Dennis Rodman var en ualmindelig basketballspiller. Han farvede sit hår på måder ingen havde gjort før (og dannede skole) og bar makeup på banen. Han spassede modstanderen ud med sin tvekønslighed og provokerede ved at tage modspillerne på pikken og den slags.
Ikke bare det, ved sin tilstedeværelse trak han opmærksomhed væk fra Michael Jordan*), der kom til at fremstå endnu mere som den gode og retskafne.
Jeg tror det samme lidt gør sig gældende med Bush og Cheney, Ved siden af Cheney ser Bush helt menneskelig ud. Ditto Poul Nyrup og Lykketoft. Ved siden af Lykketoft så Nyrup mere normal ud. Fipskægget tiltrak sig en del opmærksomhed (og han skulle selvfølgelig aldrig have raget det af, det fjols, da hans ego tog overhånd og han ville være "kalif i stedet for kaliffen"). Det var umuligt at høre efter, hvad han sagde, det eneste man så var skægget der gik op og ned.
Tryllekunstnere kalder det "misdirection": Bevidst afledning af publikums opmærksomhed med den ene hånd, mens den anden hånd tryller. En perceptionens good cop-bad cop.
*) der på det tidspunkt (ca. 1997) døjede med en gamblingskandale og personlige kriser.
onsdag den 2. maj 2007
Kontrastens kraft - en medieanalyse
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar