Frygt & familie

Min datter (11) sagde: – Hvad er du mest bange for?
Efter et kvart sekund: – At der skal ske jer noget.
– Nåhr…
– Hvad er du mest bange for?
– At I skal blive skilt, sagde hun med det samme.


Straw Dogs, Home Alone for voksne.

Addendum III

Der var en, der sagde: Hvis der er nogen, der bliver skilt, så ønsk dem tillykke. Ingen lykkeligt gifte mennesker bliver skilt. Og det er sikkert rigtigt nok.

På den anden side er der vel heller ingen lykkelige mennesker, der begår selvmord. Skal man så også sige tillykke for det (selvom de ikke er der)? Jeg tror, problemet i begge tilfælde er collateral damage – hvad hedder det på dansk? – dem, det går ud over, selvom det ikke er deres skyld. Jeg er selv skilsmissebarn. Jeg kan ikke tage det.


Niklaus Manuel Deutsch: Skt. Anton plages af dæmoner (1520).

Sammenkørt

Til dem af jer, der kender mig: I kan godt begynde at vælge side, min skilsmisse er nært forestående.

Året i billeder

Jeg vil skilles.

Alt er bedre (addendum I)

Måske var det bedre, hvis jeg var skilt. Så kunne jeg komme videre i stedet for at hænge her og dingle som et udsuget flueskelet. Mit liv forsvinder for øjnene af mig, for jeg vælger ikke at handle.



Nu vil jeg gøre noget ved noget.

Mere senere.

Var der noget jeg ville?

Okay, jeg er ikke blevet skilt endnu, men jeg kan ikke prøve at redde mit ægteskab, samtidig med at jeg skriver om det hér. I øvrigt ved jeg ikke, om der er noget at redde.



Det er svært at skrive ærligt om ægteskabet, mens man stadigvæk er gift.

Hemmeligt og privat notat

Jeg fandt denne seddel i mit nærmiljø. Det er ikke mig, der har skrevet den.



Er det til at tyde?

Ordlyd:

LIGE NU

x tænk over skilsmisse ..

x snak med [navn sløret -red.] ..

x sæt det IGANG ..

x Husk at jeg aldrig får et svar på hvad der er sket .. ALDRIG!

x Min virkelighed har været virkelig ..

x Det eneste jeg kan gøre er at finde ud af om hun stadig lyver i juni ..
Jeg skal nok ikke gøre mig de store forventninger.

Tab / vind

Lige meget, hvor ulykkelig jeg er, kommer der noget godt ud af at skrive om det. For jeg kan godt lide at skrive.

Det bliver ikke bedre, men så har jeg da en vis mængde ord.

Og mine læsere elsker ord.

De elsker ikke mig, men de elsker en masse ord.

At så alle disse ord svirper tilbage i røven på mig en dag er bare ærgerligt.



Handlinger har konsekvenser, oh yeah.

Også manglende handlinger.



Og handlende mandslinger
og bladsvingende vansiringer
og vanddrivende fosterfirlinger.

Vælg side

***
Når min kone og jeg har haft noget, der ligner et skænderi, eller en uoverensstemmelse, om man vil, foran min familie, og det er hændt, har de altid taget hendes parti. Når vi har haft et skænderi eller det, der ligner, foran hendes familie og det har været noget mindre tit, har de også altid taget hendes parti. Hvordan kan det være? Det er ikke, fordi hun har ret.

Her mener jeg i øvrigt bare situationer, hvor vi har været uenige om noget, og jeg måske har bidraget med mit originale perspektiv. Min mor holderf.eks. altid med kvinden, det er lige meget, hvad det handler om. Min far holder bare mod mig for at dække sig ind. Men det er heller ikke helt sandt. Når vores forhold har været længst ude, og min kone har forladt mig – for altid igen – har min mor taget mit parti. Hvad handler det andet så om? Jeg tror, det handler om fred. Jeg gider bare ikke altid være skurken. Nå.



Jeg har i dag startet et skænderi med min kone for at undgå, at hun tog med og kritiserede mig foran min familie.
***

Som det står

Min kone "kan ikke leve med" mig længere. (Bemærk det passive "kan".)

Hun kom hjem i går og afleverede en tale på tre linier. Jeg sagde ikke noget.

