Her lugter brunt

Helligdagen der hedder kastrér far

Jo nærmere vi kommer til selve juleaften, des strammere knuges mit hjerte.
Jeg trak min hånd til mig i sengen, for at min kone ikke skulle komme til at røre den.
Jeg har gjort alle ked af det i dag.

I dag hader jeg mig selv, mere end jeg hader julen.

Jeg har også fået lus.




Fejl

Juleaften kl. 16.30 kom jeg til at sende ovenstående besked ud til alle i en gammel Facebook-gruppe, da jeg skulle overføre teksten fra min telefon til min laptop. Dvs. alle folk i mit liv, jeg overhovedet kender, fordi de står på en mailingliste fra min "event" sidste år, der har samme begyndelsesbogstaver som mit navn, og før jeg nåede at tænke efter, havde jeg trykket Send midt i juleræset. Voldsomme isninger skød fra min cremaster og op i hjernen ved tanken om de forestående sociale ydmygelser, og jeg sendte straks en beklagelse ud. Samtidig kunne jeg ikke undsige mig en vis lettelse ved endelig at springe ud som selv- og altinghader. Men fucked up er det.

Hele aftenen og dagen efter har jeg tjekket, om der kom svar tilbage med hånlatter eller WTF's, men foreløbig intet. Med lidt held er gruppen virkelig defunct, eller også er folk bare høflige. Eller sadistiske.



Verdens mest forkvaklede dans. Ses her. Nydes uden lyd for det fulde udbytte af dansk akavethed. Se om du kan mere end 36 sekunder. Jeg kunne ikke. (Snyd dog ikke dig selv for "Slap af, okay?" ved 7:29.)


Dette har været den værste jul nogensinde, og jeg kan ikke engang begynde at tale om det endnu, for jeg har ikke fået det på behandlingsmæssig afstand.

Altid for sent

Jeg hader mig selv og med god grund.
Hvorfor kan jeg ikke lære at lukke min store mund?
Alt hvad jeg rører ved bliver til lort.
F.eks. min pik er blevet til lort.
Jeg har ikke noget at have det i,
alt det lort jeg lukker ud i det fri.

Når solen går ud for mine dage

Nu flytter børnene snart hjemmefra, og jeg kan sidde her helt alene og skrige ad min kone, navnlig når hun ikke er her. Nu er jeg snart gammel og kan se ud på træernes nøgne fingre. Når mit kød er smuldret af knoglerne og alle mine minder er brændt, og jeg end ikke er en våd plet på jorden.

Når jeg ikke har nogen at råbe ad, kan jeg lære at holde min kæft.

Min forhud trænger til at blive nulret som gamle æselører.

Her er en poetisk replik: Min æselørede forhud. Google-værdig.

Når jeg bliver for træt til at sluge mit eget spyt.

Jeg fandt på en god åbningsreplik til en roman: "Hold kæft, hvor jeg hader mig selv." Den skriver sig selv.

Eller også var det ikke hold kæft, men noget andet. Jeg skulle have skrevet det ned, med samt de næste otte linier, men jeg var lige i gang med noget. Jeg havde noget over.

Når tapetet ikke svarer, og dørene ikke lukker sig selv. Jeg gider ikke være en gammel mand med en skrivemaskine og en sur cigar, men jeg kan godt lide en veranda i et mildere klima. Du er Bukowski-romantiker, sagde min ven med de dårlige tænder og sit for tidlige grå hår i Willie Nelson-fletninger.

Nej, ikke omkring "det hårde liv", men han skrev godt, også på sine gamle dage, og han var ikke bange for at fortælle den samme historie to gange. Jeg er ligeglad med, hvad der er løgn.

