Folk snakker, forfatteren lytter – et Preben causeri

Jeg skal ikke kunne sige det, men det virker som om, mange af Storm P.'s vittigheder er noget, han har overhørt, eller noget, han forestiller sig, man kunne sige. Det er ikke tale om deciderede gags, meget af det. Der stod et sted, at folk kom op til ham, når han gik tur i Frederiksberg Have, og fortalte ham morsomheder. Mange af tegningerne/Fluerne og Peter & Ping forestiller bare folk, der står og taler sammen.

På den måde er han ligesom Harvey Pekar, hvis serier også bare er hans indre monolog, eller hvordan folk står og taler sammen på gaden. Det giver sagerne en virkelighedsdimension, som jeg godt kan lide. Hæver humoren over klichéerne eller nyhederne.

Gustav Wied skrev i sin erindringsbog, at han, efter han var flyttet til København og ikke kendte nogen og ikke havde nogen penge, plejede at sætte sig ned i Frederiksberg Have og tale med de gamle og lytte til deres historier. Det tror jeg, man kan få en masse ud af, hvis man er sådan anlagt.

Man skal bare antage reporterens perspektiv. Som Seinfeld sagde, lege at man har sit eget talkshow og stille gæsterne spørgsmål for at få tiden til at gå, når man er til cocktailparty.

Men det skal selvfølgelig helst være sjovt.

Min kone tror mig ikke, men jeg er faktisk meget god til denne teknik (med at lytte til folks historier), ulig hende, der altid bare snakker om sig selv og bebrejder mig, at jeg ikke lytter – kan I se dynamækken? (Sådan er det med smukke kvinder: de er vant til et taknemmeligt publikum.)

Eksempel: Jeg talte med en kirkesanger, der synger ved begravelser. Det sørgeligste er ikke de små kister, sagde han, det sørgeligste er, når ingen kommer, når nogen er død i sin lejlighed, og det ikke bliver opdaget før tre måneder efter, når det begynder at dryppe fra underboens loft. Men han synger alligevel, selvom der ikke er andre end ham og den døde.

Og så måtte jeg lære ham, hvordan man bøffer smøger af folk: – Du er nødt til at lave et lille nummer, give en lille song & dance.

– Det er sandt, sagde han og knipsede bittert. Han havde ikke fået, hvor jeg fik. – Der hører en teknik til det her, sagde jeg og inhalerede dybt af den afbrækkede filterende.

Jeg spildte en halv fad ud over mig selv, men det gjorde ikke noget, for det var en lun aften, og familien var på landet. Min sidste flig af frihed, før alverden ramlede ned.



II
Jeg ved ikke, om folk er blevet dårlige til at høre efter, det kan godt værre, men folk er helt sikkert blevet dårligere til at tale. Konversationens ædle kunst, er den helt død? Jeg bilder mig ind, at folk var mere veltalende i gamle dage, fordi de fik deres sprog fra bøger, ikke tv. (Folk, der snakker om, hvad de har set på tv, skulle skydes, undtagen hvis de er medieanalytikere som mig.) Se f.eks. denne sætning fra "De tre Musketerer", en af verdens mest populære bøger:

Uheldigvis er han bedre til Bens end sin Herre, hvilket har til Følge, at han gør os alle sammen tossede i Hovederne, for da han tænker sig, at vi måske kunde falde paa at nægte ham, hvad han forlanger, tager han alt, hvad han har Brug for, uden at spørge sig for.

Læg mærke til, at den bryder af og går en omvej, før den vender tilbage og slår sløjfe på pointen. Den sætning ville aldrig gå på fjernsyn, fordi folk ville glemme, hvor den kom fra, i mellemtiden. Der er sikkert meget mere at sige om det her, men hvad ved jeg, jeg er ikke lingvist eller retoriker. Jeg er bare en ydmyg lille blogskriver, der elsker at se linien komme ud af sin pen.

Opsummering: Var folk mere veltalende i gamle dage? Det må undersøges. De er i hvert fald ikke specielt veltalende idag. (Jeg har ikke andet at basere min teori på end tre sæsoner af "Deadwood" og Mark Twain. Hvis alle folks tale er baseret på kadencerne fra The King James Bible osv.)

