Min far forlod min mor, fordi han kunne flytte over i et større hus. Hvis min mor havde været rigere, var han blevet boende.
Min "papbror" var forkælet, syntes vi. (Min guru sagde senere: "Du var jaloux." Var det dét? Det var det vel.) Han fik alt, hvad han pegede på. (Han havde nok ikke peget på min far, men det var hans tab.)
Vi frydede os ved min onkels parodi på min fars dame: – Seurmann har fået en racercykel med 10 gear. Nu har Seurmann skilt den ad og kan ikke finde ud af at sætte den sammen igen. Nu har Seurmann fået en racercykel med 15 gear.
–
Oh-haha, ekstatisk latter.
Når der var noget, han ikke ville have mere, solgte han det tilbage til sin mor: sine tinsoldater, sit saltvandsakvarium. For det var da synd, hvis han bare solgte det, nu hun havde givet så meget for det.
Hun gav ham en Sodastream-maskine, fordi hun håbede, han så ville tage nogle flere venner med hjem. Det var en af min mors yndlingshistorier: hun synes, det var synd for ham, at hans mor sagde det lige ud.
Her er, hvad hun kunne finde på at fortælle os: Hun var så lykkelig for, at hun havde fået Seurmann, at hun skrev digte til ham og lagde dem i håll'en, så han kunne finde dem, når han kom ned om morgenen. (Det kunne han selvfølgelig ikke gøre for, og hvad han sagde til det, ved jeg ikke.)
For at styrke hans karakter, sørgede hun for, at han fik en avisrute. Når han ikke gad, kørte hun ham rundt i bilen, så han kunne springe ind med aviserne. Nogle gange var vi med. Andre gange betalte han os dobbelt for at køre rundt med aviserne for ham.
Det var et dynasti, og han var den lille prins, ligesom i
Min farmors hus. Min fars dame har aldrig villet gifte sig med min far for ikke at udvande boet. Det hele er lagt til rette som en tragt gennem tre generationer for at sluse arven ned til ham.
Har jeg ondt af ham? Nej. Han er kun utilfreds i den udstrækning, det ikke passer ham. Det er ligesom at have ondt af Kronprins Frederik for al den særbehandling.
Da han skulle til studentereksamen i engelsk, indtalte min far hele hans pensum på bånd. Han fik 13. Det gjorde jeg også, men det var ikke, fordi nogen hjalp mig med noget. Næh, jeg skulle jo nok klare mig.
..*)– Jeg havde ikke forventet andet, sagde min far.
Og det havde jeg heller ikke.
*) Min kone sagde: – Hvor lød du lige bitter dér.
PS Der er en Anders And-historie, hvor Rip, Rap og Rup skal til fødselsdag hos en rig dreng og giver ham en chokoladecigar, som han slår i stykker over hovedet på dem, fordi han allerede har tre af slagsen, og bagefter laver ungerne en masse ballade. Den mindede mig om mit liv. Når den dukker op i stakken (mine børn er på opgaven), skal jeg indsætte den. Det er en meget atypisk AA-historie og usædvanligt groft tegnet tillige.
Min kone vil have mig med på det her projekt – jeg prøver at tænke på det som et eventyr – der bliver helt vildt besværligt og helt vildt dyrt. Jeg lå vågen i morges og bekymrede mig over, at jeg snart skal til at pakke alle mine ting. Og alle udgifterne. Så jeg forsøgte at se mig selv gå med ret ryg ind i lyset og gribe problemerne an med køligt overblik, mens alting hvirvlede omkring mig:
Jeg har hele tiden håbet på, at det ville gå væk af sig selv, at der ville komme et jordskælv og umuliggøre flytningen, men nu er det snart.*) Jeg tror ikke, jeg kan krybe udenom længere. Hvad har jeg rodet mig ud i? Jeg ønsker blot, at min kone skal føle sig socialt bedre stillet, og det bliver også rart med mere plads, men nu kan jeg aldrig holde fri igen resten af mine dage.
Jeg har skændtes med min datter (13) hele aftenen, fordi hun starter på sine lektier for sent og spørger hele tiden, og jeg er træt og gider ikke mere, og hun bebrejder mig, og her er ingen plads at flygte hen (det er trist ikke at have nogen fremdrift [eller midler], så vi kunne have flyttet i vinduet efter finanskrisen ligesom fornuftige mennesker – Frizz bor i fem værelser på Østerbro nu). Så vil jeg gå ind og sige godnat til hende i hendes nye, ufærdige halve deleværelse: – Sover du?
Jeg lod en hel Netto-pose fuld af biblioteks-cd’er stå i barnesædet på min cykel natten over nede på gaden, og der var ingen der stjal den.
Man hører tit om, hvordan folk (som min kones morfar) i gamle dage flyttede lejlighed hele tiden. F.eks. hvis de ikke gad male, flyttede de bare. Sådan er det ikke mere.
Jeg kommer også tit til at tænke på den unge Isaac Bashevis Singer, der flyttede fra det ene lejede, møblerede værelse til det andet kun iført sin kuffert og rejseskrivemaskine. Det kan man til gengæld godt nu, hvor man kan have det hele på sin laptop og ikke behøver flytte rundt med 7 mælkekasser grammofonplader.
Jeg fantaserer fra tid til anden om ikke at have nogen familie og leve huslejefrit med min laptop og et af de her skidesmarte telte der er en hængekøje eller omvendt.
Axel arbejdede i årevis i Barnes & Noble. Hver dag stjal han en hurtigskriver og en bog*). Derhjemme havde han en hel skotøjsæske fuld af hurtigskrivere og en hel væg fuld af skinnende nye bøger (over for en anden væg med hans Star Wars- og Simpsonsfigurer). Princippet var lidt af gangen: Hvis han en dag blev taget, ville det ikke være for noget særligt slemt.
Da jeg hjalp min ven Alex med at flytte første gang, havde han 28 tomme krukker Jif (creamy) peanut butter inde på sit værelse. Næste gang han flyttede havde han 30 tomme krukker vaseline. Hvad brugte han al den vaseline til? Jeg fik aldrig spurgt.
Alex levede af en diæt af peanut butter på hvidt brød og Cocoa Puffs. Han har aldrig i sit liv spist et æble. (Han boede sammen med vores ven Tony, der laver god mad, men Alex ville ikke spise det, lige meget om det var kylling eller hvad det var.)
Jeg bliver ved med at vågne om natten med den samme åndssvage drøm: Jeg skal flytte fra min lejlighed i New York, og pludselig er der otte reoler bøger, jeg ikke har fået pakket. I nat var jeg tilbage i lejligheden igen og sagde til mig selv: – Hvad laver jeg her? Det er X år siden, jeg flyttede. Landlord’en ville ikke bare lade den stå, den er da lejet ud (det tænkte jeg faktisk). Og så vågnede jeg.
