Tzching! Tzching! Tzching!

Julegaver i miniformat

På denne tid af året mindes jeg altid en historie, jeg hørte på radioen engang. Det var en gammel dame, der fortalte. Da hun var barn, var hendes forældre meget fattige, og der var ingen måde, hvorpå de de kunne give hende det, hun ønskede sig. Men juleaften fik hun det alligevel altsammen: hendes far havde lavet det til hende "i miniformat".

Den første jul efter mine forældre blev skilt, gav vores far os seks Muppet-krus til deling. Man kunne få dem i Irma til 29,95, havde jeg set. Min storebror tog Fozzie og Kermit, jeg tog Animal og Gonzo og min lillebror fik Rowlf og Miss Piggy.



Kildelink.

Året efter fik jeg en vaskeklud og et fingerhåndklæde med mit stjernetegn på, som Bente havde købt, uden tvivl.

Spar mig for dine barnagtigheder

Jeg troede egentlig, det var et indianerordsprog, men i Bibelen står:

When I was a child, I spake as a child, I understood as a child, I thought as a child: but when I became a man, I put away childish things.*) (1 Corinthians 13:11).

Det har jeg aldrig gjort.

Her er min football:



Min basketball:



Min softball:



Mit plastbryst:



Jeg nænner ikke at smide noget af det ud, da det er så rigt på historie.

Noget af det værste

Da jeg var barn, var noget af det værste, man kunne sige om nogen, at de var forkælede. Det er der ingen, der siger mere. Måske er det, fordi alle børnene er forkælede. Jeg spurgte min datter om det. – Tiderne forandrer sig, sagde hun.



Der er heller ikke nogen, der siger sladrehank mere.



– Min far kommer ind til mig om natten. – Forkælede sladrehank.

Op mod gud

Da jeg var lille, forbandede jeg gud.
– Fuck dig, gud, råbte jeg op mod regnen, eller hvad man sagde dengang: – Pisselortegud! Rend mig i røven! Pikantilopegud!

Det er derfor mit liv er sådan noget lort i dag. Hvis jeg bare havde sagt ja til livet, til troen på alt godt, kunne jeg have spredt mine smukke vinger (i stedet for lort) og løftet mine arm i bøn til Vorherre, himlens konge, og hans søn. I stedet forbandede jeg alt,
og så må det jo gå galt.
Luk øjnene og bed
til, det ikke bliver sådan ved.

– Gud her, hvad er problemet?
– Er det virkelig dig, min herre og skaber?
– I egen høje person. Spyt ud.
– Øh…
– Hvis der er noget, du vil, så er det nu.
– Jeg hader mit liv.

Og så blev alt tavst og røret lagt på, for gud har for travlt
til at høre på snavs.

Jeg har vist desværre gjort det til en livsstil at klage, og det ej gud behage.

Skyder man bolden ind i guds have, får man den aldrig tilbage.



Jeg har sparket bolden ind i guds have, og nu tør jeg ikke gå ind og hente den.

Den gamle

Min far siger, jeg aldrig ringer. Men han ringer heller aldrig til mig. Ind i mellem ringer han i S-toget på vej hjem fra sin bratsch-time og synger. Det er altid den samme sang. Nogle ord, jeg satte på Barbie Bentons Aint That Just the Way, efter den havde været på McCloud i 70'erne. Så synger jeg med. Om ikke andet for at overdøve ham. Eller variere teksten.



Han har alle sine telefonnumre skrevet ned på en lille seddel, han har tapet fast bag på telefonen.

Når jeg ringer til ham, giver han altid telefonen til sin dame og siger: " [Hendes navn], du må forklare det", før jeg når at stoppe ham. Eller han dukker op på Skype og taler med sit videobillede: "Uh, har du set", siger han. Ind i mellem screenshotter jeg ham eller optager samtalen i Wiretap bare for at foretage mig noget.

For ham er det ren Dick Tracy.



Han er virkelig verdens ældste mand. Jeg kommer også til at savne ham, når han ikke er her længere.

Fra familiealbummet

Nej mor, jeg dyrker ikke petting med mine venner!

Kronen på værket - hvori jeg undersøger kønnenes surhed og foreslår mulige ruter at tage

Af litteraturhistorien kan jeg udlede, at jeg ikke er den eneste, der synes, hans kone er skrap.

Her er fra Canterbury-fortællingerne:


Det er det gode ved litteratur, at den kan formidle sindsfæller på tværs af tidens afgrund.

Illustrationen til fortællingen ser sådan her ud:


Illustration af H. Lawrence Hoffman.

Den stærkt nærsynede gamle idiot af en mand har ladet sin unge kone klatre op i træet ved at bruge hans egen ryg som trappestige, mens han stod på alle fire, og nu sidder hun deroppe og boller med troubadouren.
– Hvad laver du deroppe? kalder han. – Hvad er det, jeg kan høre?
– Ikke noget, min elskede mand, jeg gnasker bare pærer.