14 dage og mere til – medieforedrag ved søerne

– Jeg kan ikke gå ind og se Tintin-filmen, fordi jeg er bange for at falde i "den uhyggelige dal" – das Unheimliche Tal! sagde jeg til min niece og forklarede, hvad jeg mente: Tintin er et ciffer, en smiley, hvem gider se ham med rynker og folder? Han ligner en pige. Og Terry ser ond ud.

– Jeg tager det nok ikke på mig så meget som dig, sagde hun. Hun var faldet i søvn på første række til gallapremieren. Fribilletter.

– Det var garanteret, fordi den var for hektisk, sagde jeg. – Har jeg ret? (Jeg forestiller mig en baby, der lukker ned ved sensorisk overbelastning.) (Jeg tror, hun havde tømmermænd.) Hvorfor kan de ikke lave en sjov 3D-film? Hvorfor prøver de at være realistiske? Det fede ved tegnefilm er, at de kan strække og bøje figurerne og skifte deres form og save dem over og dræbe dem (og flere pointer af John K). Det er dér, filmene fejler, og det er dér, jeg falder ned i den uhyggelige dal. Hvor er indlevelsen?

– Har du en blog? spurgte min bror.

– Nej, sagde jeg. – Men hvis jeg havde, kunne jeg skrive om alle mine tanker, og jeg kunne have fans, der fulgte mig og kommenterede.

– Mormor har en blog, sagde niecen. I sin ungdoms flor, det eneste, hun vil, er til udlandet og blive gift med en rigmand. Alt andet end at være her.



– Jeg synes, det er i orden at følge med i, hvad der sker, sagde hun.

– Selvfølgelig. Jeg er bare begyndt at vente 14 dage og se, om jeg overhovedet gider se filmen, når hypen er bruset af. Og det gider jeg som regel ikke – jeg tænker ikke engang på det.



– Kunne du heller ikke lide Toy Story 3?

– Jo, men den var ikke mest sjov. Jeg ville ikke kalde den en komedie.

Jeg tænkte på den første halve time af Wall-E.



Som et eksperiment vil jeg begynde at lytte til andre folk.

Pointe

Fjernsyn er til for, at man skal gøre grin ad de personer, der er på. Jeg kan ikke pointere dette nok. Især over for kvinderne i mit liv.



PS Folk, der forventer at lære noget, bliver aldrig klogere.
PPS Hvis der f.eks. er politikere på, skal man ikke lægge mærke til, hvad de siger, men gøre nar ad deres udseende. De har selv valgt at være på fjernsyn, så de er selv ude om det.

Humørhjørnet

– Der er ingen tvivl om, at livet for mange er fucked up.

Godnatlæsning

Jeg læste Bertrand Russells Human Society in Ethics and Politics, men nu læser jeg William Gibson i stedet for. Han (Gibson) er holdt op med at skrive om fremtiden og skriver om nutiden. Men det er den nyeste nutid. Så stiligt han skriver. Så stiligt det er, det han skriver om: globalteknik, de seneste art trends – ligesom at læse et fedt blad om, hvad der foregår i verden, med en spændingshistorie oveni.
Selv kapiteltitlerne er interessante.

God forfatter. Jeg er ked af, det ikke er sommer, så jeg kunne læse hele bogen på en gang.

***Sladder: Jeg havde en lærer, der mødte Gibson på Narcotics Anonymous i 80’erne, da de begge tog for meget coke.***

•

Min datter (7) om bagsidebilledet, da hun hører, han er "fremtids"-forfatter: – Hans mund skulle vende nedad, og der skulle hænge snore ned fra hans mundvige med biller i. Han skulle have horn med døde mariehøner i enden. Og så skulle han være blå.
(Pause)
Hans briller skulle stadigvæk være runde, men med laser hele vejen rundt, så hvis nogen prøver at stjæle dem: Zap!

•

Interessant nok: Begreber, Gibson har opfundet, hans egen berømmelse, er selv blevet en del af den virkelighed, han skriver om (en meget Gibsonsk observation, om jeg må).


Spook Country fås på dit lokale kommunebibliotek.

Sitcom

Fjernsyn som spejl.
Man sidder og ser en familie sidde i en sofa.

Rip van Winkle vågner op foran fjernsynet og kigger på uret

Problemet med Queer Eye for the Straight Guy (De Fantastiske Fem på dansk*), men dén kunne jeg ikke se) var, at det hele gik ud på at glæde personens kæreste til sidst, at hun skulle godkende det. Det virker på en eller anden måde umandigt.

