Tænkeboks

Jeg bør ikke skrive om mit elskede barn, for hun vil hade mig for det. Det er trods alt hendes liv, og hun er ikke en forlængelse af mig selv.

Joseph Heller skrev om sin 15-årige datter i Something Happened, men de talte ikke heller sammen i årevis, og nu har hun skrevet en bog om ham.

Det er betænkeligt at inddrage sin familie i sine patetiske skriverier, men hvem skal man ellers skrive om. Ledende politikere? Jeg kender dem ikke.

Jeg giver op.


Fra Blus skitsebog.

Det er uetisk og lavt at diskutere sit forhold pseudoanonymt

HuffPost havde en artikel om at blive hængende i dårlige situationer – et forhold eller et job – pga. den investering, man har gjort i forholdet eller jobbet (ligesom den tabende gambler, der ikke vil forlade bordet). Den psykologiske morale er, at man ikke skal tænke på det som et tab, men som en gevinst, og fokusere på det, man vinder derved. I mit tilfælde mine børns had og et værelse på Mændenes Hjem.

Genetisk træfsikkerhed

***
For at fordrive ventetiden på Metro-stationen lærte jeg mine børn at skyde papirskramper med elastikker.
– Dum ide, sagde min kone.
Min ældste datter skød på sin lillesøster, så jeg sagde:
– Prøv at se, om du kan ramme overvågningskameraet.
Hun knælede og BING! ramte hun kameraet lige på linsen 8 meter væk. Fars pige!

Heldigvis kom toget med det samme, og vi sprang ind.
– Åhr ja, sagde vi, – tænk hvis der var nogen, der kiggede på skærmen, lige da vi ramte!

*

Hvis det var mig, der havde kastet den sko mod George Bush, havde jeg ramt.



Klik & forstør.
***

Udenoms

***
Bloggen er min elskerinde.*)
Jeg er en bedre husbond og familiefar uden den.
Jeg blogger i stedet for at passe mit arbejde. Jeg er fraværende.
Da jeg kvittede vanen et par uger, nåede jeg alt det, jeg skulle.
Jeg skulle have holdt op, mens legen var god, sluttet på den flotte dybe tone.
Nu kommer jeg for sent ned og henter barnet i institutionen, og jeg kan ikke dele mine tanker med min kone, hende jeg helst vil dele alt med.
I aftes spurgte hun mig, mens jeg stod over gryderne: Hvad er en blog? Er det ligesom Facebook? da jeg dumt nok havde nævnt, at jeg læste en om mad (heraf spaghettisovsen – jo længere den står, jo bedre bliver den, gerne natten over). Hun havde læst et par stykker i Urban-Ekspressen.
En blog er en hjemmeside, der scroller ned, efterhånden som man skriver på den, sagde jeg. Det er en nem måde at lave en webside på. Skabeloner.
(Her kan folk skrive deres meninger og oplevelser, fik jeg aldrig sagt.)

Men det behøver jeg jo ikke fortælle jer, mine læsere, der får ting at vide, jeg ellers ikke kan sige. Hemmelige, dunkle ting, jeg ikke bør sige.


Konklusion: Man kan ikke bo sammen med nogen, og så skrive om dem offentligt uden at de ved det. Det er socialt forkasteligt.
Jeg er et socialt forkasteligt menneske.


*) Og ligesom en elskerinde er det tid til at droppe den, når den stiller krav.



Spørgsmål: Når det hedder "mistress" på engelsk, hvorfor hedder det så ikke tilsvarende ”master”?
***

Etisk forvaltning

Nu har jeg lyttet til mine læsere og vejet deres meninger. Jeg har derfor valgt at fjerne alle oprindelige indlæg om tankefeltterapeutens annonce med den uheldige skatologiske og andre fejlstavninger (se foregående indlæg). Jeg gider ikke tænke på det mere. Det går mig på nerverne. Nok må være nok.

Fra nu af vil jeg aldrig hænge nogen ud, bortset fra de kongelige og folk i udlandet.

