Det er ikke engang løgn, del XXVII

Jeg var engang ude i en regnskov, og da begyndte det at regne.

Gensyn

Hende ukraineren med matroskasketten
sagde: - Haha, du er ikke hendes far, du er
hendes ven.
- Jeg er faktisk meget striks, sagde jeg.
Hendes egen far døde i Tjernobyl.

På vej op af trappen gik de ind i en urtehave
og røg noget urt. Middelaldermure,
munkebede. På toppen fik min datter en
ridetur. Tre gange rundt for en femmer. Han
havde glemt sin pose og måtte ned igen.

Fadøl, majskolber, tårntur,
kuglespilsturnering hvor konerne stod og
passede på taskerne og busser
fra hele landet.

Resten var nedtur, vi var 100 år om at finde
en restaurant og bagefter ved jeg ikke om
jeg skulle have givet. På vej op ad
rulletrappen så jeg i hans røde øjne. Jeg
kunne dårligt kende hans ansigt.

Køkkenet, kvart i 8

– Fuck dig, sagde min datter (15) i morges, da jeg sagde, at LeATHERMØUTH: I Am Going To Kill The President Of The United States of America lød som nogle barnerøve, der vræler over, at deres julegaver ikke er store nok.


Det er for meget larm om morgenen, er den rimelige betragtning.

Hvad ved de om lidelse? tænkte jeg – forkælede barnerøve. I Georgien var de blevet arresteret og fængslet for bare at tænke det. Men jeg sagde det ikke. Hvad ved jeg om lidelse?

Jeg tænkte på denne klassiker om ikke at få den Pepsi, der er alt, hvad man beder om:


Suicidal Tendencies: Institutionalized.

Jeg vil kvæle hende med forståelse.

Snorkeren - en udvidet analyse

Hvordan kan det være, at "niggerdreng" i Elefantens vuggevise af forståelige grunde er blevet ændret til "kokosnød" (jf. her og her), men "tigeren brøler sin aftensang" ikke er blevet ændret til "løven brøler sin aftensang"? Sangen er jo hensat til Afrika, ikke Asien*), med mindre der i sidste vers springes til Asien.**) Er politisk korrekthed vigtigere end videnskabelig korrekthed? Er det okay, at forurene små børns åbne, modtagelige hjerner, bare fordi det er noget "pjat"? Ikke hvis du spørger mig. Jeg ser frem til, at linien bliver korrigeret i fremtidige udgaver af Åh abe. Og glæd jer til de kommende måneder, hvor jeg vil tage fat på vores kønne, gamle julesange.


*) Jf. struds, næsehorn, gnu og zebra, hhv. vers I, II og III.
**) Sorte pantere henfører i virkeligheden til sorte leoparder (Panthera pardus), der lever i både Afrika og Asien.



Hvorfor min fiksering på denne "uskyldige" gamle sang? Nu har jeg sunget den for min yngste datter omtrent hver aften de sidste mindst fem år, dvs. min. 1.500 forestillinger i alt. Det er for meget. Og det var ikke mig, der fandt på det, jeg har aldrig kunnet fordrage den sang. Men den luller hende lige i søvn hver gang.
Fucking gamle lortesang.

Da mine børn endnu delte værelse. gjorde hendes storesøster indvendinger:
– Helt ærligt, kan du ikke synge noget andet?
– Men hun kan godt lide den.
– Jeg hader den sang.
– Shh! Sov sødt lille Jumbo og…
– Lalalala!
– Hold mund!
– Lalala!
– Du får ingen julegaver, hvis du ikke holder mund!
– Lalalala!
– Hold op! Stop!
– Vrææl!
Min kone fra det andet værelse: – Hvad sker der?
(Frit efter hukommelsen.)

Overforklaring: Her ligger humoren i, at jeg til det ene barn synger blidt, skiftevis med at jeg skælder det andet ud i deres modsatte køjer.


Note: Om løver og tigre i Afrika og Asien, se også arkivet her og her (for hengivne læsere).

