Kronen på værket - hvori jeg undersøger kønnenes surhed og foreslår mulige ruter at tage

Af litteraturhistorien kan jeg udlede, at jeg ikke er den eneste, der synes, hans kone er skrap.

Her er fra Canterbury-fortællingerne:


Det er det gode ved litteratur, at den kan formidle sindsfæller på tværs af tidens afgrund.

Illustrationen til fortællingen ser sådan her ud:


Illustration af H. Lawrence Hoffman.

Den stærkt nærsynede gamle idiot af en mand har ladet sin unge kone klatre op i træet ved at bruge hans egen ryg som trappestige, mens han stod på alle fire, og nu sidder hun deroppe og boller med troubadouren.
– Hvad laver du deroppe? kalder han. – Hvad er det, jeg kan høre?
– Ikke noget, min elskede mand, jeg gnasker bare pærer.

Eller også er det:

– Hvad er det, mine gamle svage øjne kan se? Sidder du ikke deroppe og boller troubadouren?
– Nej, nej, siger konen. – Du kan ikke se noget, du er blind!
– Åh gud nej! råber den gamle. – Hjælp, jeg er blind!
– Lige et øjeblik, så skal jeg være der, griner hans skamløse kone. – Kommer straks! Hoho!


Mere eksplicit rendering ved Ludmilla Balfour.


Jeg tænkte på den, da jeg kiggede på O.L. Kirkegaards tegning i Albert:


Tegningen er noget pjat, fordi skomageren jo faktisk godt kan nå Albert med sin stok. Noget lignende ses tit på film, når en flygter op af en stige. Tsk-tsk.


Noget oppe i et træ, man ikke kan nå – det klassiske billede på misundelse.


Se også bilag 1.


Forskerne fører det tilbage til den bibelske beretning fra Edens have med Kundskabens træ selvfølgelig.

Hvad sad der i grenene på Ask Yggdrasil? Aner det ikke.

Da jeg var lille, sad min storebror og hans venner oppe i træet i baghaven og gjorde nar ad mig, fordi jeg ikke kunne kravle derop og banke dem. År efter øvede jeg mig i at kravle derop, når de ikke var der. Der var fuglereder og interessante former i knoldene på poplen, for et sådant træ må det have været. Man kunne tage tegneserier med derop. Jeg drømte engang, at de knoldede grene var engle, der spredte vingerne ud bag sig (ligesom den gamle skulptur ved Kastrup Lufthavn):



Men hvorfor er det, koner synes, de skal være så skideskrappe? Hvorfor vælge at være sur? Tag min kone f.eks., hun synes, kvinder, der taler med pivestemmer er ynkelige. Men hvorfor ikke bare tale pænt? Tal sødt, er det sexistisk? Jeg får altid at vide, at jeg skal tale pænt og at jeg lyder skrap og sur. Gør jeg det samme? Jeg skal lære at være mere Barry White. Det værste, en mand ved, er en sur kone. Og det værste, en kvinde ved, er en nærig og doven mand. Man kan ikke vinde, og der er ingen udvej.

• ANSVARSFRASKRIVELSE: Min skat, hvis du nogensinde læser det her, jeg tror ikke, du er værre end andre koner. Det er bare mit forsøg på bred humor. (Er det den tid på måneden igen? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke turdet spørge, og jeg glemmer altid, hvornår det sidst har været. Godt det samme.)

Note 1: Svaret på gåden "Hvad vil kvinder helst have?" (i "Konen fra Bath's fortælling") er
"magt over mænd" (indirekte citat.)

Note 2: En dendrofil er en, der elsker træer.

Bilag 1

Her er ræven igen. Den er altid ude efter noget i et træ.