Eller også er det:

– Hvad er det, mine gamle svage øjne kan se? Sidder du ikke deroppe og boller troubadouren?
– Nej, nej, siger konen. – Du kan ikke se noget, du er blind!
– Åh gud nej! råber den gamle. – Hjælp, jeg er blind!
– Lige et øjeblik, så skal jeg være der, griner hans skamløse kone. – Kommer straks! Hoho!


Mere eksplicit rendering ved Ludmilla Balfour.


Jeg tænkte på den, da jeg kiggede på O.L. Kirkegaards tegning i Albert:


Tegningen er noget pjat, fordi skomageren jo faktisk godt kan nå Albert med sin stok. Noget lignende ses tit på film, når en flygter op af en stige. Tsk-tsk.


Noget oppe i et træ, man ikke kan nå – det klassiske billede på misundelse.


Se også bilag 1.


Forskerne fører det tilbage til den bibelske beretning fra Edens have med Kundskabens træ selvfølgelig.

Hvad sad der i grenene på Ask Yggdrasil? Aner det ikke.

Da jeg var lille, sad min storebror og hans venner oppe i træet i baghaven og gjorde nar ad mig, fordi jeg ikke kunne kravle derop og banke dem. År efter øvede jeg mig i at kravle derop, når de ikke var der. Der var fuglereder og interessante former i knoldene på poplen, for et sådant træ må det have været. Man kunne tage tegneserier med derop. Jeg drømte engang, at de knoldede grene var engle, der spredte vingerne ud bag sig (ligesom den gamle skulptur ved Kastrup Lufthavn):



Men hvorfor er det, koner synes, de skal være så skideskrappe? Hvorfor vælge at være sur? Tag min kone f.eks., hun synes, kvinder, der taler med pivestemmer er ynkelige. Men hvorfor ikke bare tale pænt? Tal sødt, er det sexistisk? Jeg får altid at vide, at jeg skal tale pænt og at jeg lyder skrap og sur. Gør jeg det samme? Jeg skal lære at være mere Barry White. Det værste, en mand ved, er en sur kone. Og det værste, en kvinde ved, er en nærig og doven mand. Man kan ikke vinde, og der er ingen udvej.

• ANSVARSFRASKRIVELSE: Min skat, hvis du nogensinde læser det her, jeg tror ikke, du er værre end andre koner. Det er bare mit forsøg på bred humor. (Er det den tid på måneden igen? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke turdet spørge, og jeg glemmer altid, hvornår det sidst har været. Godt det samme.)

Note 1: Svaret på gåden "Hvad vil kvinder helst have?" (i "Konen fra Bath's fortælling") er
"magt over mænd" (indirekte citat.)

Note 2: En dendrofil er en, der elsker træer.

Bilag 1

Her er ræven igen. Den er altid ude efter noget i et træ.

Eller også er det os allesammen

Jeg troede, at det var min bror, der ville savne min mor mest (for jeg ved, at han betroede sig til hende, det var hvad hun sagde), men jeg tror faktisk, at det er mig. Jeg tænkte: Jeg har jo en varm og åben kone, jeg kan dele mine følelser med.

Det var altid pinligt at skulle beklage sig til min mor over min kone, men hun kunne altid høre på mig, når jeg var ked af det.

Da jeg var lille, sagde hun: – Hvis du græder, begynder jeg også.


Fra P.W. Bræstrup: Mor og barn – Håndbog i moderne barnepleje (Branner og Korch, 3. udg. 1952)

Videnskab i hverdagen

Her er, hvad der sker, når man lader en tegneserie stå ude på badeværelset:

Det er ligesom det hygrometer, man kan lave af en grankogle:

Eller af en papirstrimmel, der er behandlet på den ene side:

For indviklet til at jeg ville have lavet det.

Forklaring: Bibliotekstegneserien udvider sig ved stigende luftfugtighed og slår sig, fordi omslaget er lamineret udvendigt (men ikke indvendigt). (Af samme grund bør man grundére begge sider af en masonitplade, før man giver sig til at kunstmale på den.)


Litterært nedslag: Linie fra Davis Sedaris' Naked (god bog), jeg læste i dag: "...especially in North Carolina, where by mid-March the humidity is fierce enough to curl paper" (s. 67, min fremhævning).

* * *

UDVIDET NOTEAPPARAT & BONUSMATERIALE!
Jeg havde en en bog med de her eksperimenter (og de samme illustrationer), som jeg læste fetichistisk i min barndom. Og nu, takket være nettet, og også folkebiblioteket (for at finde ud af, at det hedder et hygro- og ikke et barometer), har jeg fundet den igen: 204 Simple Science Experiments ca. hed originalen (ved ikke, hvad den hedder på dansk).

Det er de samme eksperimenter, der stadigvæk optræder i alle den slags bøger, men jeg kan bedst lide de gamle, formelle illustrationer. Nu om dage er tilsvarende instruktionstegninger mere hysteriske:

Tsk, tsk.

Her er et par stykker til fra bogen:

Appelsinskalsundervandsbåd.

Den eksploderende sten. Har jeg altid haft lyst til at prøve.

Bue i vandet.

Er de ikke bare fede? De får det til at se ud som om, det virker.

