Jeg spiser mit mentale grønt

En af de bedste ting, jeg har lavet i lang tid, er, jeg har downloadet en stribe foredrag fra Berkeley om den vestlige civilisations historie. Jeg er foreløbig nået til Solkongen, og der er alt muligt, jeg ikke vidste eller aldrig har hørt efter. Europa som begreb, hvor går grænserne osv. (mig altid: Israel er med i det europæiske Melodi Grand Prix?), muslimerne i Europa (skurke har altid navn med Z – som Zorglub, Zorgon, Zurg og lign., tyrkisk eller østligt klingende navne), alle de skel, der går hundredvis af år tilbage (jeg kan ikke lide Hapsburgerne).

Jeg var ved at blive lidt træt af Dan Savages podcast, jeg kan hans moraler udenad efterhånden, og tænkte, at jeg ville inddrage et andet stofområde ud over analsexteknikker – babysteps, masser af lube, gnid den evt. frem og tilbage over anus uden at forsøge indtrængen – men det kan godt være svært at få det hele med, når man cykler.


iTunes U: UC Berkeley: Carla Hesse: European Civilization from the Renaissance to the Present (efteråret 2008). Link



PS Jeg startede med tre foredrag fra forårssemestret, der var bedre, vil jeg mene, men da jeg endelig fik dem hørt og ville hente flere, var de alle blevet taget af igen. Hvis jeg trænger til at repetere, tager jeg et semester til ved Thomas Lacquer og ser, hvordan han er.

PPS Det føles også enormt meget ligesom at gå på højere læreanstalt, fordi professoren siger ting som: Husk nu at læse lektier, husk nu at aflevere jeres opgaver. Og forsøger at nå de unge med lamme referencer til iPods og lign. for at sætte historiske begivenheder i relief. Haha! Men en god foredragsholder, det er hun. Hold da helt ferie, hvor jeg lærer noget.

Liste over 400 gratis online kurser fra førende universiteter.

Han står uden for paraplybutikken i regnvejr, og der er lukket

Kald mig bare et gammelt fjols, men jeg så Paraplyerne fra Cherbourg og begyndte at græde allerede ved dvd-menuen.

Der er ikke en falsk tone i den film, intet løgnagtigt eller melodramatisk over den. Ingen er onde f.eks.

Måske er det, fordi formen er så stiliseret, at den kan tillade sig at fortælle en så virkelighedsnær og banal lille kærlighedshistorie.*)

Ak, den minder mig om livet.

Og så har den Katherine Deneuve, der er guddommelig smuk**) og purung, men virker udtjent allerede i slutningen af filmen.







Måske er det, fordi den handler om normale ting, at det ikke virker latterligt, at de synger hele tiden (omvendt af en opera: Åh, jeg dør!) Den siger det selv i åbningsverset: "C'est normal".



Med andre ord: det er den smukkeste film om de mest normale ting, jeg nogensinde har set.





*) Om stiliseret form og realistisk indhold, se også Maus.



Filmen har også en smadret krigsveteran (Algeriet).



**) Jeg tror, der er derfor, min kone ikke kan lide den. Men mine børn var flinke at se den sammen med mig og klappe mig på knæet, når det blev for meget. .

Jeg græd uafbrudt gennem 1. del og igen i 3. del. Suk.


Forsvarsstilling.


PS Hvis jeg var et fornuftigt menneske, ville jeg skrive en rigtig artikel om den her film med alle mine gode pointer i. Men ved I hvad, man når ikke det hele.

Donzo Ischariotes

Jeg var ude hos Donzo at se en splatter. Han siger, min blog er kikset nogle gange og fem år bagefter.


Poultrygeist, en på mange måder perfekt (fem år gammel) film.

Han siger også, min sprogbrug er gammeldags.

Og han er en trofast læser...

Dolket i ryggen igen.

Des pruneaux

Jeg er så gammel, at jeg er begyndt at spise svesker til morgenmad.
Bare fordi jeg godt kan lide det.