Og jeg vil tillige fjerne mine andre indlæg, hvor jeg hænger folk ud, også selvom de hængte sig selv ud først. (Det gælder måske også nedenstående indlæg.)

Men jeg kan stadig ikke lide at blive truet med "IT-politiet", som jeg altså ikke tror findes.

Jeg er også ligeglad med tankefeltterapi. Hvis folk gider betale for det lort, må de selv om det.

Her er et link til en skeptisk artikel om emnet. Det går groft sagt ud på at trykke på "meridianpunkter" på kroppen, mens klienten tænker på sine problemer.

Se også her og her for artikler, der ikke er på norsk.

For at undgå fremtidige misforståelser vil jeg begynde at vise min MJ-e-mailaddresse, og se hvad der sker.

Det er ikke værd at spilde tid på det her, når jeg har så mange andre presserende emner i rørledningen. Jeg vil hellere lave noget andet, f.eks. nøgendans.


Deres hengivne MJ
***

Hvad skal jeg gøre?

***
En god kunde har betalt mig 5.000 kroner for meget. Skal jeg lade som ingenting? For det er det jeg gør.

Giv dog op!

Jeg var ude at få bank i boldsport i weekenden, og det fik mig til at genkalde et samtaleemne ved en familiesammenkomst.

Min nevø fortalte, at hans fodboldhold var bagud 16-0.
– Hvorfor så fortsætte? sagde jeg. Hvorfor ikke bare lægge sig ned og nægte at spille videre?
Her fór min onkel iltert op, han er gammel elitehåndboldspiller: – Fordi så overfører man det til resten af livet!

Jeg ved ikke, måske har han ret.

I mellemtiden siger jeg: Mån modstanderen, dommeren, tilskuerne og gå din vej. Eller læg dig ned og nægt at give (bolden) op. Hvad forskel gør det? Hvad specielt beundringsværdigt er der ved at fortsætte, når man er så langt bagud?

Det er så negativt alt hvad jeg har at sige

Som den sidste i rækken af weekendens ydmygelser var jeg ude at få tæsk i motionsboldsport, og da tænkte jeg: Er det lovligt, når modstanderen ligger på jorden, at lade sig falde og knuse hans strubehoved med knæet?

(15 år senere ligger hans søn på lur og kører mig over med bilen.)

Jeg havde det som om, jeg var 12 år gammel. Nu kan jeg huske, hvorfor jeg holdt op med at dyrke organiseret sport.
Hele min bevidsthed sad ude i øjnene.
"Hidsig" er ordet.

Jeg føler mig som en af de midaldrende mænd, man hører om i læserbreve, der kører for hurtigt og aggressivt på cykelstien.
I det mindste har jeg alt mit hår.

(Han har en middelalderkrise. Han tager alene til ringridning. Haha.)

Over stregen

Jeg har dårlig samvittighed i dag, fordi jeg snød i æggevæddeløbet til festen nede i børnehaveklassen i går ved at sætte et stykke tyggegummi mellem ægget og skeen. Det var stafetløb, og DAMP-børnene på mit hold løb rundt med skeen lodret eller omvendt, så det blev opdaget. Jeg har det ligesom Bjarne Riis, og ligesom ham benægtede jeg alt.*)
Jeg har intet moralsk kompas og lokkede de andre. Jeg går som udgangspunkt ud fra, at man bør snyde.
Nu har jeg det som om, jeg har gravet mig et dybt hul af omvendt goodwill, jeg kan bruge de næste ti år på at kravle ud af.


Note 1: Jeg har regnet det ud: Det vi selvfølgelig burde have gjort, var kun at bruge tyggegummiet til de første fire i stafetten, og så hurtigt pille det af, før nogen fattede mistanke og bad om at se skeen. Med en overlegen føring kunne de sidste løbere så godt have tilladt sig at tabe ægget lidt.

Note 2: For fuldstændighedens skyld bør nævnes, at det faktisk ikke var et æg, men en kartoffel, der benyttedes.

*) Det var dér, jeg gik over stregen, som min kone sagde, da jeg senere satte hende ind i sagen. Hun har masser af moral og deler gerne af den.