelsen til et langvarigt, lykkeligt forhold.

Vrede læsere tager til gaderne

***
Ind i mellem er der en læser, der siger til mig: Tag dig dog sammen, mand. Stop det klynk.

Men jeg har ikke tænkt mig at tage mig sammen. Og når mit klynk stopper, stopper bloggen.

Så vil I savne mig. Åh, hvor er mit klynk, når jeg trænger til det? vil I sige. Så er det jer, der vil klynke.

Folk vil gå gennem gaderne: Klynk! Klynk! Klynk! Klynk! Vi vil have noget mere klynk!

I vil kun have det klynk, I selv laver.

I mine drømme.

Så vil I se, hvor sjovt det er.


***

Han er en Svengali med en sær, hypnotisk magt over kvinder, og hun måtte kæmpe hårdt for at frigøre sig fra ham

***
Der er en fyr, jeg dårligt kender, der ringer ind imellem for at fortælle mig om sine følelser og om, hvor meget kunst han altid sælger. Jeg kender hans gamle kæreste, det er derfor jeg kender ham.
– Der var sgu ikke noget galt med hende, siger han. – Men hun vil ikke tale med mig. Jeg snød hende et par gange for meget, siger han.
Han savner hende nu, hvor han lige har været nødt til at lave sin selvangivelse selv.



Han er ingen Charles Manson, men han har altid forskellige, vekslende kærester med små skavanker – dobbelthager, en brun fortand – og lavt selvværd.
***

Prospekt VII

***
Fedt, en hel dag alene med mit private hårdetrip og min irriterende stemme inde i hovedet. Jeg trænger til at komme ud af mig selv. Jeg burde tage et kursus i congadans eller blive frivillig suppeudøser til de hjemløse. Et eller andet for at komme ud af min skal. Det ville i bund og grund være rart at have nogen at snakke med. Min kone er holdt op med at tale, og jeg er træt af at se mine dønninger af konversation slå mod hendes klippe og løbe ud i sandet. Så er der ikke andet tilbage end min kuglepen og min lille notesbog at dele det med. Men jeg savner en anden stemme. Jeg bliver træt af at høre på mig selv. Tro det eller ej.
***

Far out

***
Min kone og jeg taler ikke sammen. Vi skændes om morgenen, og når hun kommer hjem om aftenen lader hun som om, intet er hændt. Og jeg er skidesur hele tiden. Jeg går for følelsesmæssigt lud og koldt vand her. Jeg kan ikke tage presset mere.
Hvor kærlighedsløst kan et ægteskab være? Sikkert mere end det her. Det er ikke værd at finde ud af.

I morges var jeg ved at sms’e hende og sige: Jeg savner dig, og noget andet jeg har glemt nu. Jeg ville ønske, jeg kunne huske det, det var dybfølt.

I aftes sagde hun et eller andet til børnene om "jeg havde en kæreste det…", og det irriterer mig. Hendes gamle kærester rager mig en skid, hvis jeg får kærlighed nok, men hvis jeg ikke gør, bliver jeg bitter ved tanken om, hvor hengiven hun ville være ved andre, hun kunne være mindre sikker på, når hun var nødt til at gøre noget ved det. Jeg er gammel og udtrådt. Hun hører mig ikke, hun ser mig ikke, jeg er bare baggrundsstøj.

Hvor gammel skal man være, før det hele er for sent? Rundt regnet nu, når helbredet skrider og man ikke har nogen prospekter til andet end mere af det samme.

Man har kun det ene liv, og mit er tabt på gulvet. Intet har jeg udrettet, intet er jeg blevet til, og det, der er allervigtigst for mig, negligerer jeg. Mine børn er snart så store, at de ikke gider at have noget at gøre med mig mere, og i mellemtiden ignorerer jeg dem, så godt jeg kan.

Jeg er en utilstrækkelig, ufuldbyrdet gammel nar og far.

Hvor er det hele sørgeligt, jeg burde gå på bar, for jeg har intet svar.
***