Ind bagved

Først tog jeg børnene forbi atelieret på 8th Ave., hvor Day-O maler verdenskunstnerens billeder, og bagefter gik vi gennem Times Sq. (video, hvor kameraet kører rundt om personen, der kigger benovet op på reklameskiltene i modsat retning) og op til MoMA, hvor jeg ikke engang vidste, at hun (den verdenskendte kunstner) havde en video hængende.*) På vejen ud mødte jeg filmmanden på vej ind. Det føltes fedt. Det føltes som om, jeg vidste noget.

Men hvis man ikke kan møde nogen, man kender, på MoMA til gratis-fredag, hvor kan man så?


*) Den, min musik blev vraget til. Nu er den af en Oscar-belønnet komponist: Boi-oi-oi-oi-oing... Boi-oi-oi-oi-oing... Tangenter med ekko.



Hun kom hvirvlende ind. Kys-kys!
Jeg viste hende mit nye maleri på Fonen: – Meget imponerende.
Hun er ligeglad med børn.

Kære dagbog, det trækker i mig som tidevandet (& kviksandet & hjemlandet)

Jeg kunne godt tænke mig at snige mig en tur til New York, men det er sværere nu, hvor jeg har et barn med diabetes, og jeg plejer i forvejen at blive mødt med skilsmissetrusler, når jeg kommer hjem.
Det er et følsomt emne.
Så det kan være, jeg bliver nødt til at tage hele familien med ligesom sidst, men det er selvfølgelig også i orden, vil jeg tro. Så bliver det først til sommer, om nogensinde, og fire gange så dyrt selvfølgelig.

Jeg skrev til min ven Alex, at jeg ville forsøge at snige mig et smut til N.Y., og han sagde: – Hvad mener du, ligesom at smutte ned efter cigaretter?

Forrige gang jeg tog derover, sagde min kone til mig, da jeg kom hjem: – Det var nemmere uden dig.

Min datter sagde: – Jeg har ikke savnet dig, for jeg har slet ikke tænkt på, du var væk.
Det var i telefonen, da jeg ringede hjem derovrefra efter nogle dage. Det gjorde ikke noget. Men jeg græd, fordi jeg savnede dem så meget.

Jeg fortalte det til min far, så sagde han: – Der kan du bare se, hvor meget børn kan såre deres forældre.
Gamle pikhoved. Han har altid så ondt af sig selv. Og så sagde han det oven i købet, mens han lå på hospitalet, og jeg tog op og besøgte ham hver dag. (Jeg kan ikke overskue resten af den historie nu.)



Jeg sad der med ham på vej ind til operationsstuen og kom til at græde, fordi jeg savnede mine børn, og han sagde: – Såså, jeg skal nok klare mig. Men det var ikke ham, jeg mente.

Opsummering

Kære trofaste bloglæsere,
Nu er jeg tilbage igen efter mit amerikanske triumftog. Har I savnet mig?
Der er faktisk gået så lang tid siden, at det ville være forgæves at søge at gøre rede for min færden bare nogenlunde systematisk eller kronologisk. Intet er særligt friskt længere, men visse ting har dog fæstnet sig i erindringen:

- Efter vi havde været i luften en time, spurgte min seksårige datter: "Flyver vi stadigvæk?"
- Seks timer senere spurgte hun: "Må jeg godt løbe op og ned ad gangen?" Det kære barn.

Resten må vente.

Lad mig konklusionsvis sige:
- at den amerikanske nation lå for mine fødder og sprællede vellystigt.
- at det var godt at være tilbage igen og
- at jeg ikke havde været der særligt længe, før jeg tænkte: Åh nej, hvad hvis jeg aldrig kommer tilbage igen? Og det ikke kun fordi jeg ikke fik gjort alle mine indkøb.
- at det var forbløffende godt at rejse med familien. De er i det mindste folk, der gider være sammen med én, og på den måde er der ingen døde punkter.