I dag tvang min kone mig med i Silvan (jeg kom til at love hende det i sidste uge). Det endte med at være okay, men det kunne lige så godt være eksploderet i hovedet på os. Siden hun officielt hævede skilsmissetruslen over mit hoved, har hun været mere afbøjende end sædvanlig.Jeg kan bare ikke tåle at spilde al min gode hverdagstid, jeg skal have til mig selv - lige meget hvad jeg så laver. Og så to dage i træk.
Der er også sket andre interessante ting, jeg ikke kan nævne her, fordi de omhandler min hemmelige identitet (nogen typer vil have mig med på et projekt. Jeg har dårlige erfaringer med samarbejdsprojekter, men de her typer forstår en vits, så jeg giver det en chance. Også selvom det under alle omstændigheder betyder en mængde arbejde for mig - at jeg skal foretage mig noget ud over det sædvanlige ...og at der måske ligefrem kan ske noget! Tanken fylder mig med angst og bæven, jeg må stålsætte mig. Sandt sagt fiser det nok ud i sandet som sædvanlig).
Jeg sidder for første gang i år uden at have noget betalende arbejde, overhængende eller på bedding, i hvert fald ikke før hen i juni. Det er godt.
PS Mine trofaste korrespondenter spørger om der er noget galt: Hvor er mine faste indlæg indenfor kontortiden? Nu jeg ikke har siddet foran skærmen her og ruget og gruet og grublet og brygget i snart halvanden døgns tid, føler jeg, at jeg bør forklare mig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar