Hvis lyset falder rigtigt

Denne bøtte brun sæbe ligner en fadbamse.

Jeg sublimerer II

***
Jeg vil holde op med at være kunstner, jeg har tilsyneladende ikke andet på hjerte end engleskarer af løsrevne kønsdele i flugt.

Eks. (udsnit):

Tilnærmet aftegning af detalje fra maleri.

Jo mere jeg prøver at holde det nede, desto mere bobler det op og springer ud til alle sider, som at klaske en levende budding.



Jeg spurgte min ven Jay-O, en erfaren herre inden for det globale kunstliv, hvad jeg skulle gøre, og han sagde: "Fuck it." (Det havde jeg regnet ud.)

"Får du ikke noget?" sagde han og foreslog, at jeg bygger mig et onaniapparat efter svensk opskrift (svenskerne er et "driftigt" og "opfindsomt" folkefærd, som han siger).

Det går i korte træk ud på at fore en plasticflaske med aflange ballondyrs-balloner, der er fyldt med varmt vand, tilsætte glidecreme (samt evt. små stykker skumgummi for "extra känsla") og polstre indgangen med åbningen af en luffe, så man undgår den "irriterende" plastickant.

Det har jeg nok ikke tænkt mig.

Jeg vil hellere lave sådan en her, verdens største, fedeste hjemmelavede paintmarker til graffitiskrift:


Her ville jeg have embedded en video, men YouTube har taget den ned siden sidst. Brug linket.

Videoen er lidt lang (8 min.), men det går kort fortalt ud på at skære enden af en liter-colaflaske og fylde den med vægmaling, passende fortyndet med sprit. Dernæst ruller man et håndklæde stramt sammen og skærer en skive af rullen på ca. 10 cm som spids, som man krænger en sok udover og vikler gaffa omkring, før den fastgøres i indgangen af flasken med en skrue i hver side. Med bunden af en anden colaflaske som låg. Voila!

God fornøjelse!

*

Eller også skal jeg bare slappe af. Masser af gode kunstnere maler ikke andet end kaskader af kønsdele i flugt.

Her er to kvindelige:

Eks. 1: Cecily Brown




Eks. 2: Sue Williams




PS Det hele kom sig af, at jeg havde lyst til at skrive "løsrevne kønsdele i flugt".
***

Afsløring

***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.

Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.

Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!) *)

Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.

Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …

Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.


*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***

Jeg får ikke gjort noget ved noget

***
Første dag jeg er rimelig frisk, og så har jeg ikke lavet en skid hele dagen.

Weekenden, hele sidste uge og weekenden før – 9 dage ude af mit værksted – det er et langt brud.

Hver dag siger jeg til mig selv: I morgen skal det være.

Godt jeg ikke drikker.


PS Jeg undveg mit arbejde så meget, at jeg skrev til en blog, hvis titel misforstår, om ikke mishandler, det engelske sprog, samtidig med at den gerne vil bryste sig deraf – for høfligt at påpege misforståelsen (thi jeg er Påpege the Sailorman. Haha).

"Hvorfor har mennesker som dig så tralvt???” skrev hun tilbage. "Nu har jeg kaldt den [bloggens navn], så det er det den hedder. Det er en privat blog og kan du ikke lide navnet, så lad være med at læse den - der er INGEN der tvinger dig."

Og: "Måske du kan finde noget andet du kan gå op i?"

Det får man for at række en hjælpende hånd til vilde hunde.


PPS Hendes approach er tydeligvis meget anderledes end min: jeg absorberer kritikken og bliver stærkere, som The Blob med radioaktivitet.


***

Samme gamle, del XIV

**
Jeg tog ned hos J. Per i juledagene og røg af de brune cigarillos, af den slags der gerne koster én venner (jeg er regrederet til gamle uvaner – slipper jeg aldrig fri af tobaksdjævelens kløer? Jeg kan ikke forestille mig noget tåbeligere end at trække røg ned i sine lunger, men når først man er begyndt). Han har været hashfri i snart to uger og hoster rigeligt i forvejen. Han åbner aldrig et vindue.

Kort efter dukkede en ung fløs i en lille hat op, der også undslap sin familie i julen, og gav sig til at rulle af J. Pers overskudsgrønne, mens J. Per sad og bævrede. Jeg ved ikke, om han røg med, efter jeg var gået.

(Senere sagde min kone: – Du skulle have sagt, han ikke skulle gøre det (ryge den fede foran J. Per), men det faldt mig ikke ind (jeg er ikke-interventionistisk). Hun har nok ret. Det har hun altid. Det er det nemmeste.)

Da faldt snakken på den unge fløs’ (lad os kalde ham Jokum) stigende vægtproblem, og J. Per viste ham et billede fra sin egen storhedstid, før han fik diagnosticeret sin sukkersyge (et billede i øvrigt knipset af undertegnede i 2001).

– Hov, sagde Jokum, – det er den samme fleece, du har på nu.

Og ganske rigtigt, det var det.

Så så jeg ned ad mig selv. Jeg havde den samme fleece på, jeg købte i London i 1998. Jeg går også altid i det samme gamle lort.

Når folk en sjælden gang ser mig i noget andet, siger de "gud!"


PS Hvorfor tænkte jeg det på? Fordi nu hang snoren, jeg strammer fleecen med forneden, ned i lokumsvandet igen.
***