Som langtidslæsere af denne blog ved, har min kone for vane at true mig med skilsmisse. Men hun gider ikke gøre det hårde. Det er mig, der skal flytte ud.

Jeg har virkelig ikke lyst til at blive skilt. Også selvom vi skændes hele tiden.

Kære dagbog, det trækker i mig som tidevandet (& kviksandet & hjemlandet)

Jeg kunne godt tænke mig at snige mig en tur til New York, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn med diabetes, og jeg plejer i forvejen at blive mødt med skilsmissetrusler, når jeg kommer hjem.
Det er et følsomt emne.
Så det kan være, jeg bliver nødt til at tage hele familien med ligesom sidst, men det er selvfølgelig også i orden, vil jeg tro. Så bliver det først til sommer, om nogensinde, og fire gange så dyrt selvfølgelig.

Jeg skrev til min ven Alex, at jeg ville forsøge at snige mig et smut til N.Y., og han sagde: – Hvad mener du, ligesom at smutte ned efter cigaretter?

Forrige gang jeg tog derover, sagde min kone til mig, da jeg kom hjem: – Det var nemmere uden dig.

Min datter sagde: – Jeg har ikke savnet dig, for jeg har slet ikke tænkt på, du var væk.
Det var i telefonen, da jeg ringede hjem derovrefra efter nogle dage. Det gjorde ikke noget. Men jeg græd, fordi jeg savnede dem så meget.

Jeg fortalte det til min far, så sagde han: – Der kan du bare se, hvor meget børn kan såre deres forældre.
Gamle pikhoved. Han har altid så ondt af sig selv. Og så sagde han det oven i købet, mens han lå på hospitalet, og jeg tog op og besøgte ham hver dag. (Jeg kan ikke overskue resten af den historie nu.)



Jeg sad der med ham på vej ind til operationsstuen og kom til at græde, fordi jeg savnede mine børn, og han sagde: – Såså, jeg skal nok klare mig. Men det var ikke ham, jeg mente.

Jeg afbrød det Bergmanske og Strindbergske for at bryde ud i sang

Et absolut højdepunkt kom her i foråret under en intens følelsessnak med min kone om skilsmisse. Da jeg følte mig sikker på, at vi havde rundet et vigtigt hjørne, greb jeg guitaren og begyndte at spille hende en kærlighedssang, improviseret på stedet. Og jeg kan ikke spille! Og jeg kan dårligt synge! Men jeg gjorde det - og med stor overbevisning, koncentreret og uden at bæve.
- Jaja, du er meget charmerende, sagde hun.

Der er visse ting, der bedst kan siges med sang.



PS Min lillebror kaldte os engang Hr. og Fru Strindberg.

PPS Det hjalp, at min kone lige havde stemt guitaren med sin nye elektroniske guitartuner.

Atomparaplyen

Til dem der følger med, kan jeg fortælle, at min kone nu officielt har hævet skilsmissetruslen mod mig, som jeg har levet i skyggen af siden januar.

Vi kan lige så godt være sammen, det har vi jo været indtil nu, og så ødelægger vi ikke to andre par.

Vi har uden tvivl fortjent hinanden.

Scener fra et skabagtigt ægteskab

Jeg har levet under skilsmissetrussel siden januar. Jeg har bedt min kone hæve truslen, men det er ikke sket. Nu har hun fornyet den igen.

Det er svært at vide, hvad man har at regne med på den måde, det gør det svært at planlægge og det er svært at vide, om man vil hinanden det bedste.

Og så kan jeg godt finde på at tænke: Hvad skal det hele gøre godt for?

*

Jeg havde en drøm, den gang min kone gik fra mig for alvor. Ét billede: To forvoksede babyer, der er surret sammen og hænger og dingler i en galge.

Hun kan selv flytte ud

I går aftes i stedet for at se de to sidste afsnit af Veronica Mars, anden sæson, råbte jeg af min kone til hun udvandrede, men siden hen indvandrede igen under skilsmissetrussel.
Nu vil hun skilles igen. Hun siger, det ikke er de sædvanlige skilsmissetrusler, og jeg har lovet at forbedre mig, som sædvanlig. Suk.
Det er det samme om og om igen, den eneste forskel er, at jeg bliver ældre og ældre.
Jeg er skidetræt af det hele, men jeg vil ikke skilles.
Det her sker gerne, når jeg er stresset og frustreret, og hun PMS'er.