I kunstfagligt øjemed

Jeg talte med en provokationskunstner, der havde været i Polen, men det havde ikke været nogen succes.

– De følte sig måske provokerede? spurgte jeg.

– Ja, sagde hun uden at fortrække en mine.

'Suttefest'

Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet, 5. del

En flok af fyrene forsvandt med den enes ukrainske kæreste (tobakstænder, matroskasket fra Sortehavsflåden, muntert sind).
– De er ude at have en suttefest, sagde kuratoren bittert.

Han har de længste hår på næsen, jeg nogensinde har set på et menneske.


Hvis du er til billeder af sømandsliv, ignorer da dette indenterede kranium og gå til Sailor Junkers.

*UPDATE 1. juni: Jeg fandt det perfekte billede:


Jason Eskenazi: Young Sailors Club, Kostrama Russia, 2000 (fra fotobogen Wonderland: A Fairy Tale of the Russian Monolith).

Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet

Mexicaneren sagde til mig: – Du maler som en pige.

Senere sagde han: – Jeg har haft et hårdt liv.

– Ikke mig, sagde jeg, – jeg har haft et blødt liv.

Opdateret – næste morgen

Der var ikke den store motivation for sidste indlæg, andet end at jeg havde lyst til at bringe min fiffige Gaddafi-GIF, nu den var fra samme dag. Men jeg har haft Al Jazeera English kørende i ugevis hvert ledigt øjeblik og er fuldstændig forgabt i det mod, mennesker udviser i verden for tiden. Al Jazeera har en god uamerikansk, ikke-vestlig vinkel på begivenhederne. Det føles rart at se arabere på en anden måde.

Det er ligesom at tune ind på et følelsesmæssigt barometer eller en følelsesradio, der påvirker en. I morges tudede jeg mine briller til over opvasken, fordi en ung libysk kvinde i eksil så så godt ud og var så artikuleret og engageret (foto mangler desværre). Kald mig bare et gammelt fjols.

Jeg kan kun forestille mig det i forhold til de danske frihedskæmpere under WWII. Det, de er med til, husker de resten af livet.



PS Hvad hedder "there's strength in numbers" på dansk? Sammen er vi stærke?

Opdateret

Verden kan forandre sig. Man kan lave sit liv om.

NEDSTYRT DIN INDRE DIKTATOR! BRÆND DIT INDENRIGSMINISTERIUM OG FRIGIV DINE INDRE POLITISKE FANGER!


– Blablabla...skabede køtere...blablabla...rotter!

Hvad har holdånd nogensinde gjort for mig?

Jeg ville ønske, jeg aldrig havde gået til fodbold.

Det skævvred min hjerne.




Jeg strømmer VM på mobilbredbånd. Det er en ny måde at se tv på. Bevægelserne ser anderledes ud i lav opløsning. Ind i mellem ser det sådan her ud (herunder og foroven):



Det minder mig om Tintin: Det gådefulde juveltyveri:

(s. 50, pan. 1-3, overs. Jørgen Sonnergaard)

De bryder linket oftere, efterhånden som turneringen skrider frem.



For første gang siden 1974 har jeg ikke noget mod Tyskland. Jeg har tilgivet dem, at de var nazier. Som de selv siger: – Jeg var ikke engang født dengang! Hvad skal jeg gøre, hade min morfar?

Ingen grund til at uddybe

Jeg sad og så kunstskøjteløbpræmieoverrækkelse med min datter (13) over morgenmaden med ham der kommentatoren, der lyder som en Magasin-ekspedient.
– Kunstskøjteløb er ikke så mandigt, sagde jeg.
– Hvad mener du? sagde hun.
– De har pailetter på.

Hun er heldigvis moderne og har ingen fordomme. Og så lærte jeg hende om, hvor godt sport er for at lære om stereotyper*). Jeg kan læse sporten i avisen på tysk. Det er altid det samme, der står.


