Om jeg gider

Jeg gider ikke høre, at jeg er syg i roen
fra fruen.

Man ved aldrig med folk

Min nye guru viser sig at være bipolar og ikke IT-billionær alligevel.

Et mirakel er sket

Okay, tjek det her ud: Jeg gik og fløjtede It's Only a Paper Moon, da jeg åbnede for radioen, og den sang var på! Det er et mirakel (i får mig ikke til at sige synkronicitet, men alligevel).

Det var på WFMU selvfølgelig, hvor ellers? Ikke bare har jeg oplevet, at den radiostation lyder som mig, nu har jeg altså også oplevet, at den læser mine tanker (godt man ikke er paranoid-skizofren, hoho, og ikke kun derfor).



De har lige holdt en flere uger lang fundraising-marathon, der heldigvis er omme nu. Jeg var så tæt på at donere $20 – se dét ville have været et mirakel – om ikke andet så for at jeg kunne skrive, at jeg havde gjort det, her. Nu vil jeg undlade at give til Japan i stedet for. De har masser af penge, jeg vil hellere støtte min lokale boghandler.

FAKTABOKS: WFMU havde over 1.000 afspilninger i iTunes på min gamle computer. Nu er jeg oppe på 28 på den nye. Jeg ville høre noget andet, men de spiller hele tiden noget, jeg godt kan lide. Lad mig give et par eksempler:

• Dinosaur L: In the Corn Belt. Klassiker!
• Friends Forever: Where the Streets Have No Name. Episk cover.

Sangene kan høres her.

PS Det gode er – selvom de her spillede noget gammelkendt – at jeg hører en masse ny musik. Jeg har aldrig hørt så meget ny musik. Min underbo hører Danmarks Radio – jeg kender hver eneste åndssvage sang, de spiller. Det er helvedes pinsler.



BONUS! Her ville jeg have indlejret en optagelse fra Danmarks Radio, hvor Dan Turell synger sin egen undersættelse af Paper Moon – "Det er blot en Arnoldi-sol / på en nedsat i IKEA-reol" – men jeg kunne ikke finde den, og jeg gider ikke den kræftsvækkede svagstrømsudgave med Halfdan E. I mellemtiden kan man gense denne gyldne klassiker om jammerlyrik:


"Firmaet Hulk, Klynk & Jammer ApS"

Og dip

Der var en, der hev mig ud at danse, der sagde: - Du danser langsomt på en meget hurtig måde.

Det tager jeg som en kompliment.

Bagefter sagde hun, at hendes kæreste nogen gange holder hendes hoved ned under dynen, når han har slået en skid*). Jeg så over på ham. Han stod og grinte bag sit hvalrosoverskæg.

Hun er sindssyg, sagde min kone om hende. Men nu hævder hun, at det ikke var det, hun sagde.

*) En såkaldt stegeso. (Dutch oven.)

Decideret uciviliseret

En jeg kender, der er fra Frankrig, siger, at han ind imellem har følt sig helt "transparent" i Danmark, og jeg kan godt forstå hvorfor. Der er ingen, der siger goddag til hinanden f.eks. Det var det første, jeg lagde mærke til, da jeg kom hjem fra Sydfrankrig forrige sommer: lige så snart man kommer til Danmark, holder folk op med at hilse på hinanden. Og det er en skam. Når man hilser på hinanden, anerkender man den anden persons eksistens som menneske. Nogen gange er det alt, man behøver. Hvis der står en og sælger Hus Forbi, behøver man ikke at købe det ulæselige blad, men det er okay at sige davs. Hvis folk føler sig usynlige, bliver de sindssyge. Det er umenneskeligt andet.

Jeg har engang oplevet at stå med min daværende og hendes mor og hendes lillesøster ved bredden af en svensk skovsø og se en plet blive større og større, indtil den viser sig at være en kanofuld danskere, der går i land, uden at nogen siger et ord til hinanden. Det er kunstigt, som svenskerne siger. Det kræver mere energi at lade som om, at nogen ikke er der.

Danskerne er et bondsk og uhøvisk folkefærd. Der er ikke engang et ord for "please" eller "excuse me" på dansk. Hvis nogen støder ind i hinanden i Netto, siger de ikke undskyld. Sådanne ord tjener til at afventilere irritation, før den ophobes (halvdelen af alle blogindlæg handler om, at folk bliver irriteret, når de står i kø i Netto), og det er en nyttig ting, hvor folk bor tæt sammen.
Tak og hej kan ikke alt.
Tak.
Hej.

Dybt forstyrret

Nu råber han (to etager) nedenunder igen. Der er utroligt lydt ved afløbet i badeværelset.

Nu holder du op
Nu holder du eddermame op
Du er jo syg, mand
Vi går ned jo
Vi går kraftædeme ned
Det er fandme utroligt
Nu opfører du dig fandme ordentligt, mand
(...)