Hans Les Baxter-plader til tørre i kælderen og på bagtrappen efter tyfonen.
Kulturel kompost.
Ved havet med alle flyene.
Muslingeskaller så store som askebægre og kæmpers tånegle.
Han er jeg ved ikke hvor mange år forud.
Jeg drømte om containere fulde af gamle tegneserier i ukendte formater. Skrænten af Louisiana. Ikke til at få med hjem.
Pizza.
Tog toget ud og stod ved stranden, hvor flyene skriger som måger. Kastede en football uden spin.
Selvbilleder skifter som krabbeskaller.
Hvem er alle de folk, der bor her? Hvad laver de? Andet end at sidde i undertrøje foran computeren.

Jeg købte fire sorte t-shirts og en hvid, han skulle ned i kælderen efter. Han gav mig fem dollars i rabat. Hans søn bor i Nigeria, og han sender penge hjem. Er der afrikanere i Danmark? Somaliere, etiopiere. Nigerianere? Jeg ved det ikke. Ost? Vi er kendt for vores mejeriprodukter, Holland, Tyskland, hele vejen op ad kysten.
Ømme fødder.
Alene med store poser billig bomuld.
Jeg farer altid vild det samme sted.

– Er der noget, jeg kan gøre? spurgte jeg min højgravide værtinde.
– Du kan ordne dit hår.

Jeg fik trimmet mit skæg hos barberen før brylluppet. Har du overvejet dreads? Ja, men jeg er i tvivl om, hvilket signal det sender for en hvid. Behold krøllerne foran og hav dreads bagi.
Alt det arbejde.
Mandekultur.
Jeg er mere tilpas blandt en flok kvinder uden så meget sports-tv og håndklaskeri.
To playoff-games overstået, før jeg nåede hjem og fik sovet.

At synge Danmarks pris: Kvindelig statsminister, 87% valgdeltagelse. Folk sorterer selv deres affald om søndagen på forbrænderen.

Jeg glæder mig til en hvid elektrisk fremtid.

Alt det her skal genbesøges.

Hvem skriver jeg til?

Nu, min mor er død, er der ingen at fortælle det gode.

En god, lang brandert. En hvirvelvindstur. Den røde løber er min tunge, der ruller ud.
Giv mig penge for det her, så skal jeg være evigt tilfreds.
Og resten er min egen skyld.
Til døden mig sluger.
Tyve linier billig poesi gennemslået.
Vågner af kedelige drømme.
Genialt liderlig af blød varme.
En tyk strøm af blåt jetliner-lokum vakuumskyller min skalle.
Lad være at se så trist ud, det er bare min sidste drøm.
En bred strøm af ekstatisk fabuleren gennemsmølfer Danmarks-historien som min blå pik.
Mor Danmark, din våde kusse, så kælderkold din røv. At trænge ind er herligt, kom hr. immigrant og prøv. Der sprøjter danske safter om alverdens mørke skafter.

Jeg lovede mig selv ikke at rime, for så skal man tænke på det.

Det er slipperstid.

Noget for sej

Min datter (15) går og siger, når man spørger hende: "For jeg er sej." Hvorfor gør jeg ikke det? tænkte jeg i ulvetimen lørdag morgen. Senere på dagen så jeg en tweet, der sagde: "Hvorfor taler jeg sådan til mig selv inde i hovedet? Hvis en af mine venner talte sådan til mig, ville jeg ikke finde mig i det." Sandt nok. Og det har jeg gjort lige siden, sagt til mig selv, at jeg er sej. For det er jeg. Sej. Hold kæft, jeg er sej, tænk at der findes en som mig. Nu skal jeg bare have ordnet mit hår og min fortand.

Intet er nemt, når man ikke gider noget.

De personlige dæmoner på krigsstien

Fuck dem, nu er de her igen. Og de fyrer det samme lort af som altid. Jeg hader dem. De dumme, dumme svin, de trækker mig ned.

Op mod gud

Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!

Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.

– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.

Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.

Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.

Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.



Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.

Som et nyfødt barn, måbende

22:13

Mit problem er, at jeg er en helgen, og jeg simpelthen er forbløffet over mine negative tanker. Det er inkongruensen, den skarpe kontrast mellem stykker af glødende kul mod en snehvid grund. Mit sind er som snemandens ansigt.

