De bedste mennesker

Jeg kender en, der vil bygge til, for at hans far kan bo der, når han ikke kan klare sig selv længere. De sidder ved bordet, ham og hans kone, og skræller pærer og pomeloer til gæsterne. Deres børn spiller klaver og har stemmer som klokker. Han cykler hjem fra arbejde en time og et kvarter hver dag. Hans overkrop er af stål. Han har en 15-årig specialistuddannelse. Hans kone er mit ideal. Hun skulle være statsminister. Jeg elsker dem overalt på jorden og har kun til gengæld at byde på min naturlige skønhed og store vid. Min glubende appetit på livet.



– Der lugter underligt i deres hus, sagde min datter. Jeg kan godt lide den lugt. Det er lugten af gammel bryggers. Det er lige meget, hvor de bor, så lugter der ens.

Noget af det værste

Da jeg var barn, var noget af det værste, man kunne sige om nogen, at de var forkælede. Det er der ingen, der siger mere. Måske er det, fordi alle børnene er forkælede. Jeg spurgte min datter om det. – Tiderne forandrer sig, sagde hun.



Der er heller ikke nogen, der siger sladrehank mere.



– Min far kommer ind til mig om natten. – Forkælede sladrehank.

Rester

Vågnede af en ond drøm kl. 5 i morges. Min far og hans kæreste kom med min mors hoved.
– Hvor er hendes krop? sagde jeg.
Det lå i en hospitalsseng. Jeg havde ikke lyst til at kigge på det.
– Hun er jo død, sagde jeg.
– Sig ikke det, det er væmmeligt, sagde min far, og så begyndte jeg at råbe ad ham, mens hans kærestes to små sønnesønner sparkede mig på skinnebenet oppefra og skråt nedefter.

Indenfor i en lejlighed i New York med ovenlys og sol ind af vinduerne. Huslejen er under $600, jeg kan ikke opgive den.

Underboen så højt Cheers på fjernsyn og lo dertil. Jeg gik ind og målte min datters blodsukker. Hun var lav, så jeg gav hende noget mælk og ventede, mens hun selv børstede sine seks rokketænder halvt i søvne.

Som om (del III) – suspekte typer i min udvidede bekendtskabskreds

Min datter har en lille veninde, hvis far er det mest upålidelige menneske, jeg nogensinde har mødt.
– Hvor har I været? sagde jeg. – Vi har ventet på jer en time.
– Nåja, telefonen var flad, du ved, den ene ting tager den anden ...

Og så siger han: – Har I været ude at kælke?
– Næh, siger jeg, – de børn er ikke til at drive ud. Hvad med jer?
– Jeg kan ikke i de her sko ...

Jeg har aldrig hørt så mange undskyldninger. *)

Jeg hader, når han kommer herop. Jeg har det altid som om, han scanner stuerne for noget at stjæle: – Hvad har I heromme, hæhæhæ ...

*) Undskyldninger for alt: hvorfor hun ikke nåede med til fødselsdag igen, hvorfor det er svært at få arbejde (uopfordret) osv. osv. Næh, Xbox og den fede skal han nok finde tid til.

Degenereret neanderthaler

***
Når man er ude at se sit barn spille kamp, kan man meget let komme til at hade det andet holds forældre, navnlig når ens eget hold er bagud. Navnlig når det er meget bagud, og de andre forældre bliver ved med at klappe som mekaniske fascister. Det hjælper heller ikke, når de er fra Amager, nogen grove og vulgære typer.



"The gallery is barely applauding (...) anymore; at a certain point it becomes like Romans applauding the lions."
Fra John Foster Wallace: Infinite Jest.
***

Ude og hjemme igen

***
Jeg kom hjem fra hippie-kulturarrangement i udlandet og til forældremøde på skolen. Kontrasten var stor. Alle forældrene snakker om deres eget barn og barnets problemer og nogle også om deres andre børn og deres problemer, f.eks. på andre skoler. Alt i alt meget kedeligt, og småkagerne kunne have brugt noget mere palmeolie.

Læreren forklarede et eller andet, der gav årsag til murren, og jeg sagde: – Altså parallelle strategier?
– Hvad betyder det? sagde en af mødrene.
– Øh, at man kan nå målet på flere måder, sagde jeg (især hvis det er horisonten).
– Okay, så det betyder altså ikke noget, sagde hun.
– Nej, det betyder faktisk noget, sagde læreren.

Jeg holder som regel altid mest med læreren. Forældrene er sindssyge (se også her).

Nu forestiller jeg mig, at de ser det her og genkender mig: – Hvorfor skriver du sånoget?
– Åhr, det betyder ikke noget! Det er kun noget, der står her til evig tid.

Det er heldigvis kun en lille del af mig, der tænker sådan. Resten af mig får tiden til at gå med at klæde visse af mødrene af med øjnene og forestille mig variationerne. Der er nogle rigtige hotties imellem.

Folk går udenfor og tænder smøger uden at sige farvel til hinanden.


Uddrag af mine notater:




Desuden:

***

Handsken er kastet

***
I går blev jeg forsøgt nedstirret af en toårig dreng. Sjovt som der er et element af magtkamp og konkurrence mellem alle hankønsvæsener.

Så råbte han "nej" og smækkede med døren.

Hans forældre er ved at gå fra hinanden, jeg ved ikke om der er en sammenhæng.


(Lydlink)
***

Nye blade i min smertensbog

***
Jeg skøjtede ind i en femårig pige og styrtede. Hun rejste sig op og skyndte sig væk. Nu kan jeg ikke støtte på mit venstre ben. Det gør ondt bare at sidde ned.



Det er det knæ igen.
***

Man skal ikke altid tro på hvad de voksne siger, 2. del

***
For 31 år siden tog min far mig med til Newport Jazz Festival. Så spurgte en af hans gamle venner mig: – Det her er da ikke noget for dig? Hvad lytter I unge mennesker til, Elvis Presley?
– Elvis? tænkte jeg. – Hvor gammel er du? Hvad er der galt med dig?
Jeg var ikke klar over, at han lavede en vittighed.

Det er jeg nu.

Det skal jeg huske, når jeg selv laver vittigheder med mine børn.


Spørgsmål: Hvornår begynder børn at forstå ironi? Det må være efter, de har lært at lyve overbevisende.


Se også historien om min onkel Helge og tandpastaen her.


PS Nu kan huske noget andet fra den festival: Det var der, hvor min fars nye kæreste holdt en alenlang prædiken for mig om, hvor svært det er at skulle være mor for et andet barn.
***

Jeg skal åbenbart have en eller anden form for stimulans

***
Jeg smugryger stadig, men uden entusiasme.
Men nu har jeg købt en hel pakke, så jeg er nødt til at ryge den.

Jeg går ud på trappen, tager et, to hvæs og tænker: Hvad gør jeg det her for? Der er ingen glæde i det. Mit luftrør føles bare som en konduite for røg, et udstødningsrør (som tidl. nævnt).
Det føles latterligt at have røg blæsende igennem sig.
Når jeg ser voksne mennesker ryge på gaden, synes jeg, de ser latterlige og ulykkelige ud.

Da er det, jeg smider smøgen fra mig, halvrøget.

Nu vil jeg begynde at klippe smøgerne over på midten, før jeg ryger dem.



PS Måske går der skolebørn forbi hernede i passagen, for hver gang jeg kommer ud igen og kigger ned, er skodderne væk.

PPS Jeg sigter selvfølgelig efter risten, så måske har vinden blæst dem derned.

PPSS Disclaimer: Jeg er imod rygning i enhver form.

PPSSS Højhellig ed: Jeg skal nok snart holde op med at skrive kedelige indlæg om rygning.
***

Små nøgne børn

***
Der kom en punkerpige og hendes fyr ud af parken.

– Ad, jeg hader små nøgne børn, sagde hun.
– Ja, nikkede hendes fyr med kasketten.


***

12 & 14

***
Min fars kæreste skrev kærlighedserklæringer til sin søn, der stod der når han kom ned om morgenen.


***

Ludermor

Jeg troede, der var nogen børn, der råbte "ludermor", nogen færinger, men det var bare "kluddermor", og det var mine egne.

Fiksering

Jeg sad på et klapsæde i Metroen og åd et rør Pringles.*) Overfor mig sad en dreng og sendte dem sære blikke. Mellem Amagerbro og Lergravsparken gav han sig pludselig til at skrige og kaste sig frem og tilbage, så der skulle to voksne mennesker til at holde ham fast. Da han var stået af, hørte jeg parret med barnevognen sige autisme.

Det var en fejl, næste gang tager jeg en Twix.

Tre fjerdedele gennem røret holdt jeg en Pringle op og kiggede nøje på den med mine nye, skarpe briller. Den så forfærdelig ud. Smagsforstærkere, tænkte jeg, gøs og åd videre.


Kl. 22.15 i forgår aftes: Jeg har det skidt endnu. Syv timer efter. Jeg frygter for min tarm.


*) Hvor apropos: Jeg sad i et rør og spiste et rør! (Jvf. nedenstående.)

Når det bliver vores tur

Jeg var til julefrokost med familien. Det var ikke så slemt, som det kan være, undtagen i begyndelsen hvor alle diskuterede en morsom fjernsynsudsendelse med ledende politikere (Villy var ikke sjov som Pia) og de sjoveste nyeste fjernsynsreklamer. *)

Senere kom jeg til at snakke om vores Onkel Helge med min bror, der i sin tid ikke tog med til hans begravelse, fordi han skulle til Roskildefestivalen, eller noget andet kom i vejen.

