Lad mig nu skrive noget, der er fuldstændigt uaktuelt, men som det ligger mig på sinde at fyre af, ligesom alt andet jeg overhovedet nogensinde tænker på. Det er princippet. Nå.
Der stod en konservativ byrådskandidat og delte pamfletter ud nede foran skolen.– Kan jeg interessere dig i--
– Nej.
– Det kunne jeg forestille mig.
Hvor irriterende! (For alle. Hvorfor skulle hun også spilde en af sine dyre foldere på mig? Som regel går jeg altid lige forbi Hus forbi-sælgere og andre, der vil en noget på gaden, men da jeg havde låst cyklen her, ville jeg lige se, hvad der skete, hvis jeg fik øjenkontakt.) Det kan godt være, at jeg ikke ligner en konservativ kernevælger (og gudsketak og lov da for det), men det er irriterende at blive dømt på sit udseende. Jeg ville ønske, at der var en politiker eller et parti, der sagde: "Kom indenfor, kom indenfor, vi vil godt have dig her". Som det er nu, er der ikke et eneste parti, der appelerer til mig eller hvor jeg ville føle mig hjemme. Det samme gælder for de fleste, jeg kender: man aner ikke, hvor man skal gøre af sin stemme. Det virker som om, politik mest går ud på at dele folk (i Nixon-stil) eller holde folk ude (ligesom DF, de røvhuller).
Fra pressen: Her er en svensk forfatter i Information: "Når der er valg i Sverige næste år, har jeg ingen anelse om, hvad jeg skal stemme. Hvis du befinder dig på venstrefløjen, er der ikke længere noget alternativ. Der er helt tomt". Også på midten. Der er et gabende vakuum lige i midten.
***
Ingen kommentarer:
Send en kommentar