Det er det samme om og om igen. Hende hører man ikke så meget. Når man ser ham nede på gaden, ruller øjnene rundt i hovedet på ham.

Dristigt men vigtigt – og rigtigt – sats i parforholdskommunikationen

***
Vi havde et godt øjeblik. Jeg sagde: "I love you, you crazy bitch", og hun dræbte mig ikke.


Udvis tålmodighed: sangen starter 33,3 sek. inde. (Smid 2 børn oveni.)
***

Til helvede og tilbage

***
– Jeg er bekymret for dig, sagde min kone.

Alle mine nye venner var grænsepsykotiske invalidepensionister.

– Det er meget åbne mennesker hver især, sagde jeg. – Måske kommer det af, at de har været inde på den lukkede.



Her kan man høre Tåren på min kind, hvis man orker. Ikke noget særligt musikalsk, men L:Ron:Harald er den eneste danske rapper, der lyder som et voksent menneske.
***

1½ uge efter får man det at vide. Indirekte

***
Shit. Fuck. Min bedste vens kone er blevet indlagt på den lukkede. Igen. Hvad skal man gøre? De har et lille barn.
Angst, depression, og nu er hun også bange for, at hun er en dårlig mor.
***

Jeg skal åbenbart have noget at bekymre mig om altid

***
Jeg giver op. Jeg giver depechen videre til næste generation og lægger mig til at dø. Jeg når alligevel ikke noget. Når jeg ikke skal arbejde, laver jeg ikke noget. Men jeg morer mig ikke, jeg slapper ikke af, jeg tænker kun på alt det, jeg aldrig får lavet. Det er kvælende. Hvis jeg så bare kunne være en ordentlig "livsnyder" inden i også, men jeg ædes op af mine tankers besættelse som en stakkels OCD’er. Hver dag er en kamp for at strukturere mine tanker. Hver dag strides og kæmper jeg med de samme gamle dæmoner år efter år efter år. Dæmoner, der er så væmmelige og opslidende, at jeg ikke engang kan nævne dem her i fuld offentlighed. Og hvor så? I enrum med en terapeut, og det har jeg gjort. Jeg gider ikke betale for mere terapi. Jeg tror faktisk aldrig, jeg kommer over det her, dette unævnelige problem, der rider mig som en mare, der flår mig i ansigtet som en abe, dag efter dag efter dag, hver eneste time, hvad enten jeg er uden for en dør eller ej.

Hver dag bliver til en performance. Folk, der ser mig i Netto f.eks., tror jeg er rolig og fattet, sågar vittig, beleven og ugenert, men indeni kæmper jeg som en vanvittig, sindsforvirret person for overhovedet at holde styr på mig selv. Jeg burde flytte op i en hytte i bjergene i tre mdr. ligesom Justin Vernon fra Bon Iver.


Hør hele pladen! Når man er kommet sig over falsetten, er den fantastisk.
***

Interventionsmoden

***
Jeg er bekymret for Donzo. Han er mødt fuld op på arbejde på det sidste. Hans tale er aggressiv og plumret. Det er fuldstændig sindssygt, som han drikker, og så for en der har diabetes.

Det er tid til en intervention. Men hvorledes at gribe det an? Det skal i hvert fald gå hurtigt, før han mister sit arbejde. Jeg er også bange for, at han kan gøre skade på sig selv. Ved at falde på sin cykel f.eks., sådan som han rager rundt, det er sket før. Noget må gøres.

Jeg spørger Dr. TB, hvad han synes. Han har en del erfaring med misbrugere og sindslidende.


Yoga for begyndere. Gratis prøvetime.
***

Fremskridt

***
I dag tvang jeg mig til at lytte til hele min kones lange historie om, hvordan hendes dag havde været. Det var helt vildt kedeligt, men jeg forblev fokuseret og nikkede de rigtige steder og stille medfølende spørgsmål. Eks.: "Hun må jo være sindssyg." Eller: "Er der ikke regler for sådan noget?" Mit kropssprog afslørede ingenting.

Det er en god koncentrationsøvelse, en slags transcendental meditation på den hvide stribe på motorvejen.

Her står, at den slags styrker parforholdet.

***

Alene i natten

***
Skrevet i mørke


Jeg har lyst til at ruske i min sovende kone og sige: Jeg bliver sindssyg.
Jeg bliver sindssyg over at ligge her som en mumie. Jeg bliver sindssyg over ikke at kunne fortælle dig noget.
Forstår du, sovende isbjerg, jeg er så dybt alene.
Du er ligeglad med mig. Jeg har det som om, du er ligeglad med mig.
Mit hjerte er spiddet. Jeg forbløder og bliver til støv.
Mit stakkels hjerte, så ømt og mørt,
er løbet for livsglæde tørt.

Jeg, Kong Sutsko,
har den indre uro.