BONUS! Sangen for dig, der elsker tørret frugt:

'Suttefest'

Fra sidste års hippiekulturbegivenhed i udlandet, 5. del

En flok af fyrene forsvandt med den enes ukrainske kæreste (tobakstænder, matroskasket fra Sortehavsflåden, muntert sind).
– De er ude at have en suttefest, sagde kuratoren bittert.

Han har de længste hår på næsen, jeg nogensinde har set på et menneske.


Hvis du er til billeder af sømandsliv, ignorer da dette indenterede kranium og gå til Sailor Junkers.

*UPDATE 1. juni: Jeg fandt det perfekte billede:


Jason Eskenazi: Young Sailors Club, Kostrama Russia, 2000 (fra fotobogen Wonderland: A Fairy Tale of the Russian Monolith).

Spændende nyhed

Bemærk, at jeg har indført en "blogrulle" her nederst t.v.

Lidt om det.

Det gode ved John K.'s blog er, at han siger ting, man så ikke selv behøver sige. Og så ved han, hvad han taler om. Se f.eks. hans indlæg om Walt Disneys fiksering på mandlige bagdele.

I dag faldt jeg så over en anden blog, We Are Not Robots, som desværre er lukket. Kender I det, når man falder over en blog og finder ud af, at man kan lide alle de samme ting? Det skete så her.

Generelt har jeg lagt mærke til, at jeg godt kan lide blogs med en masse billeder. Men det er selvfølgelig også gerne billeder, jeg søger på. Jeg læser næsten ikke noget. Hvad rager folks url mig?

Uncle Eddie er min helt. Hans blog er bedårende. Jeg tror ikke, han har nogen uddannelse at tale om, men han ser ting.

Så har jeg også læst Lars Bukdahls blog og genkender hans fornøjelse ved at udgive alt, hvad der falder ham ind. Jeg udgiver! Klik! Jeg udgiver! Klik! Det er en høj.

Og her er det så tid til at bevæge sig ned ad mindernes allé. Den første blog, jeg lagde mærke til, var af en dansker, der hedder Mette Wozniacki. Hun skrev en overgang, da jeg endnu var en blogskriver-grønskolling i knæbukser, højdepunkter som: "Jeg har tabt min remote på gulvet, og jeg gider ikke samle den op." "Min kat slikker mig i armhulen. Er det forkert?" Nogen gange 10 indlæg om dagen. Der er tidspunkter, hvor det er mere interessant at være kvinde. Hvis jeg f.eks. skriver: "Jeg har sat mig på min remote. Kan du ikke komme og hjælpe mig med at få den ud?", får jeg færre henvendelser, end hvis jeg var Kvindejammer. Det er udbud og efterspørgsel og helt på sin plads. Men, hvad jeg tænkte, var: Den må jeg stikke. Men hvordan? Men hvordan!" Jeg tænker endnu. Ikke hele tiden, men jævnligt. Hvor lavt kan jeg gå? Det er derfor, jeg periodisk nødes at genoplive bloggen: Jeg står med noget så lavt, at jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af det.

Lad mig bare fortsætte lidt endnu.

Det var således også tilfældet sidst. Det var ikke min mening at genoptage bloggen og spilde min (og jer stakkels ensomme cow-bloggeres) tid på det, jeg ville bare løbe en sejrsrunde og modtage folkets hyldest. Tak! Tak! Ærbødigst! Vel mødt! Og så aflevere resten af mine sørgelige og sorgfulde indlæg fra sidste år, der blev afbrudt af mit i al hast arrangerede kulturophold i udlandet. Forstår I? Men kan man det? Aflevere sidste års indlæg under overskriften: "Mandejammer – de tabte kapitler"? Jeg ved det ikke, men jeg gør det alligevel. For det er jo en saga.

En saga om mig.

Ofte en Saga Blue, fordi jeg er nede.



En sagte saga til tider, når jeg er stille.



En sigte-saga, når jeg bager.



Sikke en sukkende, zig-zaggende saga.