*) Kinesere er en mængde, østeuropæere var robotter, afrikanere er ren fysik, europæere har overblikket etc. etc. etc. Digt selv videre.


Slap Shot (1977).

Slug dine virtuelle madeleine'er

Det er den mærkeligste fornemmelse, at man kan gå direkte ind på Google Street View og se billeder, der ganske nøje overlapper ens drømmelandskabs topografi (undskyld brugen af topografi, jeg mener kartografi, mindernes gader og stræder) som banale kalkeringer. Det sætter mit sind i voldsom bevægelse, ligesom at kigge på gamle familiebilleder. (Tænk, hvis der var billeder af alle mennesker også, der dukkede op de steder, de har boet.)

Jeg prøvede at finde min farmors hus, men jeg kunne ikke dreje ned ad vejen:



Her er et andet sted, hvor talrige familiedramaer udspillede sig (og 10.000.000 mindre minder):



Og så kiggede jeg op på vinduet til min syge lejlighed (ikke afbildet) og tænkte, som man gerne gør: Der sidder jeg inde med alle mine tanker og minder, og hvad betyder de? Ingenting.
– De betyder noget for dig, sagde min kone.
– Ja, men ingenting i det store hele.

Alle de mennesker i deres små hjem med deres små drømme. Lad os se dém dukke op.


UPDATE PS: Jeg lover aldrig at bruge ordet "madeleine" igen. Jeg er træt af den kliché, og jeg har aldrig læst noget Proust.

Lokale seværdigheder

– Se, sagde jeg til min ven, den udenlandske homo, ved et supermarked ved hovedvejen i et andet udland (navne og steder er slørede for at beskytte folks hemmelige identiteter, navnlig folk af sjældne nationaliteter der aldrig åbent har fortalt mig, de er bøsser, så diskret jeg er, det ved I), – sådan er de fleste menneskers liv: de arbejder hele ugen og i weekenden tager de ud og køber stort ind sammen med deres ægtefælle.
– Jeg ville slå mig selv ihjel, spyttede han.
– Sådan er de fleste menneskers liv, understregede jeg.

Store atelierer for en slik, centralt beliggende i Beijing

***
Jeg hører, at der er billige atelierer i Beijing (efter boomet). Hvis jeg var single, ville jeg tage et år til Beijing og arbejde.
– Men du er ikke single, sagde min bror, da jeg mødte ham nede i bagelbiksen.
– Nej, men hvis jeg var, kunne jeg tage til Beijing et år og male og arbejde over nettet. Jeg skulle bare have netværk. Lyder det ikke spændende? Det passer ind med min drøm om kun at eje en laptop og et kombineret telt/hængekøje.

Efter sigende kan man begå sig nogenlunde på kinesisk efter et år. Jeg vil tror, det betyder, at man kan bestille nudler.


PS Jeg kan garanteret finde nogen, der gider tale engelsk med mig.

PS2 Det er min drøm, der aldrig bliver til noget. Gør nar, hvis I vil, af mig stakkels, fortabte midaldrende mand.


***

Frist

***
Jeg har gået og tænkt på, hvornår de ville fjerne mindesmærket for ham, der blev skudt nede i parken.


13/11

De venter nok til efter begravelsen, tænkte jeg først, og så: Har de tænkt sig at vente til efter valget? (Hvis der overhovedet er nogen sammenhæng.)

Sådan så der ud i går morges:


De har ladet de friskeste blomster ligge.

Hvem bestemmer, hvornår sådan noget bliver fjernet? Er det gartnerne selv, der går rundt dernede, eller er det en højere instans? Det gør nok en forskel, at der bliver ved med at blive lagt blomster på stedet.

Sidste år lå denne bunke ved Toftegårds Plads:


Bemærk: Ingen skygger i gråvejret.

Det så sørgeligt ud, fordi bunken bare var fejet sammen uden at blive fejet væk, så det var svært at se, hvad det var, først.



