Den nye stil

Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være.
– Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.

Sådan spiller han mig sine små spil.

I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet".
– Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.

Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.

Så skal man tænke på det.

Det kan der være noget om

Endelig efter 20 års ægteskab har min kone købt mig en ring.


Mine stakkels vinterhærgede fingre.

Og så er den for stor, og jeg gider ikke bytte den.


Via LOVEGIFS

Den er som en storetåring. Hvis det var mig, der gav en ring, ville jeg synes, det var pinligt, hvis den ikke passede, og strenge mig an for at ramme rigtigt. Ved hun ikke, hvem jeg er?

Min mor gav mig altid trøjer i str. medium, selvom jeg er en XXL lang, men det her er anderledes.

Red dig selv

Min kone troede, at vi ikke skulle give hinanden julegaver i år. Så jeg vandt. (Jeg havde sagt, at jeg hellere ville give et barn i u-landene en uddannelse, end at vi spilder penge på ting, vi ikke har brug for, og hun troede, at jeg ville gennemføre planen. Fat chance! Dog stak jeg en 50'er til zigeuneren foran Netto, der kyssede min hånd til tak.)

Til gengæld græd hun over, at jeg ikke har byttet min fødselsdagsgave fra hende endnu snart 2 mdr. efter. Jeg har sagt, at jeg ikke vil have noget, der skal byttes. Giv mig noget, der ikke skal byttes, siger jeg. I stedet for, at hun bruger tid på at finde mig noget, der passer eller som jeg kan lide, er det mig, der skal bruge tid på at gå ned og bytte noget, jeg ikke vil have. Så er det mig, der skal glæde hende. Og nu taler hun ikke til mig igen.

Det er ikke min skyld altsammen.



Det kan ikke være min skyld altsammen.

Gode og dårlige sider ved årsdagen

***
Det lykkedes mig at fejre min fødselsdag. Dagens absolutte højdepunkt kom, da jeg fik alle til at hæve deres krus og råbe: GYLDNE TIDER!

– GYLDNE TIDER!


Jacob Jordaens: Kongen drikker (1638)

Et godt fødselsdagsønske ville være at få alle til at sige det samme, som man selv siger. Dagen lang. Ikke noget ondt eller nedladende selvfølgelig, men hvis man fandt på noget (man selv synes var) godt, skulle alle stemme i, ligegyldigt hvad det var. Det kunne jeg godt tænke mig.

Ønsket er det omvendte af en fødselsdagssang, hvor man ikke selv har noget at sige om, hvad der bliver sunget, og som bliver sunget, hvad enten man vil have det eller ej, og som gerne er åndssvag.

Skal man virkelig høre på "I dag er det XX's fødselsdag" resten af sit liv, også selvom man frabeder sig det, og – virker det som – især når man frabeder sig det?

Måske er jeg heldig at få en fødselsdagssang, selvom jeg har frabedt mig det, fordi det er bedre end ingenting, men jeg ville faktisk helst være fri. Jeg ville foretrække en solo eller nonsensord sat sammen i tilfældig rækkefølge. Alt andet end den elendige fællessang, der gerne holdes i lutheransk salmetempo.


Se også her ang. ensformige fødselsdagstraditioner.
***

Fladt pis

***
Udpluk af vores skænderi i går:
– Nåh, det er så synd for dig, fordi du skal komme hjem og lave mad tre gange denne uge.
(Hvad med taknemmelighed for, at jeg gider?)

Hendes øjne lynede, og jeg måtte vende mig mod væggen.

I passiv aggression skruede jeg pæren i hendes læselampe løs bare for at se, om hun kunne regne ud at stramme den.
(Så lå jeg dér med ryggen til hele natten.)




Vågnede af en pakkedrøm. Jeg havde lejet en bil i en fremmed hovedstad, og nu skulle jeg aflevere den tilbage to dage over tiden. Jeg havde parkeret ude ved motorvejen og var taget til fest. Min jakke lå i den. Scenarierne er udskiftelige.
***

Det gik den dag med

***
Jeg kom til at lave en fejl i dag: jeg sagde til min kone: – Kan du ikke bare helt ærligt ind i mellem påskønne, at jeg indretter mig efter, hvad du godt vil. Jeg mener, at du får det på din måde, kan du ikke bare påskønne dét? *)

*) Det udsprang af en mindre ting: jeg syntes, vi skulle cykle ned til Metroen for at spare tid
– Det sparer sguda ikke tid.
– Jo, det gør sguda.

Så blev hun sur og skældte mig ud for at skælde hende ud.

Da jeg så mig tilbage, var hun cyklet sin vej.

*

– Det er ingenting, sagde min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner. – Du skulle høre, hvad jeg får at vide fra andre gifte folk.

Han er single, og jo ældre han bliver, desto flere tilbud får han fra sine skilte veninder.

– Sådan er det at være mand. Tiden er på vor side. Jo ældre vi bliver, jo mere bliver der at vælge imellem. Det er lige omvendt for kvinder.
– Men hvordan har I det, spurgte han.
– Vi har vores op- og nedture, sagde jeg, – men der er masser af kærlighed. Vi fejrer sølvbryllup om syv år.

Hver gang jeg ser ham, fremhæver han min kones skønhed.

I mit næste liv, begynder jeg tidligere, sagde han.

*

Hun vil stadig ikke tale med mig. Hun går rundt og mumler halvkvalte eder.
***

Blogs jeg læser

***
Mange folk har nok spurgt sig selv gennem årene: Hvilke blogs læser han selv, denne Mandejammer? Svaret er: ingen! Men det er løgn. Jeg læser to blogs, og det sjove er, at jeg begyndte at læse dem uden at vide, at de kender hinanden, dem der skriver dem, fordi de begge er tegnere.

• JOHN K's STUFF er en fantastisk ressource for alle, der interesseret i at tegne, navnlig tegnefilm. Righoldigt billedmateriale, jeg ofte har bøffet fra, og han posterer hele tiden. (Jeg plejer at pløje hele lortet igennem hver 14. dag, når jeg alligevel bare sidder hjemme hos min familie, og der er altid noget, der bliver hængende.)

John Kricfalusi er kendt som skaberen af den legendariske tegnefilmserie Ren & Stimpy, et genialt eksempel på begrænset animation, som alle stadigvæk stjæler fra.



• UNCLE EDDIE'S THEORY CORNER er mere bredt kulturelt orienteret og sjovere. Tjek hans fotoromaner, som her: Suppe, 1. og 2. del, og Poeten.

Sådan nogen ville jeg også lave, hvis det ikke var fordi, jeg skulle beskytte min hemmelige identitet.

Og så finder han på at tage på ekspeditioner, f.eks. til den lejlighed hvor Wally Wood boede, da han begik selvmord (hvor utaknemmeligt og ugivtigt er det ikke – selv for legender – at lave tegneserier).



Tjek f.eks. også dette glimrende indlæg om lyssætning eller dette om glæden ved nørdepiger.


Jeg elsker det lort. Og det er jeg ikke ene om. Hans trofaste læsere skriger efter flere fotoromaner for tiden, men jeg er bange for, at hans helbred skranter.
***