Ligesom Al Jaffees opfindelser fra MAD:

År forud for sin tid (1979).

Eller Serafin-bøgerne:




Tegninger af Philippe Fix. Peddersen og Findus (ikke gengivet her, fordi de ikke hører hjemme i mine erindringer) har noget af det samme.

Franquin gjorde også et stort nummer ud af, at Vakse Viggos opfindelser skulle se ud som om, de rigtig kunne virke:



Han havde en forkærlighed for køretøjer.




Franqueringsmaskine (tihi!)


Verdens bedste tegneserie. Hvem gør så meget ud af sine tegninger nu om dage? Hvem har tid? Hvem har råd?

En anden tegner, der også var god til det, var Richard Scarry:





Alle hans køretøjer og maskiner ser rigtige og mekanisk funktionelle ud.

Det er på mange måder det omvendte af den modernistiske UPA-stil (behandlet i et tidligere indlæg).

Slug dine virtuelle madeleine'er

Det er den mærkeligste fornemmelse, at man kan gå direkte ind på Google Street View og se billeder, der ganske nøje overlapper ens drømmelandskabs topografi (undskyld brugen af topografi, jeg mener kartografi, mindernes gader og stræder) som banale kalkeringer. Det sætter mit sind i voldsom bevægelse, ligesom at kigge på gamle familiebilleder. (Tænk, hvis der var billeder af alle mennesker også, der dukkede op de steder, de har boet.)

Jeg prøvede at finde min farmors hus, men jeg kunne ikke dreje ned ad vejen:



Her er et andet sted, hvor talrige familiedramaer udspillede sig (og 10.000.000 mindre minder):



Og så kiggede jeg op på vinduet til min syge lejlighed (ikke afbildet) og tænkte, som man gerne gør: Der sidder jeg inde med alle mine tanker og minder, og hvad betyder de? Ingenting.
– De betyder noget for dig, sagde min kone.
– Ja, men ingenting i det store hele.

Alle de mennesker i deres små hjem med deres små drømme. Lad os se dém dukke op.


UPDATE PS: Jeg lover aldrig at bruge ordet "madeleine" igen. Jeg er træt af den kliché, og jeg har aldrig læst noget Proust.

Det hele er mystisk og uigennemskueligt bag skinnet

***
Mit yngste barn tror, der er to kanaler gennem kroppen: en til væske og en til fast føde. Det troede jeg også, da jeg var lille.

Min kone troede, at hun blev filmet i sit hjem og overalt, hvor hun gik, at det var sådan film bliver lavet. Det kan jeg godt huske lidt af selv. Jeg forestillede mig, at mit liv var en film. Men en dag, jeg cyklede hjem fra skole, tænkte jeg: – Nej, så kedelig kan ingen film dog være. Det er der ingen, der vil se på.*)


Apropos: Jeg så The Truman Show igen fornylig. Den er bedre, end jeg huskede den: jeg vil sige helt god. (Jeg tror faktisk, at jeg oprindelig var skuffet over, at Jim Carrey ikke var sjov. Ak.) Den er modnet godt.
Tak.


*) Det værste, man kunne ønske sig, var at være en person i en tv-serie: konstant plages man og får kræft og bliver skilt og forfulgt og truet og lemlæstet, der er ikke et roligt øjeblik. Tænk på én figur i en tv-serie, du godt ville være – nej, vel? (Komedier gælder ikke, for så vil jeg være Fonzie.)
***

Præemptiv skilsmissegrund

***
Min bror havde to kanariefugle. (Han har altid holdt af fugle, siden han var lille og havde Piphans og Snehvide.) En dag, da han kom hjem, havde hans kæreste skilt sig af med dem. Hun kunne ikke lide dem. Og han giftede sig med hende alligevel.

***

I videnskabens navn

***
En fyr fra min klasse skød egern og solsorte i sin baghave med et luftgevær og dissekerede dem. Han kaldte det "biologiske eksperimenter".

Min fætter havde en stak Penthouse under sin seng. Han brugte dem til at "studere anatomi".


Konklusion: Videnskab er en god undskyldning for at dyrke sine lyster. Hvad er din?


***

Kikser/fisker

***
Ham ovre på den anden side af gangen havde en anden kunstner på besøg, og så sagde hun til ham:
– Jeg kan godt lide den dér.
– Den dér! sagde han. – Det er jo bare en rulle bobleplast!

Han mente, hun var debil. Men måske hørte han fejl. I hvert fald gik de fejl af hinanden. (Sigende er det dog, at hun bedre kunne lide hans indpakningsmaterialer end hans kunst.)



Det minder mig om en udsendelse, der var på fjernsyn for mange år siden, som vi snakkede meget om dengang. Det var en B&U-udsendelse om en ung fisker i Jylland. Så spørger intervieweren, der er fra Kbh.:
– Hvad er det net til?
– Det net dér?
– Ja.
– Det er da til at fange fisk i! (Skal siges på jysk.)

Hun har nok ment, hvilken slags fisk. Han var i det hele taget ikke til at drive et ord ud af, så sindig han var. Ak. Hvor mon han er nu?


***