Viser opslag med etiketten noia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten noia. Vis alle opslag

lørdag den 7. januar 2012

Min fjende


Da jeg stak hovedet op af kælderskakten, var der en, der stod på lur og slog mig oven i hovedet med en lægtehammer, men jeg havde heldigvis min cykelhjelm på, der prellede slaget af til en snitter. – ROARR! brølede jeg, og gerningsmanden flygtede i mørket, som den feje køter han er.



mandag den 21. marts 2011

Et mirakel er sket


Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).

Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).



De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.

FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:
  • Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
  • Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.
Sangene kan høres her.

PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.



BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:


"Firmaet Hulk, Klynk & Jammer ApS"

fredag den 4. september 2009

Mere svig

***
Jeg skal lige bitche lidt:

– Du skulle have din egen klumme, sagde en af mine venner til mig for mange år siden. Og ved gud, nu har jeg en, og han læser den, men uden at sige noget til mig om det, fordi vores fælles ven Gerhard Flaprelæbe ikke kan lade være med at flapre sine læber. Og nu skriver jeg det her for at røre i gryden. Så undskyld den negative tone, men hvis I kender mig, er denne blog ikke for jer. I må finde noget andet at læse, Weekendavisen eller En halv humørtime. Løs en sudoku, luft hunden. Det er irriterende, fordi jeg ikke ved, om de mest liderlige af mine fanbreve er ægte, eller det bare er nogen, jeg kender, der driver gæk med mig. Tag f.eks. ham der gerne vil købe en tegning af mine psoriasis-ramte tæer for 120 kr. og vil møde mig i en mørk gyde, hvor overdragelsen skal finde sted, og når jeg så endelig møder op, træder han frem i lyset og siger: – Haha, Gudsrost, det er bare mig. Narret!

Hvordan vil jeg så ikke have det over at vide, at der virkelig ikke er et menneske på jorden, der vil eje noget, jeg har lavet, andet end i hoven spot? Og hvad med den netshop, jeg var ved at sætte op?

Så skærer jeg mine pulsårer over, og mens jeg ligger dér i badekarret og forbløder, vil jeg sige: Det er mine venners skyld, det er mine venners skyld! og liveblogge begivenheden.


PS Snart har jeg ikke en eneste læser, så er jeg back to basics. Så er jeg bare en urinstinkende bums, der skriger om natten under en bro.


***

torsdag den 13. august 2009

Hensigtserklæring, så læs godt efter

***
Okay, det er officielt, jeg har langt om længe bestilt min billet til et prestigefyldt hippiearrangement i udlandet, jeg ikke kan nævne navnet på her for ikke at kompromittere min hemmelige identitet. (Det gælder også jer andre, I læsere derude der ved, hvem jeg er: Denne blog er hemmelig, I må ikke sige noget til nogen. Hvis I lader som om, I ikke ved, hvem jeg er, skal jeg nok også gøre det. I ved, hvem I er. Det er jer, jeg taler til. Spilder I bønnerne, falder masken, må bloggen lukke. Sande fans vil derfor afstå fra yderligere adfærd, der kan bringe bloggens fremtid i fare. Alle andre er for mine fjender at regne og vil blive behandlet derefter.)

Jeg er bare så dum, det tog mig fem uger at bestille den billet, og nu er det sidste øjeblik, så den er dobbelt så dyr. (Nå, hvad fanden, jeg skriver det af. Jeg udtog oven i købet mod mine fasteste principper afbestillingsforsikring, som en gammel kone. Ha! Hvor er jeg dog blevet midaldrende.)

Jeg kan bare ikke tage en beslutning – jeg er fysisk ude af stand til det, det strider mod mit inderste væsens tykkeste mure – indtil sidste øjeblik, og den tager sig selv. Det er den eneste måde. Jeg ville være en utroligt dårlig præsident:
– Hr. Præsident, russiske missiler er på vej over Nordpolen.
– Okay, jeg trykker på knappen om lidt, jeg vil lige vente og se, om der dukker noget andet op. Hva’ synes du?
– Hr. Præsident, missilerne er nu fem minutter fra Anchorage!
– Til helvede med det! ...og dog ...



