Opsummering

Kære trofaste bloglæsere,
Nu er jeg tilbage igen efter mit amerikanske triumftog. Har I savnet mig?
Der er faktisk gået så lang tid siden, at det ville være forgæves at søge at gøre rede for min færden bare nogenlunde systematisk eller kronologisk. Intet er særligt friskt længere, men visse ting har dog fæstnet sig i erindringen:

- Efter vi havde været i luften en time, spurgte min seksårige datter: "Flyver vi stadigvæk?"
- Seks timer senere spurgte hun: "Må jeg godt løbe op og ned ad gangen?" Det kære barn.

Resten må vente.

Lad mig konklusionsvis sige:
- at den amerikanske nation lå for mine fødder og sprællede vellystigt.
- at det var godt at være tilbage igen og
- at jeg ikke havde været der særligt længe, før jeg tænkte: Åh nej, hvad hvis jeg aldrig kommer tilbage igen? Og det ikke kun fordi jeg ikke fik gjort alle mine indkøb.
- at det var forbløffende godt at rejse med familien. De er i det mindste folk, der gider være sammen med én, og på den måde er der ingen døde punkter.