Jeg er en engel, der er sendt ned på jorden for at skabe fred blandt mennesker. Og jeg martres og ofrer mig selv, som Jesus. Min godhed bliver min død.

Mine lidelser er for jer. Og hvis I også lider lidt så længe (I få tilbageværende stakler, der har mave til dette), er det kun godt.

Derved hæves det universelle godhedsniveau til alles glæde & stjernernes fryd.

Nu kommer min kone ind og fortæller mig, at jeg skal fjerne skrællerne fra vasken.



En utrolig smuk dans
af kulørte grønsagsstumper
på bunden af min vask


Desuden (for den meget standhaftige læser):
Mit problem er, at jeg er så god som dagen er lang. Jeg synder aldrig. Kun mod mig selv. Jeg forbryder mig kun mod mig selv, for jeg kan ikke få andre til det. Min synd går kun ud over mig, den smule synd. Det er mest bekymringer. Er bekymringer synd? De er i al fald ærgerlige.

Jeg begår virkelig aldrig nogen synder. Jeg er så fucking ren.

Jeg er pletfri ren. Jeg er lavet af stjernemasse.

I øvrigt er jeg ligeglad med synd.

Jeg er et godt menneske. Jeg er god mod andre mennesker. Det eneste, der er galt med mig er mine bekymringer og mit lave selvværd. Mørke skyer over mit krystalblå sind.

Det er skønt at være så god - for min sjæls evige frelses skyld - men det lønner sig ej. Jeg snyder mig selv i stedet for andre. Deraf mit salige smil.

Jeg er frelseren, lyt til mine ord,
Gud er min far, men hvem er min mor?
Et menneskekar, der i mit hjerte bor.
Far, send flere penge,
så skal jeg nok huske at ringe.

Intens involveret diskussion

Jeg vil godt have, at min kone skal tro, at jeg er en pokkers ka'l. Da jeg første gang mødte hende, var jeg på vej ud, der skete noget for mig. Det er der ikke gjort siden.

Og her er, hvad jeg føler: Jeg føler, at jeg har svigtet hende ved at svigte mig selv.

Vores intense, involverede følelses- og forholdsdiskussioner ender altid med, at jeg skal forklare for min kone alle de ting, der er galt med mig selv.

Jeg har det ligesom Søren Brun, når Trine viser ham lysbilleder af alle de fejl, han har gjort i sit liv.


Fig. 1


Fig. 2

PS Jeg har affotograferet flere striber fra sekvensen, hvis der er nogen, der er helt vilde for at se dem.

L-ordet

Min kone sagde: – Det var i '95, at jeg første gang hørte dig sige, at du følte dig som en fiasko.

Jeg kan ikke leve

Jeg kan ikke trække vejret, jeg hader mit liv så meget.

Jeg vil være mig i stedet for mig

Jeg føler mig så flad og tom, og nu ved jeg hvorfor: jeg har ikke lavet andet end at arbejde hele året, og nu har jeg ikke så travlt. Alligevel nåede jeg ikke længere end til at tænke dét, før der kom nye jobs ind ad slisken til min mørke fangekælder. Det var ikke sådan, jeg havde tænkt mig, mit liv skulle være, men nu sidder jeg i det.

Min datter, der er så ung, spurgte endnu engang: – Hvorfor laver du sådan noget kedeligt arbejde?
Og ved gud, jeg havde intet ordentligt svar. Ordene undslap mig, og jeg måtte ty til tegneserie-lignelser: – Tænk på Vakse Viggo, han er altid ved at falde i søvn over sit arbejde.
Men det er ikke noget godt eksempel at foregå med. Det ærgrer mig på den måde ikke at være noget.

Nu vil jeg gå ned og købe nogen cigarer, så jeg desto tydeligere kan smage mit selvhad og tilværelsens meningsløshed.

Jeg ved heller ikke, om jeg har tænkt mig at gøre det, jeg vil hellere lade være.