I kan sagtens.

Fuldstændig kontrol over det talte ord

Richard Pryor: A-Z på Sesame Street.


James Earl Jones: Do. Hans The Raven er også god.


Christopher Walken: De tre små grise.

Det var lidt til kaffen. Jeg gider ikke kommentere det, jeg kan bare godt lide deres "aflevering" og betoning, lad os sige, at jeg beundrer det grænseløst.

Hvad jeg ellers laver

Hvad laver jeg ellers?

Jeg ser en del Veetle, det er min mest besøgte side, mest tv-serier – The Office (US), Weeds, Penn & Tellers Bullshit, Entourage, når de er der, de kommer og går – fodbold og nye film, så man slipper for at se dem i biffen. (Det har jeg gjort siden i sommer, da min nevø viste mig, hvordan man hacker VM-kampe og advarede mig om, at man kan spilde en del tid derinde.)



Når jeg er træt The NYT, går jeg over til The Guardian, fordi jeg bliver deprimeret af amerikansk politik, og deres dækning af WikiLeaks er bedre (jeg er fuldstændig hypnotiseret af alt det med WikiLeaks og Assange, det minder mig om en gammel William Gibson-roman, al den vægt og alt det pres, der kommer ned på én person. Jeg kan godt lide Umberto Ecos [han er altid skidegod] begreb "sousveillance", undervågning, om at borgerne overvåger staten nedefra.)

Avisen havde også et godt link til en side med private optagelser fra gamle kassettebånd fundet på loppemarked.



Jeg har en kasse dvd'er, jeg har lånt af Donzo, liggende ved siden af sengen, men jeg får dem aldrig set. Min kone og jeg er nær færdig med Deadwood og The Shield og The Wire og er begyndt på Curb Your Enthusiasm, sidste sæson, men vi får aldrig set dem, fordi hun sætter sig til at se Ashton Kuchner- eller tilfældige film på fjernsyn eller er træt eller vi har skændtes, og hun vil ikke have, at jeg ser dem selv, for så føler hun sig udenfor. Det er sygt. (Selv vores videokigning er dysfunktionel.) Jeg er ved at dø for at se dem færdig! Jeg tror, jeg bare ser dem og så lader som om, at jeg ikke har gjort det. Det er nok det nemmeste.



Så har jeg efterlyst og fundet en god film-podcast: Elvis Mitchells The Treatment på KCRW (gratis på iTunes). Han kan være temmelig irriterende, men han har de bedste gæster, på det seneste f.eks. Russel Brand, en af verdens bedste snakkere, som jeg finder yderst grinagtig og stjæler replikker fra (pseudofilosofi, der imponerer damerne og får en til at virke følsomt alvorlig), og Lena Dunham, der er aktuel med Tiny Furniture. Jeg er så gammel, at hendes far, penismaleren, er et af mine idoler.

Det er rart at have noget i ørerne, når jeg cykler på arbejde og alligevel ikke kan læse en bog.



Mange af de populære TED Talks er også gode, men det er videoer. Jeg plejede at se en igennem på vej hjem i bussen efter at have afleveret min datter i skolen og følte mig forfrisket med en god ide i en lækker indpakning.

David Byrne henviste til Talks'ene på sin mailingliste. Hans foredrag om betydningen af koncertstedets dimensioner for den kompositoriske proces er ret godt.

Du ved hvem du er

Forresten skal jeg huske at takke den læser, der på et tidspunkt nævnte noget om hospice. Jeg havde aldrig tænkt på, at der var noget, der hed hospice. Jeg vidste ikke, hvad det var. På grund af denne blog endte min mor på hospice, og det var godt.



Det er et godt sted at dø. De er specialister. Kan varmt anbefales alle døende og deres pårørende.

Harold Lloyd flipper fuglen

***
Det er lidt sjovt: prøv at se Harold Lloyd give fingeren i denne film fra 1928:


Speedy (1928).

