tirsdag den 22. maj 2007

Vidste du at nysepulverets opfinder var en dansker?

Søren Sørensen (bedre kendt som Soren "Sam" Sorenson, 1866-1933) var en ung dansk udvandrer til Amerika. Han havde lagt mærke til, at hans forhenværende medarbejdere på farvestoffabrikken altid nøs, når der var kultjærefarvestof luften (coal-tar dye - jeg har ingen anelse om, hvad det hedder på dansk), og snart begyndte han at tage små flasker af det grå støv med sig i lommen for at få sig et billigt grin.
I 1906 markedsførte han sit nysepulver under navnet "Cachoo", og indenfor et år havde han efter sigende solgt 150.000 flasker af produktet.

Senere amerikaniserede han sit navn til Samuel Sorenson Adams. Hans firma, S.S. Adams, lancerede så eviggrønne spøg og skæmt-klassikere som The Joy Buzzer (prototype: 1909, U.S. patent No. 1,845,735, 1931) og The Dribble Glass, som Sorenson også selv opfandt. Han kunne have købt rettighederne til pruttepuden i 1930, men fandt den pudsigt nok - hans øvrige sortiment taget i betragtning - for vulgær.
Adams holdt senere op med at sælge nysepulver, fordi det selvfølgelig er vildt usundt (jvf. note 2 forneden).

Sorens søn, Joseph "Bud" Adams, overtog firmaet fra sin far og drev det indtil sin død i 2001, hvor hans søn, Chris Adams, satte sig i direktørstolen. Det kan godt være, det ikke er Lego, men firmaet har dog været familieejet gennem tre lange generationer, hvilket er noget i sig selv.

Nysepulveret (og andre festartikler) har i sjælden grad gennemsyret kulturen. Se blot her fra Tintin (Det Sorte Guld). Joy buzzer’en vil være mange bekendt fra f.eks. Bugs Bunny-tegnefilm. (Jeg har aldrig selv prøvet en, så det må være en af de glæder, jeg har til gode her i livet.)


Disse og mange andre interessante fakta om spøg og skæmtens glorværdige, lavkulturelle historie er at finde i tegneserietegneren og samleren Mark Newgardens udmærkede lille bog Cheap Laffs – The Art of the Novelty Item (Harry N. Abrams, New York 2004).


NB! Det er altid en god ide at skrive en bog om det, man samler på (når ens samling vel at mærke er stor nok). Det øger kendskabet til samlerobjektet og kan mangefold øge værdien af samlingen.

Note 2:
Nysepulver (nærmere bestemt stoffet dimethoxybenzidin) nævnes i et dansk-europæisk miljødirektiv.

Ingen kommentarer: