Noget om mig

Vil I vide noget om mig?

Når der er familiefest, leger jeg altid med børnene. De voksne er kedelige og drikker mere, end jeg gør.

Derfor er det kedeligt, når børnene bliver store og ikke gider tale med en mere. (Der er en sjov dynamik i – og stor forskel på – om det er barnet, der henvender sig til den voksne, eller den voksne, der henvender sig til barnet. Det første er som regel sjovere.) – Hey, sure teenagere, gider I ikke lege med jeres onkel længere?

Ikke engang fodbold.

– Hej, Onkel Gudsrost, nej tak. Vi spiller Playstation 5 og har tømmermænd.

– Øh, er der nogen, der har hørt nogle gode hiphop-plader på det sidste? (Who the fuck er Dizzee Rascal?)

Det er ikke til at få en god diskussion om meta og mediesystemernes sammenfiltring i gang længere. Grænsefladerne mellem teknik og adfærd.

Spændenyt

Siden 1993, da jeg ramte min nevø i øjet med spændet på min læderjakke, og han sagde: – Av, Onkel Gudsrost!, har jeg haft det stukket ned i lommen.

Triumfens digter

At gense Dan Turèll-videoen om tidens selvoptagede jammerlyrik fik mig til at tænke på, at det gjorde han i hvert fald ikke (altså jamrede). Hans digtning var triumferende – dummer han sig på et job, skrider han bare, uset overvåger han en kvinde onanere nede ved mosen, han scorer et mål som målmand på udspark (Onkel Danny-eksempler) – aldrig selvmedlidende. Selv da han var ved at dø, var det værste, han kunne sige: Jeg skulle nok ikke have røget så mange smøger.



Det sagde han faktisk ikke engang. Hvad han sagde var:

Tobakken
var bare en
gen-opfindelse.....................................................................Historie
.........................Af
åndedrættet.

(Tja-a Cha-Cha, Borgens Forlag 1993)

Og så brugte han et ord som melankoli.


Nu sidder Bert Bentramsen eller hvad han hedder også og ryger (Lørdagshjørnet, 1979).

Et eksempel til efterfølgelse? Jeg vil i hvert fald til hver en tid hellere læse De tre musketerer end noget af en, der har ondt i røven og ikke kan skide.

Mon oncle

Min onkel fortalte en historie: hans kone var bange for, at hun måske havde smidt en ₤20-seddel ud med skraldet, så han tog hele vejen ud på lossepladsen for at lede efter den. Her kan man forestille sig det eksistentielle billede af en person, der stirrer ud over en uendelig losseplads. Så han tog en ₤20-seddel, han havde i lommen, og svinede den lidt til og tog den med hjem til sin kone, der fortalte alle folk historien sikkert resten af sine dage.

Men hvad han selvfølgelig også sagde var: Du kan ikke stole på en lyd af, hvad jeg siger.


Pecunia non olet.

Zen-koan: Klosterlederen sagde til munken Tatsuo: "Gå ned til brønden og hent vand." Bagefter sagde han til munken Kenji: "Gå ned til brønden og hent vand." Tatsuo og Kenji sagde: "Du kan umuligt gætte, hvem jeg mødte nede ved brønden i dag!"

Lille verden.



Se også: Stol ikke på dine onkler, 1. del.

Funkis

Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.



Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)

Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
– Oh-haha, ekstatisk latter.



Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.



Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.



Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)

For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.



Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.

Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.



Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig...*)
– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.


*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.



PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.

Han har altid været atlet

Da min onkel fik kræft, så han ned ad sig selv og sagde: – Min krop går i forfald.

Man skal ikke tro på alt hvad man hører – slet ikke fra mig

Der var engang en antikvarboghandler på Østerbro, der sagde (i samtale), at Lenins fødselsdag var d. 7. november. Nu ser jeg tilfældigt på nettet, at det er d. 22. april. Og her har jeg gået og troet på det alle de år (19 år) og sagt det til folk, bare fordi han sagde det.*)

Det er det gode ved nettet, at man ikke behøver være i tvivl om den slags mere. Ingen behøver at sidde og skændes om, hvem der har ret om noget paratviden hele aftenen længere, som folk gerne gjorde i gamle dage, navnlig i en brandert, og slå væddemål af og ringe til Politikens Oplysning. Ahh! Det savner jeg ikke.
Nu har vi allesammen de samme referencer, og alle folk stjæler fra Wikipedia, når de skal skrive noget.

Tilsvarende spurgte jeg engang min Onkel Helge, da jeg var lille, om hvad det var, han smurte i ansigtet fra en tube. – Tandpasta, sagde han og grinte. Og det fortalte jeg videre til mine venner i årevis. – Jeg har en onkel, der smører tandpasta i hovedet, sagde jeg. Men det var selvfølgelig bare en eller anden creme.


*) Jeg indser nu, at antikvaren måske havde ret alligevel, og at jeg huskede forkert. Det kan ikke udelukkes. Efter at have skrevet dette sindsoprivende indlæg, tjekkede jeg Stalins fødselsdag (18. dec.) og dernæst Trotskijs, og det er Trotskij, der har fødselsdag d. 7. nov. Så én af os var altså ikke helt skeløjet, kun halvt. Tak.


PS Min farfar skrev en prædiken: "Hvorfor man ikke skal lyve for sine børn", nu bortkommet.

Peter, kære Peter o.a.

Peter, der var så mange Petre
Der var fire Petre i min klasse.
engang. Jeg har en fætter Peter
og en onkel Peter (han er død).
En dag er alle Petrene døde,
som Douglas Couplands Heathers,
Bettinaer.
Dem var der to af i min klasse.
Den ene gik ud, den anden voksede
sig tynd ud af sin ungdommelige
plumphed. Det sker. Kan man få
pengene tilbage? Du kunne have set
på hendes mor.
Du har ret.
Der var 2 Øyvinds i en klasse. Jeg
tror man satte dem sammen, for at
de ikke skulle føle sig ensomme.

Forvent intet

En ting man lærer som familiefar er ikke at føle sig værdsat eller påskønnet. At blive regnet for et møbel er godt, det bedste man kan håbe på.
Og som min ven Fuksen siger: – Man skal ikke brokke sig.
Det betaler sig ikke. For hun har 10 gange så meget brok at smide tilbage i hovedet på én, mærkelige gamle bebrejdelser, der bliver ved med at hænge år efter år efter år, og som underminerer og ugyldiggør alt, hvad man siger.

*

Dagen før min onkel hængte sig, sagde han til min tante i bilen: – Ingen bebrejdelser.

Chairman Mao (haha!) af Gerald Scarfe