Senere bankede hun mig i Tank Trouble under hånende tilråb: – Du er for gammel, lad ungdommen komme til [parafraseret]. [...] Der er ingen, der siger "luk arret" mere. Det hedder bare "luk". Ha, hvis Burkan hørte dig nu!
– Ha! sagde jeg, – du bankede mig ikke med det dobbelte [50-26]. Derfor vandt jeg. Godnat!

Jeg kommer ingen vegne og er flad som en fregne

***
Jeg hader mig selv og alt, hvad jeg står for. Mit liv er en fiasko. Jeg er et nul i et hul.
***

Mere selvforstærkende, bedrøveligt pis

***
Jeg er i dårligt humør. Nu har jeg sidder 2 1/2 time og lavet absolut ingenting. Jeg synes også, mine indlæg bliver mere ondsindede og umorsomme uden forsonende omstændigheder. Det er bare det sædvanlige pis. Jeg laver ikke en skid andet end at slås med min kone og stirre ud i luften og lave ingenting og drømme mig væk, mens tiden går, og når jeg så får travlt med noget andet, tænker jeg på alt det, jeg godt vil. Det er sygt. Og trivielt at skrive om i længden. Ind i mellem kommer jeg til at læse et gammelt indlæg, og det er det samme hele tiden. Jeg når aldrig til det sjove. Jeg brokker mig bare i stedet for at gøre noget ved det. Hver gang jeg skriver noget, har jeg det som om, jeg har skrevet det før. Jeg er virkelig i sørgelig stand. Jeg kan ikke udrette den mindste ting, ikke engang rydde lidt op. Jeg lader bare tingene ligge, indtil der vokser mider frem, og så skriver jeg om det i stedet for at få det af vejen. Jeg er skuffet over mig selv. Og det burde I også være. Det er en sørgelig tingenes tilstand. Nu taster jeg f.eks. det her pis ind i stedet for at fremme mig selv og forbedre mit liv. Det er dybt bedrøveligt.
***

Jeg ender på sofaen

***
Fra i nat

Det er svært at sove, når man brænder op af udtryksløs vrede.
Tinnitustone.
Skurrende kæbeled forplanter sig gennem puden.
Jeg hader mit liv.
Jeg hader mit latterlige lille liv.
Jeg hader det hul, jeg har sat mig selv i.
***

Mit golde, kærlighedsløse liv

***
Jeg er en sørgelig, lille mand. Jeg er så indsnævret og forskrumpet. Jeg tør ikke engang åbne mig og udfolde min kosmisk-universelle kærlighed, i stedet sidder jeg bare bag min mur og kaster med sten. Min glasmur, vel at mærke, jeg narrer ingen med mine små numre. Jeg usselryg. Jeg skider på alt, der er godt, og godter mig over alt, der er skidt. Jeg er ikke til at leve med.

Suk.

Jeg har ikke engang mod nok til at skære mine små pulsårer over den rigtige vej og tage den plasticpose over hovedet og drikke en flaske whisky og sluge et glas piller og svømme ud midt i en sø.

Min kærlighed visner ind til en tør, flimrende membran, så ligegyldig som penge i skoven (eller på en øde ø eller på månen.) En hyletone på et fjernsyn i en tom lejlighed.

Jeg har ingen steder at gøre af min kærlighed.
***

Hovedcentrifuge

***
Skrevet i mørke

Det eneste, jeg kan tænke på, er hvor bitter jeg er. Det er er en storm i mit hoved. Alle de fejl jeg har lavet, alt det jeg kunne have gjort anderledes, alle mine fortrydelser. På den måde er jeg et meget utilfreds menneske. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne være ligeglad. Det ville være nemmere. Jeg er ikke lykkelig. Jeg har ikke-ulykkelige øjeblikke – hele dage til tider – men jeg brænder op af uforløsning og utilfredshed og følelsen af, at fælden er klappet. Jeg kan ikke komme ud. Det var dét, jeg havde mine chancer og spildte dem og klattede de bedste år af mit liv væk på ingenting og værst af alt på at bekymre mig over at lave ikke noget og komme ingen vegne, så det alligevel aldrig var sjovt.

