Eksilstemmen

Det ville være sejere at skrive denne blog,
hvis jeg boede i eksil i New York. Så ville
folk sige: – Hans dansk er perfekt balsameret
i en pyramide af rav.

Hvordan er Danmarks Radios kantine?

Jeg har det bedst, hvis jeg kan gå og fyre pis af hele tiden og blive fodret. Hvor finder man sådan et job?

Hvad jeg ikke gider er, at der bliver stillet krav til en.


Den syngende tjener.

De 98%

98% af alt, hvad jeg siger, er de værste klichéer. En del oversætter jeg fra engelsk, så de er lidt friskere. Jeg er en peppy sprogfilur.


Dagens tal er:

Tænk det sagde jeg

(eller noget lignende), engang jeg havde en kunstkøbers familie på besøg:

Det irriterende ved at male med olie er, at så kan man ikke hele tiden gå over og tjekke sin email og se, om der er nogen, der har kommenteret bloggen, uden at risikere at få maling på sit fine nye keyboard.

Den nye stil

Lang historie: Jeg præsenterede min far med et maleri som erstatning for et andet et: – Gitte, Gitte (hans kærestes navn), vend det på siden. Ja, sådan skal det være.
– Nej, det mener du da ikke, sagde hun. – Jeg kan nu godt lide det den rigtige vej.

Sådan spiller han mig sine små spil.

I går mailede han: "Gudsrost, jeg kunne godt tænke mig et billede i din nye stil som erstatning for det andet".
– Se op på væggen, sagde jeg. – Du har fået et, der var dugfrisk.

Jeg tror måske, min kone har ret, at han er ved at blive dement.

Så skal man tænke på det.

De personlige dæmoner på krigsstien

Fuck dem, nu er de her igen. Og de fyrer det samme lort af som altid. Jeg hader dem. De dumme, dumme svin, de trækker mig ned.

Ketchup

– Du kan ikke blive ved at løbe fra dit geni, sagde hun.
– Åhr, hold kæft, sagde jeg og rakte efter flasken. – Jeg løber sgu ingen vegne.

Fra sandkassen

Da jeg var ung, kunne jeg finde på at sige ting som: – You eat a woman out, she'll be your friend for life.



Det er ikke alle, der gider.


UPDATE 19.22: Nu har jeg lavet den som vittighedstegning, der forestiller mig og en af mine gamle tegnervenner:


– Hvis du slikker fisse på en kvinde, er hun din ven for livet!

Noget af det

Her er noget af det, jeg har fået at vide, at jeg er, gør eller skal, i dag:

"Jeg tager ikke ansvar for mit eget liv."

"Jeg hører ikke efter."

"Jeg er syg i hovedet."

"Det er ikke fordi, det er noget lort, det er fordi, jeg er en idiot." (Det rimer.)

"Indrøm du har ret."

"Det er altid værre for mig."

"Der gælder altid andre regler for mig. Særregler."

Da med ét...

– Åh nej, jeg er ligeglad med alt!

På trappen

***
Jeg kunne lugte hendes parfume, mens hun fortalte mig om gud i hendes kunst. Et fnug fra min cigaret hvirvlede ned og satte sig i hendes hår.

Lillian Roth & Richard "Skeets" Gallagher. Jeg ved ikke, hvad de døde af.

Baggrund: Jeg var holdt med at ryge mine sparsomme smugsmøger, fordi jeg følte mig som et udstødningsrør, men nu er jeg kommet til at købe en pose rulletobak.

Baggrund 2: Kvinden, i hvis hår askeflagen satte sig, stod selv nede på pladsen og røg i solskinnet. Så hun er altså ikke helt uskyldig, eller pletfri, eller uvant med at blive brugt som askebæger, vil jeg skønne.

Lucille Ball døde af noget rygerelateret. Desi Arnaz (hendes mand) døde af lungekræft.

Bonusihukommelse:
Jeg kan huske, at jeg sagde til min mor, at rygere var venligere mennesker, fordi de altid var parat til at give en smøg.
– Pjat, sagde hun.

Det er ligesom den der med – og jeg ved ikke, om det var mig der fandt på den, men jeg har i hvert fald sagt det – at rygning kan redde liv, i det tilfælde at man f.eks. var blevet kørt ned, hvis man gik over gaden, i stedet for at blive stående på fortovet, fordi man skulle ryge en smøg. *)
– Tsk, sagde min mor og rystede på hovedet. Hun har aldrig kunnet se fascinationen.