Jeg så rundt på mine nevøer og niecer, som jeg pligtskyldigt giver julegaver hvert år, også selvom nogle af dem er blevet 18 år, og de ikke kunne finde på at give noget igen.

– Forestil dig, hvordan det bliver, når vi selv dør, sagde jeg til ham. – Tror du, de ville komme til vores begravelse?: ’Nå ja, han var jo meget sjov, da vi var små, men jeg har ikke rigtig haft et forhold til ham i årevis...’


*) – Undskyld mig, mens jeg går ud og kaster mig ud over altanen, sagde jeg, der foretrækker et højere diskursniveau, men måske skal jeg bare tænke på det som social opvarmning og lære at slappe af.

Min vision – eller: Åh gud i det høje, bevis din eksistens og lad historien gentage sig

Jeg vil gerne have, Hillary vinder, så Bill kan få seksuelle tjenesteydelser bag hendes ryg i Det hvide Hus igen.
Det ville jeg betale for at se ske (altså ikke at se, men at det sker).

Ellers er jeg en Obama-mand. Jeg kender intet til ham, og det er fint. Jeg kunne bare godt tænke mig, at der kom til at stå: Bush, Clinton, Bush, Obama. Det ville være vildt. Post- det hele.



Tænk at Monica Lewinsky er 10 år siden.
Jeg sad og så CNN med min niece, der var 6.
– Kan vi ikke se noget andet, Onkel Gudsrost? bad hun.
En masse reportere linede op, mens de ventede på, at præsidenten kom ud et sted fra.
– Hvorfor gør de det? spurgte hun, og jeg forklarede:
– Det er fordi, der er en pige, der har kysset præsidenten.
– Nej!
Jo.

Lavinen

Min kone har taget børnene over til sine forældre for at kigge på en (rimelig) ny baby, der er derovre, så jeg har endelig lidt fred og tid til mig selv.*) Og så ringer hun gudødme nede fra gaden og siger, at jeg skal begynde at arrangere nytårsaften.
Og hvis jeg ikke gør det, ringer hun til nogen, som jeg ikke er sikker på, jeg gider holde nytår med.
Helt ærligt, kan vi ikke lige få julen overstået?
Jeg kan ikke holde ud, hvis det bare skal være os nytårsaften, siger hun.
Pres, pres, pres.
Mit blodtryk stiger.

Nu var jeg lige kommet i følelsesmæssig ekvilibrium og fået det hele juleoverstået med overskud til at gå ned i centret og købe en ekstragave til hele familien og en smart italiensk sweater til mig selv, og så ruller lavinen allerede igen.
Vanvid, vanvid.
Nissevanvid!


*) – Far, hvorfor vil du ikke med over og se (babyens navn)? Det er som du er ligeglad med (babyens navn)?
– Nej, jeg er ej, men jeg ser ham i morgen. Gå I nu bare.


Faktum: Nytårsaften er altid sjovere på film.

Nok et guldkorn fra den gode læge

Som Dr. TB sagde til sine børn: "Det er kun tanker".
Hvem ved hvad sammenhængen var, men det er et godt budskab.

Dress vækker harme

Jeg talte med en kvinde, hvis datter er konverteret til islam. Hvad hun ikke skal høre på, når hun går ned ad gaden i sit tørklæde eller fuldere udstyr, og hvor det ikke piner hendes mor, når hun følges med hende.

Hvornår holder man op med at gå så højt op i, hvordan folk ser ud? Engang gjorde man nar af folk, fordi de havde fregner og rødt hår. Det sker ikke rigtig mere, så verden er blevet et bedre sted.

Var det ikke engang sådan, at folk ikke ville vise sig på gaden uden hat?*)

*) Svaret er ja: Etiketten ved århundredskiftet foreskrev, at det var usømmeligt for en dame at vove sig uden for huset uden hat eller sågar handsker. Kan det passe, at en kvinde kunne få en alvorlig reprimande for at gå ud til postkassen uden hat på, selvom postkassen kun stod få meter uden for lågen? Det står i hvert fald her.


Note 1: Om at have fregner og blive drillet for det og prøve at rense dem af kan man læse her.
Eks.: – Haha, er du blevet solbrændt gennem en si?!


Emiliana Torrini har fregner

Betal dig fra det (2)

Det er ikke lovligt, kan jeg forstå, at sælge sine børn. Men... må man gerne f.eks. give sine børn væk? Man må jo gerne f.eks. sende sine børn på kostskole mere eller mindre permanent og derved overlade sit barn i andres varetægt. Er det ikke nogenlunde det samme?

Hvis vi nu siger, at man ikke må give sine børn væk, må man så gerne overlade dem i andres varetægt på ubestemt tid? Velsagtens ja.
Og dét kan koste penge (som i kostskoleeksemplet).

Man må altså gerne slippe af med sine børn, hvis man betaler for det, men ikke hvis man får penge for det?



Kennedyerne og Mia Farrow med sine mange børn