Jeg hader mig selv, og jeg hader Danmark.

Eller også er jeg endt, hvor jeg er – ingen steder – fordi sådan er jeg. Jeg har aldrig været en succes nogen steder. Jeg er aldrig slået igennem. Jeg er altid krympet som en viol. Jeg har altid været for mageligt anlagt. Jeg har altid gerne villet have et hjem. Et sted til mine ting, HA! Jeg har aldrig været villig til at bringe de nødvendige ofre. Kun halvhjertet, det værste af alt. Jeg dør.

Derfor hader jeg, når det går dårligt med min kone – og det er alligevel næsten hele tiden. Så kan jeg ikke se meningen med noget. Når jeg alligevel bliver beskyldt for at være egoistisk på trods af alle de halvhjertede ofre, jeg har bragt. Hvad er det så værd? Hvad har jeg så at have min lykke i, når jeg er ufuldbyrdet og uforløst og uden succes på alle andre måder.

Jeg er ikke et dårligt menneske, men jeg har ikke noget at have det i.
***

Og udsigtsløshed

*****
Hvor jeg dog hader mit liv.
Jeg står nede på bunden af et sort hul, jeg har gravet, og kan ikke komme op.
Der sker ingenting, jeg gider ingenting og jeg opnår ingenting.
Jeg har i livet ingen glæder,
og over det jeg græder.
Jeg har hovedpine
helt ud i øjnene mine.
Jeg ser mig selv stå stille
– det er det eneste, jeg kan
Hvad var det egentlig, jeg ville?
– Vær dog en mand
Jeg piver, gør jeg
Intet tør jeg
Intet jeg når, før jeg
dør, nej
Jeg er lammet, paralyseret,
et offer, ekstermineret,
for min egen ugidelighed
Jeg lærer at leve med den dårlige samvittighed,
for jeg kender mig selv til hudløshed
(Min bedste kvalitet er min gudløshed,
min næstbedste er min muskuløshed)
Jeg kender mig selv til bevidstløshed,
min useriøse vægtløshed,
kvalt i min egen selvrespektløshed
og i det her tilfælde min endeløshed.


***

Man lærer sig de mærkeligste ting ved at klikke på reklamerne

***
Hvis jeg keder mig, klikker jeg på reklamerne for at tjene penge til Google, der er min yndlingsmultinationale, eller hvem det nu ellers kunne være. Især kan jeg godt lide at klikke på reklamer for alternative behandlere, navnlig clairvoyante, som jeg mener er vore fjender. Hvad er prisen for sådan en reklame, der står øverst – 8 eller 26 kr. eller sådan noget? Der var en, der sagde, hvor meget engang, men jeg kan ikke huske det mere.

Vil det sige, at man kan holde økonomien i sving bare ved at sidde derhjemme og klikke på reklamer?

Det er de mærkeligste ting man støder på:

Jeg fandt f.eks. dette hudløst ærlige digt inde på Orgasmeskolen under Klienters udtalelser:

Anet, 48 år, fysioterapeut og lattercoach, Roskilde: Min varmeste anbefaling – Pias orgasmekursus er simpelthen en gave til hver en kvinde – og mand. Inden Pias kursus skrev jeg følgende digt:

M Æ N D
I har sikkert oplevet mig som lukket og genert
sandheden er, at jeg følte mig Så forkert.
Jeg skulle have været en dreng - det vidste jeg som foster
i mange år levede jeg som nonne i et kloster.


Manglende selvværd og cølibat hører nok sammen
værdigløsheden slukkede begærets flammen.
Jeg lod drenge og mænd bære ved til smertens ild
jeg følte mig svigtet - og kunne i hvert fald ikke kaldes vild.