Mit vankelmod ville således med stor sandsynlighed redde halvdelen af verden, den østlige/totalitære, fra total udslettelse. Tænk på det, når du går op i damp en dag. Og vælg dine ledere med omhu. Nå, jeg rabler.

Med hilsen,
jeres hengivne MJ
***

torsdag den 21. februar 2008

Jeg troede det var pigen fra inde ved siden af

Det bankede på, og jeg råbte på vej ud i gangen:
– Er det pejlevognen?!
Og det var det.



Jeg siger: Lad os sætte pejlevognsfolkene til at lede efter liv på andre planeter.

fredag den 19. oktober 2007

Alm. noia

Jeg har det løbende, som om nogen vil bryde min dør ned og råbe: – Du er en bedrager!





Det har ikke noget med denne blog at gøre, det er generelt.

Jeg synes ikke, at jeg er det, jeg giver mig ud for. Det er så tyndt, hvad jeg har at præsentere.
Jeg har aldrig tid til det, jeg godt vil. Og den tid, jeg har, bruger jeg på noget andet.
Hvad hedder en phony på dansk?

Jeg føler mig som en af dem, der går rundt med en tom guitarkasse, eller bedre endnu en tom kontrabaskasse.

Problemet er, at jeg aldrig kan tage mig sammen til at komme i gang med noget som helst. Som nu f.eks. Jeg bliver ved med at springe hen til min computer. Kan jeg så straks holde op! Jeg har et nyt formsprog at opfinde. Der er så kort tid nu, at jeg også gerne nøjedes med et gammelt formsprog. Hvasomhelst!

torsdag den 22. februar 2007

Vidste du, at Elvis Presley var jøde? (Niels Bohr med)

Jep, hans tipoldemor var jødisk, og ifølge jødisk slægtsføring, der regner i lige linie gennem mødrene (for så er der ingen tvivl om ægtheden af slægtskabet, skulle der have været slethed i ægteskabet), gør det også ham til jøde.

En amerikansk instruktør lavede for nogle år siden dokumentarfilmen Elvis Schmelvis, hvor han rejste gennem sydstaterne og fortalte folk om Elvis' jødiske rødder for at lodde deres reaktioner, men det viste sig at de fleste var ret ligeglade.

Det er måske også skide ligegyldigt. Men jeg finder det interessant, hvem der er jøde, for jeg er en ven af det jødiske folk (det er ikke det samme som at støtte alt hvad staten Israel gør, okay? Det er ikke den debat.) Jeg snakker om folk, der har drevet det til noget i kunst, litteratur, musik og videnskab. Hvem vidste f.eks., at Niels Bohr var jøde? Ikke jeg, før jeg slog ”kendte danske jøder” op på nettet og via en paranoid side blev ført til listen her, der virker noget kortfattet.

Og Niels Bohr er trods alt at finde på en dansk pengeseddel. Er der noget andet kristent eller europæisk land, der afbilder en jøde på deres møntfod? Det er værd at undersøge (stay tuned). Jeg tænker nogen gange på, at det måske havde været anderledes, hvis folk i Danmark under besættelsen havde vidst, hvem der egentlig var jøder. Det er jo ikke, fordi det skorter på antisemitisme her i landet og slet ikke dengang. Jøderne har måske været så integrerede, at andre danskere bare har tænkt på dem som deres naboer, ikke som "den anden". Men jeg ved det ikke... Hey, det her ligner et separat indlæg!

Se Elvis Schmelvis for et stamtræ og andre sjove fakta om Kongen.

Plovmanden med Niels Bohr, der babber pibe, er copyright Den Danske Nationalbank, hvis nogen skulle være i tvivl.

onsdag den 24. januar 2007

Det hæsligste sted i byen

Ferniseringer i Galerie Asbæk (bemærk den fimsede franske stavemåde af galleri).
Stop dig med så mange lakse- og gedeostemadder du kan, før du flygter ud med åndenød og noia over, at der ingen rigtige mennesker er, kun cyborgs, der intet godt vil dig.



(Det burde være muligt at komme på mailinglisten ved at e-maile dem, jeg ved det ikke. Jeg er allerede på listen, og jeg ved ikke, hvordan jeg er endt dér.)