***

Jordens flinkeste fyr

***
Jeg stoler ikke på folk, som alle siger er flinke. Jeg føler, de må skjule noget.

Min kones samboveninde var engang kæreste med en fyr, lad os kalde ham Martin, som hun sagde "var bare så flink".
– Hvorfor er han så flink? Hvad er det, der gør ham så flink? spurgte jeg. – Hvad med mig? Er jeg ikke også verdens flinkeste menneske?
– Hold nu op.

Så dumpede han hende.
– Jeg troede, han var så flink? sagde jeg. – Det var da ikke særligt flinkt gjort.
– Gider du ikke godt holde op?

Nuff said.

Der er ingen, der siger, jeg er det flinkeste menneske i verden.

Godt det samme.

Det er ligesom folk, der skifter personlighed, når de drikker. Dem stoler jeg heller ikke på.

Jeg kender en fyr, lad os kalde ham Patrick, som alle folk siger er så flink. Og lun, kunne de sikkert også finde på at kalde ham. Han er så stille og rolig, siger de. Men når han får noget at drikke, ligger han nede på gulvet og gnaver damerne i anklerne. Og han er gift og har børn. (Nu hvor jeg tænker efter, har jeg faktisk ikke set ham til fest et stykke tid.)

Og så spiser han alle de hjemmelavede småkager henne på arbejdet, når ingen kigger. Han skal passe på sin vægt, men han kan ikke styre det. I forretningsøjemed har jeg oplevet ham som upålidelig. Eksempel:
Han siger: – Kan du ikke sende din faktura en gang til? Jeg kan ikke finde den.
Mig: – Jeg har sendt den tre gange.

Nej, jeg stoler ikke på folk, som alle siger er flinke, kun hvis de også synes, de er syge i roen. Hvis de f.eks. siger: "Han er skidesød, men syg i roen", kan jeg bedre holde det ud.

The End


Billedtekst: Her har jeg prøvet at kreere et flink udseende ansigt i et politiskitseprogram. Prøv selv! (Det ligner faktisk min fætter Tom, og han var aldrig særlig flink.)
***

Problemet med mig (XXIV)

***
Problemer med mig er, at jeg aldrig har vidst, hvad jeg egentlig helst ville.

Mine linier i hånden tyder på vanvid og stor forvirring.



Og det er ikke det hele.

Det er en godt ting, hvis man på et tidligt tidspunkt bestemmer sig for, præcis hvad man vil lave. Det har jeg bare aldrig kunnet. Ikke engang på dette fremskredne tidspunkt af mit liv.

En midaldrende mand, der ikke ved, hvad han vil. Til gengæld ved jeg faktisk næsten altid, hvad jeg ikke gerne vil, men det er desværre næsten alting.

En sørgelig tingenes tilstand.
***

Jeg kvæles

Arbejde, familie, tre fødselsdagsfester for det samme barn på en uge, hvornår skal jeg nogensinde nå noget som helst?



For ikke at tale om sindssyge bestyrelser og generalforsamlinger i Foreningsdanmark – den slags tiltrækker de værste elementer.

Og nu kan man ikke sende sine børn på SFO’en pga. strejken. Der røg al min tid.

Mindstemål

Nogen gange har jeg lyst til at give op og bare rykke ind på sindssygehospitalet.



Andre gange tænker jeg: I det mindste er jeg da ikke på sindssygehospitalet.

Det er mit minimum for lykke.

Det hjælper at rykke sine succesparametre.

Ny verdensreligion

Jeg løb ind i en bipolar person, der var manisk og havde været ude at købe "uvurderlige antikviteter" (en lysestage, en lampeskærm) hos en marskandiser for alle sine penge. Han fortalte, at han var ved at lave en ny verdensreligion og havde opstillet 10 bud, der var en syntese af al eksisterende religiøs-filosofisk viden. Han havde præsenteret sine tanker for en præst, en rabbiner og en mullah. Præsten havde været mest lydhør.

Han havde endnu ikke haft tid til at skrive budene ned. - Fyr dem af, sagde jeg, så printer jeg dem ud til dig. Et sted skal en verdensreligion jo starte. Han dikterede, men det viste sig, at han kun kunne komme i tanke om de otte. Her er de, som han fortalte mig dem, så må resten vente:

De 10 budskaber (minus 2)

1. Tro på, der er kun én gud og hans fire profeter.
2. Behandl andre mennesker som du selv vil behandles
3. Ærlighed
4. Kærlighed
5. Venskab
6. Hjælp andre
7. Renhed
8. Man skal yde for at nyde

Derefter kom han op at skændes med vores vært, fordi han kom til at hælde stearin ned i brødristeren, da han ville tage opvasken. – Hold nu op med at blande dig i, hvordan jeg har det, råbte vores vært, J. Per.
Kort tid efter rejste den nye religions forkynder hjem til sine forældre i Kolding.