Som teenager var der ofte tårer på min pude
"hvor er du mager" - i maven var en knude.
Overalt så jeg piger med flotte bryster
jeg havde ingen - og mærkede ikke mine lyster.
Overbevisningen var: alle mænd vil have svulmende kvinder
en lækker røv var ikke nok til at gøre mig til en vinder.


Jeg kan se, jeg valgte mænd, hvor forskellen var stor
aldersmæssigt eller intellektuelt - de behøvede alle en mor.
Jeg turde ikke være kvinde, så sagen var klar:
hvis jeg er din mor, vil du så være min far?


Jeg kan ikke anklage mig selv for at have været "for nem"
men jeg fik da afmystificeret myten om det negroide lem.
Også dejlig elskov har jeg mærket - dejlige mænd har jeg kendt
og jeg mener, at de alle fra himlen blev sendt.


Én lærte mig at sætte pris på min smukke krop
jeg holder nu af mine bryster - tør gå med nedringet top.
Nu nyder jeg at klæde mig og gå som en kvinde
på kurser har jeg lært: find din indre gudinde.

Min feminine kraft tager jeg til mig mer og mer
livet er vidunderligt - og det er her, det sner!


Mændene i min fortid en masse mig lærte,
jeg øver mig nu i at åbne mit hjerte.
Jeg glæder mig til at mærke, at det kildrer i min mave
når min partner og jeg udforsker kærlighedens gave.


Nu er det nemlig slut med at redde flere mænd
jeg er klar til at blive beundret, forkælet og til at give mig hen.
Berusende elskov - livet er en leg
hvor min partner tør være mand - og kvinden er mig.



Digtet er fra den endnu ikke udkomne digtsamling: "Livet er en gave - trods alt"!

(Gengivet uden tilladelse men dog med link.)

Som Donzo siger: "Enkelt, flydende og på rim = dixi! Det er ikke kunst, men fint". Og så siger han, at det lyder ligesom mig, hvilket er groft. Jeg synes mine rytmer er bedre.

Og nu har jeg lige lært, at Lars Muhl, popsangeren man plejede at kalde en crooner i gamle dage, er blevet håndspålægger og esoteriker. Jeg måtte dele det med nogen:


(Det er rigtigt nok.)

Løsningen er selvfølgelig at croone digtet som Lars Muhl, også selvom jeg ikke kan croone eller lyder som Lars Muhl. Tjek det:


(Jeg er forkølet. Det forklarer en del, men langt fra alt. Nyd videoen her så længe det varer. Jeg piller den ned igen, når jeg ikke kan tage pinligheden længere.)

*

Hvad vil fremtidige klikkeekspeditioner lære mig? At jeg trænger til frisk luft og motion?
Det er ikke godt at vide. Følg med i de nye spændende afsnit af
KLIKSPEDITIONER med MANDEJAMMER!!!
(siges ligesom "Pigs in Space")

UPDATE (medio feb.): Jeg er nu skiftet tilbage til vers. 1 af deklamationen. Det er noget, der rykker.

***

Min hårdhed II

***
– Hvorfor skal du være så hård? Du plejede at være så sød, sagde Bettina til mig i 2.g.

Jeg fik ikke noget ud af at være sød og hadede mig selv.

Jeg var begyndt at ryge og ønskede mig en sort læderjakke.

*

– Jeg er nihilist, sagde jeg.
– Nej, nej, det må du ikke sige, sagde denne her pige, jeg var sammen med senere. Jeg vidste ikke, hvad en nihilist var.

Min ven "Kenneth" var anarkosyndikalist. Det vidste han til gengæld hvad var. Det kunne ikke skæres fint nok.
***

Mine personlige dæmoner styrer for vildt

***
En ny stjerneparade af de sataner. Jeg hader dem, men her er de.



Hvis der er nogen, der skulle have glemt, hvad De personlige Dæmoner handler om, aldrig har vidst det eller måske er i tvivl, så se her.

Ud skal de!
***