Fra jeres lokalradiovært, der bor under en sten og ikke kan lide noget af det, han ser

Her er noget mere gammelt, grotesk uaktuelt brok.

Okay. Ved I, hvad jeg var træt af? Alt det pis, Kenneth Carlsen skulle lytte til, fordi han aldrig blev mere end nr. 125 på verdensranglisten. At være verdens 125. bedste tennisspiller er faktisk ret godt. Hvis han havde været verdens 125. bedste fodboldspiller, havde pressen slikket ham op og ned mellem røvballerne, til han var funklende ren. Er Nicklas Bendtner verdens 125. bedste fodboldspiller? Jeg tvivler. Bare at være Danmarks 125. bedste fodboldspiller i øvrigt er ret godt. (Det kan også være, fordi Kenneth Carlsen altid så så sur ud, at han skulle lytte til alt det pis.) Er Kim Larsen verdens 125. bedste rocksanger? Er det eksempler nok?

Der blev lavet en liste for et par år siden, hvor en af mine venner var Danmarks 132. mest omdiskuterede kunstner. Det grinte jeg lidt af. Jeg var selvfølgelig slet ikke med på listen.

Jeg er et nul og en fiasko. Jeg skammer mig på mine børns vegne over mig selv.



Jeres lokalradiovært bag mic'en.

Jeg får nu at vide, at Kenneth Carlsen højeste rangering var som nr. 41 i verden, men det ændrer intet ved ovenstående pointer. I øvrigt er dette et radioprogram, og man kan ikke gå tilbage og ændre. Pas på, en dag udsender jeg et rigtigt radioprogram her på stedet. Så er I advaret. Og hvis I er rigtig heldige, giver jeg mig til at synge noget mere. Der er så sandelig noget at se frem til. Nu vil jeg fylde tiden ud med tom snak, indtil musikken begynder...


Det er hittet, der holder.

PS I går var jeg nr. 145 på The New York Times crossword puzzle-løselisten (kl. 23.45). Det er også ret godt. Torsdagskrydsen er rimelig svær. Jeg har aldrig været højere end 122 (mandag).

Folk kigger

Hvor går man hen og laver et primalskrig her i byen? Eller landet? Her er ikke plads til noget. Der er vinduer alle vegne.



Jeg kan skrige her, men det er tavst.


Okay, lad mig se, hvad jeg har liggende ...


Autentisk primalskrig fra 2005.

De store synger

***
Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?


PS Denne scene skal med i filmen om mit liv.
***

Sestertier, sestertier! Jeg vil have sestertier!

***
Der er stadigvæk en, der råber her i bygningen. Han er åndssvag at høre på: – Du ved ikke, hvordan det er at være arbejds-løs! Du forstår det ik-ke! Se på mi-ig! (Frit efter hukommelsen.) Han lyder som et barn, der er blevet forladt af sin mor ude i skoven. Et ulykkeligt barn.

Nu har jeg lokaliseret ham. Jeg kender hende, han bor sammen med & hendes stakkels barn. Han råber dagligt. Det er røvsygt. Han er ingen Shakespeare. Jeg tør vædde på, at Shakespeare var sjovere at høre på, når han råbte. Som respons er jeg begyndt at råbe Shakespeare igen, når han begynder. Jeg står ude på badeværelset, hvor der er mest lydt, og deklamerer højt og rungende for i det mindste at hæve niveauet. Jeg løber hurtigt tør for citater, det er klart – jeg er endnu i den vanskelige opstartfase – så det er godt, jeg har min étbinds Collected Works, der blev skånet i den seneste oprydningsrunde.

Nu vil jeg downloade nogle rollehæfter fra nettet og få hele familien involveret. Motivationen er i top. Min datter er allerede begyndt at stille sig op ude på badeværelset og råbe latinske sentenser ("Veni, vidi, vici" og "Et tu, Brute?"*)), når hun kan høre ham dernede. Vi er to, der synes, vi skal vælge en tragedie (den ene er mig), og to, der synes, vi skal vælge en komedie, så det bliver nok noget Holberg, hvor alle kan være med. Og så er det på dansk, af samme grund. Eller måske kan jeg finde en god enakter. Måske en Ionesco. Jeg glæder mig. Det giver mig noget at se frem til og styrker sammenholdet.

*) Julius Cæsar, 3. akt., 1. scene.
***

Tomhed og elendighed

***
Hvor er jeg dog elendig.
Jeg har ved gud ingen glæder i livet.
Det er håbløst.
Jeg ser ingen ende på det.
Kun mere af det samme.
Tom, tavs trasken
på slisken til graven.
Nedstemthed og følelsesmæssig impotens
Alt er ligegyldigt.
Intet giver mening.
Jeg ligger som jeg har redt
i en seng af glasskår
i en seng af krummer
med uldent undertøj på.
Jeg er helt færdig.
Det er omme, mit liv er omme.
Der er kun meningsløshed og tomme fagter tilbage.
Det siger mig intet.

