Nødråb!

Min far ringede, fordi lyset var gået ud i opgangen, og han kunne ikke finde lejligheden.


"My hand slipped upon an edge and found nothing but emptiness beyond it."

1mm

***
Jeg er én millimeter fra et panikanfald, og min kone forstår mig ikke. Jeg gider ikke høre på hendes bekymringer. Nu sover jeg alene.

– Jeg har ikke overskud til at høre på dine bekymringer! Snap out of it!
Snap! Crackle! Ruske! Rasle!
– Sådan har jeg aldrig opført mig over for dig.

– Tro mig, når jeg siger det til dig, jeg kan ikke tage det mere.

Det eneste hun skulle var at tage sig af mig.

– Jeg er positiv og rolig, og du bliver ved og ved. Der er ikke noget, vi kan gøre ved det nu.
– Du skal ikke råbe af mig.
– Forstår du ikke en skid?

Jeg har kun haft overskud til at sige, at jeg er tæt på et panikanfald. Prøv at lytte til, hvad jeg siger.

Kan hun lægge sig selv til side i 2 sekunder.

Mit hjerte banker 1000 kilometer i timen.
***

Nytænkning

***
I busser er der en STOP-knap. Det kunne være rart, hvis der også var en START-knap. Ligesom luk døren-knappen (><) i en elevator. Det giver en noget at lave.


Ejector seat-knap fra Goldfinger.

PS Der har stået flere steder på det sidste, at luk døren-knappen (><) i elevatorerne kun er der til pynt, for at folk kan have en følelse af kontrol i stedet for at gå i panik. Men det tror jeg ikke på. Måske nogen steder, men ikke alle. Det er min erfaring, og jeg har kørt i flere elevatorer end gennemsnitsverdensborgeren. Jeg er typen, der trykker 30 gange på fodgængerovergangsknappen. Det hænder, at det bliver kommenteret, men jeg er ligeglad. Det får tiden til at gå.
Tak.
***

Det lakker mod enden

***
Hvis jeg var lige så god til at ordne min selvangivelse, som jeg er til at gå i panik...
Hvem der kunne leve af at gå i panik.
Er det et fag? Det omvendte af en brandmand, så at sige. Nej, ikke "vandmand", "branddame", "ildpåsætterske" eller "pyrodam'" – det er selvfølgelig også omvendt, men ikke helt den rette vinklen – mere en, der løber rundt i ring og råber hjælp og åhherregud, i modsætning til den raske brandmand der fatter slangen og slukker affæren.

Der er et værre hus her på kontoret.
Jeg kan ikke sidde stille. Mine øjne løber i vand. Jeg kan ikke tænke klart.
Jeg må virkelig se at få det gjort, så jeg kan blive menneske igen.
Det er det, der er problemet, og jeg mangler næsten ingenting for at få det færdigt.
KAN DU SÅ KOMME I GANG, siger stemmen.
Åh!
Jeg er et vrag.
***

At lave min selvangivelse fylder mig med ængstelse

***
Jeg springer op og traver op og ned ad gulvet og vrider mig i hænderne og sveder. Det er fysisk umuligt for mig at lave den færdig. Jeg bliver ved med at pille og bekymre mig. Nu har jeg købt en pakke cigaretter, ikke at det hjælper (jeg bliver bare svimmel og står udenfor).

Jeg er et vrag.

Jeg trænger til hjælp.

Kolde fødder

***
Dagen før mit bryllup fik jeg kolde fødder og rev i frustration og panik mine underbukser i stykker, mens jeg endnu havde dem på.



Jeg kan ikke forklare det.

Mit panikanfald

***
Da min mor fik kræft, og de åbnede hende og ikke opererede alligevel, og jeg skulle forberede (et nyt formsprog til) min gennembrudsudstilling, og min storebror begyndte at arrangere besøgsskemaer, fik jeg et panikanfald og måtte lægge mig på gulvet inde på børnenes værelse og kunne ikke trække vejret, og min kone lagde sig oven på mig, for det er åbenbart teknikken, når nogen får et panikanfald, og børnene spurgte: Hvad sker der med far?