Den ædle Donzo N. var så god at låne mig sit luksus Harold Lloyd-bokssæt (The Definitive Collection), og det er faktisk sjove film, man sagtens kan se hele familien. Smukke restaureringer af gode kopier. Prøv lige at se gråtonerne i dette skud af Brooklyn Bridge:



Speedy har mange gode gadebilleder fra det gamle New York, her Coney Island:



Det gode ved stumfilm er, at man kan snakke samtidig, uden at det gør noget (f.eks. kan man diskutere det, man ser på filmen). Brillant.




Jeg sværger: Efter jeg har set filmene i dette bokssæt, vil jeg aldrig mere købe billige lortekopier af gamle film, bare fordi de er billige. Jeg har to samlinger Chaplin-film fra TP (kr. 25), hvor hovederne er skåret af og tonerne er helt udvaskede. Aldrig mere! Slut nu! Donzo N har omvendt mig den til den sande videotro. Nu tilbeder jeg i de templer, hvor de sande videoguder bo.
***

Den ideelle bog for manden på farten

***
Den bedste og sjoveste bog, man kan læse, når man rejser, er Hunter S. Thompson: Fear and Loathing in Las Vegas.


Filmen er også god og usædvanligt trofast over for forlægget.

Stemmen er tydelig og hurtig, og fortælleren skaber alle sine problemer selv. Han holder simpelthen for meget af drama til at lade være.

Læs den eller genlæs den, som jeg, med mindre du er et vattet skvat eller ikke skal nogen steder hen. Hvad er du bange for? Læs den, før du bliver sindssyg.


Med illustrationer af Ralph Steadman, en af verdens bedste illustratorer. Hans indflydelse er umålelig.
***

Blogs jeg læser

***
Mange folk har nok spurgt sig selv gennem årene: Hvilke blogs læser han selv, denne Mandejammer? Svaret er: ingen! Men det er løgn. Jeg læser to blogs, og det sjove er, at jeg begyndte at læse dem uden at vide, at de kender hinanden, dem der skriver dem, fordi de begge er tegnere.

• JOHN K's STUFF er en fantastisk ressource for alle, der interesseret i at tegne, navnlig tegnefilm. Righoldigt billedmateriale, jeg ofte har bøffet fra, og han posterer hele tiden. (Jeg plejer at pløje hele lortet igennem hver 14. dag, når jeg alligevel bare sidder hjemme hos min familie, og der er altid noget, der bliver hængende.)

John Kricfalusi er kendt som skaberen af den legendariske tegnefilmserie Ren & Stimpy, et genialt eksempel på begrænset animation, som alle stadigvæk stjæler fra.



• UNCLE EDDIE'S THEORY CORNER er mere bredt kulturelt orienteret og sjovere. Tjek hans fotoromaner, som her: Suppe, 1. og 2. del, og Poeten.

Sådan nogen ville jeg også lave, hvis det ikke var fordi, jeg skulle beskytte min hemmelige identitet.

Og så finder han på at tage på ekspeditioner, f.eks. til den lejlighed hvor Wally Wood boede, da han begik selvmord (hvor utaknemmeligt og ugivtigt er det ikke – selv for legender – at lave tegneserier).



Tjek f.eks. også dette glimrende indlæg om lyssætning eller dette om glæden ved nørdepiger.


Jeg elsker det lort. Og det er jeg ikke ene om. Hans trofaste læsere skriger efter flere fotoromaner for tiden, men jeg er bange for, at hans helbred skranter.
***

Genfødt

***
Jeg gjorde noget i dag, jeg ikke har gjort i syv år: jeg lagde mig ned på gulvet og tog en lur, indtil solstriben flyttede sig.

Mens jeg hørte den her:



Eller det der lignede fra: Goodbye Babylon fra Dust-to-Digital, seks fantastiske skiver gammel folk og gospel taget fra 78'ere. Fås på dit lokale folkebibliotek. (M.a.o. jeg sov til vækkelsesmusik. Haha.)

Og ind i mellem lettede øjenlåget mod mit nye syremaleri og så ting.
***