Den eneste glæde jeg har her i livet er kaffe.
Hvis kaffe gav blowjobs, var min lykke komplet.
Jeg går over og tænder for aggregatet.



"Om min kærlighed til kaffe jeg vil rappe
Jeg elsker den i mig at labbe"
***

Man lærer sig de mærkeligste ting ved at klikke på reklamerne

***
Hvis jeg keder mig, klikker jeg på reklamerne for at tjene penge til Google, der er min yndlingsmultinationale, eller hvem det nu ellers kunne være. Især kan jeg godt lide at klikke på reklamer for alternative behandlere, navnlig clairvoyante, som jeg mener er vore fjender. Hvad er prisen for sådan en reklame, der står øverst – 8 eller 26 kr. eller sådan noget? Der var en, der sagde, hvor meget engang, men jeg kan ikke huske det mere.

Vil det sige, at man kan holde økonomien i sving bare ved at sidde derhjemme og klikke på reklamer?

Det er de mærkeligste ting man støder på:

Jeg fandt f.eks. dette hudløst ærlige digt inde på Orgasmeskolen under Klienters udtalelser:

Anet, 48 år, fysioterapeut og lattercoach, Roskilde: Min varmeste anbefaling – Pias orgasmekursus er simpelthen en gave til hver en kvinde – og mand. Inden Pias kursus skrev jeg følgende digt:

M Æ N D
I har sikkert oplevet mig som lukket og genert
sandheden er, at jeg følte mig Så forkert.
Jeg skulle have været en dreng - det vidste jeg som foster
i mange år levede jeg som nonne i et kloster.


Manglende selvværd og cølibat hører nok sammen
værdigløsheden slukkede begærets flammen.
Jeg lod drenge og mænd bære ved til smertens ild
jeg følte mig svigtet - og kunne i hvert fald ikke kaldes vild.


Som teenager var der ofte tårer på min pude
"hvor er du mager" - i maven var en knude.
Overalt så jeg piger med flotte bryster
jeg havde ingen - og mærkede ikke mine lyster.
Overbevisningen var: alle mænd vil have svulmende kvinder
en lækker røv var ikke nok til at gøre mig til en vinder.


Jeg kan se, jeg valgte mænd, hvor forskellen var stor
aldersmæssigt eller intellektuelt - de behøvede alle en mor.
Jeg turde ikke være kvinde, så sagen var klar:
hvis jeg er din mor, vil du så være min far?


Jeg kan ikke anklage mig selv for at have været "for nem"
men jeg fik da afmystificeret myten om det negroide lem.
Også dejlig elskov har jeg mærket - dejlige mænd har jeg kendt
og jeg mener, at de alle fra himlen blev sendt.


Én lærte mig at sætte pris på min smukke krop
jeg holder nu af mine bryster - tør gå med nedringet top.
Nu nyder jeg at klæde mig og gå som en kvinde
på kurser har jeg lært: find din indre gudinde.

Min feminine kraft tager jeg til mig mer og mer
livet er vidunderligt - og det er her, det sner!


Mændene i min fortid en masse mig lærte,
jeg øver mig nu i at åbne mit hjerte.
Jeg glæder mig til at mærke, at det kildrer i min mave
når min partner og jeg udforsker kærlighedens gave.


Nu er det nemlig slut med at redde flere mænd
jeg er klar til at blive beundret, forkælet og til at give mig hen.
Berusende elskov - livet er en leg
hvor min partner tør være mand - og kvinden er mig.



Digtet er fra den endnu ikke udkomne digtsamling: "Livet er en gave - trods alt"!

(Gengivet uden tilladelse men dog med link.)

Som Donzo siger: "Enkelt, flydende og på rim = dixi! Det er ikke kunst, men fint". Og så siger han, at det lyder ligesom mig, hvilket er groft. Jeg synes mine rytmer er bedre.

Og nu har jeg lige lært, at Lars Muhl, popsangeren man plejede at kalde en crooner i gamle dage, er blevet håndspålægger og esoteriker. Jeg måtte dele det med nogen:


(Det er rigtigt nok.)

Løsningen er selvfølgelig at croone digtet som Lars Muhl, også selvom jeg ikke kan croone eller lyder som Lars Muhl. Tjek det:


(Jeg er forkølet. Det forklarer en del, men langt fra alt. Nyd videoen her så længe det varer. Jeg piller den ned igen, når jeg ikke kan tage pinligheden længere.)

*

Hvad vil fremtidige klikkeekspeditioner lære mig? At jeg trænger til frisk luft og motion?
Det er ikke godt at vide. Følg med i de nye spændende afsnit af
KLIKSPEDITIONER med MANDEJAMMER!!!
(siges ligesom "Pigs in Space")

UPDATE (medio feb.): Jeg er nu skiftet tilbage til vers. 1 af deklamationen. Det er noget, der rykker.

***