Det har på det sidste stået lysende klart for mig, hvor lidt jeg i grunden har at sige, og hvor mange måder jeg har at sige det på.Jeg havde en lærer, der sagde: – Du har så mange evner, Gudsrost. Bare en skam, at du ikke har noget at sige.
Jeg har intet på hjerte.
Jeg tror, at jeg på en eller anden måde trænger til at få noget virkelighed ind over det, jeg laver, også så det hele ikke bare er klichéer. Virkeligheden er et kick, men jeg er desværre utroligt tilbageholdende mht. at begå mig i den. (Jeg stikker ind i mellem næsen lidt frem, virrer lidt med den og trækker den straks tilbage. Jeg er sky og tilbageholdende, grænsende til det selvudslettende.) Som min terapeut i sin tid sagde: – Du trænger til mere animus og mindre anima.
Jeg skulle nok have ofret de ekstra penge på en rigtig psykolog.
Jeg glider ud i stigende irrelevans.
Jeg er på det sidste blevet mindet om, hvor fuld af lort jeg er. Den ene ting efter den anden. Jeg fandt en mail, fordi jeg skulle bruge et billede i den: Her er et billede fra en ny serie, jeg er ved at lave, skrev jeg. Jeg havde kun det samme, og det var ikke engang færdigt. Jeg maler på det nu. Tog lige mig selv i at kigge ned i den samme bøtte orange, jeg købte for 10 år siden.
Telefonen ringer, og jeg tager den ikke.
Der var en artikel om Kierkegaard i The New York Times. Jeg har aldrig kunnet læse ham, fordi jeg hader ånden, men han sagde, at en ulykkelig mand er ham, der vil være noget andet, end det han er. Jeg er træt af at sige, at jeg er "kunstner", når det ikke er det, jeg er – hvilken grel kliché – og når jeg siger, jeg er det, jeg laver for at tjene penge, lyder det så trist. Men det er jeg blevet til. Jeg vil hellere sige, at jeg er blogger. Det er sjovere. Men det kan jeg ikke, fordi jeg er det hemmeligt. Og jeg kan ikke skrive i min blog, hvad mit arbejde er, for ikke at kompromittere mig og bide den flinke hånd, der fodrer mig.Fanget i midten igen.
***
