Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det
Jeg kan godt lide at læse højt, har jeg opdaget, for så er der da nogen, der hører efter, hvad jeg siger. Ellers er det ikke til at få ørenlyd. Man ignorer mig, og hæver jeg stemmen, tysses jeg på, eller jeg bliver bedt om at vente, fordi børnene er ved at sige noget, og så er det om bag i køen. Det er altsammen meget anstrengende.
Okay, jeg gjorde det, jeg var i biffen og se Inglourious Basterds and let me say this, I really like it when the characters switch to other languages. Det har man set så lidt af på film, at det ligner en ny ide. (Jeg erindrer en film med Charlotte Rampling, hvor hvor hun holder et foredrag på engelsk og taler fransk resten af filmen.) ***SPOILER ALERT!*** Men jeg finder det utilgiveligt, at Hitler bliver myrdet så hurtigt i Basterds. Han skulle selvfølgelig have nået at trykke på en skjult knap og blive omsluttet af en robotrustning (v. Krups) ligesom i Wolfenstein, hvor maskingeværkuglerne preller af som popcorn på en plasticrumhjelm. Dernæst skulle han være faldet gennem det brændende gulv i biografsalen og ned i kælderen, hvor han skulle have udkæmpet det afgørende slag mod Brad Pitt, der må dukke sig for V1- og -2-raketter, før han gør det endeligt af med ham med sin lange kniv (ligesom undertegnede dræbte Hitler i Wolftenstein, den ultimative bedrift.) Det er indlysende og selvfølgeligt. Tarantino er for snakkesalig.
Amerikanerne kan ikke holde op med at snakke, og det er interessant, at de i senere år er begyndt at torturere andre for at holde deres kæft: "Tal, ellers ..."
Min surhed påvirker hele familien. Om morgenen råber jeg ad mine børn, for at de skal nå i skole til tiden. I morges sagde min datter (8) til mig nede på gaden: – Når du er sur på mig, begynder jeg at græde, og så tager det længere tid. (Det er sikkert rigtigt nok, men hun begynder også at græde, før jeg bliver sur og råber på hende, at hun skal skynde sig.)