Et minde over en død får nok lov til at ligge længere tid, hvis det er i parken og ikke på gaden.

Jeg kan godt lide de mindesmærker for trafikdøde, der er langs vejene på Kreta:


(Foto venligst lånt fra Robin's Blog.) Det er godt at blive mindet om døden, når man kører bil.

En dag vil jeg finde et billede frem, jeg tog efter 9/11, af alle de blomster og billeder og breve, folk lagde på gaden til de døde og savnede. Jeg er sikker på The New York Times lavede en historie på den kommende beslutning om, hvornår alt det skulle fjernes og køres væk. Det er et følsomt emne, der blander det private og det offentlige, som det gerne sker med døden.
***

Godt jeg gjorde det

***
For at få luftforandring tog jeg til begravelse. Ikke nogen nær slægtning eller bekendt, men drænende nok alligevel at se folk, jeg elsker, græde.

Så var der gravøl og -kaffe bagefter – langbords desværre, jeg havde foretrukket buffet – og jeg satte mig ved Walther, der spurgte, om jeg fik malet noget. Det gider jeg ikke snakke om.
– Hvad med dig, laver du noget musisk-skråstreg-kreativt?
– Haha, nej. Jo, jeg dyrker min interesse for botanik.
– Du dyrker pot?
– Ja.
– Haha.



Han havde sendt efter 15 gensplejsede superfrø fra New Zealand til kr. 500. De kom i et lille stykke bobleplast, og da han brød forseglingen, røg de ud over hele gulvet.
– Jeg fandt 14, sagde han.
– Du skulle have vandet og gødet mellem gulvbrædderne. (Haha, jeg er bare så vittig.)
– Jeg ved det, sagde han.

(Planterne blev store, men topskuddene små. Han mener ikke, sorten passer til vort hjemlige klima.)


***

Instinktiv modvilje mod kones udlængsel & eventyrlyst

***
Min kone vil have, vi skal spare sammen til en lang rejse.
– Men du har jo ikke noget job, siger jeg.
– Nej, men det får jeg.
– Men vi har jo ikke nogen penge, siger jeg.
– Nej, men det er jo derfor, folk sparer op.
– Folk sparer op? Vil du have, folk skal spare op til os?
– Jeg vil godt have, vi kunne bestemme os til det her.
– Jeg kan ikke snakke nu, jeg skal på arbejde.

Jeg ved ikke, tanken om at bruge alle de penge. Jeg ved ikke, om jeg har lyst. Måske kunne det være meget sjovt. Hvem ved.

Alle de penge, det er ikke rart at tænke på, og så til noget, der ikke kan trækkes fra.

Jeg hader at tage en beslutning.
***

Efter Sudan

***
Danmark er nok et af de værste steder på jorden. Jeg kan ikke tro, at jeg er endt her.


***

Kontrol

***
I Iran stopper de folk på gaden og lugter til deres ånde. I aftes kom jeg hjem fra J. Per (nede i det sociale boligbyggeri), og min kone sagde: "Her lugter af hash" og lugtede til mit hår.
– Du har røget, sagde hun.
– Nej, sagde jeg og løftede brillerne og kiggede hende ind i øjnene med mit hypnotisk stålblå blik, – hvis jeg havde røget, kunne jeg så gøre det her?
– Du har ret, sagde hun.

Men jeg havde røget, altså tre af hans hjemmerullede Petterøes, mens han røg gentagent af den hjemmedyrkede. "Så og høst af livets lyst" står der på hans væg iblandt aum-tegnene.

Jeg kom ind ad døren. – Far! råbte min datter (9) og krammede mig. – Du lugter af værtshus, sagde hun.

Nu får jeg ikke skrevet indlægget færdig, fordi min kone er kommet ind og trykker sin nøgne midaldrende krop mod mig bagfra.
***

Geografilt

***
Denne flænge i kortbordet ligner Danmark uden Fyn.



Også Sjælland ser det ud til og forskellige andre dele. Er det Als deroppe?
***