Natligt tilsyn

Og jeg vil komme til dig om natten og sige, at dit liv er værdiløst.
– Ja, muse?
Og ligegyldigt og håbløst
Og jeg vil bede dig ikke mumle
Og ikke ligge dér og have så ondt af dig selv
Og du vil tror hvert ord, jeg siger, og glemme dig selv
– Skal det være så fucking sort?
Hør nu efter, du ved aldrig, hvor længe du har mig.
– Sandt, sandt. Satans, men forståeligt.
For evigt er kun et øjeblik
Og jeg vil bede dig ikke mumle og ikke lade døren stå åben
Vær ikke en baby, du er i live, er du ikke?
– Gu' jeg så!
Så giv dig tørt på, din gamle sengevæder.
(Hun ved alt om mig!) – Øh, jeg skal nok finde noget, der mig klæder.
Smalt sort slips og stumpede bukser
– Hvor lagde jeg mit læder?
Hele himlen er ved at eksplodere
Universet vrider sig i smerte og vellyst
Lounge-marimba og drengekor ca. '67
Kærlige tanker, jeg op i mig hanker.
– Tak, min muse.
Hun er allerede væk
på nye æventyr.


Warren Criswell, Departure of the Muse (via Weimarart).

Visuel teori for begyndere, lektion 1

Når et billede er i sort/hvid, er det mere alvorligt.

Lad mig demonstrere.
Her er et billede fra et fotoalbum, jeg fandt ude på gaden:



Her er det i sort/hvid. Man ser straks, at det er mere alvorligt således:



Er kontrasten meget høj, er billedet meget alvorligt:



Er kontrasten meget lav, er det meget poetisk (især hvis man lægger et filter over):



Det er derfor, Peter Belli og Dario Campeotto og Bamse og sådan nogen idioter altid er i sort/hvid på coveret, når de vil prøve at lave noget kunstnerisk forsvarligt (gerne i closeup, så man kan se alle deres livserfarne rynker, det er mere ærligt).


(Hvornår er det Birthe Kjærs tur?)

De vil vende tilbage som Elvis i sort læder.



Det er ligesom manden, der tager briller med svært sort stel på og straks virker klogere.



Tillempet forklaring: Måske er det den historiske og dokumentariske tradition for s/h-fotografi, der gør, at billederne virker mere alvorlige/seriøse, eller også er det fordi, de bliver transposeret over i en anden visuel verden end den vante.

Billeder fra 2. verdenskrig er f.eks. meget mere alvorlige at kigge på i s/h. Når man ser farvefotos af nazier, ligner de gerne nogen, der har klædt sig ud. (Farvebilledet herunder ser pudsigt nok mere kunstigt ud, selvom det er originalen.) Er det udelukkende traditionen, der dikterer perceptionen, eller er det noget i selve formen?


Der er et fantastisk udvalg af farvefotos fra 2. verdenskrig her.


Note: Jeg ved desværre ikke nok om det her emne til rigtigt at holde for.
Men hvis man i øvrigt er interesseret i ideer om fotografi og (historisk) sandhedsværdi, har Errol Morris en virkelig god blog: http://morris.blogs.nytimes.com/