Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?PS Denne scene skal med i filmen om mit liv.
***
5 kommentarer:
Hej,
Det kender jeg godt - det er så irriterende at nogen er så stædig, og bare vil have ret.
Så er spørgsmålet måske bare hvem har ret? Skal sangen være med dun eller uden?
Eller er spørgsmålet i virkeligheden, hvad er vigtigst? At synge en sang for sin datter (som ønsker begge sine forældere synger for hende), eller at have ret? Jeg ved det ikke.
Venlig hilsen
Frederik
Jeg tror, det vigtigste er at ha' ret.
Jeg mener at have forklaret problemet tydeligt nok: barnet vil have sang, jo mere sang jo bedre, derfor: med dun.
´kæft det var skægt at læse!! *g*
Tak for grinet ;).
Mvh,
Synne
Ja, grin du bare.
Send en kommentar