Min verden ramler sammen

Først er der en trofast læser, der brokker sig over, at jeg ikke jamrer mig nok. Men hvad skal jeg gøre, jeg kan jo ikke kunstigt starte scener med min kone (eller andre) bare for at have noget at skrive om? Det, jeg frygtede, er sket: Jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke har noget at beklage mig over, andet end at jeg ikke har noget at beklage mig over.

Og så er der en falkeøjet læser, der påpeger, at mit kaldebillede af en mand, der giver bryst, slet ikke forestiller en mand, men en skægget kvinde – og oven i købet har været bragt spejlvendt (men det er ikke min skyld, jeg sværger, det er bogen, jeg bøffede det fra: Mogens Eilertsen: Barnet i Kunsten.) Nu er jeg totalt forvirret.

Nu ved jeg ingenting mere.

Er jeg blevet kedelig? Det kan godt være. Hvad rager morgenmadsemballage nogen? Det er værre end dengang Dan Turèll kritiserede kvaliteten af dansk sprogbrug i tilbudsavisen fra Irma (et stykke petitjournalistik, der ikke er med i udvalgte klummer fra I byen). Har han ikke noget bedre at skrive om, end hvad der dumper ind af hans brevsprække? mindes jeg, at jeg tænkte. Hvad med at bevæge sig uden for en dør? (Ikke at jeg ellers kan eller bør sammenligne mig med den store danske mester.)

Bunden er nået og skrabet ren, før jeg nåede at udgive hver eneste lille tanke, der nogensinde er raslet rundt i mit hoved.
Jeg skærer min halspulsåre over og hænger mit bloggerkeyboard op og finder noget fornuftigt at foretage mig.

Flere floskler: Mit fundament er skredet, jeg er på herrens mark, den er gruelig gal, hvad nu?

Sidste øjebliks slask

Jeg er depri over ikke at have drevet det til noget i mit liv. Nu sidder jeg igen og er panisk med noget i sidste øjeblik. Alt er kaos, det hele flyder, jeg har ikke styr på en skid og måske er det hele slet ikke besværet værd.
Jeg har noget lort, jeg skal have ud af døren i morgen, og det er ikke rigtigt tørt endnu. Okay, jeg løser det på snedig vis, men jeg er ikke effektiv længere.
Det var sjovt at have en grund til at gøre noget færdigt, nu glæder jeg mig bare til det er overstået.
(Jeg er bevidst obskur her for ikke at afsløre min hemmelige identitet.)

Pive kan jeg, men gøre noget ved det, det er straks en anden sag.

På vippen 2)

I dag*) blev jeg mailet op af en populær bagsideskribent fra dagspressen – hvis rubrik og navnlig hvis iørefaldende modstand mod den fucking overformynderiske, fascistoide medielicens jeg havde komplimenteret i en læsermail – fordi han kunne lide mine fotos og ville skrive om dem. Hvorfra kender han mit navn? Mine fotos? Jeg troede min hotmailadresse var anonym, og så står mit navn på. Døh! Fotos var taget af en i London, der hedder det samme som mig og har en professionel hjemmeside. Hvad har jeg? En samling jpeg's på flickr.
Ikke engang noget man kan sælge, så hvad skal jeg med eksponering, i fald den forekommer?
Hvor vigtigt er det nu at fedte? Og på den rigtige måde. Nu beder han mig fortælle mere. Haha. Den er god. Jeg er nået til første stadie af selvpromoveringen igen og er gået fuldstændigt i stå som sædvanlig. Hvor er nu mit flotte præsentationsmateriale, den kunsthistoriske tekst om mine værker? De findes ej. Jeg må igen strikke noget sammen i sidste øjeblik.
Panik-panik som sædvanlig og impulsen til hurtigt at trække mit hoved tilbage i skjoldet igen.

*) Dvs. i forgårs. (Jeg har ikke fået svaret endnu.)