– Narresut, sagde hun og bebrejdede sig selv, at hun ikke gav mig bryst længe nok.


*) Underforstået at man tager en pause og nyder en cigaret i stedet for at haste af sted, men det er jo nok et noget selvtjenende argument.


PS Nu føler jeg mig som et udstødningsrør igen. Hvor åndssvagt.
***

Radar

Jeg dømmer mænd efter hvor mange penge de har, og kvinder efter udseendet.

Men også mænd efter om de er store nok til at banke mig, og til dels udseendet, og kvinder efter hvor mange penge de har.

Er det unormalt at tænke på alle personlige relationer som magt- og sexbaserede?*) Hver gang jeg ser et andet menneske er det: magt/sex. Eller er det normalt i sociale væsener med magthierarkier som menneskearten?

Jeg føler dybest set, at alle kvinder i verden burde tilhøre mig, hvis jeg vil have dem.

Ligeledes et biologisk forsvarligt synspunkt velsagtens.

*) Det er derfor klart forvirrende, hvis en transvestit f.eks. er voldelig.

Verdens konge

Min morfar var lige død, så jeg afbrød selskabet (sprut, hash) for at udbringe en skål til hans minde (han var afholdsmand). Da var der en der udbrød: – Hvad er det for noget pis? Han siger det bare for at få opmærksomhed. Hans morfar har intet at gøre med os.
Og han havde ret. Men de andre deltog selvfølgelig ærbødigst i skålen. Det er let at få folk med på den slags, ligesom da James Cameron i sin Oscar-takketale påkaldte salen et øjebliks tavshed for ofrene på Titanic, som om det ragede nogen 90 år efter. Ren manipulation.

Jeg sørgelige taber

Jeg håbede til det sidste, hun ikke ville skride.

Hun ladede sin iPod og skred.

Med en bullshit-historie til børnene om, at hun skulle med på turné, ligesom når far er "ude at rejse" men i virkeligheden er i fængsel.

Nu græder jeg mig i søvn, jeg sørgelige taber.

Henholdelse

Nogen gange – for overhovedet at få noget udrettet – venter jeg med at tisse, til jeg har udført eller er begyndt på en given opgave.

Det er et trick for at narre mig selv til at komme i gang, ellers kunne jeg jo ikke bestille andet end at løbe frem og tilbage hele tiden i betragtning af al den kaffe, et velkendt diuretisk middel, jeg drikker.

Nu er jeg f.eks. ved at pisse i bukserne, men jeg vil lige have det her ud først. Det er åndssvagt, men det er sommetider det eneste, der virker.

Betyder det, at jeg er "urinær-retentiv"? Og hvad får jeg ud af det?

Jeg udskyder alt. Det må være det, det handler om i grunden.

Så længe jeg udskyder alt – alle beslutninger, så mange gerninger som muligt – kan jeg bilde mig ind, at jeg udskyder det værste af alt: døden. Det er psykologi (lydeffekt af kukur.)

Jeg har dybest set kun de problemer, jeg skaber for mig selv. Jeg kan ikke engang bebrejde mine forældre særlig meget.

2-1 i følsom mandehørm

Tredje møde i Litterær Kreds blev afholdt i går, og jeg vil nok sige, at bortset fra en smutter grundet fedtspil ved indledende møde, har jeg klart vundet de sidste to runder.
Ikke værst, selv i betragtning af modstanderne.
Deres tavshed i mødet med mine ord taler mere end tusinde billeder.
Der ligger de på den litterære kanvas, teknisk knockoutet i en dunst af følsom mandehørm.

*

Fra fruen: Min kone kalder det en basisgruppe, men det er en litterær kreds.
Hun fnyser afvisende, når jeg kommer hjem og hoverer.

Paradoks

Min kone og jeg havde en interessant meningsudveksling i går.
Jeg sagde: "Jaja, du har ret i alting.
Og hun sagde: "Nej."
Hun ville ikke have, at jeg skulle have ret.
Hun ville hellere tage fejl, end at jeg skulle have ret.
Det er ikke bare nok for hende at have ret altid, jeg må heller aldrig have ret.