Endelig

Det er endelig lykkedes mig at dræbe min plante. Jeg fik den til min 40-års fødselsdag, og den har fulgt mig op igennem. Meget har den fundet sig i, og aldrig har den beklaget sig.

Men nu er den ikke mere.


Meget, meget næsten ikke mere. Der er ét grønt blad i.

Ligesom Den barnlige Kejserinde er den ramt af noget uforklarligt. Hvem er den grønfingrede – om ikke -hudede – helt, der kan redde den? Jeg lader hofgartnerne kalde sammen. Den ædleste og viseste af dem må drage ud og overdrage helten Klenodiet, også kaldet "Glansen". Med den om halsen hænger al rigets skæbne på ham.

Jeg ved godt, det kun er en plante, men den er alt, hvad jeg havde til at holde mig med selskab de lange kolde dage med slavearbejde og frygtelige eksistentielle kvaler.

Den er mit riges dunkende hjerte, og dør den, dør alt.

Hvad nu? Jeg tror, der vokser noget mug omme bag min espressomaskine.

Befinder helten sig dér?