Hvorfor kan det ikke bare være for hans egen skyld og til hans egen fornøjelse? Hvor kommer kvinden fra midt i et bøsseprogram?

(Men alt det foregående, der gik ud på at forkæle og forbedre heterofyren kunne jeg godt lide. Hvem der havde fem bøsser til at komme ind og nusse og pusse om én og løse alle ens små problemer. De mangler bare en revisor, en advokat og en blikkenslager.)


*) Jeg har heller aldrig kunnet se danske Robinson**), men det gik bedre med den svenske version af en eller anden grund (det kvarte afsnit det blev til). Dem kan jeg bedre grine af. Dumme danskere er for tæt på.

**) Day-O tilmeldte sig engang svenske Robinson, men blev vraget. Jeg tænkte ellers, at han ville være perfekt, en oplagt vinder: Han ville blive venner med kvinderne og mændene ville ikke føle sig truet af ham. Og hvis han blev stemt ud, forestillede jeg mig, at han kunne stikke af og leve i junglen som Ben Gunn fra Skatteøen og dukke op i sin hjemmelavede båd af skind og larme og forstyrre, når de andre lavede konkurrencer. Dét ville jeg godt have set.


PS Jeg smider mit fjernsyn ud og kigger aldrig på det igen.

De trænger til kærlighed (men hvem skal give dem den?)

Jeg tror, politikernes problem er, at der er ingen, der kan lide dem. Hvem kan f.eks. lide Anders Fogh? Ikke nogen jeg kender.
Er der nogen i hele verden, der kan lide Bertel Haarder?

H.T. Schmidt til gengæld ser godt ud i stramme cowboybukser. Jeg kender hende ikke, men jeg kan se på hende, at hun er vild med sex. At hun kan lide det.*)

Ellers er jeg ikke politisk. Jeg har heller ikke stemmeret, kun ved lokalvalget. Der stemte jeg på hende med perlerne, men hun er siden hen gået over til de Konservative. Jeg skulle have vidst det. Det var perlerne.

Til gengæld var der en SF’er ved regionsvalget, der så uhørt godt ud, men jeg så desværre først plakaten med hende, da jeg havde stemt.

Villy Søvndal ligner en idiot med den der pibe.

PS Min kone fortæller mig, at jeg er en idiot, fordi jeg går op i, hvordan politikerne ser ud. Men det er alt, hvad jeg ser. Jeg kan ikke høre efter, hvad de siger.

PPS Det er Foghs og Haarders officielle billeder fra Statsministeriet og Kulturministeriet. Fnis!

PPPS Hvem var det, der sagde, at alle politikere er abnorme?


*) Ellers ligner hun mest en klonet Lykketoft.

Kontrastens kraft - en medieanalyse

Dennis Rodman var en ualmindelig basketballspiller. Han farvede sit hår på måder ingen havde gjort før (og dannede skole) og bar makeup på banen. Han spassede modstanderen ud med sin tvekønslighed og provokerede ved at tage modspillerne på pikken og den slags.

Ikke bare det, ved sin tilstedeværelse trak han opmærksomhed væk fra Michael Jordan*), der kom til at fremstå endnu mere som den gode og retskafne.

Jeg tror det samme lidt gør sig gældende med Bush og Cheney, Ved siden af Cheney ser Bush helt menneskelig ud. Ditto Poul Nyrup og Lykketoft. Ved siden af Lykketoft så Nyrup mere normal ud. Fipskægget tiltrak sig en del opmærksomhed (og han skulle selvfølgelig aldrig have raget det af, det fjols, da hans ego tog overhånd og han ville være "kalif i stedet for kaliffen"). Det var umuligt at høre efter, hvad han sagde, det eneste man så var skægget der gik op og ned.

Tryllekunstnere kalder det "misdirection": Bevidst afledning af publikums opmærksomhed med den ene hånd, mens den anden hånd tryller. En perceptionens good cop-bad cop.



*) der på det tidspunkt (ca. 1997) døjede med en gamblingskandale og personlige kriser.

Sandheder om sport

Pkt. 1: Det gode ved sport er, at det ikke betyder noget.

Derfor er det mindre anstrengende end resten af avisen at følge med i.

(Der er selvfølgelig mange, der går op i det, men det er noget andet. Det er hvad, man lægger i det. I sig selv betyder det ingenting.)


Pkt. 2: Stereotyperne er altid lettere at få øje på i sporten.

Ex: Afrikanske spiller er "farverige".